Det er mandag. Jeg sidder inde på mit værelse. Det er faktisk ikke så smart længere. Væggene er malet koksgrå, og der er sat en hvid bord op. På gulvet ligger et hvidt tæppe, og i midten står min dobbeltseng fyldt med puder i alverdens lyserøde og lilla nuancer. Langs den ene væg står et stort skab og en lille kommode hvori alt mit designer tøj ligger. Der et lille skrivebord hvor min computer står på. Den fik jeg for en måneds tid siden af min far, så mon ikke snart jeg får noget nyere. Udenfor mit vindue, har sneen lagt sig som en dyne over alt. Solen skinner og varmer, den ellers frosne jord. Fugle sidder i de nøgne trætoppe og spejder ud over landskabet. En lille pjusket solsort hopper glad rundt i sneen. Der er ikke en lyd at høre, og ikke et øje at se. Buskene, træerne og jorden er pakket ind, og beskyttet. Jeg har nøje udvalgt mit tøj til i dag. Mit spejlbillede viser mig en slank pige, iført sorte gamacher, gule benvarmere, en lang gul sweatshirt og mine gule yndlings Prada sandaler. Jeg sidder og flader mit hår, da jeg pludselig hører nogle uhyggelige pusle lyde fra ude foran huset. Jeg smider hurtigt mit fladejern fra mig, og løber ud til døren. I al min hast snubler jeg i ledningen, og vælter forover med næsen først. Det resulterer i næseblod over hele gulvet, mens der stadig bliver hamret løs på døren. Jeg vender hovedet bagover for at stoppe blodets fos. Døren ryster af al den banken, og man kan høre frustrerede råb udefra. Med mit hoved stadig bøjet bagover, når jeg døren. Den er af massivt træ, og lugter af lakering. Min hånd lå på dørhåndtaget, men et spørgsmål fór hele tiden igennem mit hoved: Hvem mon står derude? Jeg samlede alt mit mod, og åbnede døren. Jeg var klar til at blive overfaldet og voldtaget, men i stedet for en fremmed, stod der en bekendt. Det var min far.
   "Christine Simone Frejsen!" begyndte han vredt og råbende, "hvorfor åbner du ikke døren?! Her står jeg ude i næsten snestorm, din hårdtarbejdende far, og så render du bare rundt herinde og ... sviner hele gulvet til! Vil du straks få tørret det op inden det efterlader en plet." Han spadserede videre, uden anden form for diskussion, mens jeg fik en tåre eller to i øjet.
   "Hvorfor er du hjemme allerede i dag far?" spurgte jeg, med en selvtillid på omkring tre en halv centimeter, som skulle have stylter for at blive set. Jeg gik ud i køkkenet, fandt en kleenex til næsen og en klud til gulvet. Mens jeg tørrede op, svarede far:
   "Jeg tog et tidligere fly fra Grækenland, fordi jeg om tre timer skal med helikopter til et sted i Jylland for at holde øje med et af mine hoteller. Økonomien og populariteten er faldende, så det må jeg lige få styr på. Det er de mindre gode sider ved at have skabt en af Danmarks mest populære hotelkæder. Jeg skulle sige fra din mor at hun vil være hjemme i nat kl. to, hvor hun vil finde dig sovende i din seng! Hun skal af sted igen kl. fem i morgen tidlig, så hun lægger lidt penge til mad..." Jeg valgte bare at tie stille, i stedet for at sige noget dumt og barnligt. Men hvis jeg kunne få mig selv til det, ville jeg have fortalt ham hvor meget jeg savnede ham og mor. Hvor vred jeg var over, at de aldrig tog sig tid til mig. Jeg ville have råbt ad ham og sagt han skulle tage sig sammen og passe på mig, i stedet for kun at koncentrere sig om sin karriere. Men jeg var, når alt kom til alt, en bangebuks som sikkert bare var morgensur.
   Jeg blev kørt til skole af min far, efter jeg nærmest havde været nede på mine knæ og bønfalde ham om det. Når man kommer hen i skolen, går rutinen i gang. Jeg smider min 5000 kr. dyre Dolce & Gabbanna jakke på en knag, og tager min Louis Vuitton taske med ind til min stol. Derefter går jeg først hen til Olivia, så Frida, Olga, Juliane og Celia. Efter dem kommer Andreas, Viktor, Eddie og Bjarne. Da jeg har sagt godmorgen og givet et kram til hele bundtet, går jeg hen til Mikkel. Jeg får et kys og sætter mig ned; klar til time. De første to timer forløber som alle andre fransk timer. Der er tre nørder som snakker derudaf, og så er der os seje som bare sidder og griner af det hele. Men frikvarteret er hyggeligt. Jeg stiller mig hen til mine venner og veninder og snakker. Mens vi står der og sludrer, stiller Olga sig hen ved siden af Mikkel. Jeg kigger hen på dem med løftet øjenbryn, og vender mig så igen mod Frida for at snakke om hendes weekend. Vi står og snakker, da jeg opdager at Olga har armen rundt om Mikkel, og står og hvisker ham noget i øret. Det er åbenbart så sjovt, at Mikkel fniser og får et frækt glimt i øjet. Derefter går de sammen ud af klassen. Jeg havde så meget lyst til at råbe og skrige. Hvad skete der lige der? Min kæreste skred lige ud af rummet, mens han holdt en pige i hånden som ikke var mig. Jeg blev så ked og trist indeni. Det føltes som om mit hjerte blev koldt som sneen udenfor. Det var anden gang i dag, jeg fik tårer i øjnene, men jeg kunne ikke lade de andre se det. Hvad ville de ikke tro? Så jeg forblev cool og tog mig sammen til at gå på toilettet, så jeg kunne tørre øjnene, og sørge for at min make up ikke var ødelagt. Jeg gik ud af klassen, og var på vej ind ad døren til pigernes toilet, da jeg kunne høre Mikkels stemme. Han var vred og råbte. Jeg gik efter larmen og fandt til min store overraskelse Mikkel siddende alene. Han så trist ud. Jeg satte mig ned og spurgte hvad der var sket. Han forklarer:
   "Olga ville have mig til at droppe dig, for hende. Hvorfor tror hun jeg kunne gøre sådan noget?! Hun er da så langt ude. Ej, jeg kan overhovedet ikke se det fra hendes side; hun er da dum i låget!" Jeg smilede til ham og så ind i hans isblå øjne. Han smilede tilbage til mig og gav mig et kys. Det varmede indeni, og alligevel kunne jeg ikke lade være at spørge:
   "Du vidste da godt hvad hun var ude på da du gik med hende. Hun stod og hviskede dig i øret, og du havde dit frække glimt i øjet. Så når du godt vidste hvad hun var ude på, hvorfor gik du så med hende?" Jeg så meget kritisk ud, og pludselig havde jeg bare lyst til at slå på nogen. "- Du gik med hende, fordi du troede du kunne være sammen med hende ved siden af mig, ikke? Du troede ikke du skulle droppe mig for at få hende. Hvordan kunne du?!" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men inden der skete mere ringede klokken, og jeg skulle ind. Dagen gik uden yderligere idioti, skønt jeg ikke kunne tænke klart og på matematik.
   Jeg træder ind af vores enorme hoveddør. Mine tæer er blevet blå, fordi jeg havde sandaler på i frostvejr - men man må jo lide for skønheden. Jeg satte mig ind på min seng. Rengøringsdamen havde været her, for man kunne lugte hendes forfærdelige parfume i hele huset; også på mit værelse. Det var en blanding af våd hund, stærke roser og røg. Den lugtede alt andet end godt. Indenfor tændte jeg op i den dyre pejs ved hjælp af et enkelt klik på en fjernbetjening. Det er den blanke side af medaljen, ved at have succesrige forældre. Den mørke side var så bare at de aldrig er hjemme. Jeg har praktisk taget vores enorme villa for mig selv. Man kan sommetider føle sig lidt ensom når ens storebror og storesøster så også er i gang med det helt store i den anden ende af landet. Det at man snart skulle være moster var alligevel ikke så fedt, når man ikke kunne få lov til at se sin kommende niece eller nevø pga. geografiske forhindringer. Jeg smider mig i sofaen og tænker lidt. Jeg burde egentlig tage hen på biblioteket, for at lede efter noget om Mozart til min historie fremlæggelse så jeg ikke står der helt uden noget. Måske kan jeg rent faktisk hive en god karakter hjem, og samtidig beholde min status. Jeg tog min mobiltelefon frem. Der var fem beskeder. Tre af dem var fra Mikkel, hvor han skrev undskyld og at han elskede mig overalt på jorden. De blev slettet. Så var der en fra Olivia. Hun er så sød. Min bedste veninde, og hun er så forstående. Men hvor er det da træls at hun ikke er sig selv, når vi er sammen med de andre. Hun havde spurgt om jeg var okay, efter alt det med Mikkel og Olga. Jeg svarede kort at jeg havde det helt fint. Slettet. Den sidste var fra Celia. Hun er Olgas bedste veninde, men man kunne nærmere kalde hende for Olgas hofdame. Hun fulgte altid efter hende, og sørgede for at dronningen havde hvad hun havde brug for. Det var så træls at se på. Hun havde skrevet en meget mærkelig besked. Der stod at Mikkel var alt for god til mig, og at han burde droppe mig lige på stedet. Derudover også at jeg var en smatso og en kælling fordi jeg ikke havde behandlet Olga ordentligt. Hallo! Hvad skete der lige her? Hvad i alverden har jeg gjort Olga? Er det mon noget Mikkel har sagt, eller...? En skygge udenfor mit vindue rev mig ud af mine tanker. Der var et par øjne der havde stirret på mig. Jeg er helt sikker. Men idet jeg kiggede, var de væk. Hvem mon det det var? Eller hvad var det?
   Jeg sidder i bussen. Derhjemme blev jeg så forskrækket af de øjne jeg så, at jeg faldt helt i chok. I en times tid bevægede jeg mig ikke ud af flækken, men stirrede bare ud af vinduet, hvor øjnene havde været. Nu sad jeg så i bussen på vej til det store bibliotek. Jeg havde været forbi Pizza Hut som lå på vejen til stoppestedet, og taget en pizza med under armen. –Man kan ikke læse koncentreret om Mozart i forvejen, men på tom mave ville det være umuligt. Udenfor er det begyndt at blive mørkt, klokken var omkring halv seks, men i vinterhalvåret bliver det meget hurtigt aften. Folkene i bussen var nogle bizarre typer. Der sad én helt oppe foran. En mand, sikkert sent i tresserne. Han havde hentehår og gik med briller på størrelse med hinkesten. Da jeg havde gået forbi ham, kunne man lugte den stærke sprut. Han sad med en indkøbspose, som raslede af flasker når buschaufføren kørte over et bump. Hans sidste bad havde nok været engang under 2. verdenskrig. Derudover sad der to satanister i midten af bussen. De sad og hørte noget heavy metal i deres store høretelefoner. De så meget originale ud med deres sorte og røde make up på deres blege hud. Sort hår, sorte negle, rødt og sort tøj og store sorte sko og kapper. Jeg sidder helt omme bagi. Jeg er vist det eneste normale menneske blandt disse tabere. Heldigvis nærmede vi os biblioteket, så jeg kunne komme ud herfra. Med min pizza under armen, går jeg ind. Det første rum man kommer ind i er enormt. Der er mindst fire meter op til loftet. Væggene er mørkeblå, og hvor der ikke er et vindue, hænger der i stedet et uhyggeligt billede af en magtfuld død mand eller kvinde. Vinduerne er utætte og lukker lige nok luft ind, til at de lange hvide gardiner blafrer en smule. Pedellen har prøvet at ordne det, men i stedet åbnede han vinduerne så meget at de nu også suser og hyler. En anden af pedellens smarte idéer var at sætte luftfriskere op. Så i stedet for den støvede lugt, "dufter" her nu af citron, ingefær og selleri. Når man går imellem de farverige reoler fyldt op med bøger, kan man næsten smage støvet og luftfriskeren. Med et rigtigt dårligt immunforsvar, kunne man nok godt blive forgiftet af den stank. Reolerne er kolossale. De er en meter brede og går hele vejen op til loftet. Der er meget dunkelt i biblioteket. Ud af fem lamper er der to ude af drift og to der blinker. Jeg står i døråbningen, og hopper lidt da jeg hører et stort klonk bag mig, grundet døren. Jeg gyser ved tanken om at skulle igennem dette rum. Det er overvældene og skræmmende, men udsigten til at kunne spise pizza får mig fremad. Jeg finder hurtigt hylden med biografier, og finder Mozart. Jeg tager fat om den heldigvis ikke så store bog, og hiver den ud. Da jeg holder den i hånden kigger jeg op på det hul hvor bogen stod. Dér var de øjne igen. Denne gang var de der lidt længere tid, så jeg lige nøjagtigt kunne ænse farven. De var næsten hvide, men med et grønligt skær. Jeg giver et lille skrig fra mig, og kan hurtigt høre tøffen. Jeg kan mærke sveddråbernes kamp for at komme frem først på min pande. Et svagt lysskær kommer nærmere. Jeg går i panik! Hvad skal jeg gøre? Hvad vil de øjne mig?! Et stort SHH river mig ud af min angst og tilbage til virkeligheden. Det er kun Inger. Bibliotekaren. Hun står med et stearinlys lige under hagen, så hendes rynkede og afmagrede ansigt kommer til at ligne et skelet. Jeg åbner munden for at sige undskyld og forklare mig, men hun rynker panden og giver mig et skeptisk blik. Jeg vælger bare at nikke og kigge ned på min bog som ligger ovenpå pizzaen. Jeg går langsomt videre, og ind i det næste rum. I dette rum er væggene malet mørkegrønne. Gulvet er belagt med et græsgrønt tæppe og krummer. Jeg sætter mig ved et af de utallige borde. Ved siden af mig åbner jeg min pizza og foran mig, min bog. Lamperne har et gult skær og gør det svært at læse de bittesmå bogstaver. Væggene er udsmykket med gruopvækkende malerier af blodbade og mord. Der er en tung stank af røg hængende, da det er tilladt at ryge i netop dette rum. Jeg læser de første par sider om Mozart, men er nødsaget til at stoppe. Det er sikkert bare noget du bilder dig ind. Det kan jo ikke være rigtigt, du er den eneste der er i dette rum. Men jeg er sikker, helt sikker. Der er altså nogen der holder øje med mig. Bare følelsen af at nogen kigger på dig er ubehagelig, men når de så samtidig følger hver en bevægelse du udfører, så er det altså rigtig skidt. Jeg spejder rundt i rummet. Der er ingen vinduer, så det kan ikke være nogen udenfor. Der er ingen herinde, så det kan heller ikke være der følelsen stammer fra. Men alligevel... der kan jo i princippet godt være nogen herinde. Et spøgelse! Der er helt sikkert et spøgelse herinde. Et spøgelse der holder øje med mig! Mine tanker var i krig. Et sted var jeg overbevist om at der var et spøgelse, og dog var der en stemme der sagde: nej! Lad nu være med at lade din fantasi stige dig til hovedet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Jeg er bange. Der er ikke noget jeg kunne gøre. Jeg begyndte at bide i min franske manicure, mens mine øjne blev større og større. Pludselig er der en lyd. Den var så svag og sikkert ubetydelig. Den var ikke højere end hvis en nål ramte jorden. Jeg fik tårer i øjnene. Her sidder jeg helt alene. Der er ingen til at passe på mig. Hvad skal jeg gøre hvis der pludselig...
   Jeg sidder og kigger ind i de næsten hvide, men alligevel grønne øjne, som har forfulgt mig hele dagen. De tilhører en pige. Hun ligner en på min alder. Har kort, fladt, tyndt og sort hår. Hendes ansigt var smalt og meget fint i trækkene. Hendes hårgrænse var helt lige; der var ikke ét enkelt hår der ikke fulgte de andre. Hendes øjne var store og man fik det indtryk, at hun opfangede alt omkring sig. Hendes næse var lille, og hendes læber smalle. Hun var meget lys i huden og brugte ingen former for make up. Der var ingen urenheder at finde, og ingen rynker. Hendes ansigt var uforlignelig smukt; men alligevel var der noget i hendes øjne som man ikke skulle tage fejl af. Hun sad på stolen ved siden af, med de lange slanke ben over kors. Hun var iført en løs sommerkjole. Den var sort, med røde blonder i halsudskæringen og i bunden. Hun smilede en smule selvtilfreds, så man kunne se hendes guddommelige, lige, hvide tænder. Selv blev jeg lidt akavet til mode, fordi jeg bare sad og hang, mens jeg med åben mund stirrede på hende. Det går op for mig, og jeg lukker munden med et lille skævt smil.
   "Hej Christine." Siger hun og kigger ventende på mig. Jeg svarer forbavset:
   "Hvorfra kender du mit navn?" Hun løfter det ene øjenbryn. Det var nok ikke det hun håbede på at høre, men alligevel måtte hun jo nok have set det komme. Jeg kender jo ikke pigen. Hun så ikke ud til at ville svare, så jeg måtte jo forsøge med noget andet:
   "Hvad hedder du?" Hun smiler endnu engang selvtilfreds. Det var åbenbart et meget bedre spørgsmål.
   "Mit navn er Petra. Petra Lucifer. Jeg kommer langvejsfra for at være din ven. Min far har holdt et godt øje med dig, og han synes du virkede til at kunne være en god ven for mig." Jeg stirrede besynderligt på hende. Hvordan kunne det give mening for hendes ører? Lyder det ikke lidt underligt at ens far render rundt og finder venner til en? Og hvis hun kommer langvejsfra, hvordan kan hendes far så have holdt øje med mig? Jeg besluttede at det nok var bedst at stole på hende. Det i hendes øjne, gjorde at man ikke havde lyst til at sige hende imod. Jeg svarer nervøst:
   "Godt så. Du kan godt være m-m-mi-in ven."
   "Super! Skal jeg så ikke lige hjælpe dig med de der lektier? Er det ikke hvad venner er til for? – At hjælpe hinanden med at finde en løsning på deres problemer?" Hun smiler stadigvæk. Jeg var klar på at få noget hjælp til denne stupide opgave.
   Det er tirsdag. Jeg ligger i min seng, lige vågnet op. Jeg havde den mærkeligste drøm i nat. Petra Lucifer havde hjulpet mig med mine lektier, og derefter havde vi taget bussen hjem til mig. Vi snakkede om alting i bussen og fortsatte da vi kom hjem, og hun forstod præcis hvordan jeg havde det. Hun skulle sove hjemme hos mig, så jeg redte en seng op til hende og vi gjorde klar til natten. Vi snakkede helt indtil min mor kom hjem, men måtte så lægge os til ro. Vi larmede åbenbart alt for meget til at hun kunne sove. Jeg vender mig over på min venstre side. Og der! Nedenfor min seng, ligger en madras; og på den ligger hun. Petra! Pigen fra biblioteket. Det havde ikke været en drøm alligevel. Jeg ruskede lidt i hende mens jeg kaldte hendes navn. Hun vågnede ikke. Jeg satte mit øre ned til hendes mund og næse, men der var ingen luft der kørte ud og ind. Hun var død! Nej, nej, nej! Jeg har taget en fremmed pige med hjem for at overnatte. – Og så dør hun!
   "Hvad fanden er det for noget?!" Fik jeg råbt, måske lidt for højt. Men hun vågnede. Hun rejste sig fra sengen og tog tøj på. Imens sad jeg bare i sengen med forbløffelsen skrevet overalt i mit ansigt. Da hun var færdig vender hun sig mod mig og siger:
   "Skal du ikke gøre dig klar til skole?" Jeg ved ikke om det er muligt, men jeg var nok endnu mere overrasket end før. Mine øjne kan ikke blive meget større end det de er nu. Jeg rejser mig op fra sengen og stirrer lidt på Petra igen. Hun smiler bare. Jeg sætter mig hen til mit beauty bord, jeg selv har opfundet. Det er et almindeligt bord, med et stort spejl på, og ellers alt mit make up og mine hårprodukter. Jeg tænder mit fladejern, og begynder at lægge krigsmalingen. Da jeg tager fat i mit fladejern, kommer hun trippende hen til mig og spørger om hun ikke skal gøre det. Jeg giver hende lov, og hun begynder. Da hun står med mit hår mellem hænderne, får hun et uhyggeligt glimt i øjet. Jeg får gåsehud, og kigger lidt ængsteligt på hende. Jeg får mig i et af mine smarte sæt tøj, i bedste designerstil, og vi tager af sted til skole. Hun ville gerne med, selvom jeg ikke helt forstod hvorfor. Hun havde da sikkert sin egen skole, men nej, hun ville med. Henne i skolen kører rutinen og jeg sætter mig hen på min plads. Jeg spørger Petra om hun vil have en stol at sidde på, men hun takker nej og hopper op på en af reolerne. Dansktimen går, mens jeg sidder og bliver en smule... irriteret. Hvorfor er der ikke nogen der har spurgt hvem Petra er? Hvorfor har Hr. Vigsen ikke sagt noget til at Petra sidder på reolen eller spurgt hvad hun laver her? Hvad er der i vejen med dem alle sammen? Jeg stiller mig op til tavlen, og gør klar til at fortælle om Mozart. Jeg fortæller om hans livshistorie, om hvordan han kreerede fantastisk klassisk musik og til sidst blev sindssyg. Hvis jeg går i stå, sidder Petra nede bagi og siger hvad jeg skal sige. Fremlæggelsen går fremragende, og Hr. Vigsen gratulerer mig med karakteren 12. Men hvorfor blev han ikke sur over at Petra hjalp mig? Hvorfor sagde han ikke noget til det, eller kiggede ned på hende? Hvorfor er der heller ikke nogen af de andre der har kigget på hende? De har bare alle sammen ignoreret hende? I frikvarteret stiller vi os alle sammen ud i gården og snakker sammen. Petra er også gået med, men igen ignorerer de hende, og der er ingen der taler til hende. Vi snakker om at Bjarnes storebror skal flytte til Fyn. Bjarne selv siger han synes det er fedt, fordi så får han mere plads, men Petra er uenig. Hun kigger over på mig og siger:
   "Jeg tror han er ked og frustreret over at hans storebror skal flytte. Han er sikkert bange for at komme til at savne ham for meget." Men jeg er den eneste der lytter til Petra. De andre snakker bare videre om Bjarne. Jeg svarer Petra at jeg tror det samme. Så kigger de alle sammen over på mig med rynkede pander. Jeg løfter bare mine øjenbryn og ligner nok et stort spørgsmålstegn. Så griner de ad mig og vender sig mod Bjarne. Han står med en cigaretpakke i den ene hånd og en lighter i den anden. Jeg kigger bare på de andre, og de tager alle sammen en. Til sidst er jeg den eneste der står uden en. Bjarne kigger over på mig.
   "Skal du ikke også have en?" spørger han og rækker cigaretpakken frem. Jeg ved ikke helt. Man bør ikke ryge; det er den eneste ting min storesøster nogensinde nåede at lære mig, før hun flyttede. Men hvis jeg ikke tager en, bliver jeg nok bare opfattet som en tøs. Jeg tager en. Petra kigger over på mig sine fantastiske, hypnotiserende øjne. Jeg tager et sug, mens Petra går sin vej...
   Rrrrrring... Rrrrrring... Rrrrrring... Jeg skyndte mig hen til telefonen:
   "Ja, hej det er Olga?"
   "Hej skat," sagde en kvindes stemme i den anden ende.
   "Hej mor."
   "Jeg ringer bare lige for at huske dig på at viceværten kommer lige straks. Du skal bare lukke ham ind, vise ham fyret og fortælle ham hvad der var galt med det."
   "Ja, okay. Det var fordi den ikke gad varme vandet i bruseren, ikke?"
   "Jo. Jeg kommer hjem om en times tid, så er der skift."
   "Okay, vi ses mor"
   "Ja, farvel Olga." Jeg lagde røret tilbage i holderen. Jeg smed mig i sofaen og tændte for fjernsynet. Der kørte en serie som jeg fulgte med i, hver dag efter skole. Jeg lænede mig godt tilbage og gjorde mig klar til at grine af de sædvanlige ting, da det ringede på døren. Åh, nu var det ellers lige begyndt. Jeg rejste mig og gik ud til døren, det var sikkert viceværten. Jeg åbnede døren, da noget sprang på mig...
   Jeg trådte ind ad den store massive dør. Endnu engang kunne jeg lugte rengøringsdamens stinkende parfume. Klokken var blevet ret mange, men Olivia og jeg havde været inde i byen og shoppe. Jeg går ind på mit værelse og smider alle poserne. På min seng sidder Petra. Hun sidder og læser. Jeg spørger hvad hun læser i, men hun ignorerer mig bare og læser videre. Jeg finder alt det frem jeg har købt. Det meste af det, ved jeg ikke hvorfor jeg har købt. For eksempel dette lyserøde pandebånd. Det har små hvide hjerter på og er egentligt ret usmart. – Det virkede sikkert som et godt køb i middags. Petra havde stadig ikke sagt et ord. Hun havde fordybet sig selv i den bog hun læste. Jeg blev for nysgerrig til at vente på et svar, så jeg stillede mig hen bag Petra og læste med over hendes skulder. Jeg læste lidt af det, da det gik op for mig:
   "Det er jo min dagbog! Hvorfor sidder du og læser i min dagbog, Petra?!" Jeg er ufatteligt sur! Hvad bilder hun sig ind? En dagbog er jo privat, og så sidder hun her og læser alt!
   "Jeg vidste ikke at du er så sur på Andreas. Jeg vidste heller ikke at Frida har været så ond ved dig, Christine." Er det alt hun har at sige? Hun læser min dagbog og lægger kun mærke til dem jeg har været sur på og ikke til alt det andet.
   "Ja, jeg bruger jo min dagbog til at skrive alt det ned jeg hader ved folk, fordi man selvfølgelig ikke kan sige noget til dem. Mine forældre har jeg også skrevet en del om, hver gang de har såret mig. Men det betyder jo ikke at jeg ikke elsker dem, når alt kommer til alt. Petra lagde bogen fra sig. Hun rejser sig op og smiler til mig:
   "Jeg skal nok finde en løsning på dine problemer. De der har været en pestilens overfor dig, vil ikke længere være det. Det er jo det venner er til for, ikke?" Jeg smilede også nu:
   "Jo. Det er det venner er til for."
   Det er onsdag. Petra er forsvundet! Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg har gjort forkert. I går snakkede vi lidt og gik så i seng. Og da jeg så vågnede op her til morgen var hun væk! Hvor mon hun er henne? Jeg er jo begyndt at holde af taberen, og så skrider hun. Jeg sidder bare her foran mit spejl, og kan ikke tænke på andet end hende. Hun er begyndt at have ret meget kontrol over mig. Hun siger nogle gange hvad jeg bør sige, og holder altid øje med hvem der er onde overfor mig. Og så snakker vi om dem når vi kommer hjem, og om hvor meget jeg har lyst til at sige fra overfor dem. Hun siger hun vil passe på mig og lære mig at sige fra. Jeg kigger på klokken. Åh nej! Den er næsten otte! Jeg skal være henne i skolen klokken otte. Jeg kan umuligt nå det, men skynder mig ud og henter min jakke og mine sko til $7000 og løber så af sted. Jeg løber ud af døren og til højre. Forbi de store villaer, hvor der holdt mindst en Mercedes eller Porsche i hver indkørsel, og til venstre i krydset. Sveden pibler frem på min pande, og jeg tørrer den væk med bagsiden af mit ærme. Jeg løber forbi rådhuset og hen mod de store gule lejligheder. Da jeg næsten er der, kan jeg høre en gispen fra en af de utallige gyder. Jeg stopper forvirret op. Hvor kom lyden helt nøjagtigt fra? Jeg kigger ind i den nærmeste gyde. Der er ikke særlig meget mere end skraldespande. Jeg går fem skridt bagud og ind i en ny gyde. Der er helt mørkt. Jeg tager ét skridt fremad og træder lige ned i en stor bunke sne. Min fod bliver om muligt endnu mere gennemblødt end før. Jeg lister mig fremad. Lydene kommer herinde fra. Da jeg nærmer mig en stor klump et eller andet, der ligger foldet sammen i enden, bliver der råbt:
   "NEJ! Forsvind fra mig! Jeg har ikke gjort noget. Du må ikke røre mig igen. Det gør så ondt. Jeg vil gøre hvad som helst, du må bare ikke gøre mig mere ondt!"Jeg bliver forskrækket. Hvad i alverden er der sket her? Er det et menneske der ligger der? Jeg bliver også en smule bange. Jeg stiller mig helt hen til klumpen. Den bevæger sig ikke længere. Jeg lægger min hånd på den, da det går op for mig at det er et menneske. En pige. Jeg vender hende, så hun ligger på ryggen med det der skulle have været et ansigt, vendt mod mig. Hendes ansigt er blevet kradset væk. Hendes øjne er kun små, hævede sprækker og hendes næse er praktisk taget væk. Hendes tøj var flænset i småstykker, og dækkede ikke over de dybe blodige flænger. Hendes hænder og fødder var blevet skåret af, med noget meget skarpt. Blodet flød ud, der hvor delene manglede. Hvis man kiggede godt efter, kunne man se at hænderne og fødderne lå lige ved siden af pigen. Jeg får kvalme. Hvem mon havde gjort det her?
   "Hallo," siger jeg og rusker i pigen, "kan du høre mig?"
   "Mmh." Svarer pigen og ligner en, der forsøger at bevæge sig. Jeg tager min mobiltelefon frem og taster hurtigt 112. Jeg forklarer dem hvad jeg kan se, og de vil sende en ambulance og en politibil. Jeg skal blive stående og vente på dem, så jeg sætter mig ned ved pigen. Hun ser ikke ud til at have det for godt. Tænk nu hvis jeg ikke var kommet forbi. Så havde hun ligget her helt alene.
   Weeeeeuuuuh... Weeeeeuuuuh... Weeeeeuuuuh... Weeeeeuuuuh... Jeg kan høre sirenerne. De må være her snart. Pigens mund bevæger sig, men der kommer ingen lyd ud.
   "Er der noget du vil sige?" Spørger jeg. Hun nikker og forsøger at sige det igen. Denne gang kommer der en lille lyd ud. Ambulancen holder nu uden for gyden, og er begyndt at gøre en båre klar. Jeg har taget hendes taske op i armene. Den er grøn, og ligner en skoletaske. Overalt er der skrevet en masse mottoer og der hænger en million nøgleringe. Den ser bekendt ud. Jeg åbner forsigtigt op. Indeni ligger der skolebøger pakket ind i blåternet papir. Jeg tager en af dem op og kigger på den. Celia Goñalez 8.b. Det var Celia! Celia fra min helt egen klasse! Hvordan er hun havnet her? Hun lignede noget fra en gyserfilm. Hvordan kunne det ske for hende? Hun var jo altid så sød. Jeg ville til at fortælle hende, hvor meget hun betød for mig, da ambulancefolkene smed hende op på båren og tog hende med sig. Jeg lægger mærke til at de mumler lidt da de går.
   "Endnu et af disse hærgede unge mennesker. Det må jo være en hel epidemi."
   "Ja, hvem mon bliver den næste?" Jeg fik en kuldegysning. Denne massakre var ikke den første? Der havde været nogen før...?
   Det er torsdag. Jeg er lige vågnet. I går var total kaos. Da jeg havde overhørt ambulancemændenes lille snak, kom politiet. De ville lige snakke med mig, og høre hvad jeg havde set. Jeg fortalte dem at jeg havde hørt en hiksten og fundet hende i gyden. De så lidt mistænkelige ud, men sagde til sidst at de ville køre mig hen til skolen. Da jeg sad omme bag i politibilen, fik jeg en underlig fornemmelse af at være forbryder. Det at sidde bag nettet, som skilte passageren fra chaufføren, var en bizar og grænseoverskridende oplevelse. Henne i skolen kom alle hen til mig og skulle vide hvad der er sket. Jeg forklarede ni gange før det gik op for mig: Olga er ikke i skole? Jeg spurgte Andreas, og han fortalte hun var blevet overfaldet i går aftes. Jeg var totalt ude af den. Det var måske Olga der havde været den første!? Det var alt for makabert til mig, så jeg kastede op i skraldespanden. Hr. Vigsen troede jeg var blevet syg og smed mig hjem igen. Der gik jeg så bare rundt og spekulerede på om Olga og Celia var okay. Og så sov jeg og vågnede op i dag. Til min store forbløffelse, lå Petra igen ved siden af mig. Jeg har blandede følelser om hendes tilbagevendelse. På den ene side er det rart at se, hun er i god behold med alle de overfald, men alligevel er jeg rasende. Hvordan kan hun tillade sig at smutte uden et ord, og så bare komme og sove? Og værre endnu: hvordan er hun kommet ind? Jeg beslutter mig for at vække hende. Jeg rusker i hendes arm og kalder hendes navn, men der er ingen respons. Det er anden gang, hun er bevidstløs og død hjemme på mit værelse. Jeg kan ikke styre mig:
   "For fanden i sku og satan!" Hun rykker på sig og åbner øjnene brat. Hun rejser sig og klæder sig på, som i tirsdags. Bagefter spørger hun mig:
   "Skal du ikke op og i skole?" Jeg kan mærke raseriet nu fylder mere end lettelsen. Hun kan da ikke bare stå der og stirre på mig, som om det er mig der er idioten. Jeg har allermest lyst til at skrige af hende, men jeg kan ikke. Hun har en kontrol over situationen, og jeg kan ikke vende den. Det er hende der har overtaget, og mig der er under tøflen. Jeg åbner munden for at skrige højt og tydeligt, men der kommer ikke en lyd. Jeg bliver forfærdeligt bange, og vælger at græde. Nu kan jeg godt sige noget igen, og Petra glor vredt og skuffet på mig. Det eneste jeg tør sige er:
   "Undskyld..."
   Jeg rejser mig op fra dobbeltsengen, og ruller gardinet fra. Det er ægte silke fra Kina, som var en af mine fem gaver fra mor, til min 13 års fødselsdag. Det er rødt, med et mønster af hvide orkidéer. Det er ufattelig smukt, specielt når lyset rammer helt rigtigt. Da jeg vågnede tidligere, rullede jeg gardinet op. Jeg kunne desværre ikke se noget, for sneen gik hele vejen op til over vinduet. Jeg valgte at sove videre og holde snefri. Petra har næsten styret hver en bevægelse jeg har gjort. Hun kunne stirre på mig, med sammenknebne øjne og jeg ville straks vide at jeg skulle rede min seng. Det var en uhyggelig følelse ikke selv at være herre over sine egne bevægelser. Telefonen ringer og Petra stirrer på mig. Jeg går ud og henter den. Det er min mor. Hun vil bare lige melde hendes egen og fars ankomst i morgen efter skole. Jeg bliver glad og smiler stort. Det er længe siden vi alle tre har været samlet. Petra kigger over på mig og jeg siger straks farvel og på gensyn. Hun vinker til mig og går ud ad døren. Jeg er frelst. Endelig alene. Ingen til at fortælle mig hvad jeg skal gøre, eller til at bestemme over mig. Jeg er fri.
   Jeg må gøre hvad Christine vil have. Hun har fundet frem til Bjarnes hus. På altanen står han og ryger en smøg. Han græder, mens han inhalerer den dødelige røg. Han er kun iført en dyne. Det er hvad der sker, når man bliver afhængig af cigaretter. Hun snor sig op omkring stolpen, som fører op til ham. Han har vendt ryggen til hende, men det skulle han aldrig have gjort. Før han vidste af det, bliver han overfaldet. Hun har fået sylespidse negle og tænder, og flænser dynen op, så der flyver dun over alt. Han når ikke at reagere, før hun har fat om hans mund og holder hans ramaskrig inde. Hendes lange negle følger hans rygsøjle, og stikker i ham. Han vrider sig af smerte, men hun har ved ham. Han kigger ned, og der hvor hans fødder plejede at være var nu kun et blodigt stykke kød. Tårerne triller ned af kinderne på ham, og da hænderne også ryger besvimer han...
   Det er fredag. Jeg står op af min seng. I døren står Petra. Hun smiler smørret. Jeg føler mig tvunget til at tage tøj på og gøre mig klar. Under hele processen holder hun øje med mig, og stirrer mig til at fortsætte. Jeg spørger hende hvad hun lavede i går, da hun smuttede.
   "Jeg har bare gjort en ende på de der har gjort dig ondt. Fundet en løsning på dine problemer. Det er jo det venner er til for!" svarer hun. Sammen tager vi i skole, og har matematik med Hr. Ibsen. Hun stirrer på mig hele timen, så jeg rent faktisk snakker med den største nørd vi har. Han hedder Karl. Han er 185cm. høj, og ranglet. Hans ansigt er fyldt til randen med bumser og fregner, og så har han et par firkantede briller til at hvile på sin enorme næse. Hans ører er på størrelse med en elefant, og han går altid i hvide – næsten gennemsigtige – joggingbukser og en supermarkedtrøje. Han er bare ikke faldet heldigt ud, men er nok den skarpeste kniv i skuffen. Som dagene går, mangler vi flere og flere i klassen. I dag er det Olga, Celia og Bjarne. Jeg hører Eddie om hvad der er sket, og det forlyder at Bjarne har været ude for massakren. Han blev overfaldet i går på samme måde som Olga og Celia. Nu ligger han også på Intensiv hvor et stort lægeteam forsøger at sy ham sammen igen. Jeg bliver forarget! Hvorfor gør politiet ikke noget ved dette? Hvorfor har de ikke advaret resten af Sjælland om det der er der ude? Dagen går hurtigt, og før jeg ved af det er jeg hjemme og sidder sammen med min far, mor & Petra. Vi sidder alle sammen rundt om spisebordet, og snakker. Jeg kan mærke Petras øjne lige i nakken på mig. Jeg kigger over på hende og det, hendes øjne fortæller, er skrækindjagende. Jeg har overhovedet ikke lyst til at gøre det, men jeg er tvunget. Jeg bevæger mig ud i køkkenet og tager franskbrødet og en lang køkkenkniv med ind til bordet. Jeg sætter mig ned. Mine forældre kigger på mig, som om jeg var totalt dum. Jeg vender mig mod Petra og bruger alt min magt til at spørge:
   "Hvorfor skal jeg? De har jo ikke gjort noget! Lad mig være fri!" Min far stirrer på mig med frygt. Han kan ikke se hvem jeg taler med og tager min mor i hånden:
   "Hvem taler du med?" Spørger min mor. Hendes øjne er vædede og hun snøfter en smule. Jeg kigger over på Petra. Hun griner højt og tydeligt, men mine forældre bemærker det ikke. De kan ikke se hende. Jeg ville sige noget, men Petra har magten over mig igen. Jeg tager køkkenkniven og rejser mig op. Jeg græder, og mine forældre kigger bare overrasket på mig. Jeg går hen til min far. Han virker skræmt, og det bør han også være. Petra vil have mig til at... Jeg løfter min hånd, stadig knugende om kniven. Jeg skriger højt, da jeg skærer halsen over på ham. Blodet fosser ud, og hans hoved rammer jorden med et stort dunk.
   "Jeg vil ikke! Jeg vil ikke!" Jeg råber højt og tydeligt, men min mor ser ikke længere bare en smule forstående ud. Hendes dødsangst står malet i hendes ansigt, men jeg løfter bare armen igen; klar til næste hug. Jeg siger ikke en lyd, da jeg skærer min fars hånd over, så min mor sidder med den døde hånd. Hun hiver efter vejret og kigger ned på al blodet. Hendes øjne bliver store, da jeg igen løfter hånden og skærer hendes hals over. Blodet strømmer ud af hendes halspulsåre. Jeg skriger højt, mens Petra griner ondskabsfuldt:
   "Vi har ordnet dine problemer! Det er jo det venner er til for? Nu skal vi lære dig at klare dem selv." Man kunne næsten se et par djævlehorn vokse ud af hendes hoved, en hale tårne sig frem bag hende og en trefork komme til synes i hendes hånd. Hun er skrækkelig. Mit tøj er overdækket af blod, så jeg smider kniven og går i bad, inden Petra vil have mig videre.
   Det er søndag og klokken er syv. En familie på Sjælland sidder og ser tv-avisen. Den smukke nyhedsvært viftede lidt af sit blonde, slangekrøllede hår væk fra hovedet, og ruskede lidt i sine papirer. Hendes mund var fremhævet med en pink læbestift, og hendes kinder var helt røde. Hendes blå øjne, var det første man lagde mærke til, for de var på størrelse med rundetårn og koboltblå. Hendes læber bevægede sig sirligt mens hun fortalte:
   "Klokken er 19, og jeg byder velkommen til TV2 Nordsjælland. Vi vil begynde med en advarsel til alle der opholder sig på Sjælland. I de sidste par dage er der blevet dræbt 11 personer, bare på Sjælland. Mordene har fundet sted således, at ofret først får skåret halsen over, og dernæst skåret hænder og fødder af. En nabo til et af efterlystes ofre, har set en pige løbe snakkende fra gerningsstedet. Der vil nu komme et signalement frem på skærmen... Hun har langt lyst hår og lige pandehår. Hun er omkring 170-175cm. høj, og er af normal støbning. Hun er sidst set iført lyse cowboybukser, blå sandaler og en blå sweatshirt. Alt tøjet var derudover meget blodigt. Navnet på pigen er Christine Simone Frejsen, og hun opfattes som skizofren og yderst farlig. Politiet arbejder på højtryk, men hvis du derhjemme har set noget er du velkommen til at ringe til Nordsjællands Politi på telefon 49 27 14 48. Og videre til noget helt andet. Soldaterne i Irak..."