Da Diana Abdicerede


1 måned, 25 dage siden 1 kommentar Digte kærlighed filosofi

0De 2 Tårer, og 1 Downloadlink
"De 2 Tårer", · et digtforsøg på at udvise solidaritet, · til kvindel... [...]
Digte · abstrakt, absurditet
1 måned, 16 dage siden
1Den orange chance
Jeg vil aldrig kunne yde din skønhed retfærdighed; ilden i mit in... [...]
Digte · sensualitet, sensuelt-erotisk
1 måned, 18 dage siden
1Handikap
'Smerte' · 'Smerte?' · 'Ja... Ja, altså... altså, sådan smerte både f... [...]
Digte · terapi, traumer
1 måned, 23 dage siden
1Da Diana Abdicerede
'Freden er her, · lige her, · og ingen andre steder. · Paradiset der sø... [...]
Digte · kærlighed, filosofi
1 måned, 25 dage siden
1Blæsehul
De kigger alle. · Deres skærme de holder op foran blikket blinker o... [...]
Kortprosa
2 måneder siden
1Kære dagbog - et forsøg på selvomsorg
Kære dagbog, · jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke hvorfor det e... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 7 dage siden
2Skyldig til det modsatte er bevist
Hun sagde, · imens hun min pande aede, · "Spar dig selv en tolk, flow... [...]
Digte · seksuelt misbrugt, tabu, sexisme
2 måneder, 14 dage siden
2Solar Plexusinde
Blodet dryppede mellem hans ben. Kærtegnede hans lår. Han havde n... [...]
Kortprosa
2 måneder, 21 dage siden
2Superman findes sgu da ik
Der var langt ned. · Her fra vinduet i hendes lejlighed lignede fol... [...]
Kortprosa
2 måneder, 23 dage siden
8At elske er at dø
Kender du det, · når noget smukt beskues, · hvor verden omkring forsv... [...]
Digte
3 måneder, 5 dage siden
4Sandklitterne (v. 1.1)
Vind. · Hylende, hungrende og hivende vind. Det rev i hendes klæder... [...]
Noveller · magisk realisme, sensuelt, sensuelt-erotisk
3 måneder, 9 dage siden
4Orwells Hals
Fy for helvede! Hvor vover gadefejeren at overse denne mudderpøl?... [...]
Kortprosa
3 måneder, 12 dage siden

Puls: 42,1

Publiceret: 11
Afgivet: 29
Modtaget: 24
Ansu Orheim (f. 1987)
'Freden er her,
lige her,
og ingen andre steder.
Paradiset der søges,
er Paradiset hvor der søges fra.
Vanære og hæder,
smerte og nydelse,
vinger og kæder,
det der er, tilbliver og det der var,
er alt sammen indeni,
i den der giver og ej kun tager.'

Han læste bogstavernes virvar gentagne gange.
Her i udkanten af skoven var skiltet indrammet.
Skiltets tegn og bogstaver var skrevet i blod.
Skiltets lyd var såvel larm som stilhed fremstammet,
noget der blev i overflod og noget der ham efterlod.

Han stod, med sin skælvende krop udmattet.
Han havde intet drukket eller spist i tid uopfattet.
Havde ingen dage eller nætter overnattet,
havde ingen kontakt til andre, hans jagt ufattelig,
for han havde en drøm han ej ville vågne fra, uerstattelig.

Det var dengang almindelig kendt,
at det eneste virkelige er det uerstattelige,
uabsorbent, for evigt gemt.

Men Epikur var på mission, af sin egen sjæl sendt.
Det uerstattelige skulle hjem, kultiveres og over sengen blive hængt.
Han havde rebet klart, i en fart ville han tage patent,
på tålmodighed, på fred, på Sandhed og på Kærlighedens augment.
Og trods ambivalent, som en drømmer transcendent,
drømte han om fattigdommens rigdom, om at eje altruismen som argument,
om at blive kendt for at ville være ukendt.

Hans jagt havde ligesom Enkidos ført ham til skoven.
Al beskrivelse af stilhed er larm, havde hans elev inden sagt dovent.
Al beskrivelse af stilhed er larm, hans lærers ord energisk fra foroven.
Men Epikur var som Enkido på jagt,
efter aldrig igen at skulle flygte fra loven.

Ikke alt kunne da være relativt?

Epikur havde hele livet jagtet intensivt, det var jo normen.
Det var et sundhedstegn at være syg, på evig jagt efter reformen.
På evig jagt efter en kur, for et ståsted i samfundets stormen.
Alle blev belært, at en blomst må tilpasse sig,
og ej jorden den gror i forventes at ændre formen.

Som Epikur stod foran skiltet, og læste bogstaverne påny,
langt fra sin by, sin familie, sine lærere og sine elevers gry,
oplevede han et deja vu,
da hans spontane dybe vejrtrækning lugtede bly.
Bogstaverne stavet i blod afgav en metallisk giftsky.

Epikur vendte sig bort fra skiltets husly for vindenes danseinvitation.
Solen var næsten gået ned, eller stået op,
og Månen ligesåvel lille og fragmenteret som en krone.
Kun stjernerne føltes som vidner, til Epikurs groende frustration.

Nogle ord på skiltet blev, andre glemt med det samme, i viden og troen.

Han hævede hagen, og vendte blikket bort fra skiltets bogstaver,
imod skovens træer.
Alle træernes blade hviskede blidt, stammer sang højt om fyldte maver,
og dybe rødder konverserede om røde blomster nære.

Epikur væltede skiltet frustreret, for han ledte efter skovens navn.
Hans jagt havde ført ham hertil, uden hjælp fra ugle, due eller ravn.
På afstand havde skiltet virket som kur på et savn, de røde ords gavn.
Han vidste at hans vrede var inaktiv sorg, sorgen inaktiv i vredens traven,

men ingen viden kunne frisætte ham fra hans konstante søgen efter favn.

Da han havde forladt Samos havn, jaloux på Apollonius af Tyana,
havde hans mål været at finde meningen med livet og døden,
selv hvis det var et fatamorgana.

Selv hvis livet og døden var manifestationer af håb og fantasi,
sådan som hende kvinden havde sagt dengang han til hende ville fri,
så ville han penetrere eksistensens gåde, og endelig blive en af de lige.

Han gik skælvende ind i skoven, skælvende som klatrede han på stige,
op eller ned, Epikurs determination og vilje skulle nok verden berige.

--

Hun følte dråben.
Langsomt, blidt og uden skubben.
Mærkede åbnen, døren til Paradis åben.
I søen flød kåben, Hendes våben ingen grund til råben.
Søens vand og dets spejling af Håb såvel som Tåben,
spejlede også Hende, og Hendes runde form på to ben.


Dråben kildede, uden skrubben.
Vandet omkring Hende var som honning i krukken,
hverken varmt eller koldt, men flydende som af lykke udstukken.
Vandet omkring Hende, i Hende, af Hende,
var som at give liv til dukken, og igen mærke at Hun ej var muggen.


Her i skovens åbning, hvor vinde fra foroven afgav massage,
hvor vandet var bandage, hvor ilden i Hendes indre var ekstase,
badede Hun ikke for at blive ren, men for at nyde vandets fase,
hver en dråbe givende og tagende, her i naturens tidsløse oase,
hvor ingen mænd kunne forsøge igen at besidde Hendes indre base,
her i skovens åbning var Hun kun sin egen spionage.


Som en Kintsugi-vase var Hun stolt af sine ar, Hun var jager.
Trods bue og pil, spyd og krigerlivsstil var Hun ej en der flager.
Hendes jagt var ikke efter ejerskab, men efter venner uden anklager.
Hun var dyrenes ven, Hendes bue og pil gudesendt, Månen Hendes behager.
Hendes tvilling Apollo den eneste mand Hun førhen havde æret,
Apollo den eneste mand som Hende ej begærede, men Han var ej nær,
som altid var Han på jagt efter dem som ungdommen besværer.


Artemis var her, iblandt sine tilbedende nymfer og vilde dyr,
i den vilde skov hvor alle bymennesker tror at der bor uhyrer,
alene netop i dag, eller nat, badende i sin yndlingssøs postyr.
Månen var ofte en gæst, Solen sjældent, og stjerner altid på eventyr.
Som så ofte før var Artemis på udflugt i sig selv, den indre fornyer,
da Hun pludselig hørte et plask bag sig, som når en vampyr i blod spyr.


--


Epikur stod på lur bag en tør busk, og begloede Artemis i søens vand.
Han havde aldrig før set så mystisk en skabning, og han var ude af stand,
til som han plejede at fatte alt i kvinde eller mand, rund eller kant.
Hun havde modne bryster, en voksens pande og et underliv skjult interessant.
Hendes bløde silkelignende hår gjorde ham hård, uden den sædvanlige skam,
men hans erigerede lem skubbede et blad ud fra den tørre busks buskeham,
der ramte søens vand med brydning af stilhedens sang.

Artemis vendte sig om, og forventede at se usle Aktaeon igen.
Besidderiske Aktaeon, altid på jagt efter endnu en blomst at vinde.
Løgnagtige Aktaeon, for hvem Sandhed var en fjende, med kun Bambi på sinde.
Rige Aktaeon, for hvem kentaurere knælede, inden Han huggede deres hvide skin.
Kloge Aktaeon, Jageren hvis bytte altid var det samme, nemlig en kind,
således at kun Han blev tilbedt, og ingen andre smil end Hans var at finde.

Men Aktaeon var slået ihjel for længst, spist af Hans egen hund Nietzche.
Hans grådige øjne og magiske evne til erobring igennem tilgivelse var passé.

Hans sæd, der engang havde slået en brændende busk ihjel,
imens Han Hende begloede og masturberede til refleksionen af sig selv,
var nu borte, Hans egne jagthunde gjorde det, gjorde jægeren død som skæl,
og trods Han blev fejret alligevel, for skællens farve misforstået som sølv,
så vidste Hun inderst inde at den nye mand ej var Ham, endnu et føl,
men var den nye mand jager, bytte, eller som Hende tvetydig som øl?

Epikur stirrede ind i Artemis blik, og blev forvandlet til sten.
Han blev livløs som en statue, imens Hun betragtede Hans be'en.
Han kunne intet mærke, andet end døden overalt i sin krops higen,
en indre bekrigen, om at lade sig blive spist eller ej, som frosts svien.

Hendes blik kørte op af Hans krop, og Han kunne mærke invasion af sin sjæl.
Han anede ikke at Hans sjæl var beskuelig, troede at den var en akilleshæl.

Han var blevet belært, af elever og lærere kært, at kun den stærke overlever.
At den med sjælen sårbar er et offer, og at alle vil jage den der giver.

Han mærkede Hendes blik i sit indre, somre og vintre der intet beskinner.
Det samme blik som tidligere kvinder, men her i det vilde var Han uden minder.

Artemis blik ramte endelig Hans, og Hun vigede tilbage med et øredøvende skrig.
Hun forsvandt ned i søens vand, og Epikurs form blev igen flydende, som vand fri.

Trods rædselsslagen og med panikkens ild i kroppen,
sprang Han instinktivt ud i vandet, med kroppen i en hoppen,
for Hendes blik havde et øjeblik føltes som toppen,
som pyramidens ende, som en slurk forladt for endelig at genfinde koppen.

--

Vandet flød ind overalt,
i næsebor, øjenæblers iris og på tungen gestalt, vandet kvalte.
Hans hals lukkede til, vandet drænede, dråber bagtalte, det spaltede Ham.
Han blev delt i tre stykker, den indre kamp tabt, ingen ydeligere kamp.
Vilde piratfisk spiste Epikurs ham, tilbage var kun Hans sjæl tam.
Hans selv, det ubevidstes ubevidste, livets blå flamme gjort til damp,
dødens farveløse sang, syntesens tvang, her så Han endelig Hende, grøn som hamp,
og Hun Ham, farveløs, menneskeligt,
med kun Hendes grønne lys oplysende vandet hemmeligt,
og hvor Hun altid førhen havde valgt at trampe,
på blomster givet, på svampe sået pivende, på kedeligt græs trivende,
prøvede de nu at danse sammen, på søbunden blivende,
for evigt.

Men hvad Artemis ikke vidste,
hvad Epikur havde glemt at hviske,
var at Epikur havde væltet skiltet, malet med Aktaeons blod med kviste,
og snart ville alle gudernes verdener blive invaderet af andre ubevidste,
og Epikur og Artemis' evige dans blive genstand og objekt for de mange der tror,
at livet handler om at drikke af den samme kop som en der ej forlader vor,
at livet ikke handler om at fylde hinandens kopper, drikkende i hvert sit år,
og ikke at en simpel lov gennemsyrer naturens, universets og livets vilkår =

at eksistensen ej er en gåde at bryde,
men et mysterie at nyde, uden at tillæge det noget at betyde.
Forfatterbemærkninger
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at uploade flere digte, da jeg prøver at finde overskuddet til at søge udgivelse, af mine i alt ca. 75 digte, alle digte næsten lige så lange som dette. Men jeg ved ikke om jeg nogensinde finder overskuddet, og motivationen til det.. så her uploades endnu et digt. Alle navne i digtet her er selvfølgelig ikke tilfældigt valgt. Det blev skrevet i jan 2024, inspireret af en senere ugengældt forelskelse. Diana er det romerske navn for Artemis

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/04-2024 15:41 af Ansu Orheim (AnsuLa) og er kategoriseret under Digte.
Teksten er på 1598 ord og lix-tallet er 38.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.