Vi rejste på ferie til Grand Canaria i 1975, og havde besluttet os for at se øen på egen hånd. Vi lejede en orange Vespa Scooter til formålet. Den kørte fantastisk. Op ad stejle passager og ned igen. I varmelommer med over 50 grader og på hullede veje. Den trak og kørte upåklageligt. Dog havde den én lille ulempe: Den var næsten umulig at få gang i, når først motoren var slukket.
Vi kørte tværs over øen, som dengang ikke bestod af meget andet end smalle, snoede grusveje uden autoværn. Solen stegte. Løsrevne klippestykker lå midt på vejen, og nede ad bjergskråningen lå en udbrændt bus. Landskabet bestod af kaktus, og en flok gribbe fulgte os og svævende et stykke over hovederne. Nede ad skråningen så vi dem sidde med deres nøgne halse og fortære et ådsel. Det gav en sær stemning, når man kørte alene ind over månelandskabet på den prustende Helvedsmaskine, og man sendte en stille bøn op om, at den ikke fik nykker og gik i stå.
Men den sled sig trofast frem til en lille by, som tydeligvis holdt siesta. Hundene havde smidt sig midt på vejen under skyggen fra platantræerne. De lå og sov uanfægtet og lod sig ikke forstyrre. Selv spyfluerne orkede ikke at gå på vingerne. Vi fandt dog en åben taverna under skyggefulde palmer og nød et skønt måltid.
Efter endt spisning skulle vi videre, og Helvedsmaskinen skulle startes. Min mand har kørt motorcykel i mange år og er derfor ingen novice udi at betjene et to-hjulet monstrum. Han trådte energisk på kickstarteren. Der skete absolut intet. Den eneste måde man kunne få liv i apparatet, var at løbe den i gang. Han tog tilløb og spurtede med den ned ad hovedgaden, mens han løb zig-zag udenom hundene. De værdige ham ikke et blik og sov videre. Eftersom at byen var meget lille, så måtte han vende om og løbe tilbage. Derved passerede han en lille flok interesserede beboere, som begyndte at samle sig. Motoren forholdt sig tavs. Gemalen begyndte at få våde skjolder på t-shirten. Én af tilskuerne - en ca. 35-årig mand med falmet Castrol kasket - fungerede som byens lyse hoved. Han røg hen og drejede på knappen til benzintilførslen. Idéen var god nok bortset fra, at han dermed fik lukket for den. Da han havde gjort det 4. gang truede min mand med at slå ham over fingrene. Indædt af irritation tog han sig atter en løbetur ned gennem hovedgaden, og pludselig lød der et brøl fra Helvedsmaskinen. Sort røg væltede ud af udstødningen, mens eksplosionsagtige brag lød som et nedslag af mortérgranater. Selv hundene vågnede. Lettere hysterisk skreg og gestikulerede han til mig: "Spring på!" hvilket jeg gjorde i farten. Jeg kastede mig i sadlen med et afsæt, som ville have vakt respekt på et rodeoshow i Texas. Hakkende forsvandt vi ud af byen efterladende en sort os.
Herefter opførte Helvedsmaskinen sig eksemplarisk. Vi nød kystruten og ankom til Las Palmas. Vi vovede at stille den to-hjulede fra os, da vi gerne ville se nogle seværdigheder i byen.
I centrum var der en del Once Lotteri stande, som støtte for handicapforeninger. Da vi kom tilbage til åstedet, stod her en lille énarmet mand, som manglede hver anden tand i overmunden. Han viftede os om næsen med en masse små hvide taloner. Vi havde rigeligt at tænke på med at få gang i apparatet igen, så min mand verfede ham af. Han blev dog ved med at stikke talonerne op i næsen på os som en nærgående staldflue. På yderst sparsomt spansk sagde min mand: "No!" mens han med en understregende gestus tilkendegav, at manden godt kunne fordufte med sine lodsedler.
Nu blev den lille mand skruptosset. Han skreg og hylede "Policía!" så højt hans lille fistelstemme tillod. Det var så her, det gik op for os, at manden var parkeringsvagt.
Vi fik skyndsomt betalt ham nogle pesetas, som han med en fornærmet mine modtog, hvorefter vi fik udleveret en hvid talon.
Nu kom så det spændende øjeblik, hvor vi inde i bymidten skulle have liv i Helvedsmaskinen. Min mand havde efterhånden fået rutinen i at løbe den i gang, mens han drejede gashåndtaget. Alligevel var gaden ikke lang nok, idet han ikke ville risikere at ende midt ude i byens mest trafikerede kryds. Han løb derfor i fuld fart rundt om hjørnet og forsvandt for mit åsyn. Pludselig lød der et brag omme fra sidegaden. Det næste jeg så, var ham komme spurtende med Helvedsmaskinen omkring hjørnet i røg og damp. Han kastede sig op i sadlen og atter skreg han: "Spring på!" mens en flok forundrede tilskuere, stillede sig op og måbede på et gadehjørne. Jeg kastede mig rutineret op bagpå efter at have løbet køretøjet op over en 15-20 meters intens slutspurt.
Mirakuløst nåede vi ved solnedgang frem til hotellet uden yderligere stop. Helvedsmaskinen blev efter aftale parkeret i garagen.
Vel hjemme på hotellet sænkede jeg mit mørbankede legeme ned på en kold marmorbænk, der var anbragt ved restauranten. Det ubarmhjertige hårde sæde føltes som om, jeg havde sat mig på et arsenal af kirurgiske knive. Med et brøl røg jeg op igen, mens gæsterne ved bordene med forundring sænkede gaflerne.
Resten af ferien forstod jeg at værdsætte værdien af velpolstrede møbler.