4At jage tiden
Klokken er 14.54 ifølge uret nede i venstre side af skærmen. Om e... [...]
Essays
7 år siden
4Tågemanden
Vinden sang sørgmodigt i træernes kroner og hvislede lavmælt blan... [...]
Noveller for børn/unge
7 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Sofie Hvemon (f. 1997)
Vinden sang sørgmodigt i træernes kroner og hvislede lavmælt blandt græssets strå. Den snoede sig mellem de sprukne stammer og højt over bjergenes sneklædte toppe.
   Himlen var i hadsk forvirring og brølede indigneret ned til jorden. Skyerne revnede i den barske kamp og blev slynget frem og tilbage, som en spurv i en hvirvelvind.
   Stjernerne tindrede et sted bagved, usynlige for andre væsners blikke. De græmmedes sikkert ved denne bizarre kamp, der voldte så stor smerte hos skovens mindre skabninger.
   Hvis man lod blikket glide op mod virvaret af skyer, dannedes billeder, figurer og sågar historier. Det ene øjeblik lo en uhyggelig kæmpe en rungende latter ... Det næste, dansede en sommerfugl over en lille eng ...
   Himlens slingrende vals blev kun værre og værre, jo længere tid den fortsatte. Lynene gnistrede om kap med hinanden, alt imens regnen silede ned i lange stænger.
   Vandpytter samledes overalt på de tilsølede marker, og luften blev fugtig og muggen. Fuglenes sang døde hurtigt hen, og de normale små knas kunne ligeledes ikke holde trit med den enorme buldren.
   Da de sidste modige sjæle ville slippe håbets strå, holdt naturen inde og lod elementerne krybe i skjul.
   Skyerne svandt hen til fjernere egne og tog fortvivlelsen med sig. Regnen stilnede af, og lod jorden stå tilbage, drivvåd og mudret. I lange sekunder hørtes der ikke andet end den salige stilhed. Denne stilhed, der larmede skønt den frydede.
   En rytter, klædt i sort mundering samt lange støvler, dukkede frem fra en lille bjerghule. Han snoede en finger om sit mørke overskæg og indåndede den friske og tiltrængte luft.
   Mens han nød udsigten, kom endnu to ryttere op på siden af ham. Begge med vejrbidte og erfarne ansigter. De nød ligeledes at betragte skovens dryppende blade og musenes puslen i skjulet.
   Den ene mand holdt kampagtigt fast på en lille æske, lavet af perlemor og krystal. Den funklede så eventyragtigt, og skinnede så fortryllende. Smukkere end en katedral i al sin mægtighed og alligevel grusom som en høg på jagt efter føde.
   Den blonde mand bar den med ærefrygt, for han vidste bedre end nogen anden, hvad der var i æsken. Han vidste bedre end nogen anden, hvilke kræfter den rummede. Han alene, vidste, hvor vigtigt det var, at den blev skaffet af vejen. - Den havde både kostet ham kone, børn og hjem.
   De tre heste stod stadig og prustede tungt. Stormen havde været hård, selv for dyr af deres format.
   Bækkens rislen prydede muntert fuglenes tilbagevendende messen, og strømmen var igen blevet lind, hvilket værdsattes af de før så slatne siv.
   Glæden fingererede betryggende ved de dansende blade og smilede lykkeligt til den atter stille nat. Den lagde sig lullende over det søvnige landskab, som et silkesjal værger mod kulde.
   For den årvågne ugle var eventyret slut, og prinsen på den hvide hest havde sejret. For musene i krattet var søvnen begyndt at overmande dem, som de trygt lå dér, i skjul for kødædende fjender. Men for de tre ryttere var naturens gang blot et tegn på fortsættelse, da deres færd var langt fra slut.
   Den første rytter slog en opfordrende lyd med tungen, og de stønnende heste satte modstræbende i galop...
   De sprang over mosbeklædte sten og kilders kildrende hvin. Snedig som katten og hurtig som tiden.
   De fortsatte i denne monotone galop i et par minutter, da et råb pludselig flængede stilheden. Et råb, farvet af den største skræk og det ængsteligste håb.
   Råbet kom fra rytteren med æsken. Hans ansigt var forvredet i pinslens grimasse, og hans øjne var blanke af frygt. De stirrede blindt ud i intetheden, velvidende at det kunne blive sidste gang, de så nattehimlens stjerner.
   Æsken under rytterens arm var begyndt at dirre faretruende. Den rokkede frem og tilbage, som et kid i en ulvs gab. Den udsendte et kraftigt lys, der på en eller anden måde virkede usundt.
   Endnu et skrig flængede luften. Denne gang stammede det fra selve æsken, der vibrerede af ren ondskab. Noget stort og magtfuldt prøvede ihærdigt at gennembore æskens låg og den magiske lås, der hægtede det til bunden.
   Rytteren gik i ren panik og svingede med armene som en ny udklækket solsorteunge. Han startede på et lille vaklende skrig, der langsomt udviklede sig til en hel stime af frygtelige brøl. Han smed æsken fra sig og sparkede af alle kræfter benene i siden på den forskræmte hingst. Hesten stejlede, og smed rytteren ned med en fejende bevægelse. Den slog vildt med hovedet, hvorefter den spurtede væk i et tempo, der sekunder forinden havde været umuligt.
   Fortabte kom de to tilbageværende ryttere ridende mod den paniske skikkelse. De halede ham op på den ene hest, dog uden store chancer for flugt.
   Æsken rystede igen faretruende, som en oprørt skarv blandt fisk. Lysstrålerne strømmede fra den, og badede stien i et blændende glimt, der kastede de tre mænd af hestene.
   Låget gik op, og en svævende skikkelse fandt vej ud i natten. Skikkelsen var ikke andet end tåge, og alligevel lignede den en gammel mand klædt i lasede pjalter. Manden var pukkelrygget og havde en høgenæse, der var mere kroget end mystikkens hemmeligheder. Hans læber var smalle og krængede i noget, der med lidt god vilje, kunne minde om et smil.
   Hans fedtede og tynde hår gik ham til ryggen, og hans ansigt var hærget af alskens ar og vorter. Huden var sølvglinsende ligesom måneskin, og blikket han sendte, virkede på én gang tomt og snedigt.
   Hans øjne var gule og dvælede i indsunkne poser. Pupillerne var smalle og rovdyragtige, hvilket fik ham til at fremstå som en snu slange.
   Rynkerne, der langt fra prydede hans smalle træk, fortalte om mandens høje alder. Ligeledes røbede de hundredvis af blodåre, der boede på hans hænder, at denne skabning måtte have levet dengang verden endnu var ung og fredelig.
   Tågemanden snoede sig op i himlen, elegant som en edderkop. Hans blik fangede de tre henslængte ryttere, og han hævede hænderne. De gule øjne lynede af raseri og hans læber strammedes, da han hvæsede: "Inferno!"
   Rytterne skreg af smerte og viftede hjælpeløst med arme og ben for at undgå dødens glubske fangarme. Deres håb faldt til jords, og deres øjne blev tomme og udtryksløse.
   Tågemanden lo en forfærdelig latter, da han ikke længere kunne holde sin store længsel i ave. Den rislede koldt ned ad ryggen på de stumme fugle og fyldte stjernerne med sorg.
   Planen var lykkedes, rytterne dræbt, og verden var i hans hule hånd. - Hvad mere kunne han forlange?
   Jo, det spørgsmål var nemt besvaret. Han ville have hævn, hævn og atter hævn ...

De forpjuskede egern kiggede skræmte ud af deres huler ved synet af mit flagrende, røde hår. De vejrede en smule og tittede så længere frem. Nysgerrige efter mere viden og nye eventyr.
   Jeg ignorerede dem bryskt, alt imens jeg stavrede gennem buske og krat. Jeg kunne mærke vreden boble indeni, som en arrig hveps, der hele tiden stikker.
   Hvis ikke jeg satte tempoet op, ville jeg aldrig nå til markedet i tide ... En tanke jeg ikke kunne lade vokse.
   Jeg satte det ene ben foran det andet, mens jeg lagde mærke til alt det forfærdelige ved dagen.
   Hvorfor skulle jeg plukke bær? Hvorfor kunne det ikke være en anden? Fordi alle andre skulle træne til kapløbet?
   Åh, hold op! Som om jeg ikke red en million gange bedre end de konkurrencemennesker! De så slet ingenting i heste, eller andre dyr for den sags skyld.
   En sommerfugl dalede ned på min skulder. Jeg var standset uden rigtig at kunne huske det. Den flagrede lystigt med sine smukt formede vinger, hvorefter den satte af og søgte op mod varmere himmelstrøg. Jeg fulgte den med blikket, indtil den kun var en prik i det fjerne.
   Hvorfor skulle jeg ødelægge hele min dag, på grund af en enkelt skæv ting? Måske var mit problem, at jeg ingen rigtige problemer havde.
   Egentligt var jeg jo ganske lykkelig, som alt stod til nu. Jeg havde familie, venner, hjem, mad, tøj... nærmest det hele, selvom der selvfølgelig altid ville være noget, jeg godt kunne tænke mig.
   Jeg var lykkelig helt uden at vide det. Jeg var tilfreds helt uden at vide det.
   Jeg smilede stilfærdigt, opfyldt af en mærkelig form for tryghed. Som om jeg kunne rumme alt, hvad dagen ville bringe.
   Opløftet slentrede jeg videre gennem skovens velkendte træer og buske. Det var som at gå i en drøm, der aldrig var drømt færdig. Jeg vidste, hvad der ville hænde bag det næste hjørne, og alligevel blev jeg overrasket, hver gang jeg rundede ét.
   Sådan fortsatte jeg en times tid, hvilket på én gang var forudsigeligt og overraskende. Det var som at huske en begivenhed, der aldrig havde fundet sted.
   Da jeg omsider nåede buskene med de udvalgte bær, var min vrede forsvundet. Det var der nu ikke noget nyt i. Hver gang jeg gik i skoven, forsvandt al aggression, tristhed eller ærgrelse. Skoven var mit hjem, min ven ... ja ... mig.
   Jeg satte mig på hug, og gav mig til at plukke bær. Det eneste jeg havde i tankerne var markedet.
   Det årlige marked, der blev holdt i nabobyen Gatha. Folk fra nær og fjern strømmede til, for at se gøglere, klovne, tryllekunstnere, fægtning, ridning, historiefortællere, ja, alt hvad hjertet kunne rumme. Folk solgte ofte alt fra lerkrukker til store køer.
   Også min familie lavede hvert år en lille bod med småting, deriblandt syltetøj.
   Jeg holdt meget af markedet, da det var der man stiftede nye bekendtskaber og købte dejlige ting. Den eneste dag på hele året, hvor vi blev underholdt af alverdens løjerlige mennesker. Med andre ord: Årets bedste dag.
   Derudover var der mange, der stillede op til kapløb, fægtning og bueskydning. Ting, der efter folks mening ikke var for piger.
   Jeg smilede hemmelighedsfuldt, og plukkede endnu et bær. Hvor var der meget folk ikke vidste af...
   Så sent som i går trænede jeg og Feroz bueskydning og fægtning. Jeg elsker det. Dels fordi jeg ikke må, og dels fordi det er så befriende.
   Jeg rammer næsten altid plet, og selvom jeg ikke kan vinde i fægtning, er jeg ret god til det.
   Da kurven var fuld, rejste jeg mig spændt op. Hvis jeg skyndte mig lidt, ville vi kunne tage af sted inden middag, som jeg havde lovet.
   Jeg begyndte at gå, da en stemme fik mig til at stivne. Den lød hviskende og alligevel underligt skarp. Der var en melodiøs undertone ved det hele, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Intet menneske kunne frembringe en sådan klang, og skønt det, var jeg overbevist om, at stemmen ikke tilhørte et dyr.
   Langsomt vendte jeg mig om, da min nysgerrighed ikke tillod andet.
   Et gisp undslap mine læber, og en vantro stirren fulgte derefter. Jeg kunne mærke, hvordan mine knæ blev bløde, og mine hænder begyndte at ryste. Hvem var denne ting, der stod foran mig?
   Hans øjne var gule, og hans ansigt fortrukket i en grimasse, der knapt var en snegl værdigt. Han lignede et omvandrende lig, skønt hans hud glinsede som sølv. De posede øjenlåg var halvt lukkede, som om de var tynget af den enorme vægt af hud, der udgjorde hans rynker i panden. Hans hår var glat og fedtet, og hang til hans hoved som en slangeham.
   Malet med udtryksløse øjne og tomme trækninger, stirrede den gamle mand på mig. Han hverken smilede eller græd. Hans følelser var så fjerne at det kunne skræmme selv det koldeste hjerte.
   Denne tomhed, der fyldte hans øjne, dette hul man faldt i, når man betragtede ham. Dette bundløse mørke, der omsluttede ham, var så frygteligt, at jeg veg for hans blik.
   Han var mere ting end menneske. Han var mere tåge end sjæl.
   Jeg skulle have vendt om. Jeg skulle have taget benene på nakken, og spænet ud af skoven.
   Alligevel blev jeg stående, da hans fængslende blik ikke slap sit tag i mig ... Jeg blev nærmest suget ind i de smalle pupiller, der delte farve med nattens væsen. Disse fremmedartede og knapt nok eksisterende følelser, der herskede på bunden af tomrummet. Det var som at kigge i intetheden og føle sig alene og forladt.
   "Jeg formoder at du vil drage til markedet, siden du plukker disse bær," sagde manden langsomt. Hans stemme var melodiøs. Den var så glat og perfekt at det virkede, som om han dansede i stedet for at tale. "Skal jeg give en hånd med, eller er du færdig?"
   Mine læber ville ikke lystre mine ord, så jeg undlod helt at svare. Jeg bare stirrede, fængslet og forsvarsløs, som jeg var.
   Den krumryggede mand forholdt sig stadig udtryksløs, mens han ventede på et svar. Da der ikke så ud til at komme noget, begyndte han at tale.
   "Ser du, mit problem er, at jeg har tabt min kniv," startede han. "Og nu kan jeg ikke åbne posen, hvor mine penge ligger." Han lænede sig frem mod sin smukt dekorerede stok, og fremdrog en skindpose. "Knuden er simpelthen for stram til mine svage fingre."
   Jeg stirrede om muligt endnu mere vantro på ham. Gik han rundt i skoven, og kunne ikke fortsætte grunden manglen på penge? Eller var han en forvirret galning, der prøvede at franarre mig min kniv?
   Efter mange år i skoven, havde jeg erfaret, at man ikke kan ligge sin lid til fremmede, og da slet ikke mystiske personer. Jeg tænkte mig om et øjeblik eller to, før jeg besluttede, at denne fremmede, alligevel ikke ville kunne overraske mig, selvom han havde en kniv i hånden.
   "Du må da gerne låne min," fik jeg frem, hvorefter jeg om end modvilligt, stak min hånd ind under kappen, og fremdrog en skinnende dolk.
   Mandens øjne udvidede sig, da han betragtede dolken. Han slog blikket op mod mig og mumlede sagte: "Og hvilken pige bærer så på dolk?"
   Jeg kunne have slået mig for panden og udstødt alverdens bandeord. Hvor var jeg dum! Ingen piger bærer på knive, det måtte jeg da huske! Det var kun mænd og drenge, der gjorde sådan, ikke søde, artige, piger!
   "Du skal ikke forklare," sagde den gamle. "Jeg har set dig træne den sidste uges tid. Imponerende!"
   Jeg stod limet fast til stedet, mens jeg langsomt blev klar over, at jeg skulle have taget benene på nakken.
   Havde han set mig? Havde han udspioneret mig?
   Umuligt! Jeg har øjne i nakken, og ville helt klart opdage, hvis nogen havde overvåget mig og Feroz. Hvem var denne mand, der vidste så meget om mig?
   Jeg smed al forsigtighed over bord, og gik lige til sagen: "Hvem er du, og hvad bringer dig til hertil?"
   Han forholdt sig stadig livløs og stille, mens hans blik gennemborede mit.
   "Et stort emne at tage hul på, Cyra," sagde han tankefuldt. "Men måske er det stort nok til dig?"
   At han kendte mit navn, var ikke den store overraskelse. Hvis han havde set mig i løbet af ugen, ville han ikke kunne undgå at høre Feroz råbe på mig.
   "Det er ikke et spørgsmål om størrelse, men om svar," sagde jeg fast. "Jeg har ret til at vide alt, hvis du ved alt om mig."

Måske er det ikke sådan man indleder en venlig samtale, men manden gjorde mig virkelig bange. Hvem var han? Hvad var han?
   Anstrengt krængede han munden tilbage i en mærkelig trækning, der sikkert skulle forestille et smil. Det var bare uden følelse, uden liv, uden lykke.
   "Er du sikker på, at du ønsker at vide det? De fleste mennesker er ikke kommet fra det, med forstanden i behold." Hans ord var lette og ubekymrede. Han kunne lige så godt have fortalt om morgendagens vejr.
   Jeg stirrede på ham i lange øjeblikke, men uden at få vristet én eneste oplysning ud af ham. Han var som en mose. Man ville gerne hen til den, men jo længere man kom ud, desto mere sank man i.
   "Jeg vil gerne vide alt om dig," sagde jeg ligeud. "Hvem du er, hvorfor du er her, og først og fremmest, hvorfor du har ..." Jeg bed min kommentar i mig, og sagde i stedet: "Set efter mig den sidste uges tid."
   "Sæt dig ned, og jeg vil fortælle dig det hele." Den pukkelryggede mand satte sig på en stub nær busken og tændte sin pibe. Lidt efter blæste smukt formede røgringe til vejrs. "Tag nu plads! Jeg hverken bider eller napper, for jeg har ingen tænder."
   Den gamle slog ud med armen. Jeg måtte modvilligt stikke i et smil. Han var sikkert bare en omstrejfende olding, eller som Feroz ville have sagt: "En af landevejens farende svende."
   "Det var bedre, hva'?" Endnu en røgring dansede lystigt op mod skovens øvre etager, mens jeg satte mig på en sten.
   "Hør engang," sagde den gamle på den dér glatte og særprægede måde. "Det har aldrig været let at forklare, hvem man er. Det kan ikke gøres ved hjælp af ord, da ord aldrig ville kunne sige nok." Han holdt inde, og studerede en af skovens mange røde myrer. "Hvordan ville du beskrive dig selv, så selv den fjerneste skabning ville vide, at det var dig?"
   Jeg undredes over spørgsmålet, da ingen svar faldt mig ind. Jeg var bare mig. Sådan havde det altid været, og sådan ville det forhåbentlig også forblive.
   "Jeg er rødhåret, har fregner, grønne øjne, er lidt højere end dem på min alder, elsker bueskydning og er altid på tværs," det sidste sagde jeg med et smil. "Og så elsker jeg at færdes i skoven."
   "Det er jo blot dit udseende, og nogle få ting du holder af og glædes ved. Det er ikke dig. Det vil aldrig være dig. Du er unik og kan derfor ikke beskrives med ord." Den gamle mand nikkede alvorsfuld og tog endnu et sug af den lange pibe.
   "Jeg forstår det ikke. Jeg kan da godt fortælle, hvem jeg er." Al hans spørgen gjorde mig helt forvirret. Hvorfor skulle jeg også se alting på hovedet lige pludselig? Når jeg vidste, hvad jeg havde med at gøre, var jeg tryg. Nu kom denne mand og sagde, oppe, var nede, og nede var oppe.
   "Når man først forstår forståelsen af at forstå, forstår man, at man ikke skal forstå alt." Den gamle man stirrede tomt ud i luften. "Så længe du ved, hvem du er, er du hjulpet godt på vej. Men tro mig, det varer ikke ved. Før eller siden vil dit sind være tåget, hvis du ikke lytter til dit hjerte."
   Jeg forstod ikke meget af, hvad der blev sagt. Denne mand vidste dog mere end de historiefortællere, der hvert år besøgte markedet ...
   "Åh nej! Markedet!" Udbrød jeg. "Jeg når det aldrig!"
   "Sæt dig ned Cyra." Den gamle mand nikkede i retning af stenen. "Hvad du ikke når, er meningen, at du ikke skal nå."
   Der var noget ved al den sandhed der sneg sig ind i de maleriske ord, der skrammede og beroligede mig, på samme tid. Jeg fik følelsen af, at jeg næsten ikke vidste noget, jo mere jeg fik at vide.
   "Du kan bare låne min hest, hvis det marked betyder så meget for dig." Den gamle mand kiggede varsomt på mig under de smalle øjenbryn.
   "Har du en hest?!" Forbløffelsen stod aftegnet i mit ansigt. "Jeg troede, da at du var gående!"
   "At tro er én ting. At vide er noget andet. Selvom jeg personligt er mere forfalden til at tro end at vide. Så længe du tror, kan du blive klogere. Når du først ved, kan du ikke tro, og dermed ikke åbne din horisont for nye muligheder og andre idéer. At tro er derfor at vide, at man tror." De gule øjne hvilede på mig et kort øjeblik, hvorefter de faldt tilbage i intethedens folder. "Men bare lån hesten, hvis du bliver og høre mit svar færdigt. Et ubesvaret spørgsmål er det samme som en uopklaret begivenhed."
   Jeg indvilligede med et lille nik og et tak. Derefter satte jeg mig ned og grundede over, hvad jeg i det hele taget havde spurgt om.
   Som kunne han læse mine tanker, sagde den gamle: "Jeg har endnu ikke besvaret det spørgsmål, du sikkert allerede har glemt, du stillede."
   Han bakkede endnu engang på sin pibe, og lod blikket glide op mod himlen.
   "Du spurgte om, hvem jeg var. Et spørgsmål jeg desværre ikke kan svare på, da spørgsmålets omfang er umuligt at tilfredsstille." Manden dvalede lidt ved sine ord, som for at understrege dem, hvorefter han gav sig til at spekulere over et eller andet, der var usynligt for mit blik.
   "Men sig mig i det mindste: Hvad er dit navn, og hvor kommer du fra? Her på egnen er det sjældent at andet end gennemrejsende besøger vores skov. Og du har vidst været her i en uges tid, efter hvad jeg kan bedømme." Min stemme var mere anklagende end ment, men tanken om at en gammel mand havde kunne udspionere mig i smug, var ikke spor rar.
   "Jeg hedder Viors, som betyder den intet vidende på vores sprog." Rynkerne strammedes i en grimasse, der med lidt menneskelighed godt kunne være et smil. "Jeg kommer fra Minero, landet mod syd. Min rejse skyldes kun en enkelt ting... lykke."
   Jeg ventede i anspændt tavshed, i forhåbning om at manden var en skattejæger. Hans svar kom derfor bag på mig, men ikke mere end jeg kunne klare. Selvfølgelig ledte denne filosofiske mand efter lykke. -Det var da klart.
   Da jeg ikke så overordentlig overrasket ud, spurgte den gamle mig: "Er du lykkelig, er du glad eller bare smilende? Jeg kan kun føle længsel og atter længsel. Det er den eneste følelse, der hersker i mit hjerte. En hivende, uudholdelig følelse af at jeg mangler noget... En del af mig. Noget af mig. Ja, nærmest hele mig.
   Jeg kan ikke føle mig bare den mindste smule lykkelig. Jeg kan faktisk ikke føle noget andet end længsel, længsel og atter længsel.
   Det er til at blive vanvittig af, og bare jeg var det. Jeg har hørt folk snakke om en følelse, der gør dem muntre, smilende, glade... Og hjælper dem gennem livet, som de så smukt udmaler det for mig.
   Man kan ikke savne noget man aldrig har prøvet, det ved jeg godt. Alligevel længes jeg efter ikke altid at være så nedslået og deprimeret! Det er forfærdeligt!
   Jeg kan kun se, hvor dårligt det går, hvor elendigt jeg har det, hvor frygtelig verden er... Ja, jeg er følelsesløs!"
   Hans gnistrende vrede sprang fra hans øjne, som lyn i den tidlige morgenstund. Jeg blev grebet af frygt for denne forfærdelige Viors, der uden tvivl var sindssyg.
   Hvordan kunne han tænke så storslåede tanker, og alligevel ikke føle lykke? Hvordan mon det var ikke at kunne føle lykke?
   Hvordan kunne man så skelne godt fra ondt? Lys fra mørke? Hvordan så verden overhovedet ud set fra hans øjne?
   Tanken var så skræmmende, at jeg fik medlidenhed med denne harmløse og arrige Viors. Hvad er livet værd uden følelser og relationer? Hvad lever og ånder man for, hvis ikke man kan føle? Hvorfor møder man den næste dag, hvis ikke den eksisterer? For hvis ikke man kan føle den, eksisterer den vel egentlig ikke?
   "Jeg blev forbandet, da jeg var lille," sagde Viors med tårer i øjnene. "Det eneste der kan redde mig nu, er krystalkuglen med følelsernes kraft... Jeg er bare for svag til at hente den, og må derfor leve mit liv på denne forfærdelige måde."
   Men en lav hvisken, sagde jeg halvkvalt: "Jeg skal nok hente den."
   Måske havde jeg ikke været så dumdristig, hvis min hjerne ikke var blevet sløret af de mange indtryk og mulige samt ikke mulige tanker. Sekundet efter blev jeg fyldt af chok, men der var intet jeg kunne gøre for at gøre gjort ugjort. Jeg havde lagt ed, hvilket var det samme som at sige: "Jeg vil løse denne opgave, om så det koster mig mit liv."
   Viors kiggede på mig med en dyrisk trækning om munden.
   "Mener du det?" Spurgte han svagt.
   Fanget mellem en hammer og en ambolt, sagde jeg stille men beslutsomt: "Selvfølgelig, bare sig mig vejen."

"Hvad gjorde du?" Larios' øjne lynede af indestængt bekymring og irritation. Han virkede fuldstændig forbløffet over min store idioti, og tillid til en fremmet, gammel mand. "Efter alt hvad jeg har sagt om, at vi skulle være diskrete... så...så..."
   Med en lavmælt jamren kørte han en hånd, gennem det lyse, krøllede hår. Hans blå øjne var store af fortvivlelse, og hans mund krusede i en smal streg.
   "Hør, Yera," mumlede Larios, og tog en dyb indånding. "At vi træner næsten hver dag, er én ting. At du har fortalt det, samt indvilget i at frelse en gammel mand, er en anden. Hvis det her bliver opdaget så..." Ordene smuttede for ham, som de så tit gjorde det for alle andre.
   "Jeg har ikke bedt om din hjælp!" Hvæsede jeg. "Jeg skal bare have min bue!"
   Jeg prøvede at kante mig forbi ham, men han afskar mig vejen. Jeg stirrede irriteret på ham, og snerrede: "Flyt dig så, Larios! Det her vedkommer ikke dig!"
   Egentlig var det jo ikke helt sandt, da jeg jo lige havde fortalt ham alt om mit møde med Viors. Som god ven, ville han ikke bare lade mig gå, men når man har med Larios at gøre... Ja, så rabler man op om alt, hvad enten man vil det eller ej. Det er en form for magisk evne han har. En magisk evne der til tider kan være vældig irriterende.
   "Om det vedkommer mig...? Selvfølgelig vedkommer det mig!" spruttede han. "Jeg har skjult det her i over fem år! Yera, vil du sætte vores liv på spil? Hvis nogen høre det her... så...så..." Det var så sjældent at han ikke lige havde ordene ved hånden. "Har du tænkt dig bare at stikke af? Droppe markedet? Vende os alle sammen ryggen? Yera, det du har for er umuligt! Den gamle mand, var sikkert bare en svindler!"
   "Nej, Larios, det var han ikke," sagde jeg pludselig meget stille. "Jeg kunne mærke det på ham. Den dér nedtrykthed. Den dér livløshed. Hvis der er noget han ikke er, så er det svindler."
   "Det kan være en fælde!" Tordnede han. "Der kan ligge rækker på rækker af fjender og vente ved 'følelseskrystallen'!"
   "Hør, Larios," jeg løftede en hånd, da han skulle til at afbryde. Meget kan man sige om Larios, men han viser altid respekt, lige meget hvor hed situationen er. "Tænk ikke at kunne føle sig let. Tænk ikke at kunne føle sig glad. Tænk ikke at kunne føle sig lykkelig." Jeg fandt al den autoritet frem jeg kunne mønstre. "Det er forfærdeligt, og når det kan standses, så skal det det!"
   Larios så fortabt ud.
   "Godt, så tager jeg med."
   "Hvad?" Nu var det min tur til at måbe. Ville Larios tage med? Jeg prøvede jo netop at forklare ham, hvor vigtigt det var, at jeg tog af sted.
   "Jeg tager med dig," sagde han stilfærdigt. Han vendte sig om for at finde proviant og lignende, hvorefter han smilede til mig og hviskede: "Selvfølgelig gør jeg det."

De stejle bjerge rakte søgende hovederne mod himlen, og betragtede det dalede landskab, der bølgede under dem.
   Frodige enge og brusende vandfald var alt sammen en del af den skønne natur, der prydede verden, såvel som solen pryder himlen. De golde sletter var der ikke mange af, da græs og lyng havde fundet hvile selv de mest ubeboede og øde steder.
   Skove var der nok af, ligesom manglen på dyr og andre væsner ikke var til stede.
   Der hørtes en uafbrudt vandring af lyde fra den sultne stæreunge til den enlige mariehønes prominering over skræppebladene.
   Solen stod lavt på himlen, og sendte et spinkelt håb ud til den ventende natteugle, der langsomt gjorde klar til jagt. Et håb om lykke, glæde og latter fra alle levende såvel som ikke levende skabningers mund.
   En lyd af dundrende hestehove brød den tysse skumring, der stilfærdigt bredte nattens kappe over de øde marker.
   Der duftede friskt af korn, som der altid gør om sommeren. En duft af frihed, blandet med glade sange og snobrødsbagning over bålet. En duft, nej, et minde, der berettede om alle de varme sommernætter der havde været, og som ville komme. En duft der både fingerede ved næseborene og sjælens inderste væsen.
   En tæt tåge lagde sig over egnen, hvor de bumpende hestehove hørtes. Den faldt langsomt til ro, og nægtede at flytte sig, hvilket gjorde solen og stjernernes tiggen overflødig.
   Alt åndede fred og ro i denne skumringens bratte stund. Alt holdt vejret og nød øjeblikket, da bevidstheden om at det aldrig ville komme igen, truede med at overrumple roen... Alt var fredeligt... stilfærdigt... lykkeligt...
   "Hvad var det?" Larios holdt hoppen an, og stirrede årvågent ud i tusmørket. Vi havde redet uden holdt i et rasende tempo, der snart ville tage vejret fra hestene. "Der var nogen. Jeg er helt sikker. Nogen har fuldt efter os hele tiden."
   Jeg lagde hovedet tilbage og kiggede op i tågen. Larios... Selvfølgelig var der nogen efter os. Selvfølgelig. Der er altid nogen efter Larios.
   "Hvor er du intuitiv," sagde jeg med en skjul latter. "Alle ville da overraske os lige nu." Jeg smilede kækt og tilføjede: "Hvilket ville blive værst for dem selv."
   Larios har ingen humor, kun godt humør. Hvilket i øjeblikket også var ret langt nede. Jeg slog blikket op mod den usynlige himmel og sagde: "Lad os fortsætte..."
   Jeg blev afbrudt af en dansende tone, der fredsommeligt sluttede sig til os. Den var silkeblød og farlig på samme tid. Let og tung. En vaklende længsel lagde sig over os, som en sky lægger sig for solen. Jeg savnede pludselig min familie, min landsby, alt det velkendte og beroligende.
   Tonen bredte sine blide fangarme ud, og omfavnede os, som kun lykke og håb kan gøre det. Den kildrede letsindigt ved lykkens perfekte væsen, og aede varsomt minderne, der herskede i vores sind.
   Den skabte en hivende længsel af at mangle noget dyrebart. Noget ukendt, fremmedartet men i særdeleshed dyrebart.
   Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad mine kinder, som små perler i den tætte tåge. Jeg vidste knapt nok hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvad jeg i alverden lavede her. Hvorfor befandt jeg mig ikke sammen med denne langt fra porøse tone? Hvorfor søgte jeg ikke efter det ukendte og dyrebare? Hvor var jeg? Hvad var jeg?
   Jeg blev viklet ind i et spindelvæv af spørgsmål, bange anelser, og frem for alt denne uudholdelige længes.
   Jeg ville væk herfra, men samtidig blive her for altid. Jeg ville skilles fra min krop, så jeg ikke længere kunne føle denne forfærdelige følelse af at mangle noget. Jeg ville væk fra livet. Jeg ville slutte mig til de sjæle, der søgte efter lykke, og frem for alt denne dyrebare ting...
   Ukendte arme greb mig bagfra, men jeg blev ikke grebet af panik. Jeg vidste, at det blot måtte være tonens og dødens aende bevægelser, der styrede mig væk fra denne længselsfulde tilstand.
   Jeg smilede stille, da mørket og tågen omsluttede mig, og længslens brændende følelse forsvandt fra mit sind.

"Er de vågnet?"
   "Stille! Du vækker dem!"
   "Men er de vågnet?"
   "Hold så mund! Det har du spurgt om den sidste time!"
   "Og du har ikke svaret mig den sidste time, hr. skaldepande!"
   "Du skal ikke kalde nogen..."
   Hviskende stemmer nåede mine ømme ører, og jeg slog øjnene op. Jeg lå ved et lejrbåls gnistrende flammer, svøbt i uldne tæpper.
   Mit hoved dunkede voldsomt, som havde jeg spillet boldt med det. Jeg satte mig varsomt op, og stirrede lige ind i et par store, sorte øjne.
   "Åh, det var på tide!" Udbrød øjnenes ejermand. "Vi var lige ved at blive nervøse."
   Jeg prøvede at skjule min vantro måben, og mit tvivlende blik. Manden, der sad foran mig, var helt grøn, med et insekts sorte øjne. Hans ansigt var smalt, og ligeledes var den knapt synlige næse, svær at genkende. Der groede intet hår på hans skaldede isse, og de tykke læber strammedes i et glædeligt smil.
   Ikke fordi jeg er en storartet menneskekender, men manden, eller nærmere, skabningen, udstrålede så stor selvdisciplin og umeldbar lykke, at han nærmest virkede perfekt. Som om han kunne løse alverdens problemer blot ved at trække på smilebåndet.
   "Mit navn er Gangalar, høvding af aërene." Han bukkede hovedet i en venlig hilsen. "Det var ikke vores mening at forskrække jer, men da vi holdt fest, kunne vi ikke undgå at spille lidt på Barampe."
   Jeg var stadig omtumlet, så jeg nøjedes med at nikke som hilsen og grødet svare: "Mit navn er Yera, og dette er..."
   "Larios," hilste Larios, som også var vågnet. "Det var ikke vores mening, at forstyrre jeres fest, men da vores vej går igennem Islada-bjergene, kunne det desværre ikke undgås."
   Gangalar bøjede hovedet endnu en gang, som for også at byde Larios velkommen. Han smilede og slog ud med armen.
   "Nu I alligevel er her, vil jeg da gerne høre lidt mere om, hvem I er, og hvor I kommer fra." Gangalar smilede varmt. "Hvilket jeg tror, de andre også gerne vil bifalde."
   Jeg lod blikket vandre rundt i den lille lund, hvor aërene holdt til. Den var dejligt oplyst af flammerne fra over hundrede fakler, samt det lille lejrbåls opvakte skær.
   Lunden var ikke mere end et par kilometer i tværsnit, og alligevel husede den flere tusind af disse grønne folk.
   Det var tydeligt, at der var gjort klar til fest, da en masse små egetræsborde, var stillet op langs lundens kant. Små hytter var blevet festligt dekoreret af alt fra mælkebøtter til diverse skosnuder. -En underlig oppyntning, og alligevel ganske pompøst.
   Aërene var stimlet sammen om det lille bål, for at kigge på de fremmede. Deres tunge øjne hvilede på os, og deres smil fyldte vore hjerter. De var et nysgerrigt folkeslag, det var sikkert og vidst.
   Jeg gengældte tamt deres smil, hvorefter jeg kejtet kom op i siddende stilling.
   Hvor var det egentlig mærkeligt, at jeg troede, der kun fandtes mennesker i Nigara. Eller i hvert fald, at jeg aldrig ville støde på andre racer, da de holdt sig i skjul.
   Mange af de historier jeg havde hørt som lille, omhandlede netop Aërene. Glædens folk, som man kaldte dem, bar altid på store Baramper. En Barampe er et musikinstrument, der kan udseende mere og andet end musik. Den kan udseende følelser. Det siges at Aërene selv opfandt dem, da de altid var glade, og derfor ikke værdsatte det nok.
   Når de hørte en nedtrykt tone, kunne de netop se, hvor glade de var. For hvis man altid har den samme følelse, er det det samme som ikke at kunne føle. Der ville ikke kunne leve lys uden mørke, eller vrede uden glæde.
   "Det er en ære at få lov at hilse på jeres folk," sagde Larios alvorligt, og tilføjede så: "Men vi kan desværre ikke blive ret meget længere, da vi har fået til opgave, at hjælpe en gammel mand ved , navn Viors."
   Ved lyden af Viors' navn, løb der et gys gennem mængden af Aërer. Folket, der aldrig kunne skræmmes, begyndte nu at skrige skingre klageskrig og jamre på deres eget sprog.
   "Hvad er der galt?" Spurgte jeg hæst. "Hvorfor har I så meget imod ham? Han er fanget i pinslernes sorg, og har brug for hjælp, til at genskabe sit fortabte liv. Hvis ikke vi gør det rigtige, hvem gør det så?"
   Aërene begyndte at rive sig i håret og løbe ind i deres hytter. De var i fuldstændig opløsning, og deres øjne bulede af stor foragt.
   Hvad var der galt med dem?
   "Vi kan ikke fortælle jer det, da en forbandelse holder os tavse. Men lyt til mit råd: Opgiv jeres forhenværende, og vend hjem. Håb på I aldrig ser den galning igen, da han er..."
   Det var som om Gangalar fik en klump i halsen, og ikke kunne fortsætte. Han kæmpede med ordene, men de ville ikke komme over hans læber. Han bøjede hovedet, og slog blikket ned i jorden.
   Han kunne bare ikke tale.
   "Det gør os ondt," sagde Larios uforstående. "Men vi vil lytte til dit råd, da I har vist os venlighed og gavmildhed..."
   "Nej," sagde jeg ligeud. "Vi vil da hjælpe ham, Larios! Du så ham ikke. Du fornemmede ham ikke! Det var forfærdeligt!"
   Da Larios så ud til at komme med indvendinger sagde jeg: "Drag du bare hjem, men jeg bliver her."
   Han sendte mig et af de dér fortabte blikke, og sagde som det var skik i Nigara: "Må solen oplyse din vej, håbet rydde dine bekymringer, og lykke og fred røre din skulder."
   Derefter vendte han sig mod mig og sagde: "Er du stadig sikker på, at vi drager videre?"
   "Selvfølgelig," udbrød jeg indigneret. Havde han forventet, at jeg bare vendte hjem og kunne grunde over, hvor et udueligt menneske jeg var?
   Gangalar bøjede hovedet, som for at anerkende min stædighed, samtidig med at han fordømte Viors.
   "Godt," mumlede Larios. "Vi håber at dit folk snart kommer over denne forskrækkelse, samt at din stemme snarrest mulig vender igen."
   "Bare rolig," sagde Gangalar trist. "Jeg kan sagtens få ordene til at blomstre, så længe jeg ikke snakker om Viors." Han rystede trist på hovedet. "Må lykke og glæde følge jer, som forår følger vinter og dagen følger natten."
   Derefter vendte han sig om og pegede på en lille stald.
   "I finder jeres heste dér. Men jeg tvivler på at i finder held."

Grotten var ubekvem og stank ildelugtende af fugt og mug. Man begyndte at fryse blot ved synet af den. Selv ens sjæl følte ubehag, ved at se den tordne sig op som et andet mareridt midt i al tågen.
   Lange søjler holdt vagt ved hulens munding og strakte sig op i flere hundrede meters højde. Det var et utroligt syn, der næsten prydede, skønt det avlede mest frygt.
   Smukt formede krater bulede ud fra væggene, og fortalte mere eller mindre, at hullet i midten var uendeligt. Hvis man tabte noget derned, var det kun intethedens glubske fangarme, der greb det.
   Jeg gøs ved synet af de mange flagermus, der holdt til i den knapt synlige top. De skreg af og til, og bidrog ofte med en prompte flyvetur, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
   Gule øjne tittede frem fra huller i sprækkerne, og afslørede jagende kvæler- såvel som giftslanger, der blot ventede på lejligheden til at hapse en forbi farende flagermusunge.
   Jeg listede forsigtigt af sted på bløde kattepoter, mens jeg håbede på, at dette ondskabens dyr, ikke ville overraske mig.
   - Jeg var bange nok i forvejen, uden at den skulle komme og sætte endnu en skræk i livet på mig.
   "Er du sikker på, at det var her?" Spurgte Larios stille. "Så vidt jeg kan se, har grotten ingen ende, hvilket vil sige, at vi dør af alderdom, inden vi når frem."
   "Shh," tyssede jeg, med en finger for munden. "Graporara-bjerget; det største og mest ækle i hele Isladikæden. Det ligger nord for De Brusende Vandfald, og dets tinde rager højere op end nogen sky kan skue. Hvis ikke det er her, hvor er det så?"
   "Jeg har sagt det hele tiden, Yera," mumlede Larios. "Der noget uldent ved det her."
   Jeg slog et irriterende svip med hovedet, og fortsatte standhaftigt med at kante mig videre i grotten.
   "Yera, lad os vende om." Larios kiggede gennemborende på mig. "Det er ikke det værd. Viors var en svindler, længere er den ikke... Hvis du bare for en gangs skyld lyttede til mine gode råd, ville det aldrig være gået så vidt. Men næh, nej, det er ligesom dengang med bikuben. Og hvad endte det med? Du var øm 33 dage..."
   Jeg løftede en hånd for at dæmpe ham, og pegede derefter med den anden.
   "Se," hviskede jeg glædesstrålende. "Krystallen."
   Og ganske rigtigt; På en klippe, der ragede op midt i intethedens centrum, stod en hvid, blankpoleret krystal, af den pureste renhed og lykke.
   Jeg missede en ekstra gang med øjnene, da dens lys blændede mig, og sukkede betagende. Hvor var den bare smuk!
   "Hvilket menneske har kunnet stille den derud?" Hviskede Larios rationelt. "Den ville kun være havnet der, hvis det var meningen at ingen skulle hente den."
   Jeg kiggede længe på den skinnende sten, med en stigende ærefrygt. Hvad end det var, jeg havde rodet mig ud i, overgik det min vildeste fantasi.
   "Der er ikke andet for end at vi..."
   Jeg fik aldrig hørt, hvad Larios havde i tankerne, da kolde vinde pludselig fingerede ved os. De holdt os fast, som var vi bundet med det tykkeste sejlgarn.
   I første omgang troede jeg, at det var den rene indbildning, men luften ville ikke slippe sit tag i mig. Jeg vred mig og sparkede, velvidende at forsvar var umuligt. I lange øjeblikke kæmpede jeg mod usynlige reb, indtil en velkendt stemme fyldte mine ører.
   "I fandt det altså."
   Mine hænder blev glatte og svedige, og mit hjerte prøvede at tage flugten fra mit bryst. Jeg vendte og drejede hovedet i alle retninger, men uden at kunne se stemmens ejermand.
   Langsomt tonede Viors frem i intetheden. Som var han lavet af tåge, blev han bid for bid mere fremstående og tydelig. Først var han blot et svagt omrids, snart efter var al hans ækelhed samlet på ét sted... Jeg gøs, og undertrykte en lavmælt ed.
   "Det var dog utroligt..." Sagde han på den dér glatte og særprægede måde, der gjorde hans udtale helt unikt. "I er de første, der er nået så langt."
   Han lo en kold følelsesløs latter, hvorefter han svævede nærmere.
   "Naive, dumdristige og godtroende venner," han smilede skælmsk, og harkede en smule. "Hvad bringer jer hid? At I skulle finde en 'følelseskrystal'? Helt ærlig!"
   Jeg blev vred. Jeg blev så ufattelig vred, at det gjorde ondt. Vreden strømmede fra mig, som et fossende vandfald udgyder vand.
   "Hvad er du?" Hvæsede jeg ad ham. "Og forklar dig ordentligt denne gang."
   Larios så stadig chokeret ud. Han bare stirrede tomt frem for sig, som ønskede han, at livet dog bare ville suse forbi ham.
   "Jeg er Viors. Jeg er mig. Og alligevel kalder folk mig for Tågemanden." Han stirrede sørgmodigt på os. "Jeg er gjort af tåge... "Eller rettere: Jeg er blevet til det."
   Han tog en dyb indånding. Forargelsen stod malet i ansigtet på ham.
   "Hvad mener du?" Spurgte Larios stilfærdigt. Hans ansigt var næsten lige så udtryksløst som Viors'. "At du er tågen, eller at du er lavet af den?"
   Man skulle tro, Larios og Viors talte samme mærkelige sprog. Halvdelen af tiden forstod jeg slet ikke hvad de sagde.
   "Både og, min kære dreng, både og." Viors fløj et stykke nærmere. "Hvis bare det var så ligetil."
   Han rømmede sig stille, som ville han gerne ligge låg på sig selv. "Jeg var engang Aër. Glad, letsindig og altid på dupperne. Jeg vidste det bare ikke, for dengang havde man ikke opfundet Baramperne." Han holdt en lille pause, før han langsomt fortsatte: "Jeg var nærmest forbandet. Aërene kunne nemlig ikke skelne godt fra ondt, og følte kun én følelse. Når man kun kan føle én ting, kan man ikke føle noget. Godt lever ikke uden ondt. Lys lever ikke uden mørke." Han tav en stund, og sagde så: "Jeg blev derfor nødsaget til at opfinde Barampen."
   Hvor gammel var den mand egentlig? Over tusind år? Hans høje alder kom i høj grad bag på mig.
   "Opfandt du... Barampen?"
   "Ja, og gid jeg aldrig havde gjort det! Det tog mange år, og jeg begik en kæmpe fejl..." Der strømmede ægte tårer fra Viors' øjne. Det var virkelig trist og uhyggeligt at se på. Da han havde fået styr på sine følelser bekendtgjorde han ængsteligt: "Jeg arbejdede så meget med den, at jeg fik et evigtvarende sår. - Jeg kan altid høre dens sørgelige toner i mine ører. Jeg kan kun føle mig trist, hævntørstig... tja... længselsfuld."
   Den gamle mand så så fortabt ud, at min vrede blev formildnet en smule... Sikke en forfærdelig skæbne at have!
   "Men hvad gjorde du så?" Spurgte Larios. "Du forsvandt vel ikke bare."
   "Nej," mumlede Viors spagt. "Jeg blev så deprimeret, at jeg angreb Aërene." Viors' blik blev fjernt og usynlige scenarier tårnede frem i hans indre. "Det var forfærdeligt. Mest af alt, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg gjorde." Han genoptog en af sine uudholdeligt lange pauser. "Jeg kunne fornemme de tilstedeværendes følelser og tanker, hvilket gjorde mig ekstremt hævntørstig... Hvorfor skulle de være så glade, når jeg nu ikke kunne? Hvorfor skulle de nyde godt af, at jeg havde ofret mig for dem? Hvorfor var skæbnen så barsk?
   Selvfølgelig tabte jeg slaget, da Aërene er et stærkt og magisk folk. Der var kun én ting jeg fik ud af det..."
   "Din forbandelse," afsluttede Larios. Hvordan kunne han dog følge med?
   "Lige præcis knægt, lige præcis." Viors gned langsomt den pudsede krystal. "Efter slaget, blev jeg til tåge. Jeg måtte forlade min krop, da den ikke kunne udholde al den krig jeg havde udsat den for. Blodtabet slog mig ihjel, men min sjæl... Den overlevede. Mystisk som det var, overlevede den.
   Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror det skyldtes, at dødens porte ikke lukker op for sjæle, der ikke har fundet fred. Tragisk men sandt.
   Da jeg var blevet til tåge, stod én ting klar for mig: Jeg ville lide for altid. Jeg ville føle længsel for altid. Jeg ville for evigt leve i pinsel.
   Tanken var ubærlig, så jeg besluttede at se andre mennesker lide på næsten samme måde. Det mærkelige ved tingenes gang er, at når man ikke er alene, virker alt ikke helt så slemt." Viors' mund krængede tilbage i en nærmest tilfreds grimasse. "Jeg dræbte, plyndrede, hærgede og gjorde ondt, for på den måde at opnå tilfredsstillelse. Den kom bare aldrig, hvilket resulterede i endnu mere blodbad og hævntørst.
   En dag, da en magiker viste sig nyttig, opfandt han en æske, der kunne indkapsle mig... Så under et slag nær Bjølsegra blev jeg fanget.
   Tre ryttere ville fragte mig til kongen, hvilket jeg under ingen omstændigheder ønskede, da kongen bare ville lade mig ligge i æsken og rådne. Så på en stjerneklar nat slap jeg ud og dræbte de tre mænd.
   Derefter holdt jeg mig i skjul, i mange århundrede, indtil det rigtige tidspunkt og den rigtige person dukkede op." Viors var nu så tæt på, at jeg kunne fornemme hans rådne ånde. "Hvilket vil sige dig."
   "Hvad var der ved mig?" Spurgte jeg spydigt. "Var jeg bare for dum?"
   "Nej, du var tip tip tip tip tip tip tip og en masse gange mere, oldebarn af denne forbandede magiker." Viors vendte blikket mod mig. "Jeg vil udrydde slægten, og det skal ske nu!"
   "Hvorfor vil du først gøre det nu?" Spurgte Larios reserveret. "Du kunne have gjort det for over hundrede af år siden."
   Viors svajede let frem og tilbage, mens han grundede over sit svar.
   "Fordi jeg gerne ville have et eventyr ud af det. Og Yera er en person, der kaster sig hovedkulds ud i alt muligt."
   Min vrede blev erstattet med frygt, bange anelser og mismod. Skulle vi så bare dø nu? Var livet blot tilendebragt? Hvad skete der når man døde? Blev man til luft eller blev man genfødt? Hvorfor skulle man dø?
   "Fordi livet er en endeløs lang pinsel," sagde Viors. "Du finder aldrig sjælefred, hvilket er det samme som at sige, at du aldrig finder dig selv."
   Jeg blev overrasket over hans svar, mens Larios blev overrasket over hans ord.
   "Kan du læse tanker?"
   "Ja da! Tanker, følelser, sindsstemning..." Med et udstødte Viors et frygteligt skrig. "HVAD ER DET DU GØR KNÆGT?!"
   Larios stod med lukkede øjne, som om han angreb Viors af mental vej. Sveden perlede sig vej ned ad hans ansigt, og hans hænder var knyttet i koncentration.
   "Får dig til at angre, skamme dig, eller blot vise dig hvem du er." Råbte Larios sammenbidt.
   "Larios...hvad...?"
   Det gik langsomt op for mig, hvad det var, han prøvede på. Med tanker, minder, selvopfundne begivenheder, og andet våben, fortalte Larios Viors, hvem tågemanden i virkeligheden var.
   Jeg deltog ordløst i hans plan, og fik et billede til at fremstå i mit sind. Et billede, eller snarere en følelse af, hvordan jeg først havde set Viors. Klog, eftertænkende og filosofisk. Jeg prøvede at huske, hvordan jeg havde sat min lid til hans ord og hans beretning.
   Langsomt, men selvsikkert, fik jeg en anden følelse frem. Vreden, skuffelsen og frem for alt vantroen over, hvem Viors havde vist sig at være.
   Jeg fortalte ved hjælp af sjælen og sindets kræft, at jeg skammede mig over ham, frygtede ham, og frem for alt havde ondt af ham...
   "STOP DET! HØRER I? STOPDET!"
   Jeg hørte hans skrig og mærkede hans anger. Følte hans fortvivlelse og så hans salte tårer. Alligevel blev jeg ved, til hvert et kunstfærdigt billede af mine og Aërene oplevelser var udmalet for ham. Alligevel blev jeg ved til alle mine følelser var brugt op. Alligevel blev jeg ved, til jeg ikke havde mere at fortælle denne tågemand til Viors.
   Et forfærdeligt skrig gav genlyd i grottens enorme hulrum. Et skrig, der rummede så meget smerte og så lidt glæde. Et sandt, ægte og angerfuldt skrig. Et råb om tilgivelse og forladelse.
   "ÅH, SÅ TILGIV MIG DOG!"
   Et lysglimt oplyste grottens vægge og slangernes øjne. Det var mere lyst end hvidt, og alligevel mørkere end sort. Det varede i flere minutter, hvorefter det opslugte Viors, og bar ham hen til et sted hvorfra vi ikke kunne nå ham.
   Hen til et sted, hvor kun de godmodige og hele sjæle fandt hen. Til et sted, der af mange folk frygtedes, men som Viors i lange tider havde længtes efter. Til dødens eller nærmere eventyrets hjem. Stedet hvor lykke og salighed fandtes.
   "Tror du, han er hjemme nu?" Spurgte jeg svagt, og mærkede til min store forundring, tårer glide ned ad mine kinder.
   "Jeg ved det ikke men... Når først man forstår forståelsen af at forstå, forstår man, at man ikke skal forstå alt." Reciterede Larios stille.
   Han vendte sig om og gav mig et stort knus.
   "Solen står nok op i morgen, som den altid har gjort. Den lille spurv fløjter sikkert ligeså muntert, som den altid har gjort. Men du og jeg. Vi er ikke de samme som vi var i går. Husk på at hver dag er en ny dag."
   Med de ord fulgtes vi ud af mørket sammen, og satte os på en bakketop, hvorfra vi kunne se solens sidste stråler krybe i skjul. Og lige i det øjeblik, var vi begge lykkeligere, end man kan beskrive med ord.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/11-2012 16:53 af Sofie Hvemon (Sofie1997) og er kategoriseret under Noveller for børn/unge.
Teksten er på 8427 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.