"Ashlee, kommer du?" jeg så op fra jorden, og stirrede lige ind i Simons brune øjne. Han stod et par meter længere fremme. Jeg nikkede, og gik langsomt fremad. Det hele fungerede automatisk, benene gik bare derudaf. Mine tanker var alt for langt borte til at bemærke omgivelserne, den fallerede by. Simon stoppede op, så det samme gjorde jeg. Jeg så op. Vi var ikke langt fra byens centrum, sikkert kun et par hundrede meter. Husene omkring os var høje, gamle og faldfærdige murstensbygninger. I en sprække mellem to huse stod en flok unge mennesker. De dannede en rundkreds rundt om et eller andet. Simon gik hen imod gruppen, og gjorde tegn til at jeg skulle følge efter. Efter at have tænkt i et par sekunder, fulgte jeg efter ham. Kort efter var Simon allerede i gang med at møve sig længere ind til midte, jeg gjorde det samme. Et forbløffende syn ventede i midten. En ældre mand var ved at kæmpe i mod otte unge mænd. Tre af dem lå allerede bevidstløse på jorden. Den ældre mand så hverken såret, forpustet eller nervøs ud. Det så næsten ud som at han ikke forstod alvoren i en slåskamp. Han placerede et spark lige i ribbenene på den ene af de unge, som vaklede et par skridt bagover, for derefter at få endnu et spark. Med et bump faldt han til jorden, der blev liggende. Den ældre mand så rundt på tilskuerne, og derefter på de tilbageværende fire modstandere.
   "I har stadig muligheden for at trække jer." påmindede han. Den forreste af de fire, så rundt på de andre tre.
   "Vi giver ikke op." svarede han tørt. Den ældre mand nikkede, og gjorde så klar til endnu et angreb. "Hvem er den mand?" mumlede jeg overrasket. En af de drenge som stod ved siden af mig, gav mig et elevatorblik.
   "Det her er ikke et sted for tøser," sagde han overlegent.
   "Ærgerligt for dig hva'?" replicerede jeg med et smil på læberne. Han stirrede på mig.
   "Ved du overhoved hvem jeg er?" spurgte han med løftede øjenbryn.
   "Nej, egentlig har jeg heller ikke den store interesse i at vide det. Du er mandschauvinistisk, fordømmende, og har åbenbart ikke en ret stor hjernekapacitet."
   "Hvem af os to er det lige som er den fordømmende nu?"
   "Os begge to. Men jeg er bare træt af drenge, som tror de er så meget bedre, bare fordi at de som regel er et par centimeter højere og..." min sætning blev afbrudt. En af de unge mænd som kæmpede, fløj lige i min retning. Jeg rykkede mig hurtigt til side. Drengen som jeg diskuterede med blev ramt, og faldt ned på jorden.
   "Er du okay?" mumlede jeg og gav ham en hånd. Han tog ikke imod den, men nikkede blot, og rejste sig så op. Vi så resten af kampen i dyb stilhed. Den ældre mand vandt. Ikke et eneste tegn på træthed eller forpustelse viste sig. Selvom at han var blevet ramt en enkelt gang, viste han ingen tegn på smerte. Han forsvandt ind i mængden, og blev derefter ikke set i årevis.

Tre år senere havde alle glemt episoden. Den var som udvisket fra alle tilskuernes hukommelse, også jeg erindrede den ikke. Jeg gik på gaden. Befolkningen som havde flygtet fra byen ti år forinden, var vendt tilbage. Boder fyldte gaden og smilene ansigter var overalt. Livet var vendt tilbage til byen. Sammen med livet kom kriminaliteten. Egentlig havde den altid været der, men den havde været usynlig længe. Nu var den alt andet end usynlig. Når mørket faldt på, var gaden øde. Ingen turde gå på gaden, og dermed gamble med livet. Da så jeg ham. Den ældre mand. Han så ikke et år ældre ud end for tre år siden. Rynkerne var ikke blevet dybere, og håret var ikke blevet mere gråt. Jeg var ikke sikker på hvor jeg havde set ham, men jeg havde altså set ham før. Han stod og talte med et par politibetjente, som ellers var noget nær udrydningstruet i denne by. Jeg gik et par skridt nærmere de tre, og stoppede så op, blot et par meter derfra. Da betjentene forlod ham, gik jeg over til ham. Han sad på en brun trækasse, og stirrede på skyerne over os. Jeg rømmede mig. Han kastede et blik på mig.
   "Undskyld mig hr., men jeg synes bare at jeg har set Dem før... Kan det passe?" spurgte jeg. Hans øjne var grå og triste, men alligevel friske og ungdommelige. Han nikkede for sig selv.
   "Muligvis." svarede han. Jeg så afventende på ham, men det så ikke ud som at han havde mere at sige. Betjentene kom tilbage, denne gang havde de en bondekone med sig.
   "Det er den mand som stjal fra min bod!" råbte hun og pegede på manden. Han rejste sig op, og gik hen i mod mig.
   "Athanasios er mit navn. Du kan finde mig i byen mod nord." hviskede han. Straks derefter løb han ind i folkemængden, og forsvandt endnu en gang. Den ene betjent kom hen til mig.
   "Er De okay frk.?" spurgte han. Jeg nikkede bare. Betjentene gad ikke engang forsøge at finde ham, hvilket bondekonen var dybt utilfreds med, men betjentene forsvarede sig bare med, at de havde rigeligt at lave, hvilket vist heller ikke var helt usandt.

Jeg fandt en hestevogn i den rigtige retning, og hoppede så ubemærket ombord på vognen. Tønder fyldt med vin stod omkring mig, så jeg kunne sagtens undgå at blive set. Mørket var ved at sænke sig over byen da vi ankom. Mine ben var ømme efter at have siddet på hug i flere timer. Jeg sprang ud af vognen, og ned på jorden. Hestevognen havde hele tiden fortsat mod nord, så det måtte være den rigtige by. Det gik pludselig op for mig, at Athanasios sikkert ikke var ankommet endnu. Jeg så mig omkring. Byen var ikke nær så livlig som min hjemby, men det var jo også sent på dagen. Bygningerne så hverken ældre eller yngre ud, så jeg gættede på at byen ikke var meget yngre. Hestevognen forsvandt i horisonten. Jeg gik ind til siden, så at en hestevogn kunne passere mig. I gyden bag mig var en folk drenge ved at tæve en yngre dreng. De råbte og hånede drengen. Jeg tog et par skridt ind i gyden. De var tolv. Jeg indså straks at de var for mange, jeg havde ingen chance mod tolv drenge på én gang. Chancen for at de ville stille sig i kø, og slås med mig skiftevis, altså en mod en, var minimal, så jeg gik ud ad gyden. Jeg havde ikke et valg. Med et bump sank jeg ned op jorden. Jeg kunne høre drengen græde.
   "Imponerende," mumlede en stemme ved siden af mig. Jeg vendte hurtigt hovedet. Athanasios sad pludselig ved siden af mig. Jeg så uforstående på ham.
   "Uretfærdighed sker hvert øjeblik overalt i verden. I gyden bag os, i huset foran os, og ved boden til venstre for os." forklarede han.
   "Og hvad er imponerende ved det?"
   "Intet. Jeg finder det imponerende at du havde dømmekræft nok til at indse, at kampen allerede var tabt. At indse det, kræver mere mod end at kaste livet bort." han rejste sig op og piftede. Drengene så hen på ham. De grinede.
   "Lad os give dem en lærestreg," mumlede Athanasios og gik et par skridt frem. Jeg rejste mig op, og fulgte efter ham. Drengen som havde fået tæv, løb grædende væk.
   "Jeg tager de ti af dem, så tager du de to sidste," kommandere Athanasios. Jeg nikkede. Gruppen af drenge omringede os.
   "En tøs og en olding. Interessant fund. Vil I også have en omgang tæv?" Råbte det ene medlem og slog ud med armene.Athanasios begyndte at grine. Jeg må tilstå at jeg ikke kunne se morskaben, så jeg forblev alvorlig. Det rapkæftede medlem lavede et flyvespark hen i mod Athanasios. Han ramte ham midt i maven. Athanasios stod stille med ret ryk, og viste ingen tegn på smerte. Medlemmet stirrede på ham. Athanasios' ansigt var stenhårdt, og udtrykket var lige nu uforanderligt. Medlemmet trådte et par skridt tilbage.
   "Den gut... han er..." han undlod at færdiggøre sætningen, men jeg vidste hvad han ville sige: udødelig. "Kom drenge, lad os finde noget sjovere at lave." sagde han, og slap dermed for at tabe. Hans kropssprog afslørede det hele, han var bange.

"Velkommen til mit hjem," udbrød Athanasios og åbnede en halvrådden trædør. Inde i huset var der flere unge mennesker, alle sammen drenge. De stirrede overrasket på gruppens nyeste medlem: mig. Han fulgte mig hen til et lille værelse, dér skulle jeg bo. Inden at Athanasios nåede at forlade mit nye værelse, blev hoveddøren sparket op. Athanasios kommanderede straks alle andre til at gå ind på deres værelser. Ind ad hoveddøren kom cirka halvtreds mænd. Jeg satte døren på klem, så jeg kunne se hvad der foregik. Athanasios snakkede med mændene, men hvad de snakkede om, kunne jeg ikke høre. Athanasios råbte til alle at de skulle blive på værelserne, uanset hvad. Heldigvis bemærkede han ikke min halv-åbne dør. En af de fremmede mænd, sparkede ud efter ham. Han slog hurtigt foden væk. Kampen var begyndt. Alle dem som kunne komme til, gik straks til angreb. Athanasios var for længst blevet omringet, derfor kunne jeg ikke længere se kampen. Jeg lukkede døren lydløst. Efter cirka en halv time forsvandt larmen. Langsomt åbnede jeg døren på klem. Athanasios var den eneste som stod oprejst. Alle de fremmede lå enten døde eller bevidstløse på gulvet. Hans tøj var blodigt og flænset, men han viste stadig ingen tegn på smerte. Jeg åbnede døren helt.
   "Hvordan gør du?" spurgte jeg fascineret. Han smilte.
   "Gør hvad?"
   "Hvordan er du udødelig?"
   "Jeg er ikke udødelig. Jeg er et menneske, ergo jeg er dødelig. Ingen som vandrer på denne jord har evigt liv, det er umuligt. Men derfor kan man jo alligevel godt spille en smule skuespil." sagde han og blinkede. "Det vigtigste i en kamp, er at virke usårlig og udødelig. Opstil en facade, glem smerten, fokuser, så er du udødelig."