Linea sukkede og bladrede i sin bog. Der måtte da være et eller andet brugbart, men hun kendte efterhånden hver eneste side udenad. Den vildeste blanding i bogen var opskriften på kløepulver, men den behøvede man jo ikke ligefrem at være heks for at kende. Hun havde fået bogen af sin mor for tre år siden. Det var hendes første heksebog.
   Linea var lige blevet færdig med 6. klasse, og nu havde hun sommerferie. Det var rart, for så kunne hun sove længe, og så slap hun for alle idioterne i hendes klasse. Dem var der mange af. Emil, for eksempel. Han var den største ballademager i klassen. En gang havde han fyldt Lineas taske med vandballoner og bagefter smidt den ud af vinduet. Linea kunne heller ikke lide Marianne. Alle lærerne elskede Mariannne, fordi hun var artig og lavede alle sine lektier, og alle drengene var helt vilde med hende, fordi hun havde sådan noget langt lyst hår, som hun altid havde samlet i en hestehale. Men i virkeligheden var hun rigtig led. Linea vidste at det var Marianne, der havde startet adskillige rygter om hende. Et af rygterne var, at Lineas mor ikke havde noget job, og Linea havde også en gang hørt et rygte om, at de spiste levende frøer til aftensmad.
   Det var selvfølgelig noget frygtelig sludder alt sammen. Lineas mor havde et job. Hun var bare ikke sygeplejerske eller sekretær som de andres mødre. Lineas mor arbejdede i en helseforretning, som solgte alt muligt underligt. Hvis man manglede ingredienserne til et grødomslag eller friske pigæbler, så kunne man få det i Lineas mors butik. Og selvfølgelig spiste de ikke levende frøer til aftensmad. Det ville have været lige så ulækkert som at spise skolekantinens frikadeller.
   I aften var det Sankt Hans aften. Linea var inviteret til klassefest hos Niels, som boede på en gård, og derfor havde plads nok til hele klassen. Niels havde sagt at der også ville være et stort bål, som hans far havde lavet. Linea havde overvejet at blive hjemme, men hendes mor havde overtalt hende til at tage af sted.
   "Men jeg hader dem alle sammen," havde Linea sagt.
   "Alle sammen?" havde hendes mor spurgte med et løftet øjenbryn. Hun var den der kendte Linea bedst i hele verden, og hun vidste godt, at der var en enkelt person i klassen, som Linea ikke hadede. Det var Thomas. Han var OK.
   Hvis Linea bare kunne finde en magisk blanding i sin bog, som ville gøre hende smuk, så ville det hele nok blive bedre, forestillede hun sig. Men hun vidste allerede inden hun kiggede, at den slags var der ikke noget af.
   "Hvornår får jeg en bedre bog? Sådan én som du har?" spurgte hun sin mor, som var ved at pakke en taske med tøj.
   "Når du har gjort dig fortjent til det, lille skat," svarede Lineas mor og strøg en hånd gennem Lineas krøllede, mørke hår. Det var næsten sort og hendes øjne var grønne. Til gengæld var hun bleg i huden, som om hun aldrig fik sol. Det gjorde hun, men hun blev bare ikke brun som Marianne og de andre piger gjorde. Måske kunne hun finde en magisk blanding, som gjorde hende brun?
   "Hvad får man når man blander havsalt fra en pålandsbølge med to mågefjer, to friske blade fra et rønnetræ og kildevand tappet på den sidste vinterdag?" spurgte Lineas mor udfordrende.
   "Tja... måske en æggemad mod hovedpine," svarede Linea og kastede sin bog fra sig.
   "Det er en eliksir mod søvnløshed, og det burde du vide," svarede Lineas mor.
   "Hvornår må jeg lærer nogle sjove og brugbare blandinger?" spurgte Linea.
   "Når du har lært de grundlæggende, kan vi gå videre og ikke før. Men hvis du ikke har lyst til at være heks, så er der ingen tvang. Du vil ganske vist være den første i 27 generationer, som ikke er heks, men der er ingen tvang," sagde Lineas mor.
   Linea ville gerne være heks, ligesom som hendes mor og mormor og oldemor. Det kunne hun lige så godt, når hun nu alligevel ikke var som de andre piger.
   Lineas mor lukkede sin taske.
   "Så er jeg klar. Far kører mig ned til stationen, og jeg er hjemme igen om tre dage."
   "Hvornår må jeg komme med til heksekonkurrence?" spurgte Linea. Hendes mor skulle til Tyskland i år, til et sted der hed Brochen. Hun havde også været i Norge en gang i mellem. Lineas far troede, at hun skulle til helsekonference, men han vidste heller, ikke at hans kone og datter var hekse. En effektiv blanding i hans kaffe hvert halve år gjorde at han hørte ordet 'helse', hver gang der blev sagt 'hekse'.
   "Når du er blevet ældre, klogere og dygtigere, kan du komme med. Måske om to eller tre år, hvis du læser flittigt," sagde Lineas mor. Så skyndte hun sig afsted, fordi hun var sent på den. Selv hekse havde ikke magt over tiden.

Lineas far kørte hende ud til Niels klokken fem om eftermiddagen. Linea havde en stor taske og en sovepose med, som hun slæbte ud af bilen. Hendes far rullede vinduet ned.
   "Kan du hygge dig, skat, og lad være med at kysse alle drengene," råbte han.
   Linea skyndte sig ind i stuehuset, og ignorerede grinene fra tre piger som hørte det. Indenfor sagde hun hej til Niels og nogle af hendes andre klassekammerater, som hun kun hadede en lille smule.
   "I skal sove inde i stuen, så du kan bare smide dine ting derinde," sagde Niels' mor.
   Linea gik ind i stuen. Der var ingen derinde, så Linea åbnede sin taske og skubbede det øverste lag tøj til siden. Hun havde taget tøj med til en hel uge, men det var kun for at camouflere det, der lå nedenunder. Det var en bog. Ikke bare en almindelig bog, men en tyk bog, indbundet i læder som var blevet slidt i kanterne efter mange års brug. Det var hendes mors heksebog.
   Det havde slet ikke været Lineas mening at tage bogen, men da hendes mor var taget afsted, havde hun opdaget at hendes mor havde efterladt den på sit natbord. Hendes mor kom først tilbage om to dage, så hvad kunne der ske ved, at Linea lånte bogen en enkelt aften? Hun bladrede lidt i den. Den var fyldt med opskifter på hemmelige blandinger og oplysninger om, hvordan man behandlede naturens materialer, så man kunne benytte dem til hekseformål. Det var præcis sådan en bog, Linea havde ønsket sig.
   "Hvad laver du herinde?" var der pludselig én der spurgte.
   Linea så sig forskrækket over skulderen. Det var Niels' far. Linea skyndte sig at stoppe bogen ned i tasken igen og dækkede den til med tøj.
   "Ikk' noget," svarede Linea.
   "Nå, men hvorfor kommer du så ikke med ud og hjælper med at lukke køerne ind? De skulle jo helst være indendøre, når vi skal brænde heksen af."
   "Bare heksen ikke brænder dig af," mumlede Linea.
   "Hva'?" spurgte Niels' far.
   "Ikk' noget," svarede Linea og fulgte efter ham.
   Thomas stod ude ved folden og snakkede med nogle af de andre drenge. Linea blev straks i bedre humør. Han var den eneste hun rigtig stolede på i klassen. Så opdagede hun at Marianne også stod der, og hendes humør dalede igen. Linea hadede den måde hun kastede med sit hår, og den måde hun snakkede på, som om hun var den vigtigste person i hele verden.
   "Hej, Linea," sagde Thomas.
   "Hej," svarede Linea og fik varme kinder. "Skal du også hjælpe Niels' far med at drive køerne ind?"
   "Du kan da ikke drive køer," brød Marianne ind og grinede højt af Linea. Fordi Marianne grinede, begyndte de andre også at grin.
   "Jeg er i hvert fald bedre end dig," forsvarede Linea sig. "Du ville ikke engang turde gå ind i folden."
   Denne gang var det kun Thomas, som grinede.
   "Selvfølgelig tør jeg det," svarede Marianne og kastede fornærmet med sit hår. "Men jeg er ret sikker på at Niels' far hellere vil gøre det selv."
   I det samme kom Niels' far ud af stalden. Han åbnede dørene på vid gab, så køerne kunne gå ind.
   "Nå, Linea, kommer du og hjælper?" råbte han.
   "Ja, selvfølgelig. Må Thomas og Marianne også hjælpe?" spurgte Linea.
   "Det må de da meget gerne."
   Linea og Thomas hoppede over hegnet og ind i folden. Marianne var mere tøvende.
   "Mine sko bliver beskidte," sagde hun.
   "Du tør altså ikke," råbte Linea og smilede til Thomas.
   Marianne fnyste. Det meste af klassen stod og kiggede på hende, så hun så ingen anden udvej end at kravle over hegnet. Imens spekulerede Linea på, om der mon var en blanding i hendes mors bog, som ville kunne få en ko til at spise Marianne.
   Der var otte køer, som stod rundt omkring i folden og græssede. Midt i folden stod Sankt Hans bålet. De startede bagerst i folden og ved at lave fagter og klappe køerne bagi, fik de dem til at gå hen mod stalden. Det var nu ikke fordi Marianne var til meget hjælp. Hun turde ikke gå tættere på en ko end fem meter.
   Til sidst manglede de kun at få én ko ind i stalden. Det var den, som Marianne forsøgte at få til at gå. Thomas og Niels' far var gået ind i stalden for at få køerne ind i deres båse, og Linea holdt stalddøren, så hun kunne lukke den, når den sidste ko var inde. Mens hun ventede, kiggede hun ind i stalden. Thomas var ret god til det med køer. Han var slet ikke bange for at de skulle træde på ham, selvom det ville gøre hans fod lige så stor og flad som en tallerken. Linea kunne også godt lide dyr. Måske havde Thomas en hund, som de kunne lufte sammen en dag?
   Linea mærkede pludselig en varm ånde i nakken og derefter en ru tunge, der slikkede hende. Hun drejede rundt og stirrede lige ind i øjnene på den sidste ko. Linea blev så forskrækket, at hun kom til at skrige højt, hvilket åbenbart forskrækkede koen. Den vendte overraskende hurtigt rundt og galopperede væk. Marianne stod bag ved koen og måtte kaste sig til siden for ikke at blive løbet ned. Desværre landede hun midt i mudderpøllen ved køernes drikketrug.
   Så opstod der et farligt postyr. Marianne, som var smurt ind i mudder fra top til tå, begyndte at hyle op. Uden for folden stod de andre fra klassen og grinede. Samtidig kom Niels' far og Thomas løbende ud af stalden for at se, hvad der var sket.
   Linea kunne ikke lade være med at fryde sig over det lille uheld. Nu var Marianne i hvert fald færdig med at kaste med sit hår og spille vigtig over for Thomas. Med lidt held ville Marianne ringe efter sin mor og tage hjem. Så kunne det måske ende med at blive en rigtig god fest alligevel.
   Linea grinede til Thomas, men han så hende slet ikke. Han løb direkte hen til Marianne, og hjalp hende op af mudderet.
   "Hvad skete der?" spurgte Niels' far.
   Linea trak på skuldrene og sagde:
   "Marianne troede at en muddermaske ville gøre hende smukkere. Jeg synes det virker. "
   "Du er vist en lille rod," sagde Niels' far og grinede, da han havde forsikret sig om, at der ikke var sket noget alvorligt med Marianne.
   Da Thomas havde hjulpet Marianne med at få det værste mudder ud af øjnene, vendte Marianne sig og råbte efter Linea:
   "Heks!"

Marianne tog ikke hjem. Hun havde selvfølgelig et ekstra sæt tøj med, så efter et bad, var hun tilbage igen. Linea kunne næsten ikke holde det ud, for nu var Marianne endnu mere i centrum end hun plejede. Gang på gang fortalte hun om, hvordan koen havde været få millimeter fra at dræbe hende, og at det alt sammen var Lineas skyld. Det værste var næsten, at selv Thomas troede på hendes dumme historie.
   De skulle spise inde i gildestuen, hvor der var pyntet op med grene og lys på bordene. Linea satte sig så langt væk fra Marianne som muligt, hvilket desværre betød, at hun kom til at sidde lige ved siden af Emil. Han lavede altid ballade, og i dag var han åbenbart ekstra opsat på at gøre sig bemærket; sikkert fordi han havde sommerferie. Han havde allerede været ude i køkkenet og hugge en pose slik, og lidt senere havde han fundet nøglerne til en traktor, som han havde taget sig en tur på.
   "Se, Marianne kysser med Thomas," råbte Emil pludselig og pegede.
   Lineas hjerte hoppede, og hun rejste sig op for at se, men Marianne sad og snakkede med en anden pige, og Thomas var ikke engang i nærheden. Linea så på Emil, som sad og grinede hånligt. Linea satte sig ned igen.
   "Skål," sagde Emil.
   Linea tog sit glas og drak. Hendes sodavand havde en stærk bismag af salt og peber, og hun var ikke et sekund i tvivl om, hvor det kom fra. Hun satte glasset fra sig uden at sige noget, men kom uheldigvis til at vælte det, så sodavandet løb ud over Emils bukser.
   "Undskyld," sagde Linea og rejste sig. Hun gad ikke høre på Emils brokkeri.
   Linea gik ind i stuen og hentede sin mors heksebog og sin toilettaske. Hun tog begge dele med ud på toilettet, hvor hun låste sig inde. Hun var efterhånden ved at være godt træt af dem alle sammen. Hun satte sig på toilettet og bladrede i bogen efter noget brugbart. Der måtte være en eller anden blanding hun kunne bruge. Hun bladrede lidt rundt og fandt blanding mod tømmermænd, blanding mod uønskede vorter, blanding til at få store grøntsager, men der var også onde blandinger, som kunne gøre et får sygt, gøre jorden ufrugtbar eller få en person til at få hovedpine.
   Midt i bogen var der pludselig en blanding, som vakte Lineas interesse. Det var en kærlighedsblanding. Linea studerede ingredienserne, og kiggede i sin toilettaske som udover en tandbørste, indehold en masse små poser med urter, tørrede blade, museøjne og en lille flaske kildevand. Jo, hun havde alle ingredienserne til at lave en kærlighedsblanding.
   Fem minutter senere kom hun ud fra toilettet med et glas i hånden. I glasset var der en mørk væske, som hun skulle få den person, der skulle blive forelsket til at drikke. Det første navn han hørte derefter, ville han blive forelsket i. Linea lagde først bogen og toilettasken på plads, og så gik hun ind i gildesalen igen. Hendes plan var at hun ville spørge Thomas, om han ville smage en helt ny type sodavand. Når han havde drukket det, skulle hun bare sige sit navn.
   Det virkede ikke som om, der overhoved var nogen der havde opdaget, at hun havde været væk. Thomas sad stadig og spiste nede i den anden ende af salen. Linea gik forsigtigt ned mod ham, men pludselig rejste Emil sig op foran hende.
   "Ih, tak, Linea. Har du hentet cola til mig!" sagde han og inden Linea kunne nå at gøre noget, havde han taget glasset og drak det grådigt i store mundfulde.
   "Nej, det må du ikke," råbte Linea. "Det var til Thomas."
   "Thomas?" sagde Emil langsomt mens han smagte på ordet. Han stod med det tomme glas i hånden og lignede én, der først havde spist en frø og derefter fået en lussing.
   "Thomas er rigtig sød, er han ikke?" sagde Emil med en underlig blød stemme. Det så ud som om han mente det.
   "Emil, du er den største idiot jeg kender," udbrød Linea. Hun var lige ved at begynde at græde.
   "Det må du ikke sige," sagde Emil med et forelsket blik i øjet og et smil. "Tænk, hvis Thomas hører det."
   Emil fnisede og gik ned for at tale med Thomas. Linea satte sig vredt tilbage på sin plads. Hvorfor var alting så uretfærdigt?

Linea kom ikke til at tale mere med Thomas de næste par timer og den eneste trøst var, at det var der heller ikke særlig mange andre end Emil der gjorde. Emil løb efter Thomas hele tiden, og tilbød at hente mad, slik og sodavand til ham. Thomas og Emil snakkede normalt ikke særlig meget sammen, og man kunne se på Thomas, at han synes det hele var meget underligt.
   Da de havde spist og ryddet op, var det tid til at gå ud til bålet. Linea hadede Sankt Hans bål. Det var en åndssvag tradition, at man skulle brænde en udstoppet heks. For det første så hekse slet ikke sådan ud. Hekse var helt almindelige mennesker. Og for det andet fløj de ikke på koste. Det var kun i dumme børnebøger. Rigtige hekse kunne slet ikke den slags.
   Linea stod i sine egne tanker og så slet ikke, at Thomas var kommet hen til hende, før han sagde hej.
   "Hej," svarede Linea. "Hvor har du gjort af Emil?"
   "Jeg ved ikke, hvad der er galt med ham," sagde Thomas. "Men han gør alt hvad jeg siger, så nu har jeg sendt ham ind efter en lagkage. Det burde tage lidt tid inden han kommer tilbage, for jeg tvivler på at der er nogen i huset."
   "Han kan nok bare godt lide dig," svarede Linea og grinede.
   Thomas rullede med øjnene. I det samme kom Emil tilbage. Han havde hånden fuld af småkager, som han stolt gav til Thomas.
   "Det var det eneste kage jeg kunne finde. Er det i orden? Kan du li' småkagerne?" spurgte Emil ivrigt.
   "Emil, kan du se det træ derovre?" spurgte Linea og pegede på et træ, hvor stammen havde delt sig i to, så der var hul imellem. "Jeg tør vædde med, at Thomas ville blive imponeret, hvis du kravlede mellem de to stammer."
   Emil kiggede på Thomas, som skyndte sig at nikke. Så spurtede Emil af sted, kravlede op i træet, vinkede til Thomas og kravlede mellem de to stammer. Da han hoppede ned fra træet igen virkede han helt rundtosset, som om han lige var vågnet op. Han kiggede sig omkring og kløede sig i håret. Så opdagede han Thomas og Linea.
   "Gå nu ikke for tæt på bålet, ellers kunne man tage fejl af dig og heksen," råbte han til Linea og løb sin vej.
   "Det var da underligt," sagde Thomas. "Nu virker han pludselig helt normal igen."
   Linea trak på skuldrene. Træer med splittede stammer er kendt for deres helbredende effekt, men det holdte Linea for sig selv.
   "Hej, Thomas," sagde Marianne. "Kommer du ikke over til os andre?"
   Marianne kiggede ikke engang på Linea.
   "Det kan vi da godt," sagde Thomas.
   Linea sukkede. Hun havde ikke lyst til at gå derover, for lynhurtigt ville Marianne bare begynde at gøre sig lækker over for Thomas, og det kunne Linea ikke konkurrere imod.
   "Gå du bare derhen. Jeg skal lige noget," sagde Linea og gik ind i huset. Bag hende blev bålet tændt, og de andre sang midsommervisen, men hun var ligeglad. Det gav hende bare mere tid til at læse i hendes mors bog.
   Denne gang ville hun lave en blanding, som ikke kunne slå fejl. Det skulle være en blanding som ville få Thomas til at danse med hende i stedet for Marianne, når de skulle holde fest efter bålet. Linea bladrede i bogen og fandt til sidst en blanding. 'Smuk, som dagen er lang' hed blandingen. Det lød helt rigtigt. Hvis Linea blev lige så smuk som Marianne, ville Thomas ikke kunne sige nej.
   Der skulle masser af sukker i blandingen, og det havde hun ikke noget af i sin toilettaske. Heldigvis var alle ude ved bålet, så Linea gik ud i køkkenet og tog noget. Så blandede hun blandingen færdig. Det var en grød, som hun skulle smøre ud i hovedet og lade sidde i fem minutter. Hun så sig selv i spejlet, og kom til at grine. Hun lignede Marianne med mudder i hele ansigtet.
   Fem minutter senere fjernede hun grøden fra sit ansigt, skyllede det ud i toilettet og vaskede sit ansigt rent. Hun lukkede øjnene og stillede sig foran spejlet. Nu skulle det blive spændende at se, hvor smuk hun var blevet.
   Hun åbnede øjnene og skreg.
   Hendes ansigt var fyldt med store, modne bumser, hendes næse var hævet op til dobbelt størrelse og hendes læber var fulde af sår. Linea havde aldrig set nogen, der var grimmere end hun selv var nu. Det var forfærdeligt. Hvordan kunne hun nu vise sig foran de andre uden at blive til grin? Hun kunne i hvert fald godt glemme alt om at danse med Thomas.
   Linea kiggede i bogen igen. Gad vide, hvorfor det var gået galt? Hun var sikker på at hun havde gjort alt rigtigt. Så opdagede hun at der stod noget med småt i bunden af siden. "Denne blanding virker kun på årets længste dag, den 21. juli. På andre dage virker den modsat. Kan kun ophæves ved brug af Sankt Hans dug, opsamlet Sankt Hans aften."
   Linea stønnede. Hun havde selvfølgelig ikke noget Sankt Hans dug i sin toilettaske, men heldigvis var det Sankt Hans aften i aften, så hun kunne bare gå ud på græsset og samle det op. Udenfor kunne hun høre at de andre var kommet ind, og at der blev tændt for musikken. Nu måtte hun skynde sig, hvis hun skulle nå at danse med Thomas inden Marianne overfladt ham. Linea pakkede alle sine ting, løb ud af toilettet og ind i stuen, hvor hun smed det hele fra sig i sin taske. Hun sørgede hele tiden for at holde ansigtet bort fra de andre, så ingen kunne se, hvor hæslig hun så ud. Så løb hun ud af døren, og hun nåede lige at høre, at der var én der råbte hendes navn, men hun stoppede ikke op.
   Omme bag huset var der en græsplæne, og græs er det bedste sted at samle dug, vidste Linea. Der var ganske vist ikke faldet særlig meget dug endnu, og græsset var kun meget lidt fugtigt. Hun håbede at det var nok til at ophæve effekten. Hun satte sig på hug, og kørte sine hænder rundt i græsset, så de blev fugtige. Så gned hun de fugtige hænder rundt i ansigtet. Hun gentog forløbet en masse gange, og til sidst kunne hun mærke, at hendes hud igen blev pæn og glat.
   Linea var så optaget, at hun slet ikke hørte at Thomas kom.
   "Hvad laver du?" spurgte han.
   Linea tørrede hurtigt sit ansigt i ærmet inden hun vendte sig.
   "Jeg er bare ude at trække lidt frisk luft," svarede hun. "Hvad laver du?"
   "Jeg skulle bare se, hvad du laver," sagde han lidt genert. "Du var ikke ude ved bålet."
   Linea tog en rask beslutning. Nu havde hun forsøgt sig med heksemagi, uden at det havde hjulpet noget, så nu måtte hun prøve noget andet. Hun tog et hurtigt skridt hen foran Thomas og kyssede ham på munden. Han så meget overrasket ud, men så tog han mod til sig og kyssede hende tilbage.
   "Skal vi ikke gå ind og danse?" foreslog Linea glad.
   "Ok, men kun hvis jeg må danse med dig," sagde Thomas.

Lineas mor kom hjem to dage senere. Linea havde for længst lagt heksebogen på plads. Hun havde ikke brugt den mere efter det mislykkedes forsøg med at gøre hende smukkere.
   "Var det en god fest?" spurgte Lineas mor.
   "Ja, rigtig god. Den bedste fest nogensinde," svarede Linea.
   "Fik du brug for min heksebog?" spurgte Lineas mor.
   "Hvor... hvor ved du det fra?" svarede Linea.
   "Jeg er jo ikke heks for ingenting," grinede hendes mor.
   "Den var nu ikke særlig brugbar, når det kom til stykket," svarede Linea. "Nogen gange er der bedre måder end en blanding til at opnå det, man vil have."
   "Jeg tror snart du er stor nok til at få din næste heksebog," sagde hendes mor.
   "Men ikke lige nu, mor, for jeg skal af sted nu."
   "Hvor skal du hen?"
   "Over og besøge Thomas," råbte Linea på vej ud af døren.