Forbudt kærlighed


6 år siden 6 kommentarer Noveller for børn/unge kærlighed kulturkritik

6Forbudt kærlighed
Forbudt kærlighed · Jeg begyndte at småløbe, for tågen skræmte mig,... [...]
Noveller for børn/unge · kærlighed, kulturkritik
6 år siden
2Jeg ryster
Jeg ryster. Sveden løber i små perler ned ad mit ansigt, og lægge... [...]
Blandede tekster
6 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Emma Amalie Jensen (f. 1998)
Forbudt kærlighed
   Jeg begyndte at småløbe, for tågen skræmte mig, og jeg kunne mærke, at det trak op til uvejr. Før krigen var jeg tit kommet i huset. Det havde stået tomt så længe jeg kunne huske, og mange af mine bedste minder var derfra. Men turene dertil stoppede brat, da krigen brød ud. I alle de år vi var indespærret i den klamme og kolde kælder, var det eneste jeg drømte om, at smide mig i de frodige enge omkring dette hus. Men de tyske soldater var overalt, og min mor, søster og jeg, levede i konstant frygt. Specielt efter min far blev skudt.
   Mine ben bevægede sig hurtigere og hurtigere, og den kolde efterårsvind ramte mit ansigt som piskesmæld. Men jeg havde vigtigere ting at tænke på. Før krigen kom mine venner og jeg i huset af ren nysgerrighed. Dengang virkede huset så spændende og farligt, fordi det var forladt, og egentlig måtte vi ikke være der.
   Men det var ikke spænding jeg søgte denne gang. Jeg skulle derhen af én eneste grund. Og den grund var Inge. Jeg ville gøre alt, bare for at være sammen med hende i blot et par timer. Regnen kunne ikke stoppe mig.
   Jeg kunne se kirketårnet inde i byen nu, og klokkerne ringede. Det var ved at blive sent.
   Snart kom huset også til syne. Herfra så det næsten ud som om det hang sammen med kirken.
   De store vinduer, det hullede, røde tag, og væggene med de mange nedfaldne murbrokker, var det første man fik øje på ved huset. Eller ja, normalt ville det være det første, man fik øje på. Men mine øjne faldt straks over noget andet. Noget der fik mit hjerte til at banke på en måde, som jeg aldrig havde prøvet før. Noget der fik denne triste efterårsdag, til at virke så uendelig vidunderlig med fuglesang, sol og duften af blomster.
   Dér, på trappen op til hoveddøren, stod Inge. Hun havde sin brune frakke på, og hætten var trukket helt op. Jeg kunne se at hun frøs, og det eneste jeg kunne tænke på, var at holde hende så tæt ind til mig, at hun aldrig mere skulle føle nogen form for kulde.
   Hun vendte sig om og fik øje på mig. Først var hun som lammet, stod bare og kiggede. Men så, pludselig, satte hun i løb.
   I sin iver efter at komme hen til mig, var hun lige ved at snuble ned af trappen, men hun fik kæmpet sig op igen, og snart var hun i mine arme. Hun græd. Jeg var ikke sikker på, hvad tårerne betød, men håbede så inderligt, at det var glædestårer.
   Vi gik tilbage til huset. Eller det vil sige; jeg gik tilbage til huset, mens Inge klamrede benene om livet på mig, og blev ved med at kysse mig op og ned af halsen. Hun græd stadig lidt.
   Jeg løftede hende ind af døren. Der var hvide lagener over møblerne inde i huset, og støvet lå i tykke lag overalt. Der var absolut ingen varme, og vind og regn kom ind alle steder fra. Vi var i stuen nu, og jeg håbede stærk på, at de andre rum i huset ville være bare en smule varmere.
   Jeg satte Inge ned på sofaen, og hun smilede, stadig med tårer i øjnene, forsigtigt til mig. "Vent her." Sagde jeg, og hun nikkede, så hendes lyse, bølgede hår vuggede frem og tilbage.
   Først gik jeg ud i køkkenet, og der var mindst ligeså koldt, for ruden var smadret, og vinden kom i hårde stød ind i rummet, som om den prøvede at slå én omkuld.
   Jeg skyndte mig videre, og kom pludselig i tanker om, at jeg som barn havde fundet en brændeovn i huset. Jeg gik op af den slidte trappe. Den knagede voldsomt under mig, men jeg var ikke i tvivl om, at den kunne holde.
   Ovenpå var der ikke nær så mange skader som nedenunder, men der dryppede dog stadig vand ned forskellige steder fra. Der var tre slidte døre. På den ene var håndtaget faldet af, så der kunne jeg ikke komme ind. Jeg valgte at gå ind af den dør lige ud for mig. Den havde engang været grøn kunne man se, men størstedelen af malingen var nu skallet af.
   Døren knirkede voldsomt da jeg åbnede den. Jeg gøs. Der var meget mørkt, og det var svært at se noget som helst. Jeg mærkede mig frem, for at finde ud at hvilket rum jeg var i, og fik pludselig en splint i fingeren. "Av!" Jeg stak fingeren i munden, og kom så til at tænke over hvad det egentlig var, jeg havde ramt. Jeg følte forsigtig efter igen og fandt ud af, at det var brænde jeg havde sat min finger på. Så måtte brændeovnen også være i dette rum!
   Jeg skyndte mig ned af trapperne, og ind i stuen til Inge. "Kom!" Sagde jeg smilende til hende, og trak hende med. Hun grinede, da jeg så let som ingenting løftede hende op, og bar hende op ad trapperne.
   Mens jeg bar hende op, fortalte jeg, at jeg havde fundet en brændeovn. Hun gav mig et kys på kinden, og jeg smilede.
   Til vores held var der også tændstikker, og snart var brændeovnen tændt. Rummet blev lyst op i et hyggeligt skær, og vi kunne nu se, at det var soveværelset vi var endt i. Varmen bredte sig hurtigt, og vores frosne fingre fik igen sin normaltemperatur.
   Vi sad i lang tid foran brændeovnen, og snakkede om alt mellem himmel og jord. Hendes smukke, blå øjne skinnede i ildens skær.
   "Hvis bare dine forældre ville lade os se hinanden!" Ordene kom lidt for spidst ud af min mund. Jeg har en dårlig vane med at blive en smule opfarende, når jeg synes, at noget er uretfærdigt. Mine hænder dirrede af vrede.
   "Jeg ved det godt." Hun rejste sig, og gik hen til mig. "Og jeg forstår ikke hvorfor de har noget imod jøder. I er jo ligeså meget mennesker, som os! Faktisk er du et bedre menneske, end så mange af dem mine forældre kan lide." Jeg sendte hende et forsigtigt smil, og hun satte sig på mine lår med ansigtet mod mig. "Det er meget vigtigt, at mine forældre ikke ved, at vi ses." Hviskede hun, og så mig dybt i øjnene. "Men jeg lover dig, at jeg vil prøve at overbevise dem om, at mennesker er mennesker, lige meget hvilken tro de har. Og jeg vil aldrig lade dem forhindre mig i at se dig!" Hun strøg mig over mit korte, mørkebrune hår, og jeg kyssede hende forsigtigt, mens jeg tænkte tilbage på, da vi mødtes første gang.
   Det var sidste sommer, da krigen var overstået. Jeg havde haft lyst til at være alene, og var derfor taget herud. Jeg sad ude i den store haves bløde græs, og betragtede fuglenes sang, som genlød overalt omkring mig. Pludselig kom Inge gående forbi ude på stien, og lige fra det øjeblik vidste jeg, at det skulle være hende.
   Jeg smilede. "Hvad tænker du på?" Inge så nysgerrig ud. "Vores nat i sommers." Svarede jeg så, og kyssede hende på kinden. Hun smilede også, og lagde armene om min hals. Jeg mærkede hendes bløde læber mod mine. "Hold fast." Hviskede jeg ind i hendes øre, og rejste mig forsigtigt op. Jeg kunne mærke hendes hjerte banke hurtigere, og hurtigere mod min brystkasse, mens jeg fjernede det hvide lagen fra sengen, og lagde hende forsigtig ned. Jeg strøg en lok af hendes fine, blonde hår væk fra hendes ansigt, og som hun lå der, og så mig dybt i øjnene, vidste jeg, at hun var den eneste ene for mig. At leve uden hende, var ikke længere en mulighed. "Jeg elsker dig." Røg det ud af munden på mig. "Jeg elsker dig meget, meget højt." Denne sætning var fremmed for mig. Det havde jeg aldrig sagt til nogen før. Men det føltes rigtigt, for det gjorde jeg virkelig. Jeg elskede hende. Hun trak mig ned til sig, og hviskede ind i mit øre "og jeg elsker dig!"
   Næste morgen vågnede jeg tidligt. Uvejret havde lagt sig, og der var fuldstændig stille, men kulden var ikke forsvundet. Brændeovnen var gået ud i løbet af natten, og mine tænder klaprede. Men jeg fik hurtigt ild i den, så temperaturen igen blev til at holde ud. Jeg betragtede Inges bare, lyse hud mens hun lå og sov. Hun trak vejret meget dybt og så mere fredfyldt ud, end noget andet jeg nogensinde havde set.
   Jeg vidste, at min mor var ved at dø af urolighed, for jeg havde lovet hende at komme hjem i går. Men jeg nænnede ikke at vække Inge. Derfor valgte jeg at skrive en seddel til hende, og fandt den blok og blyant, som jeg altid havde i min bukselomme, frem.
   Kære Inge.
   Jeg håber, at du forstår, hvor meget du betyder for mig. At se dig igen var fantastisk, og jeg kan ikke holde ud, at leve uden dig et halvt år igen. Jeg vil derfor være her hver eneste fredag kl. 17:00. Mød mig når du kan.
   Jeg håber, at vi en dag kan mødes uden at være nødt til at gemme os.
   Jeg elsker dig.
   Gabriel

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/05-2015 20:02 af Emma Amalie Jensen (Ranoutofsuggestions) og er kategoriseret under Noveller for børn/unge.
Teksten er på 1543 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.