Der var engang, for få år siden en ko ved navn Maren. Maren var så trist. Hun kom nemlig altid bag de andre køer i køen når de skulle have mad. Hvis hun prøvede at komme frem, skubbede de andre køer bare til hende. Hun stod altid i kø, og de andre køer åd derfor maden. Så en dag fik hun en idé. Hun ville stille sig i køen, før at de andre køer stillede sig i køen. Og det gjorde hun så næste dag. Hun nåede lige præcis at stille sig, før at de andre køer kom. Men så skubbede de andre køer hende bare ud af køen. Ensom og fortabt gik hun ned i den fjerneste del af indhegningen. Hun hadede køer og køer. I dag hvor Maren sad og græd nede ved søen, kom en frø hoppende.
   "Hvad er du så ked af?" spurgte frøen. Maren snøftede lidt.
   "De andre køer hader mig.. Og jeg kommer altid bagerst i køen.." sagde hun og snøftede igen. Frøen grinede.
   "Skulle det være slemt? Kvæk! Så skulle du prøve mit liv..." sagde frøen sørgmodigt. Med det samme kom der en fe frem.
   "Ønsker i at bytte liv?" spurgte feen. De begge to nikkede, så hun tryllede Maren om til frøen, og frøen om til Maren.
   "God fornøjelse," sagde feen og forsvandt. Maren kikkede glad ned på sin nye krop og hoppede af sted. Ud over markerne, og steder hvor hun aldrig havde været før. Hun så den store verden. Skove, marker, søer, havet, og ja byen. En dag kom hun til København. Hun hoppede glad rundt, hun ville hilse på alle de mærkelige jern ting, som løb hurtigt.
   "Hej med jer!" råbte Maren. Splat! En jern ting løb lige over Maren. Og så en til og en til. Tilbage i indhegningen levede frøen lykkeligt til dens dages ende.

Og hvad er pointen så? Byt aldrig krop med frøer.