Den Hvide Dame


9 dage siden 0 kommentarer Noveller for børn/unge overnaturligt slot forståelse

0Den Hvide Dame
Mathias trak dynen op om sig, og tændte for sin iPad. Egentlig ha... [...]
Noveller for børn/unge · overnaturligt, slot, forståelse
9 dage siden
1Hund med blåt blod i årerne?
Zenta var en sort labrador med et godt sind. Dens mor, Fiona, var... [...]
Smilebåndet · julefrokost, hunde, royalt
1 måned, 8 dage siden
1Da svigermor kom på besøg
Hedvig var en dame, man ikke sagde imod. Hun havde beriget sit og... [...]
Smilebåndet · effektivitet, uheld, energisk
1 måned, 12 dage siden
5Nærighedens pris
Min chef var på ingen måde en lille mand. Han krympede dog, når h... [...]
Smilebåndet · alfahan, itu, fald
2 måneder, 24 dage siden
2Det antikblå univers
Det var en varm sommerdag i mit 13. år. · Min far var ved at lægge ... [...]
Smilebåndet · uheld, maling, effekt
5 måneder, 15 dage siden
0Naturvejledning eller..?
Lørdagen bød på en guidet tur med en naturvejleder. Historie og b... [...]
Smilebåndet · myg, hunde, planter
5 måneder, 23 dage siden
2Flamencodans på slap line
For en del år siden var min mand og jeg på besøg i Spanien. Vi ha... [...]
Smilebåndet · optræden, dramatik, ferie
7 måneder, 20 dage siden
3Memoirer om Helvedsmaskinen
Vi rejste på ferie til Grand Canaria i 1975, og havde besluttet o... [...]
Smilebåndet · mekanik, prøvelser, ferie
7 måneder, 22 dage siden
2Porcelænsfolket
Det var nat i skoven. Under roden på det gamle tjørnetræ sov skov... [...]
Noveller for børn/unge · kontrol, fest, hakkeorden
1 år, 1 måned siden
3Ord til en rund fødselsdag
30 år hvor blev de af · ja, tiden den kan haste. · 30 gange fødselsda... [...]
Rim og vers · livet, fremtiden, begyndelse
1 år, 1 måned siden
2Når land og by mødes
I vores store, moderne indkøbscenter mødes land og by på en sælso... [...]
Smilebåndet · husdyr, teknologi, mode
1 år, 4 måneder siden
2Når foråret banker på
Forår! Årstiden hvor solen er på himlen og blomsterne vælter op a... [...]
Smilebåndet · betragtninger, dekorationer, forårsstemning
1 år, 5 måneder siden
3Når naturen trænger sig på
Huset var sat til salg, og jeg var næsten på vej ud af døren, ide... [...]
Smilebåndet · natur, forfløjen, gæst
1 år, 6 måneder siden
4Når vandene stiger
Sommeren var kommet, og mørket lagde sig som dunkelt fløjl i sove... [...]
Smilebåndet · naboskab, panik
2 år siden
4Hr. eller fru Tomat?
I indgangen til supermarkedet var jeg nær blevet væltet omkuld af... [...]
Smilebåndet · påståelighed, grotesk, natur
2 år siden
6Når sirenen lyder
Varslingssirenen hylede i langtrukne toner den første onsdag i ma... [...]
Smilebåndet · desperation, irritation, familiebesøg
2 år siden
5Når genbrugspladsen kalder
Det var sommerens varmeste dag, da vores sofagruppe fik en ny afl... [...]
Smilebåndet · årstider, livsanskuelse, letkøbte løsninger
2 år siden
9Når man trykker på den rigtige knap
Min mand skulle have nye dæk på bilen, og kørte derfor hen til vo... [...]
Smilebåndet · familieliv, hverdagen
3 år siden
7Når motorbøllerne tager magten
Jeg skulle krydse hovedgaden, som er blevet en temmelig trafikere... [...]
Smilebåndet · glæde, alderdom, drømme
3 år siden
3Når vejret arter sig
Her i byen er vi beriget med Foreningen af hhv. Yngre og Ældre Vå... [...]
Smilebåndet · afmagt, natur, tidens gang
3 år siden
5Det er så yndigt at følges ad
Vores flinke naboer var taget på sommerferie, og i deres fravær v... [...]
Blandede tekster · livet, mennesker, mennesketyper
4 år siden
4Rotten Ries sidste rejse
Nu skulle det være! Plænen skulle slås. Solen skinnede og græsset... [...]
Essays · begravelse, refleksion, rejse
5 år siden
12Hvor blev det af?
Over en hyggeøl på venskabeligt fod, stod min mand og naboen, Ole... [...]
Smilebåndet · selverkendelse, frustration, mani
7 år siden
21Farvel og tak
Orkanen havde ramt firmaet i form af massefyringer. I orkanens øj... [...]
Noveller · tid, drømme, parforhold
8 år siden
9Skrankepaven
I vores lille slumrende provinsby er billetsalget på togstationen... [...]
Smilebåndet · virkelighed, håb, livslede
8 år siden
5Transit i Paris
Under en længere rejse skulle vi mellemlande i Charles de Gaulle ... [...]
Smilebåndet · mennesketyper, sort humor, stress
8 år siden
11Konen i muddergrøften
Bag hegnet ved åen hang de lækreste, røde hindbær og kaldte på mi... [...]
Smilebåndet · natur, haveliv, gæster
9 år siden
7Mirabeller ad libitum
Vores nabo er begunstiget med et mirabelletræ i sin have. Et par ... [...]
Essays · mennesker, haveliv, sommer
9 år siden
6Hønseprofessoren
Bussen var proppet til randen midt myldretrafikken. Alle stod som... [...]
Essays · hyldest, natur, kæledyr
9 år siden

Puls: 20,0

Publiceret: 4
Afgivet: 9
Modtaget: 7
Lejsy Storm (f. 1955)
Mathias trak dynen op om sig, og tændte for sin iPad. Egentlig havde han lidt dårlig samvittighed over at have stukket en hvid løgn og forladt festen under påskud af, at han havde det herredårligt med hovedpine og kvalme. Men den lækre fornemmelse af at slippe væk fra det hele var über nice.

Han kiggede tomt frem for sig og tænkte på, da han og forældrene var ankommet tidligere samme dag til onkel Jørgen og tante Ritas sølvbryllupsfest. Fuck! Hvor han ikke gad! Festen skulle holdes i selskabslokalerne på Vejstrupholm Slot. Med overnatning. Hans mor havde kvidret som en kanariefugl, da de kørte over broen. "Se!" sagde hun og pegede på et par svaner, der svømmede af sted i voldgraven. "Er de ikke majestætiske? Og hvor er det dog romantisk!"
   Mathias rystede på hovedet og himlede med øjnene. Mødre! De er bare enormt pinlige.

Solen havde skinnet på slottets høje, røde mure, mens sorte skyer trak sammen i horisonten og dannede en blågrå baggrund. I parken hang der stadig nogle få blade på træerne, men ellers havde nattefrosten taget livet af sommerens blomster.

De havde alle sammen fået udleveret nøgler til værelserne ved ankomsten, og han havde heldigvis fået sit eget værelse. Trappen i gæstefløjen var bred og trinnene bestod af mørke granitsten. Den snoede sig og førte op til de forskellige etager. På gangene havde man bevaret de gamle gulvplanker. Flere af dem var hule på midten af slid og knirkede visse steder. På væggene hang malerier af slottes forskellige grever og andre fine folk. De stirrende igen med store runde øjne. Hvor så mændene mærkelige ud med lange krøllede parykker, mørkegrønne leggins - eller hvad det var for noget de havde på - og lange, blanke støvler, tænkte Mathias. Den ene havde to jagthunde liggende for fødderne med hver sin fasan i munden. Kors, hvor så det dumt ud, mand!

Damerne havde kæmpe kjoler på og opsat hår. Det var nok også parykker. Det så ud som om, at de ikke havde nogen øjenvipper og aldrig havde været ude i solen. De havde alle sammen runde hoveder og tonsvis af blonder på tøjet. På et af malerierne var damens korset snøret så kraftigt ind, at han kom til at tænke på Den overskårne Dame, han engang havde set på TV i et trylleshow. Han begyndte at grine. Han kunne se for sig, hvordan hendes påklædersker havde maset og aset for at stramme korsettet til med knæene presset op i ryggen på hende. De havde nok hevet i snorene, som når man skulle fortøje et skib til en rusten pullert på Langelinie. "Maleren skulle have malet hende gasblå i ansigtet, mens hun holdt vejret", mumlede han og fnisede.
   Han kom i tanke om pigerne i klassen. Han så dem for sig, hvordan de havde kunstige øjenvipper og kæmpede for at blive lækre brune om sommeren. Nogen af dem forsøgte at ligne The Kardashians. Billedet af skønhed havde rigtig nok flyttet sig, og hurra for det! tænkte han. Han kiggede atter på billedet og sendte Maya en varm tanke. Hendes lange, lyse hår og naturlige måde at være på. Måske var han lidt forelsket i hende? Han gik videre ned ad gangen.

Med et lille smil om munden stak han nøglen i døren til værelse nr. 11. Det var en stor og tung nøgle, som nok var meget gammel. Mathias kiggede på de mørke paneler på væggene. De gjorde hele rummet enormt skummelt på trods af, at resten af væggen havde lyst tapet med gule blomster. Ud fra væggen stod en gigantisk seng. Han syntes, at den så åndssvag ud med det hvide tøsestof, der hang hen over den. Sengetæppet havde et vævet mønster i guld, der skulle forestille nogle blomster, og puderne havde sindssygt mange frynser og kvaster. Hvor han dog savnede sin egen smarte seng derhjemme med sort boksmadras, blanke ben af stål og den fede plakat med Volbeat, der hang på væggen. Han kunne også godt bruge en kold Cola og kyle i sig lige nu.

Mathias satte sig på kanten af sengen og konstaterede, at den knirkede jammerligt. Han lod blikket glide rundt i værelset og bemærkede, at dér ved siden af vinduet hang et oldgammelt spejl. "Fuck! Sikke en hæslig guldramme", mumlede han. Spejlet buede og gjorde ham helt svimmel at glo ind i. Det føltes som om, at man havde tømt en hel flaske vodka. Den blanke overflade var næsten forsvundet flere steder. Om han fattede, hvorfor at man ikke for længst havde smidt det gamle lort på lossepladsen. De antikke olielamper var blevet moderniseret og hang nu på væggen med dæmpede LED pærer. Det var vist også det eneste, som var fulgt med tiden ud over lampen i loftet. Det hele skulle vist give indtryk af, at værelset befandt sig på et fint og hyggeligt sted, som solgte drømmen om at være prins eller prinsesse for en dag. I virkeligheden syntes han, at rummet føltes mega gustent. Hen over sengen hang et maleri af én eller anden mand, der sad på en sort hest. Han var iført en blank ridderdragt og havde en lanse i hånden, stålhjelm og hele svineriet på. Det var lidt sejt! Måske var det ikke den type billeder, som folk normalt havde hængende i et soveværelse, men Mathias syntes, at det kunne gå an. Det var dog bedre end det billede, der hang til højre for toilettet med de lyserøde roser, der hang slattent i en kæmpe vase og allerede havde tabt flere af bladene på et blankt bord.

Han rev sengetæppet af og smed det hen ved siden af natbordet. Nu skulle han bare af med sko og tøj, der var ved at tage pippet fra ham. I et loop sparkede han skoene hen i det ene hjørne. De klemte og føltes som ren tortur at gå rundt i. Hurtigt åbnede han sportstasken og fandt noget mere behageligt tøj frem. Festtøjet smed han på gulvet uden tanke for, hvordan det landede.

Ved ankomsten tidligere på dagen, var gæsterne blevet vist rundt på slottet, og guiden havde fortalt en masse historier om, at det spøgte. Ved højlys dag havde det været latterligt, at tro på det, og det var slet ikke noget, han kunne tage seriøst. Han havde også kun hørt efter med et halvt øre og glædede sig til, at det hele var overstået. Men nu hvor han lå alene på sit værelse og kiggede ud af vinduet, så fik han en sær rislende fornemmelse ned ad ryggen. Den mørke slotspark lå ugæstfri hen med mørke konturer af buske og træer, der dannede alverdens figurer. Kun fantasien satte grænser for, hvilke uhyrer man kunne forestille sig, der kom ud af skyggerne. Han kiggede op mod himlen og så, hvordan forrevne skyer jog af sted, mens de forsøgte at lege skjul med Månen. Træerne svajede uden for, og en gren slog af og til mod ruden, der fik ham til at fare sammen. Voldgravens sorte overflade glimtede ind imellem, når Månen kom frem. Der var bestemt ikke romantisk, tænkte Mathias. Svaner eller ej!

Han kom i tanke om, at han havde glemt at børste tænder og steg ud af sengen. Skridtene hen over de rå gulvplanker syntes uendelige. Han kunne mærke, at de føltes ujævne og kolde. Slet ikke den samme fede fornemmelse som på værelset derhjemme, hvor han bare kunne træde ud på et sejt tæppe i neonfarver, der lå foran sengen og hans lille smarte bord. Mathias skyndte sig at køre en tur rundt med tandbørsten og trippede hurtigt tilbage i sengen.

Idéen om at snige sig væk fra festen, var kommet til ham under middagen. Forårets konfirmationstøj strammede, og han hadede at flashe rundt i det alt for fine tøj, nu hvor konfirmationen for længst var overstået. Han havde rejst sig efter desserten under påskud af hovedpine. Helt løgn var det ikke. Det dunkede i hovedet på ham, da tante Ritas gamle senile mor, Kamma, for sjette gang spurgte ham: "Kender du Ellen? Hun bor nede i Afrika. Der ligger døde mennesker i gaderne, og medisterpølsen koster 8 kroner pundet." Hun var bare totalt stenet at høre på. Og så havde der været et utal af taler, der gennemgik Jørgen og Ritas sidste 25 år. Det havde immervæk ikke været for spændende at høre på eftersom, at det mest sindsoprivende de to mennesker havde oplevet sammen var, da de havde købt et havebassin med koi karper. Der havde været 6 sange, og de to af dem gik på melodien "Jeg er havren.." Den længste havde været på fucking 18 vers.

Nu lå han igen og tænkte på, hvor grineren det var, at han uden større besvær var sluppet væk fra Kamma, tøjet, talerne, festsangene og dansegulvet. Hans mor havde set bekymret ud, da han brød op, men han havde skyndt sig at forsikre hende om, at han bare trængte til at sove. Han havde undskyldt sig med, at han jo var kommet hjem fra lejrskole dagen før, og at busturen gennem Sverige havde været lang og anstrengende. Ganske vist havde de sovet det meste af vejen, men det behøvede hun jo ikke at få at vide. Situationen skulle tages i opløbet inden hun begyndte at lave et større nummer ud af hans beslutning om at gå op på værelset.

Han satte sig op i sengen og skubbede puden om i ryggen. Nu hvor dagslyset var væk, så syntes han, at det hele virkede skummelt og spooky. Han fik øje på en udstoppet ravn på en hylde oppe i det ene hjørne. Pludselig fik han en fornemmelse af, at dens tomme glasøjne stirrede direkte ned på ham.

Mathias rystede på hovedet og skævede til uret på sin iPhone. Klokken var næsten 23.30. Der var ingen nye beskeder.

Han løftede sin iPad over fra sengebordet. På spille-app'en fandt han sit ynglingsspil: Ghost Splatter. Det var vel meget passende at plaffe sig gennem et par spil, når nu man befandt sig på et sted som Vejstrupholm Slot, tænkte han. De lilla spøgelser gav flest point, og det ville være super fedt, hvis han kunne slå Frederik på pointtavlen. Han havde hele tiden ligget en plads under Frederik, hvilket var neder'n. Med stor koncentration skød han derfor løs på de forskellige baner med stigende sværhedsgrader. Han opnåede efterhånden at få vundet rigtig mange bonus og achievements, som øgede spændingen på det sværeste niveau. Når spøgelser i de forskellige farver blev plaffet ned, så hylede de mere eller mindre højt alt efter deres værdi. Han koncentrerede sig voldsomt efterhånden som flere og flere spøgelser blev vakt til live. Endnu havde han ikke brugt noget ekstra liv, og han var stærkt fokuseret på skærmen, mens han holdt tungen lige i munden. Yes! Dér røg den sidste lilla satan med et øredøvende brøl! Max point! "Tag den, Frederik!" skrev han bagefter på klassens netværk. Det gav ham en vis glæde at kigge på den mega score, som viste sig på tavlen, hvor han nu lå som nr. 1. Det var smukt at se sit navn stå øverst, mens Frederik nu var fortrængt til en fjerde plads.

Han lukkede appen, og surfede i stedet for rundt på nettet. Han klikkede sig ind på alt og intet. Der var også et par likes, han fik givet samt svaret et par stykker på Facebook. Efter lejrturen var der rigeligt at skrive om. Især havde pigerne oppet sig efter natløbet, og nu var der nok af emner og hændelser at tæske rundt i. Frederik havde sendt ham en mail, hvor han gjorde sig vældig morsom på hans bekostning og med en grinende smiley håbede han sandelig ikke, at Mathias kedede sig ihjel til sin onkels og tantes sølvbryllup! Mathias svarede tilbage og skrev, at der faktisk var en rigtig lækker pige med til festen, som hed Kamma, han havde bagt lidt på. Så kunne Fredrik få den og rende med den.

Det kunne jo for resten være sjovt at google Vejstrupholm Slot og læse lidt om de spøgelseshistorier, der fandtes på slottet.

Han fandt hjemmesiden og begyndte at scrolle. "Det er da løgn!" udbrød han og læste højt:

"En ung kvinde blev for over 300 år siden muret levende inde på ordre fra stedets magtfulde og 90-årige adelsfrue, Ingeborg. Den unge kvinde på 16 år, hed Christine. Hun havde overtrådt alle normer ved at forelske sig i en staldknægt. Det havde haft følger, og hun ventede hans barn. Dengang brugte man hårde metoder for at undgå sladder, som kunne kaste skam og vanære over adelsfamilierne. Skandalen skulle for enhver pris dølges. Og det blev den! Den gamle adelsfrue, Ingeborg, besluttede sig for, at der skulle afholdes en fest for Christine under påskud af, at hun skulle rejse til Paris den følgende dag for at blive gift. I løbet af aftenen havde Ingeborg i al hemmelighed bedøvet hende med dråber af opium, som hun dryppede i pigens vinglas. Da bedøvelsen virkede, havde Ingeborg undskyldt selskabet med, at Christine var blevet utilpas, og at det sikkert var på grund af rejsefeber. Man bar hende ud af lokalet og direkte op til den grav i muren, der var lavet til hende i forvejen. Her blev hun muret levende inde, og ingen undrede sig over, at hun var væk næste dag, da alle var sikre på, at hun var rejst mod Frankrig.

Sagnet fortæller, at Den hvide Dame i virkeligheden er Christine som går igen på Vejstrupholm Slot. Det er ikke ualmindeligt at se hende om natten, hvor hun går hvileløst rundt i en hvid, højhalset kjole. Hun søger at finde et offer, hun kan skræmme fra vid og sans, som hævn over den behandling, som Ingeborg gav hende. Men hver nat leder Christine også efter sin Hans. Derfor vandrer hun hvileløst rundt, og hun kan opleves over alt på slottet.

Hendes skelet blev fundet, da man ville restaurere slottet for 28 år siden og skulle bygge et nyt gæsteværelse. Håndværkeren, der borede ind i væggen, fik et chok og besvimede, da han fandt hende og måtte under stor dramatik køres væk i ambulance."

Mathias bøjede sig ned over iPad'en for at kigge nærmere på fotoet af Christine, der lå i et hulrum i muren. Han mærkede, hvordan maven trak sig sammen, da han så noget af kraniet, der stak op fra et tyndt stykke stof. Man kunne ane resterne af en hvid, højhalset natkjole med blonder, der dækkede over en masse knogler, som lå i en underlig forvreden stilling.

Han var blevet helt tør i munden og frøs. Mathias kunne godt huske, at han havde set et skilt ude på gangen med en pil, der viste hen til det sted, hvor hun blev fundet. Det var vist på etagen lige neden under. Men han havde ikke fulgt op på det og havde bare driblet uden for, så han kunne slå tiden ihjel.

Han læste videre:

"Den unge staldknægt, Hans, går også igen.
   Han blev pint til døde, og om natten kan man høre lyden fra hestenes hove og vognhjul, der kører over brostenene i slotsgården, mens de kører bort med hans lig. Han leder efter Christine. Man kan nogen gange høre ham udstøde et skrig, som går gennem marv og ben."

Mathias kunne mærke, hvordan hjertet bankede. Dette her var bare for sindssygt. Han ønskede inderligt, at han lå derhjemme på sit eget værelse i Vanløse.

Klokken i tårnet begyndte at slå 12 slag. Nice, mand! Der røg strømmen og forbindelsen til både iPhone og iPad. Begge var løbet tør for batteri. Mathias skød underlæben frem og undrede sig. Han mente da bestemt, at de var ladet helt op, inden han tog hjemmefra. I skæret fra Månen gravede han ned i tasken og fandt sin oplader. Med et søgende blik kiggede sig om efter et stik i væggen, men uden held. Nederen! Men måske man kunne spørge noget af personalet, om de kunne hjælpe?

Han steg ud af sengen og åbnede døren. Gangen var helt tom. Der var godt gang i festen ovre i den anden bygning. Her fungerede strømmen åbenbart. Gennem vinduerne kunne han se dem hoppe og danse rundt, men man kunne ikke høre dem på grund af de tykke mure. Han kunne også godt undvære Birthe Kjærs Knaldrøde Gummibåd, og tante Rita der garanteret ville have kigget forventningsfuldt på ham og budt ham op på dansegulvet. Han magtede hende bare ikke!

På gangen lyste et blegt skær ind gennem ruden, så man i det mindste kunne orientere sig. Ellers var der helt stille bortset fra efterårsblæsten, som fløjtede sin klagende melodi gennem de utætte sprosser.

I samme øjeblik skyerne forsvandt for Månen, og lyset blev forstærket, kom en mand gående rundt om hjørnet på vej hen imod ham. Mathias åndede lettet op og spurgte: "Kan du ikke lige hjælpe mig? Jeg kan ikke finde et stik til min oplader." Manden kom nærmere. Mathias undrede sig og tænkte, at det var noget underligt tøj, han havde gik rundt i. Bukserne så gamle og slidte ud, og der var huller på jakken. Havde han ikke også halm i træskoene? Men det var en eddersmart cap, han havde på hovedet. Egentlig lignede de hinanden lidt og var på nogenlunde samme alder. De samme lyse krøller og blå øjne.

Klokken slog det sidste slag. Mathias følte, at manden stirrede lige igennem ham uden at sige en lyd. Han gik ind på værelset, og Mathias fulgte efter. Så stoppede han op. Manden var væk! Værelset var tomt. Mathias kiggede sig forvirret rundt på de 25 m2. Han kunne da ikke bare forsvinde? Mathias åbnede døren til toilettet. Tomt! Der var ingen andre døre, og vinduet var lukket. Men væk var han. Som forsvundet op i den blå luft. Pludselig smækkede den tunge dør bag ham med et enormt brag, der blev efterfulgt af et skrig, som gik gennem marv og ben. Han havde aldrig hørt noget lignende. I samme øjeblik hørte han lyden af hestenes hove nede i slotsgården. Angsten for at være låst inde i det mørke værelse, fik hans hjerte til at hoppe et slag over, og det svimlede kortvarigt for ham. Det flade batteri gjorde, at han ikke engang kunne ringe efter hjælp. Med et spring var Mathias henne og rive i den store egetræsdør ud til gangen. Heldigvis kunne den åbnes. Men nu klagede og hvinede hængslerne, som havde de ikke været åbnet i mange år. Han gik ud på den mørke gang igen og kiggede efter manden. Han var væk. Mathias røg hen til vinduet for at kigge ud. Der var ikke en sjæl. Ingen heste. Ingenting. Men han hørte ganske tydeligt, de klaprende hove, der skrumlende trak en vogn hen over de toppede brosten på gårdspladsen.

Mathias' hjerte begyndte at hamre som en vred trommeslager. Han skyndte sig tilbage til værelset og låste døren efter sig. I det samme fik han øje på ravnen. Bevægede den sig ikke? Det var som om, at den drejede hovedet og nu fulgte ham med et par gule øjne?

Han mærkede skrækken som en isklump i maven. Han skyndte sig at hoppe op i sengen. Han krøb langt ned under dynen og ønskede inderligt, at han kunne falde i søvn og ikke vågne før næste morgen, hvor hele rummet ville være badet i dagslys.

"Det her er bare sygt unormalt!" mumlede han.

Han mærkede, hvordan uroen bredte sig i hele kroppen og prikkede som nåle. Hvad var det? Kom der ikke en lyd? Han satte sig forsigtigt op i den knirkende seng. Natten var sort som tjære uden for, og langt væk tudede en ugle. Månen kastede ind imellem et koldt skær gennem ruden. Det fik vinduets sprosser til at lave en skygge og danne et sort kors midt på gulvet. Lyset flimrede svagt, når grenene viftede forbi ruden.

Der var lyden igen! Stod der en person uden for hans dør? Var manden kommet tilbage? Heldigvis havde han husket at låse den. Men lyden gjorde ham anspændt, og han lå med opspilede øjne. Hans stemme svigtede ham, da han ville råbe Hallo! Pludselig så han, at der kom en hvid tåge ind i rummet. Den gik lige igennem den tykke trædør. Aldrig havde han set noget lignende. Tågen svævede langsomt hen over gulvet uden at berøre det. Mathias spærrede øjnene op, og turde ikke bevæge sig. Han turde næsten heller ikke trække vejret. Han så, at den formede sig til en gennemsigtig skikkelse, og han kunne fornemme, at der kom en isnende kulde, som fyldte i rummet. Mathias forstod det ikke. Vinduet stod jo ikke åbent. Nu kunne han også lugte, at en sær muggen stank begyndte at brede sig.
   Skrækken fik ham til at bide hårdt i kanten af dynen, mens han fulgte den slørede skikkelse med øjnene.

Den stoppede op ved skyggen af korset midt på gulvet og bøjede sig ned for at kærtegne det. Kjolen blev kortvarig tydelig. Den var hvid med en underlig takket blondekant forneden. Faktisk lignede den en højhalset natkjole. Det måtte være Den Hvide Dame, de talte så meget om. Mathias troede han drømte og kneb sig i armen. I det samme vendte gespenstet sig om og stirrede på ham med mørke øjne. Han troede det var løgn, men måtte indrømme, at det lignede en ca. 16-årig pige. Hun rakte armen ud, og bevægede sig hen til ham. Uden en lyd og rørte hun ved hans kind med en iskold hånd. Mathias trak dynen op om hovedet i rædsel. Han rystede over hele kroppen. Da han kort efter kiggede op over dynekanten så han, at skikkelsen forsvandt ind i spejlet, der hang på væggen. Der fremkom et tydeligt billede af en smuk ung pige, med mørke krøller. Hun havde store brune øjne og det flotteste smil. På hovedet bar hun en slags kyse, der mindede om små hvide blonder. Men kort efter forsvandt det klare billede, da hun svævede ud af spejlet igen. Denne gang holdt hun en messinglysestage i hænderne.

Mathias kunne høre sit hjerte banke, så det måtte larme i hele rummet. Var han ved at miste forstanden? Det hamrede i hans tindinger og håndfladerne var våde. Han mærkede angsten prikke helt ud i hårrødderne. Det her var for sindssygt.
   Skikkelsen opløstes langsomt for øjnene af ham og forsvandt i et grønligt skær ud gennem de lukkede vinduer.

I samme øjeblik mærkede han et sus hen over hovedet. Det kom fra stærke vinger, der snittede ham. Ravnen flaksede rundt i værelset. Han så de gule, lysende øjnene, mens den udstødte et højt og gennemtrængende skrig. Det lød som en, der blev pint og plaget.

Mathias lå som stivnet i sengen og anede ikke, hvor lang tid, der var gået, før han turde bevæge sig og famle efter kontakten. En lettelse skyllede igennem ham, da værelset atter lå badet i lys. Han kiggede med paniske øjne op i hjørnet og så, at den udstoppede ravn sad på sin sædvanlige plads og stirrede stift ud i luften med tomme glasøjne. Så vidt han kunne se, lå der et også tyndt lag støv og spindelvæv på den.

Hans blik faldt på mobiltelefonen og iPaden. Begge lå og lyste og havde næsten fuldt opladet batteri.

Hvad foregik der? Han kunne da for pokker umuligt have fået hallucinationer af det ene glas Strawberry Daiquiri, han fik serveret inden middagen?

Han sank tilbage i dynen, og rystede over hele kroppen. Det var så mega sygt, og alligevel kunne han ikke fortælle nogen om det. Ingen ville tro ham. Hvis han fortalte Frederik og Nikolaj det her på mandag, så ville de skrige af grin af ham, og snart ville hele klassen få det at vide. Han så for sig, hvordan han ville blive kaldt for Vanløses David Copperfield. Frederik ville uden tvivl pålægge ham at trylle skolen væk, mens Emma og Maya så på. Det gjaldt om at holde kæft om oplevelserne ved denne vanvittige sølvbryllupsfest.

Tankerne ræsede rundt i hovedet på ham som fluer i en flaske. Egentlig skulle han også tisse, men han turde ikke stå op. Det måtte vente, til det blev lyst. Til sidst døsede han langsomt hen og faldt i en urolig søvn.

Tidligt næste morgen vågnede han ved lyden af ophidsede stemmer ude på gangen. Det var umuligt at få en mening ud af det, fordi alle talte i munden på hinanden.

"Er hun død?" blev der spurgt?
   "Nej, men hun er i chok" var der en som svarede.

Mathias hoppede ud af sengen og åbnede døren.

"Hvad sker der?" spurgte han sin mor.
   "Her til morgen fandt tante Rita sin mor, Kamma, i sengen, hvor hun bare lå og stirrede op i loftet. Ingen kan komme i kontakt med hende. Men hun var jo også over 90 år" forsøgte hans mor at forklare. "Festen har nok været mere, end hun kunne klare."

En læge banede sig vej gennem selskabet. Han stoppede op i døren og spurgte forundret: "Sover hun altid sådan?"

Tante Rita svarede, at hun havde i hvert fald aldrig set sin mor ligge på den måde før.

Mathias kiggede nysgerrigt over skulderen på lægen og stirrede på Kamma, der lå i sengen. Stiv som et bræt og hvid som et lagen, mens hun gloede tomt op i loftet.
   Det gav et sæt i ham, da han fik øje på den. Messinglysestagen!
   Kamma lå med den samme messingstage i hænderne, som han havde set Den Hvide Dame hente inde i spejlet på væggen om natten.

"Hun ligner én, der har set et spøgelse" sagde onkel Jørgen og grinede fjoget.

Mathias følte det som om, at hele rummet drejede rundt, mens gulvet gyngede. Havde Den Hvide Dame forvekslet den gamle, bitchede adelsfrue, Ingeborg, med gamle, søde Kamma? Kamma som aldrig havde gjort en flue fortræd.

"Ring efter en ambulance!" råbte lægen til Jørgen.

Med tunge skridt gik Mathias ned ad gangen til han fik øje på skiltet, som pegede ned mod næste etage, hvor den indemurede pige lå. Han gik ned af trappen og hen ad gangen. Dér lå hun! Bag en glasrude kunne han genkende det billede, han havde set i går aftes af hende på sin iPad. Sammensunken i en umagelig stilling, havde døden til sidst hentet hende. Nåede hun mon at vågne op og fornemme, at hun var muret inde?
   Mathias gøs. Hun havde jo ikke været meget ældre, end han var i dag. For hende havde kærligheden været utænkelig i den tilskikkelse hun og Hans havde fundet den. At et lille nyt ufødt menneske måtte lide samme skæbne, havde Ingeborg og hendes medsammensvorne ingen problemer med. Løgn, mord og lidelser var en vej man uden skam tyede til. Det skulle jo nødig hedde sig...! Midlerne var ganske vist umenneskelige, men blot de muliggjorde, at man kunne holde sig fri af andres sladder og bevare slægtens ære, så var alt tilladt. Mord gik man ikke af vejen for. Er det ikke det, som man i dag kalder for æresdrab? tænkte han.

I det samme satte en sort råge sig uden for vinduet på gesimsen. Det gav et spjæt i ham. Hvorfor mon? Var der en mening med det? Den hakkede på ruden og stirrede med et hårdt blik på ham. Måske det var Ingeborg, der kom i skikkelse af disse sorte fugle? Ønskede hun at jage ham væk, fordi han lignede Hans? Mathias' fantasi begyndte at galopere, og med Christine liggende foran sig, fornemmede han kortvarigt den intense ånd af ondskab, hun var blevet offer for. Heldigvis var der glas imellem ham og rågen. Det beroligede ham lidt.

Mathias kunne mærke, at han på én nat var blevet mere voksen. Det havde sat et væld af tanker i sving hos ham. Oplevelsen med Hans og Christine havde givet ham en dybere forståelse for livet på godt og ondt. Han var blevet rykket ud af sin egen egoistiske cirkel og indset, hvor taknemmelig han burde være for det liv, han havde i dag. At alle de goder han fik del i ikke blot er en selvfølge. Han havde en far og mor, som elskede ham og ville gøre alt, hvad de kunne for at beskytte og hjælpe ham. Så heldig var det ikke alle, som havde været. Tværtimod havde de allernærmest faldet Christine i ryggen. Egentlig havde han meget at takke både Christine og Hans for, nu hvor han faktisk havde mødt dem begge to. Han havde befundet sig i en sær tidslomme, som havde givet ham et indblik i en grusom historie. Det havde gjort hans egen verden større. Mathias mediterede en del over det.
   Han indså, at Jørgen og Rita jo også havde ønsket at have ham i deres midte på deres store dag. Mathias måtte erkende, at det var ikke alle, som oplevede en fest, der var tilrettelagt med gode intentioner.

Han kastede et sidste blik på Christine, og resterne af den fine kyse, der dækkede hendes kranium inden han vendte sig om og gik. Hun havde været så utrolig smuk i livet.

Ingen skulle nogen sinde få at vide, hvad han havde oplevet i løbet af natten. Ham skulle de i hvert fald ikke grine af. Det var hans hemmelighed, som han ville bære med sig i tiden fremover og aldrig glemme.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det var svært at forestille sig nattens hændelser. Efter morgenmaden begyndte selskabet så småt at bryde op og tage afsked. Mathias og hans forældre gik op på deres værelser for at pakke inden afgang.

Før han låste sig ud, lagde han en lille bellis foran spejlet. Han havde fundet den i parken under et stort bøgetræ. En lille blomst som frosten endnu ikke havde taget. "Den er til dig, Christine!" hviskede han. Han lukkede døren bag sig og hankede op i sin sorte sportstaske.

Receptionisten stod parat til at modtage nøglen og håbede, at han havde haft en god nat og en dejlig oplevelse. Mathias nikkede og sagde stille "Den har været anderledes!" Hun smilede og svarede "Ja, det er jo ikke hver dag, at man får muligheden for at bo på et slot!"

Alle vinkede farvel til hinanden. Tante Rita og onkel Jørgen måtte vente med at få et knus til senere, fordi de var taget med Kamma på hospitalet.

Da de atter kørte over voldgraven, fortalte en bimlende lyd, at hans mor havde modtaget en sms. Hun læste den og sagde med lettelse i stemmen, at der var godt nyt om Kamma. Hun var heldigvis vågnet op igen, men var meget forvirret. "Hun fabulerer om hvid tåge og grønne farver" læste hun. "Hun er altså ved at blive gammel, kan man godt mærke!"

Mathias kiggede ud ad vinduet og betragtede Vejstrupholm Slot, som forsvandt bag dem. "Nogle gange er der bare mere mellem himmel og jord!" sagde han kryptisk, mens hans forældre stirrede uforstående på hinanden med rynkede bryn.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/11-2018 10:41 af Lejsy Storm og er kategoriseret under Noveller for børn/unge.
Teksten er på 5111 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.