Gamle Mulebo lyder måske som et ret mærkeligt sted, som ikke på nogen måder minder om menneskers verden. Men faktisk så er der en ting, som gruflerne har til fælles med mennesker: Ikke to af dem er ens! Ligesom os mennesker har gruflerne alle sammen deres måde at være, tænke og leve på. Jens Grublegod var en handlingens gruffel, og på grund af det blev han berømt, som jer, der har læst de to tidligere historier allerede ved. Jeg har nu tænkt mig at fortælle jer om en anden gruffel, som også skilte sig ud - men på en helt anden måde. Dette er historien om en gruffel som aldrig blev kaldt andet end Gustav Gumlegod.

Gustav Gumlegod var i modsætning til Jens Grublegod en enorm gruffel - ja, jeg vil endda påstå, at hvis han var kommet op på jorden, ville man kunne se at han ikke var en myre. Men da I ikke rigtig ved hvordan grufler ser ud, ville I jo ikke kunne se at han var det heller. I ville nok tro han var en bille, eller en flue.. Nå, men det der var så specielt ved Gustav Gumlegod var at han havde en vane, som ingen andre grufler havde, han spiste rigtig meget. Men det var ikke noget almindeligt han spiste, havde det da bare været det. Nej, Gustav Gumlegod spiste nemlig muddergrød!

Muddergrød er ikke noget grufler normalt spiser, på grund af den brune farve, og den meget kraftige smag af jord. Faktisk synes de fleste grufler, jeg har mødt, at bare tanken om at spise mudder er mere end rigeligt til at ødelægge deres appetit. Men Gustav Gumlegod var vild med det, og han spiste så meget af det at hans ansigt altid var smurt ind i det. De andre grufler kunne ikke så godt lide ham, ikke fordi han spiste muddergrød, men fordi han altid var så snavset.

For selv om man bor under jorden, betyder det ikke at man godt kan lide snavs. Grufler vasker sig præcis ligesom mennesker. Der var bare det ved Gustav Gumlegod, at alt det mudder han havde spist, næsten var groet ind i hans hud, så han altid så snavset ud. Ingen andre end ham vidste det, og derfor troede alle at han aldrig vaskede sig. Og så ved I jo godt, at når man har været i jord eller mudder en hel dag, har man sorte negle, og nogen gange lugter man af jord. Gustav Gumlegod lugtede ALTID af jord!

Hans mor var en meget lille gruffel, og hun var gammel og meget skrøbelig. Gustav brugte det meste af den tid, hvor han ikke spiste, på at passe sin mors jordhule. Muddergrøden kogte han selv, i en stor gryde regnvand puttede han en masse jord og sand, og så kogte det indtil det var rygende varmt, og ekstra sort og klumpet. Det gjorde han 8 gange om dagen. Og han spiste hele den store gryde alle 8 gange. Og som I nok kan regne ud, er det nok til at få selv den allermindste gruffel til at vokse sig stor og fed.

Men så var det, at der skete noget, som endte med at være skæbesvangert for stakkels Gustav: Der kom tørke! Tørken betød, at der ikke var nok regnvand til at gruflerne både kunne vaske sig, og derefter give Gustav Gumlegod det vand han skulle bruge til sin muddergrød. Og da Gustav ikke spiste andet, blev han efter en halv dag så ødelagt af sult, at han bestemte sig for at gøre det samme, som Jens Grublegod havde gjort nogen år i forvejen: Han ville op til jordoverfladen for at finde vand!

Men der stopper lighederne også. Gustav Gumlegod kom nemlig igennem noget helt andet, og på mange måder meget værre end det, Jens Grublegod havde oplevet. Faktisk var dette en historie som ville blive husket meget længere end Jens' historie - eller det mente Jens Grublegod i hvert fald selv.

I må så bare lige huske, når jeg nu fortæller det, at det ikke er Gustav Gumlegod selv, jeg har historien fra. Han er nemlig nu så flov over historien, at han aldrig har villet snakke om det siden. Nej, historien er der kun en ud over Gustav der kender. Kan I mon regne ud, hvem det er? Rigtigt, det er ingen andre end Ina Gyldengib. Hun er lidt alle gruflernes mor, så Gustav har fortalt hende det hele.

Se, det der skete på denne skæbnesvangre dag var, at Gustav gik rundt og forsøgte at få tiden til at gå, for på den måde at glemme hvor sulten han var. Men det lykkedes ikke ret godt. Hans store mave rumlede til det raslede i hele hans skjold. Og efter et par timer, og to missede måltider, bestemte Gustav sig altså for at prøve at finde vand oppe over jorden.

Han havde allerede læst sig frem til, at Jens Grublegod havde forsøgt sig ved at kravle op igennem Gamle Muleskud. Men Gustav var for tung til regnormebussen (han havde faktisk engang forårsaget motorstop på en af dem), så han gik. På vejen hilste han på alle de grufler han så, men der var ingen der hilste igen. Det var ikke fordi de ikke så ham, men alle han hilste på rynkede bare på næsen og gik videre uden et ord. Gustav var vant til det, men han syntes dog ikke det var synderlig sjovt at blive set sådan på, bare fordi han ikke lignede alle de andre. Han var jo ikke en dårlig gruffel af den grund!

Da han endelig nåede til Gamle Muleskud var han derfor meget ked af det. Grufler kan ikke græde, men når de bliver triste tramper de meget hårdt i jorden. Det samme gjorde Gustav. Han trampede så jorden rystede! Han skulle vise dem, skulle han!

Som I jo nok kan huske fra historien om Jens Grublegod, var det en klatretur på hele 20 centimeter. Og før man kom op på jorden skulle man klatre igennem en meget snæver tunnel op igennem jorden. Det generede ikke Gustav det mindste, han begyndte på klatreturen, og efter et stykke tid blev han i bedre humør. Han lagde slet ikke mærke til, at halvvejs oppe var skakten meget smallere end de andre steder, og jeg tror at hvis han havde set det, var han nok kravlet ned igen. Men ak, han så det ikke, og fordi han var så stor, kunne det næste der skete ikke undgås. Pludselig sad Gustavs store skjold urokkeligt fast. Han kunne hverken komme op eller ned.

Nu blev Gustav bange. Han var for langt oppe i skakten til at nogen kunne se ham, og han havde ikke sagt til nogen hvor han skulle hen. Så han kunne ikke gøre andet end at håbe. Han kunne ikke engang trampe, der var ingen jord under hans fødder.

Nede i Gamle Mulebo blev der pludselig meget mørkt ved Gamle Muleskud. Der kom normalt en lille stråle sollys ned igennem hullet, men det var lige pludselig væk. Og ingen grufler kunne se så meget som en snude frem for sig. Så de gik til bestyrer Jens Grublegod for at klage. Jens fik besked på at gøre noget, og fandt hurtigt ud af, at hans berømte tænkegrannål ikke kunne hjælpe ham her. Det eneste han kunne komme i tanke om, var at klatre op og undersøge hvad der blokerede Gamle Muleskud.

Så det gjorde han. Og sikke et syn der mødte ham!
   Nedefra kunne han se Gustavs ben, som sprællede fra side til side, i et forsøg på at trampe. Og hans store, fyldige skjold i klemme i den lille skakt. Jens Grublegod forsøgte at råbe til Gustav, men lyden nåede ikke om på den anden side, Gustav kunne ikke høre ham.

Så hvad gjorde Jens? Jo, han råbte ned:

Gustav sidder fast heroppe. Hvis I vil hjælpe mig med at få ham ned, får i lys igen! En eller anden grib fat i mine ben, og lav en gruffelkæde!

Gruflerne gjorde som Jens Grublegod sagde. Men stakkels Gustav var så stor, at det halve af Gamle Mulebo var nødt til at hænge i. Og da han endelig kom ned løb han væk og gemte sig. Han var meget sulten, men han var ligeglad, for første gang i sit liv. Han var nemlig mere flov end han var noget som helst andet.

Men der kom faktisk noget godt ud af det. Gustav holdt op med at spise Muddergrød, og langsomt forsvandt mudderet fra hans hud, og han holdt op med at lugte af jord. Resten af Gamle Mulebo begyndte at hilse på ham når de mødte ham. Og han endte med at møde en sød pigegruffel, som synes det var sjovt at være mage med en kendt gruffel. Så selv om han stadig spiste en klump jord i ny og næ, begyndte de andre grufler at synes han alligevel ikke var en dårlig gruffel, selv om han måske ikke var som alle de andre.

Men han var stadig meget flov over hele historien. Han blev citeret i Muleposten for at have sagt:

Jeg vil ikke fortælle jer noget om noget af det. Andet end at jeg nu har lært at man ikke skal kaste med mudder, hvis man selv bor i en jordhule!