William står på fortovet og kigger op på det enorme hvide hus, det ser virkelig gammelt ud. Moderen og faderen står og hundser rundt med flyttemændene, der slæber på det store klaver. Der mangler kun nogle få ting, før de er færdige. William mangler bare at få sat sin kommode op på værelset, han insisterer på selv at flytte den derop, han vil jo gerne vise at han er en rigtig mand.
   Han stiller det lige midt på gulvet, med et stort suk, der er ikke plads andre steder. Flyttemændene har sat kasser og møbler over det hele på Williams værelse, han kan ikke engang se sin store seng for kasser.
   Han skubber lidt af tingene til side og sætter sig på en af de sorte sække, der er fyldt med tøj. Han er helt øm i armene efter at have slæbt på den kommode.
   Han kan høre at moderen og faderen står og diskuterer nede i stuen, hvor klaveret skal stå.
   William kigger ud af vinduet, alle bladene er efterhånden faldet af træerne og ligger over det hele på den store græsplæne. Nede i hjørnet af haven, ved siden af det store kastanjetræ, hænger en gynge, helt mørk og fugtig af de sidste dages efterårsregn.
   Der er nu ro nede i stuen og William, bestemmer sig for at gå ned for at kigge på resten af huset. Sidst han så det, var det helt tomt og støvet, det var da de var ude og se på det sammen med en af mors kollegaer, han er ejendomsmægler.
   Moderen og faderen har formået at finde en flaske vin i en af kasserne, de står trætte og smiler til hinanden, mens de skåler.
   "Hvad så William, er du tilfreds med dit værelse?" spørger faderen, da han ser William.
   "Jaah, det er fint nok," svarer William, mens han går rundt i stuen.
   Det er efterhånden begyndt at blive mørkt og William er blevet lidt sulten. Han sætter sig ud i køkkenet hvor moderen er i gang med at hive maden op ad to hvide plastikposer, det tyder på at de skal have mad udefra igen, det har de stort set fået lige siden de begyndte at pakke for et par dage siden. William var ved at være godt træt af pommes frites og cheeseburgere, så han efterlod godt halvdelen.
   "Mor, jeg går altså op på værelset og graver min seng fri, jeg vil gerne i seng snart," sagde han træt.
   "Det er i orden, min dreng, men lad nu vær med bare at smide det hele på gulvet."
   "Ja ja," svarede han og gik op på værelset. De knirkende trapper var allerede begyndt at gå ham lidt på.
   Da han kom op på værelset, satte han en lampe i stikkontakten lige ved døren, for der var kulsort inde på hans værelse. Han begyndte han at flytte alle kasserne og poserne over i hjørnet ved vinduet. Han skubbede sengen helt ind til væggen, den var heldigvis på hjul, så det var ikke noget problem. Nu manglede han bare kommoden, der stod ude midt på gulvet, "bare der var hjul på den," tænkte han. Han begyndte at løfte den hen imod væggen, en ende ad gangen. Han skubbede den det sidste stykke ind til væggen, men da den rammer væggen, kan han høre at han slog hul i væggen. Han skynder sig at løfte kommoden lidt ud igen, så han kan se hvor slemt det er. Det er heldigvis bare et lille hul, han tænker at han hellere må dække det lidt til, så han propper et lille stykke toiletpapir der ind i hullet, men da han gør det, bliver hullet bare endnu større.
   Han bliver lidt nysgerrig, da han kan se at væggen er helt hul. Han stikker forsigtigt hånden ind i det lille hul og roder lidt rundt. Han får fat i noget, det føles som en lille lommebog. I hans forsøg på at få den ud blev hullet endnu større, så han skyndte sig at skubbe kommoden hen foran hullet, så hans forældre ikke ville opdage det. Han kastede sig på sengen og åbnede forsigtigt den lille og meget støvede bog. "Den må godt nok være gammel - hvem ville dog lægge en bog inde i væggen?" tænkte han for sig selv. Han har svært ved at tyde bogstaverne, de ligner dem der også er nede i kirken. Han kan ikke rigtigt se noget, eftersom der er helt mørkt. Han bestemmer sig til at vente til i morgen med at finde ud af hvad der står i den, for der er et eller andet mystisk ved den bog.