Kærlighed er noget underligt noget. Når man slår kærlighed op i Politikens Ordbog står der: En dyb følelse af at holde af nogen eller noget. Kan kærlighed defineres så kort? Er kærlighed ikke mere specielt end blot en dyb følelse af at holde af nogen eller noget? Hvis det er så nemt - kan man så lære at elske alle?
I starten af halvfemserne mødte mine forældre hinanden. Når de fortalte om hvad der skete den gang, beskrev de det som kærlighed ved første blik, og deres liv kørte som på skinner fra da af. De blev gift allerede to år efter de havde mødt hinanden, nemlig i år 1992, og i 1994 fik de deres første, ud af tre børn. For mig virkede det som om de havde alt hvad de havde brug for, og derfor forstår jeg heller ikke hvorfor min far i 2003, valgte at gå fra min mor.
Hans egen forklaring var at han ikke længere elskede min mor; men kan man godt bare stoppe med at elske nogen? Hvis det er muligt, hvad er det så der gør kærligheden så speciel? Enhver mand kan sætte sig ned og skrive sin præcise definition af kærlighed, men ingen kan gøre det så resten af verden er enige.
Kærlighed er i mine øjne noget der med tiden dukker op. Oftest fra et menneske til et andet, og i heldige tilfælde mellem to mennesker. Når kærligheden først er opstået, forsvinder den ikke bare lige. Den vil altid hænge i luften. Andre følelser, som had, sorg og vrede kan lægge sig som en tåge over kærligheden og skjule den i en periode. Men når det så er steget til vejrs igen, vil man altid huske den kærlighed der før var der.
Måske er det der gør kærligheden så speciel, at ingen ved hvad det er, og alligevel ved alle det...
Dengang jeg fik at vide mine forældre skulle skilles, græd jeg rigtig længe. Jeg forstod ikke, og forstår stadig ikke hvordan man, fra den ene dag til den anden kan stoppe med at elske. Han må jo have følt det komme på en eller anden måde, men hvorfor gjorde han så ikke noget ved det? Prøvede at forbedre det? De kunne vel have fundet ud af en løsning, snakket om det som voksne mennesker. Han valgte selv den lette udvej. -Betød hans familie ikke mere for ham end det?
Hvordan kan han seks år efter han stoppede med at elske min mor, blive gift med en anden kvinde og love han vil elske hende for altid? Han siger det er anderledes. Hvordan anderledes? Ja, hun er ikke ligesom min mor. Men var der så noget i vejen med min mor? Hvis han mente det, hvorfor valgte han så i det hele taget at blive gift med hende tilbage i starten af halvfemserne? Mon han troede hun var den eneste ene?
Findes der overhovedet en eneste ene? Jeg tror det er lidt med den eneste ene, som det er med spøgelser. Alle taler om det, men ingen har set det. Jeg håber selv inderligt på der ikke findes en eneste ene, én 'soulmate' til alle. Det ville gøre alting så utroligt meget sværere, hvis man skulle lede efter én speciel person. Hvad nu hvis han boede i en landsby langt inde i junglen et sted i Afrika? Ville man så være dømt til at leve med hvad der blev til overs fra alle andre? Tage en andens eneste ene?
Man må vel konkludere at kærligheden forandrer sig fra person til person, i al fald i teorien. Vi vil nok aldrig helt forstå hverken hvordan den kommer, hvordan den går eller hvordan den ændres. Men så længe man handler efter hjertet, og bruger hjernen som etisk og moralsk net til at si de dårlige tanker fra, kan man ikke gøre så meget mere. Kærligheden er uhåndgribeligt håndgribelig.