Stilhed før stormen
   På en stol nær vinduet, sad jeg i det mørke værelse. Solen ville snart få mørket til at erodere, og det ville nok ikke vare længe før at Kimiria kom ind for at vække mig. Men jeg var allerede vågen. I flere nætter havde et mareridt plaget mig. Det virkede næsten virkeligt. Som om at den mystiske skikkelse snakkede til mig, som om at dragen spyede ild hen i mod mig, som om at det var ægte. Jeg kunne føle ildens varme, og mærke den mystiske skikkelses sværd skære igennem min hud. Jeg så ud af vinduet. Langsomt steg solen op i horisonten. Mørket blev skubbet væk, og frem kom lyset. Det var et smukt syn. Ude i horisonten kunne jeg se skoven, den var ikke så grøn endnu, det var stadig tidligt på året. Tre dage tilbage, så ville tvivlen forsvinde. Min tvivl om fremtiden. Mon jeg blev rig? Fik mand og børn? Sandsynligvis ville jeg få børn og skulle leve hverken rig eller fattig, i et langt liv uden så meget ekstraordinært. Det var standarten, de fleste pigers skæbne. Sikkert også min. Jeg ville være tilfreds med at leve et ganske normalt liv i mellemklassen, men en del af mig ville have mere. Men det var umuligt at trodse skæbnen, så jeg ville være nødt til at acceptere den. En stille banke slog på døren. Jeg rejste mig langsomt op fra stolen, og gik hen i mod døren. Jeg rettede på tøjet og håret, og åbnede så døren. Udenfor døren stod Kimiria som forventet.
   "God morgen!" sagde hun smilende og trådte ind i rummet. Jeg fakede et lille smil. Igen var jeg dødtræt efter nattens mareridt. Energisk gik hun hen og satte sig på sengen.
   "Er du spændt?" spurgte hun ivrigt. Jeg trak på skuldrene, jeg var for træt til at tage stilling til det, så jeg nikkede bare.
   "Hvordan kan du ikke være mega spændt!?" hendes øjne lyste op hver gang at hun talte om min skæbne, hvorfor ved jeg ikke. Vi havde egentlig aldrig været venner. I hvert fald ikke før hendes sekstenårsfødselsdag. Efter at hun havde fyldt seksten for cirka et år siden, havde hun hele tiden været i nærheden af mig. Hun var nærmest flyttet ind hos min familie og mig. Hun sov her, spiste her, og levede her, så flyttet ind var hun vel egentlig. Hun havde aldrig fortalt hvorfor, og heller ikke hvad hun fik at vide af spåkonen. Hendes blå øjne stirrede afventende på mig.
   "Jeg er da også spændt... Bare lidt træt..." mumlede jeg irriteret, men hun bemærkede ikke min negative tone. Hun var datter af en rigmand, og vokset op snotforkælet dog uden ret meget kærlighed. Tjenestefolkene havde været hendes eneste familie i seksten år. Hendes far var aldrig hjemme, og moderen var stukket af da hun var nyfødt. Det var vidst ikke noget vidunder af hun foretrak min familie, også selvom der hverken var tjenestefolk eller ret meget luksus her. Hun sendte et elevator blik op og ned af mig.
   "Skal jeg hjælpe dig med at vælge tøj?" tilbød hun, stadig energisk smilende. Jeg nikkede stille. Straks løb hun over til mit garderobeskab. Hun tog en lang rød kjole frem, den eneste kjole jeg ejede. Hun så ivrigt ned af den.
   "Hvad med den her?" sagde hun og snurrede rundt.
   "Den er lidt for... fornem..." mumlede jeg. Hun så nærmest knust ud. Hendes smil falmede.
   "Du har ret..." konkluderede hun nedtrykt og smed den ind i skabet. Langsomt gik hun ud af værelset. Normalt ville jeg have stoppet hende, og sagt undskyld. Men det var meningsløst, hun blev sur over de mindste ubetydelige ting. Der var ingen tvivl om at hun var opdraget til at få sin mening. Jeg satte mig sløvt på sengen. Jeg orker ikke denne dag, tænkte jeg, men jeg havde vist ikke et valg.
   Dagen endte hurtigt, min bror Yhtomit og jeg tog ind til markedet for at sælge et par kalve. Vi fik solgt dem for 10 sagér stykket, så det var en fin handel. Efter det passede jeg naboens børn i seks timer, hvorefter jeg endelig kunne få lidt fred. Jeg smed mig på sengen, som knirkede en smule. Jeg lukkede tungt øjnene i. Græsset er tilfrosset, himlen er mørkt. Den kolde luft rammer mit ansigt, og kontrollerer mit hår. Jeg går over mod bjerget. Jeg har ikke lyst, fordi jeg ved hvad der gemmer sig der, men mine ben går alligevel. Jeg vil skrige, men min mund forbliver lukket. Den mystiske skikkelse iført en kappe står som sædvanlig foran bjerget, andet havde jeg heller ikke forventet. Denne gang fører skikkelsen ikke hænderne ned mod sværdet, men op mod hætten. Langsomt tager skikkelsen hætten af. Et kvindeansigt kommer til syne. Dragen kommer som altid frem og spyer ild, lige i det øjeblik hvor at kvinden siger:
   "Ogeu potez". Hendes ansigt er fuld af frygt, og hun ryster. Det havde jeg aldrig før bemærket. Jeg gentager kvindens ord:
   "Ogeu potez!" råber jeg. Dragen lukker munden og vender om. Jeg ser forbløffet til i det at kvinden, dragen og den mørke nat forsvinder.

Jeg vågnede op i min svedige seng. To dage tilbage til min fødselsdag. Jeg sukkede højlydt, og satte mig op. Stilheden fyldte rummet. Månerne stod stadig højt på himlen, så natten måtte stadig være ung. Langsomt rejste jeg mig op, og gik hen i mod stolen ved vinduet. Jeg stirrede ud af vinduet. Endnu en nattesøvn var ødelagt. Men mareridtet havde været anderledes denne gang, kunne det betyde noget? Nej, det var bare endnu et latterligt mareridt, sagde jeg til mig selv. Jeg skubbede stolen hen til væggen, og lænede så hovedet op af væggen. Langsomt gled jeg ind i drømmenes verden. Da jeg vågnede igen var det morgen. Mørket var for længst forsvundet, og for første gang i lang tid, følte jeg mig rent faktisk udhvilet. Jeg var lidt overrasket over at Kimiria ikke havde vækket mig, det plejede hun altid, med mindre at jeg allerede var vågen. Jeg rejste mig veludhvilet og energisk op. Straks gik jeg hen i mod garderobeskabet. Skabet var som sædvanlig halv-tomt. Udover kjolen lå der tre par bukser, to bluser, et korset og tre toppe. Til gengæld var det meste hjemmelavet. Når min mor ikke stod i køkkenet og lavede mad, så syede hun. Jeg tog det eneste par bukser som var af læder på, og tog så en brun bluse på. Glædeligt gik jeg ud af min værelsesdør, og ned af trappen. Min mor, bror, far og Kimiria sad om bordet og spiste brød.
   "God morgen!" sagde jeg smilende, og satte mig på stolen der var ledig. Kimiria stirrede på mig. Hun kunne sikkert ikke forstå at jeg var så frisk den morgen, når jeg plejede at være sur som et par våde gamle uldsokker. Der var ingen hyggelig morgensnak om bordet, som der ellers altid var, det var tydeligt at de havde talt om noget alvorligt.
   "Hvad er der galt?" spurgte jeg, urolig over deres alvorlige ansigts udtryk. Min far tøvede lidt.
   "Der render fremmede rundt i byen, og seks af vores køer forsvandt i nat. Det er sikkert ikke et tilfælde..." mumlede han nedtrykt.
   "Hvad!? Forbandede tyveknægte!" vreden boblede indeni mig. Hvis de havde penge nok til at rejse, havde de vel også penge nok til at købe deres egne køer, i stedet for at stjæle vores.
   "Jeg skal nok få dem tilbage" erklærede Yhtomit, og rejste sig vredt op.
   "Ythi, lad nu være. De fremmede kan være farlige" mumlede min mor og så ængsteligt på ham.
   "Det kan jeg også," mumlede han og forlod huset. Stilheden sænkede sig hurtigt over rummet. Ingen turde prøve på at bryde den, det virkede næsten umuligt. Der kunne lige så godt være en mur mellem os.

Tre timer senere kom Yhtomit hjem med diverse blødende sår. Han havde fået et blåt øje, hans læbe var revnet, og der var sår på begge hans arme, og på hans overkrop.
   "Ythi..." mumlede jeg måbende, da han trådte ind i stuen. Hans sorte hår var klistret, sikkert på grund af blod, og hans hvide bluse var dækket med blod og sved. En overvældende stank af blod fyldte stuen. Vaklende tog han et bare skridt frem. Jeg skyndte mig over for at støtte ham. Min mor og far kom løbende hen til os. Min mor så rædselsslagen ud.
   "Hvad er der dog sket med dig knægt?" spurgte min far.
   "De fremmede" fik han sagt, før at hans ben ikke længere ville bære ham. Han bumpede livløst ned på gulvet. Hurtigt bukkede jeg mig ned og prøvede et få ham op at stå igen, men hans hjerte bankede ikke længere. En stille tåre trillede ned af min kind. En tåre dannet af skam, håbløshed og magtesløshed. Jeg stirrede intenst på ham. Jeg håbede på at han ville åbne øjnene, og give et af sine sædvanlige smil. Men det gjorde han ikke. Han havde forladt denne verden og taget videre til den næste. Min mor brød ud i et tude anfald da sandheden gik op for hende, hun havde mistet sin eneste søn. Resten af dagen var nærmest surrealistisk. Det var som om at det var en drøm, nej et mareridt. Som om at jeg snart ville vågne op, og indse at det hele stadig var som det plejede. Sekunder blev til minutter, minutter blev til timer, og snart var dagen forbi.

Da jeg vågnede følte jeg mig udhvilet. Intet mareridt havde besøgt mine drømme i løbet af natten. Men ordene fra det sædvanlige mareridt sad stadig i mit hoved. Ogeu potez. Ordene gav ingen mening. Jeg løb over til mit bord, derpå stod der en fjerpen og noget blæk. Jeg tog et papir op af en skuffe og skrev ordene. Jeg ved ikke lige hvad jeg havde forventet, men ordene gav stadig ingen mening. Solen havde stadig ikke stået op. Så jeg håbede på at de andre sov. Jeg løb ud af døren, og listede ned at trappen. Nede i stuen var der stadig rester af blod på gulvet, men jeg skubbede tanken væk. Tøvende gik jeg over mod bogreolen. Heldigvis var der ikke mange bøger, så jeg fandt hurtigt den jeg ledte efter. Historien bag Sihlaria. Med bogen i min hånd listede jeg tilbage til mit værelse. Jeg satte mig straks på sengen og åbnede bogen.
   "Indholdsfortegnelse... Begyndelsen... De syv krige... Magikernes sammenslutning... Ordbog, side 97" Straks slog jeg op på side 97. "O, orgeu, betydning... drageild..." jeg bladrede et par sider frem til P.
   "Potez, betydning... forsvind...utroligt" mumlede jeg. Jeg læste en smule videre. En tanke strejfede mig. Der stod at zotez var modsætningen af potez, og betød kom frem, så mon man kan bruge det omvendt af i drømmen? Jeg rejste mig op.
   "Orgeu zotez" hviskede jeg. En lille flamme kom til syne. Jeg tog et skridt hen mod flammen. Varmen fra drageilden kunne mærkes på mere end en meters afstand. En stille banken på døren kunne høres.
   "Er du vågen?" spurgte Kimiria igennem døren.
   "Ja, vent lige to sekunder" sagde jeg og mumlede: "orgeu potez", straks gik den lille flamme ud. Jeg skyndte mig hen til døren og åbnede den. Hun gik med det samme ind og satte sig på min seng.
   "Hvad laver du oppe så tidligt?" spurgte hun mistænksomt.
   "Jeg... læste om vores lands historie..." svarede jeg, og nikkede hen imod bogen på min hovedpude. Hun så overrasket på mig.
   "Kan du læse?" det var klart at hun satte spørgsmålstegn ved det, det var mere end sjældent at piger kunne læse. Det var som regel kun drengene som havde adgang til skoler.
   "Ja, min farbror lærte mig at læse da jeg var yngre." svarede jeg kort. Egentlig havde jeg mest lyst til at læse mere i bogen, men det kunne jeg vist ikke komme til foreløbig.
   "Okay, vi må hellere se at komme neden under. Mor dækker bord." sagde Kimiria så. Normalt ville jeg have protesteret over at hun kaldte min mor, for hendes mor. Men lige nu rørte det mig ikke. Vi gik ud af værelset og ned af trappen. Min mor og far sad allerede ved bordet. Både jeg og Kimiria satte os ned med det samme. For bordenden var Yhtomits plads. Tom og ensom så bordenden ud uden ham. Men kun hedninge sørger over død.
   "Far...?" spurgte jeg tøvende. Han så på mig. "Hvad skete der med magikerne?" han havde nær fået noget galt i halsen, da jeg stillede mit spørgsmål.
   "Magikere? Hvorfor vil du vide noget om dem?" spurgte han og hostede.
   "Jeg læse noget om dem i bogen 'Historien bag Sihlaria'. Magikernes sammenslutning reddede landet, men alligevel er her slet ikke flere tilbage i landet? Hvad er der sket med dem?"
   "De fleste flygtede ned til de sydlige lande. Resten er døde."
   "Hvorfor?" spurgte jeg, men fik intet svar. En tung stilhed sænkede sig over bordet.
   "Aira, skal vi ikke ride en tur efter morgenmaden?" spurgte Kimiria med en forventningsfuld klang.
   "Jo, det kan vi da godt," mumlede jeg, lidt bør jeg vel ofre mig for hende.

Blot en halv time senere sad vi på hesterygge og stirrede ud i horisonten.
   "Glæder du dig ikke til at få blottet din skæbne?" spurgte hun, nærmest som en lille pige som ventede på at få sine gaver.
   "Jeg ved det nu ikke, det er bedst ikke at vide alt." svarede jeg eftertænksomt. Det ville være en katastrofe hvis min skæbne viste sig at være noget med magi. Magikerne kan da ikke bare være døde af naturlige årsager, de blev vel myrdet. Men hvorfor? Jeg måtte stikke af med natten som dække.
   "Aira?" mumlede hun. Jeg så spørgende på hende. "Er det ikke blevet mørkt hurtigere end det plejer?" spurgte hun nervøst. Jeg havde været så grebet af mine egne tanker, at jeg slet ikke havde opdaget at mørket næsten havde sænket sig. Tykke skyer dækkede himlen. Der var slet intet lys at se i horisonten.
   "Vi må vist hellere se at komme tilbage..." konstaterede jeg. "Det trækker op til uvejr, tror jeg." sagde jeg, mest for at hun ikke skulle være urolig. Men mine ord prællede vist af på hende. Nu fortrød jeg at vi var redet så langt væk fra landsbyen. Et lyn slog ned lige foran min hest, den stejlede højt. For højt, så jeg faldte af og landede hårdt på jorden. Mine øjne gled i.
   "Du forstår det ikke." sagde en kvinde i en hvid kappe. Kappen havde flere guldudsmykninger, og dækkede hendes ansigt. Men jeg kunne smite hendes brune hår.
   "Hvad forstår jeg ikke?" spurgte jeg forvirret og rejste mig op. Vi var omgivet af ingenting, i hvert fald ikke andet end farven hvid.
   "Vores hær er næsten komplet. Vi mangler kun dig." langsomt tog hun hætten af. Det var kvinden fra mareridtene.
   "Hvem er du?" halv-råbte jeg.
   "Hvem jeg er har ingen vigtighed. Vigtigere er det hvem at du er." svarede hun, og ignorerede helt min irriteredhed.
   "Okay, hvem er jeg så?" spurgte jeg.
   "Aira Avivia. Den sidste, men vigtigste brik i profetien."
   "Hvilken profeti?!"
   "Så mange spørgsmål. Du minder om dine forældre. En skam at de ikke længere er i blandt os. I skal ride mod syd. Landsbyen er brændt."
   "Og hvad hvis vi rider tilbage?"
   "Det kan I ikke. Du er magiker. Naturen beskytter dig. Med eller mod din vilje."
   Langsomt blev hvidt til sort.