Den gode og den onde


10 måneder, 27 dage siden 1 kommentar Essays samfund samfundskritik mennesket

1Den gode og den onde
Det værste er frelstheden. · Den pudsede glorie - vi gør alt det ri... [...]
Essays · samfund, samfundskritik, mennesket
10 måneder, 27 dage siden
2Skipperkroen
I går aftes var du så fuld, at du skulle lige til at tæske din ch... [...]
Kortprosa · relationer, druk, værtshus
1 år, 3 måneder siden
6Årsdag
Du kigger på mig, som om du hellere ville være alle andre steder ... [...]
Kortprosa
1 år, 4 måneder siden

Puls: 5,6

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Tine Eslander (f. 1990)
Det værste er frelstheden.
Den pudsede glorie - vi gør alt det rigtige - og dertilhørende selvfedme.
Eller rullende øjne, ej at forglemme.
Noget sådant mærkes også mellem linjerne i det skrevne. Meget tydeligt endda.
Jeg oplevede det dengang under den første lockdown. Da Corona-togtet rullede ind over landet (og nu er der jo ingen, der taler om det længere) med dertilhørende nedlukninger og restriktioner og formaninger. Jeg så det i folks øjne og jeg læste det i deres ord. Aldrig har jeg mærket så meget had, blevet kaldt så mange ting, høstet så mange uvenlige titler - fra folk, der ikke kendte mig. Når jeg bevægede mig rundt i det offentlige, både hér og dér, og når jeg gav min mening til kende. Uden omsvøb, men også uden smæde. Jeg argumenterede det bedste jeg har lært - engang fik jeg at vide, hvor vigtigt det er at kunne - men det ændrede ikke på noget. Eller, jo... Det gjorde blot alting værre. Som om dét, at jeg ikke tyede til hån og trusler og øgenavne fremelskede endnu mere had.
Ansigt til ansigt var det selvfølgelig en anden sag. Det er det vel næsten altid. Folk nøjedes med kølige blikke og en mine, der sagde alt. Og jeg indrømmer: Der var en vis tilfredsstillelse i, at de alligevel ikke turde forme ordene og lade dem slippe ud imellem læberne. At de nærmest blev vrede, når jeg smilede til dem og kiggede dem direkte ind i øjnene. Det var tilfredsstillende, fordi... Trods alle deres stumme forsøg på, at knække mig, kunne jeg stadig bevæge mig rundt iblandt dem med rank ryg. Jeg var ikke som hende pigen, der blev lavet et nyhedsindslag om, som gjorde hvad hun kunne for at undgå butikker og supermarkeder. Næh, der skulle mere til at holde mig væk. Og det irriterede dem, det ved jeg godt. Ligesom det var irriterende, at jeg blev ved med at tale min sag, skrive mine holdninger, nedfælde mine perspektiver og sende dem afsted til ukendte modtagere. Jeg blev ved og jeg holdt fast og jeg holdt hårdt på retfærdighed. Forståelse. Ligeværd. Imens de holdt hårdt fast i troen på, at det var dem, der gjorde det rigtige. Dem, der var den bedste version af mennesket.

Det er det samme nu. Omend i en helt anden kontekst. Folk bekriges og folk dør, men det er helt i orden at NOGEN dør. Dem, der står på den "forkerte" side. Dem, der kæmper den "forkerte" krig. Skide være med deres familie. Deres koner og mænd og børn og søskende. Ja, der var vist ovenikøbet en, der skrev deres familie fortjener, at de dør, så de ikke alene kan begræde tabet, men også at de støtter op om den forkerte regeringsleder. Bum. Så er det sagt. Af den retskafne anonyme, der nok i dén grad føler vedkommende har sit på det rene. Men så er det jeg bliver nysgerrig... Gad vide, hvad han selv har oplevet af fortrædeligheder i sit liv? Hvad ligger til grund for en overbevisning om, at livet bliver nemmere - bedre og mere retfærdigt - af at dele alting op i sort og hvidt. Godt og ondt. Rigtigt og forkert. Med skarpt optegnede linjer imellem, ingen farveforskelle, ingen slinger i valsen. No second chances og ingen empati. Nej nej, for alt i verden ikke! Hvis du står på den rigtige side, så vil vi begræde dine tab sammen med dig. Men gør du ikke... Så betyder det intet for os. DU betyder intet. Ja, faktisk ER du intet. For, for at være noget, så skal du være som os.

Jeg vil nok altid have mine forhåbninger. Man planter et frø og spreder ringe i vandet. Altid, i et eller andet omfang. Man møder hadet med kærligheden, og hadet forstummer kortvarigt. Bliver paf og ved ikke, hvad det skal stille op. Hvordan kan du smile til mig når jeg lige har kaldt dig alt det værste, jeg overhovedet kan komme på? Fordi jeg har kigget indad for længst. Jeg har mødt mine skygger, jeg har givet dem hånden og endog krammet dem. Det fik dem til at svinde bort, eller i hvert fald finde deres plads. Så jeg kan gå frygtløst igennem livet og ikke lade mig begrænse. For det er faktisk det værste. Glem frelstheden, selvom den er slem nok. Nej, det værste er ønsket om at begrænse. Sætte folk i bur og stille folk op mod hinanden. Den gode gamle os og dem. Men... Når det kommer til stykket, så rummer vi jo alle sammen det samme. Og når vi først indser dét... Så er der ingen vej tilbage.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/07-2023 14:44 af Tine Eslander (Tegnerinden) og er kategoriseret under Essays.
Teksten er på 772 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.