Ghost-morderen har gjort det igen. Natten til fredag døde Ghost-morderens seneste offer. Den tolvårige pige Lindsay døde kort tid efter midnat, mens hele tre vidner så på. Disse vidner siger det samme som alle vidnerne til de andre mord: der er ingen morder. Men hvordan kan et menneske stikke sig i hovedpulsåren uden at have noget våben? Vidnerne er enige med befolkningen: spøgelser jager byen.
   "Spøgelsers eksistens er ikke mulig. Videnskaben har for længst bevist at spøgelser blot er myter. Lyt til mig, der er ingen grund til panik. Ghost-morderen eksisterer ikke!" Folket var for panisk til at lytte, uanset hvor klart at jeg udtrykte mig. Jeg havde ærligtalt lyst til at bare sige en masse bandeord, men det ville ikke hjælpe meget, jeg ville sikkert bare blive fyret. Politibetjentes job er at berolige folk og beskytte dem, ikke bande over dem.
   "Lyt nu til mig! Vi er jo trods alt i år 2035, det er videnskabeligt bevist at spøgelser ikke eksisterer!" Igen lyttede ingen til hvad jeg sagde. Jeg så over på min chef, han rystede bare svagt på hoved. Da dørene blev åbnet, myldrede folk panisk ud i den iskolde nat. De ville hjem i såkaldt sikkerhed. Mange af Ghost-morderens ofre blev faktisk myrdet i deres hjem lige foran deres familie. Alle ofrene var børn, ikke ældre end tretten år. Stakkels forældre. Det yngste offer var kun fem år. Det var alle sammen børn med forældre der elskede dem, nogen der tog sig tid til dem. De var ikke uønskede. Og uden tvivl er de savnet.
   Byen plejede at været turisternes favorit rejsemål, men efter at Ghost-morderen begyndte at myrde, er turisterne stukket af. Det har stået på i halvandet år nu. Vi har ingen spor. I starten lignede det bare et selvmord, og der var ingen vidner. Men så da det kom i avisen at det første offer, en tiårig pige, havde begået selvmord, skete der endnu et mystisk dødsfald. Denne gang med vidner. Hele otte vidner. Morderen ville lade alle vide at det ikke var et uheld, og at det ikke var selvmord. Hvis morderens mål var at skabe panik, så er han i hvert fald kørt langt over målstregen. Kun familier uden børn er blevet, de har trods alt ingen børn at miste, så hvorfor flytte væk på grund af en børnemorder?
   Årets første sne begyndte at falde ned fra himlen. Folk var samlet udenfor, selvom at den dræbte piges familie var gæster, som blot havde overnattet en enkelt nat, sørgede hele byen. Pludselig var det som om noget var galt, folket spredes og den nyfaldne sne var blodrød. En kvinde begyndte at græde hysterisk. I hendes arme lå der en livløs baby.
   "Forhold jer i ro!" Råbte politimesteren, ingen lyttede. Kvinden med det døde barn lå på knæ i det tynde lag sne. Jeg lod mærke til at nogle fodspor førte væk fra flokken af mennesker, og hen mod den mørke del af byen. Jeg kikkede over på min chef, men opgav så at tage kontakt, så jeg fulgte efter sporet. Jeg fumlede med min lygte. Det var koldt, jeg skulle have lyttet til min kærestes råd, og taget nogle handsker på. Jeg lyste på sneen foran mig. Der var spor af blod, ikke ret meget blod men en smule. Det så ikke ud som at der var kommet fra barnet af, men derimod som om nogen havde skåret sig på noget skarpt. Jeg tog min telefon op af lommen.
   "Telefon, ring politimester Madsen op," kommanderede jeg.
   "Javel," svarede den og lyste op.
   "Beep... Beep... Beep..." Intet svar.
   "Det her kommer jeg til at fortryde," mumlede jeg og gik længere ned af den mørke gade. Jeg brød mindst fem af politiets sikkerheds regler. Egentlig er reglerne mere en vejledning end regler, men derfor kan jeg godt miste jobbet alligevel. Sneen faldt hurtigere og hurtigere, der var næsten umuligt at se mere end en meter frem. Jeg satte farten op. Jeg ville ikke miste sporet. Jeg blev så optaget af at jagte sporet, at jeg slet ikke lod mærke til hvor, at det førte mig hen. Jeg stoppede da sporet drejede ind i en mørk gyde. Det her kunne være en fælde. Jeg tog min lammepistol op af lommen. Den ville være nyttig, hvis at det var et baghold. Jeg tog et skridt frem. Sneen knirkede. Bygningerne var høje og af mørke mursten, det var kun den fattige del af byen der stadig havde murstensbygninger. Jeg hørte en dør knirke ikke langt så langt væk. Heldigvis var der mindre sne inde i gyden, så jeg kunne se længere frem. Der var ingen at se. Måske vil Ghost-morderen myrde mig nu, tænkte jeg ironisk. Døren foran mig åbnede sig stille. Jeg stirrede ud i den tomme luft. Der var ingen, eller I hvert fald intet at se. Jeg så ned mod dørmåtten, det var tydeligt at der stod nogen. Jeg kunne høre en svag latter.
   "Du er... Usynlig..." Mumlede jeg tøvende. Og trykkede lydløst på en knap på min mobil.
   "Forkert. Jeg er ikke usynlig, min opfindelse er usynlig," sagde en grov mandestemme.
   "Så du er opfinder?" Sagde jeg, i håb om at han ville afsløre sig selv. Han grinede hånligt.
   "Opfinder er ikke ordet, geni passer bedre." Der var et eller andet i hans stemme, som der var så selvoptaget at man næsten kunne brække sig over det.
   "Så... Hvorfor myrder du børn?" Kom det fra mig af, efter en lang pause med stilhed. Jeg var ikke sikkert på at han stadig stod der, men det lød som om at nogen trækkede vejret.
   "Hvordan kan du dog beskylde mig for mordene betjent?" Jeg var sikker på at han stod og smilte hånligt. Jeg kunne mærke det. Jeg tog min lammepistol, og sigtede mod der hvor at jeg gættede på at han var. Jeg skød tre gange. Ingen lyd kom efterfølgende. Han fnyste.
   "Så du prøver ligefrem at myrde mig? Jeg burde jo anmelde det til politiet." Jeg havde fået nok.
   "Hør her karl smart, en lammepistol myrder ikke, det er hele ideen i det. Meld det dog til politiet, for jeg er politiet. Og nu slukker du den ting."
   "Ting? Det er et mesterværk!" Jeg kunne høre fod skridt. Han gik rundt om mig, det lød det i hvert fald som om at han gjorde. Jeg holdte fast på min lammepistol, og på min lygte. Hvis jeg mistede en af de ting, var det ude med mig.
   "Du har ingen autoritet her i byen betjent. Det er dødens marker, mine jagtmarker," sagde han hånligt. Jeg ville råbe at han var en koldblodig morder, nej et dyr, eller rettere et monster. Men jeg sagde intet.
   "Og nu kræver du så at se mig. Geniet. Se mit ansigt... Den ære har du ikke fortjent. Men lad gå da... Hvis det er dit sidste ønske betjent." Kulden kravlede ned af min ryg. Jeg hørte et lille bip, og vendte mig om. Der stod en høj og mørk mand. Han havde et stort ar over venstre øje. Hans brune hår var efterhånden mere gråt end brunt, og det dårlige lys fik det til at se endnu mere gråt ud. Hans ansigt var meget firkantet og skarpt, næsen var lille og nærmest spids. Det hele så så unaturligt ud. Stemmen passede overhoved ikke til ham. Jeg havde forestillet mig en bodybuilder type, ikke en nærmest vanskabt person. Han havde sikkert været igennem mange plastikoperationer, for at komme til at se sådan ud. Han havde et bælte med knapper på om livet, jeg gættede på at det var bæltet som gjorde han usynlig. Jeg var chokeret. Det lykkedes mig at få hvisket "hvorfor". Han stirrede på mig.
   "Du vil bare have mig til at tilstå hva'? Godt så. Jeg myrdede alle børnene, af en enkelt grund: jeg havde lyst. Det er jo ikke nogen forbrydelse at have lyst, vel betjent?"
   "I dit tilfælde er det." Sagde jeg koldt.
   "Smid fjernbetjeningen og tag hænderne om på ryggen." Han grinte bare af mine ord. Jeg tog lammepistolen frem.
   "Smid fjernbetjeningen og tag hænderne om på ryggen," gentog jeg.
   "Du kan ikke gøre mig noget, jeg er et geni, jeg er uovervindelig!" skreg han. Jeg sigtede og skød. Han faldt bevidstløs om ned på den kolde sne. Snevejret var stoppet, det havde jeg slet ikke bemærket. Jeg trykkede på min mobil, tidligere havde jeg tændt optageren. Nu havde jeg nok beviser. Jeg fjernede fjernbetjeningen fra hans hånd, og tog bæltet.
   En halv time efter var jeg tilbage på politistationen med morderen. Folk som ellers var gået hjem, havde endnu engang indtaget pladsen foran politistationen. Alle ville vide hvem der havde myrdet byens børn, ødelagt byens økonomi, og ikke mindst forårsaget så meget smerte. Jeg rejste mig fra stolen jeg sad på, og gik udenfor.
   "Kære borgere," sagde jeg og stillede mig foran mængden. Jeg fortsatte:
   "I halvandet år har ingen børn kunne føle sig sikker i byen, den tid er ovre. Vi har fanget Ghost-morderen. Morderen er ikke et spøgelse men nærmere en gal forsker. Frygt ej for jeres børns sikkerhed mere. Livet i byen vil atter blomstre. Kære borgere, i kan atter sove trygt velvidende om at jeres børn er trygge. Med disse ord, vil jeg erklære mareridtet slut."