Børnenes far havde lagt sig med influenza. Den havde taget grundig fat i ham og rasede rundt i systemet med feber, hovedpine, kvalme og en hals der husede et rivejern.

De nedrullede gardiner tillod kun en enkelt lille sprække af dagslys at komme ind. Alligevel skar lyskilden i øjnene på ham som en skærebrænder, og fra hans smertensleje undslap en klagende gurglen ham som eneste tegn på liv.

Huset henlå i en afventende atmosfære, mens man imødeså bedring fra sovegemakket.

Efter et par timers utålmodig venten tog børnene på 4 og 6 år sagen i egne hænder.
Med stor beslutsomhed åbnede de døren til soveværelset. Her var luften tyk som tredje dags gule ærter, hvilket ikke lod til at genere dem. Han mærkede et par små klistrede fingre, der forsøgte at flå hans øjenlåg op, mens en sødlig og kvalm lugt bredte sig på hovedpuden. Den yngste pegede på puden og meddelte ikke uden stolthed: "Far se! Vi har gemt et par romkugler til dig!"

Det fædrene ophav kæmpede med at beholde kamillete og Panodiler i maven, der nu lå og tog livtag med hinanden. Med slæbende stemme erklærede han, at han meget gerne ville have lov til at gemme dem lidt.

Efter en tur under bruseren, hvor reminiscenser af romkugler og krymmel fra små fingre blev skyllet af, indtraf en mærkbar og helsende virkning.

Måske tricket med romkuglerne alligevel hjalp?