Fem kappeklædte skikkelse lå på knæ foran den gyldne væg. En sprække i væggen kom til syne. Sprækken lyste op med det reneste hvide lys. Langsomt blev sprækken større og større, snart var rummet fyldt op af lyset.
   "Herre, vi har fejlet." sagde skikkelsen i den mørkegrønne kappe, med en undskyldende stemme.
   "Igen? I er jo uduelige! Jeg har givet jer udødelighed og evnen til at benytte magi! Og stadig kan I ikke engang beskytte et par gamle statuer?"
   "Herre, undskyld." brummede skikkelsen i den mørkerøde kappe.
   "Undskyld? Hvad nytter et simpelt ord? For helvede, I fæhoveder er jo uduelige!"
   "Herre, det var ikke bare mennesker. Det var broderskabet." mumlede skikkelsen i den mørkeblå kappe.
   "Broderskabet? For helvede! Hvorfor valgte jeg også de største, inkompetente tåber til vogtere?"
   "Herre, broderskabet er blevet stærkere siden sidst..." forklarede skikkelsen i den mørkegrønne kappe, men blev hurtigt afbrudt af stemmen.
   "Stærkere! Nu er de blevet titusinde gange stærkere! Takket være jer uduelige vogtere!"
   "Herre, lad mig påpege at de ikke kender til værdien af släckerne. De kan ikke benytte dem," påmindede skikkelsen i den grå kappe, som ellers ikke havde sagt noget i løbet af mødet.
   "Det er meget muligt, men hvor lang tid tror du at der vil gå, før at de lærer at benytte dem?"
   "Herre, der kan gå lang tid. Et par tusind år måske, hvis vi er heldige. Med mindre at forræderen hjælper dem." svarede skikkelsen i den grå kappe.
   "Har I endnu ikke tilintetgjort forræderen? Uduelige kvajpander! Hvad bruger I dog jeres tid på?"
   "Herre, det er svært at tilintetgøre en udødelig person. Og du befalede jo at vi beskyttede släckerne."
   "Men gjorde I det? Jeg har svært ved at tro at jeres kræfter ikke overskrider broderskabets."
   "Herre, vi beskyttede släckerne så godt vi kunne." svarede skikkelsen i den sorte kappe, og rejste sig op. "Og vi har snakket nok. Lad os skride til handling. Giv os tre måneder, så har vi skaffet släckerne tilbage."
   "Hvor vover du at være respektløs? Knæl!" i et par sekunder, så det faktisk ud som at skikkelsen i den sorte kappe ikke vil bøje sig for ordren, men skikkelsen knælede langsomt igen.
   "Men, I får tre måneder til at levere släckerne hertil. Hvis dette ikke er gjort, vil jeg personligt gøre jeres såkaldte liv til et helvede."
   "Herre, tak." mumlede de alle sammen. Langsomt skrumpede sprækken ind, snart var den helt lukket.
   "Selene, du gennemsøger menneskenes lande. Forstået?" spurgte skikkelsen i den sorte kappe, som havde sat sig på hug i sandet udenfor den gyldne pyramide. Skikkelsen i den grå kappe nikkede.
   "Elgea, er du stadig velkommen i dit hjemland?" Skikkelsen i den grønne kappe trådte frem og skulle til at sige noget, men blev afbrudt af skikkelsen i den mørkerøde kappe.
   "Arhcaif, hvem har udråbt dig til leder?" brummede skikkelsen i den mørkerøde kappe.
   "Sagde du noget? Smid dog kappen hov-monster!" svarede Arhcaif og smed den sorte kappe fra sig.
   Elgea trådte frem. Somied stirrede truende på Arhcaif.
   "Arhcaif og Somied, vores mission er ikke at skændes." sagde Elgea og gik ind i mellem dem. Somied prustede og travede væk.
   "Men ja, jeg er stadig velkommen i mit hjemland." sagde Elgea for at henlede opmærksomheden på mission. Langsomt gik han tilbage til Selene.
   "Han er et skidt eksempel på sin race." mumlede Selene irriteret.
   "Er vi alle sammen ikke det?" påpegede Elgea.
   "Det kommer an på flere faktorer..." svarer hun.
   "Selene, det er en interessant teori, og jeg er sikker på at du vil nyde at diskutere den med Elgea, men vi har vigtigere ting at lave." afbrød Arhcaif. "Sonaeko, du gennemsøger osever havene. Somied, du gennemsøger kentaur landene. Elgea, du gennemsøger dit hjemland. Og jeg gennemsøger darkevernes lande. Aftale?"
   "Aftale" mumlede Sonaeko som ellers havde været stille. Arhcaif så rundt på de andre, ingen protesterede. Et tilfredshedssmil bredte sig på hans læber.
   "Vi mødes her om en måned. Præcis."