For en del år siden måtte min mand og jeg klare os med offentlige transportmidler til og fra arbejde. Inklusiv et skift ved Holmens Kanal, kunne min mands transporttid nemt løbe op i 1½ time hver vej.

Efter fyraften sænkede han sit trætte legeme ned i et sæde på linje 43. Hans værkende hoved fandt hvile på nakkestøtten. Men kun to stoppesteder. Som et fast dagligt indslag blev bussen invaderet af snakkesalige kvinder fra en stor fabriksbygning. De havde også fået fyraften. Ifølge min mand så steg kakofonien til over 90 decibel i kabinen.

Kvinder i cottoncoats og håndtasker kæmpede om at komme til. Samtalerne fløj gennem luften i spredt fægtning.
"Guuuud, dér kommer Grethe! Sikke dog en rædselsfuld hat hun har på hovedet." Efter få sekunder trådte en dame ind i bussen. "Hej Grethe! Sikke en flot hat du har. Er den ny?"

Bagfra blev der skreget: " Åhhhh... Se lige Hanne! Hun nåede ikke bussen. Det var synd..."
"Ja!" blev det bekræftet af en 8-10 stykker.
"Hun har nok været inde hos Larsen, fordi hun ikke har overholdt akkorden. Han er også et dumt svin. Men hun kunne jo også bare have rubbet neglene noget mere!"

En kvinde på ca. 50 år satte sig på sædet foran min mand, og to andre bag ham. Det forhindrede på ingen måde den foran siddende i at vende sig 180 grader på sædet. Herfra kunne hun uden besvær kommunikere med de to andre hen over hovedet på ham. Lydniveauet i bussen var efterhånden nået op i det sundhedsskadelige område. Det tvang hende til at tage den orale skærebrænder i brug, for at trænge igennem.
"Vidste I at Sørensen er blevet fyret?" skreg hun.
"Neeeeeeeiiiiiiii guuuud...! Er han da det?" lød det i et sensationslystent kor bagfra.
"Ja! Det er noget med hende sekretæren nede på 1. sal!"

Min mand mærkede en trykbølge presse hårdt på skiftevis brystben og skulderblade.

"Ja! Ja! Det tænkte vi nok. Ham har jeg heller aldrig kunnet lide. Han har altid kun spegepølse med i madpakken."
"Ja... og så bruger han cykelklemmer!"
Synet må have været latterprovokerende, fordi det udløste tre kokette hvin, der fik hammer, ambolt og stigbøjle til gå i resonans på min gemal. Hylene skar som grovtakkede savblade i hjernen på ham.

Bagest i bussen sad Birthe, som åbenbart havde genvordigheder med fødderne.
Kvinden på sædet foran min mand måtte simpelthen opdateres og skreg:
"Hvordan gik det hos fodlægen i går?"
Birthe kunne fra bagsædet informere om, at ligtornen blev skåret væk.

"Guuuud!" Lød det fra en dame i lavendelfarvet spadseredragt "Vi skal af nu!"

I det smalle gangareal blev der en skubben og masen. Man afholdt sig ikke fra at bruge håndtaskerne som slagvåben for at komme forrest.

Da dørene lukkede sig, sænkede stilheden sig som vat over det rullende miljø. Dog kæmpede min mand med en hyletone, der stadig sang i ørerne.

Næste dag besluttede han sig for at vente og tage bussen 5 min. senere. Uheldigvis var der sammenfald med flokken, som af uvisse grunde var blevet forsinket samme 5 min.

Herefter trængte anskaffelsen af en bil sig kraftigt på hos min gemal. Måneden efter fik vi vores første bil.