Nej! Det må ikke være sandt. Jeg kiggede på testen igen. Jo, den var positiv. En tåre løb ned ad kinden på mig. Gravid. Og så som 16-årig! Første gang, jeg nogensinde beslutter mig for at gå i seng med en fyr - Og så bliver jeg gravid.
   Hvad skulle der nu ske? Hvordan ville han reagere? Ville jeg beholde det? Ja! Det stod ikke til diskussion. Det skulle ingen andre end jeg bestemme! Men hvad med ham? Jeg måtte ringe til ham og bede ham komme herud. Sådan noget skal
   ikke siges i telefonen.

- Hej, tak for i går.
   - I lige måde... Jeg har noget at fortælle dig. Min stemme begyndte at ryste.
   - Nå, hvad?
   - Det kan jeg ikke sige nu. Kan du ikke komme herud?
   - Desværre, jeg har ikke tid. Kan du ikke bare sige det??
   - Det er for vigtigt. Jeg kommer ud til dig nu.
   - Ok, ses!

Jeg skyndte mig at sige til min mor, at jeg tog ud til min kæreste for at læse lektier. Hun var i forvejen ikke glad for min kæreste, så jeg besluttede mig for ikke at sige noget om min opdagelse. Før eller siden, ville hun finde ud af det selv. Hun bad mig om at huske gummiet, så jeg ikke blev tyk. Jeg sagde irriteret at vi bare skulle snakke, og begav mig hen til hans hus.

Han stod i døren og smilede til mig, men smilet forsvandt, da han så mit ansigtsudtryk.
   - Hvad er der galt?? Det er da ikke så slemt at du ikke kan smile vel?
   - Du må hellere sætte dig ned.
   Han satte sig med et bekymret udtryk i øjnene. Jeg blev helt ked af det, da jeg så ham. Et øjeblik tøvede jeg. Måske skulle jeg bare tie stille? Nej, så måtte jeg blive nødt til at få en abort. Jeg måtte sige det. Jeg rømmede mig og sagde så:

- ... Jeg er gravid.
   Han gjorde store øjne.
   - Det kan ikke passe!!
   - Jo, jeg tog testen for en time siden.
   - Vil du beholde det?
   - Ja jeg vil! Sagde jeg med eftertryk.
   - Jeg er ked af det men jeg er ikke klar til at blive far. Er du sikker på at du er klar til...
   - Det finder vi nok ud af ikke??
   - Jo, men...
   - Du slår ikke op, vel? Nu var det mig der blev bekymret.
   - Jeg synes du skal tage hjem og sove på det. Så ses vi i morgen, sagde han bestemt.

Jeg var sikker på, at beholdt jeg barnet, ville han slå op. Men jeg ville ikke have en abort. Abort er mord! Så måtte han slå op, hvis det skulle være. Men det ville nu være svært at klare uden en at støtte mig til.

Da jeg kom hjem, var min mår meget sur på mig. Hun havde opdaget testen i skraldespanden, og sagde at jeg ikke længere var hendes datter, og medmindre jeg ville 'få det fjernet', kunne jeg bare skride. Jeg fik lov at ringe til nogen der kunne hjælpe mig. Jeg valgte HAM!
   - Har du tænkt over det?
   - Jeg beholder det! sagde jeg og fortsatte, - min mor har smidt mig ud... Jeg begyndte at græde.
   - Jeg ville sådan ønske vi kunne blive sammen, men det kan jeg ikke. Det er slut.
   Jeg begyndte at græde endnu mere, og knaldede røret på. Da jeg havde grædt færdig, besluttede jeg mig til at ringe til en veninde i en anden by. Måske ville jeg dér finde lykken. Jeg ringede op, og fortalte hende med grådkvalt stemme, hvad der var sket. Hun sagde, at jeg nok godt kunne blive et par dage til jeg havde fundet et andet sted at være. Jeg takkede, og begyndte at pakke. På et par dage, havde mit liv forandret sig totalt.