Ud af mørket

Prolog og kap.1


2 måneder, 3 dage siden 3 kommentarer Uafsluttet Romaner

3Ud af mørket - Prolog og kap.1
Prolog · "Hvad er din største frygt?" · Hans lyse hår falder blødt ne... [...]
Romaner
2 måneder, 3 dage siden

Puls: 14,1

Publiceret: 1
Afgivet: 3
Modtaget: 3
Manila Silver (f. 1983)
Prolog


"Hvad er din største frygt?"
   Hans lyse hår falder blødt ned i panden på hans endnu meget drengede ansigt. Hun skutter sig og trækker den tynde jakke tættere ind til kroppen. De har siddet længe på den kolde bænk ved parken, men hun har ikke lyst til at gå hjem. Hun har bare lyst til at blive her sammen med ham. Se på ham i det skjule og lytte til hans melodiske stemme.
   "Det ved jeg ikke"
   Hendes stemme virker flad og lille i forhold til hans. Han ser på hende og gør et lille gys.
   "Min er i hvert fald noget med havet. Det er fandens skræmmende. Det er sort, dybt og fyldt med millioner af søuhyrer"
   Hun sprutter et fnis og fortryder øjeblikkeligt. Det får hende til at fremstå som en lille pige og sammen med ham vil hun ikke være en lille pige.
   "Ja søuhyre, der bare venter på at angribe så snart ens fødder rammer vandet"
   Hans krop giver endnu et gys idet han ser ligefrem ud i mørket.
   "Så hvad er din?"
   "hmm jeg tror måske det er mørket" siger hun i et forsøg på at spejle hans frygt.
   "Jeg skal nok passe på dig"



   Kapitel 1. Katrine

JEG SMÆKKER KASSEAPPARATET hårdt i. Min krop føles tung og fuldstændig tankeløs. Med en doven bevægelse drejer jeg mig i stolen mod de store facadevinduer. Blæsten og regnen river nådesløst hårdt i træerne udenfor og en bunke vildfarende blade ruller helt ensomme over pladsen foran Nørreport station. Det er ikke til at tro, at det er sidst på sommeren. Det føltes mere som en grå dag i februar med endeløs regn.
   Jeg ser på uret for hundrede gang i dag og får øjeblikkeligt lyst til at holde det op til øret for at høre om det stadig tikker som var det et gammelt ur med træk-op funktion. Jeg tror muligvis at tiden er gået baglæns flere gange i løbet af denne her dødssyg ottetimers vagt i Netto og følelsen af, at min sidste livsglæde har forladt mig skyller ind over mig. Mine hjerneceller er tydeligvis under stærk pres og hvis det var afgørende for min IQ ville jeg snart være degenereret så meget, at jeg slet ikke ville være i stand til at bippe vare ned af båndet. Hmm det ville måske være den eneste gode ting ved det? Er det faktisk muligt, at ens hjerne kan skrumpe af fuldstændig mangel på intelligent stimuli?
   Jeg slipper et lydløst suk og læner hovedet tilbage og ser op i loftet. Loftet med firkantede gipsplader med små symmetriske huller i. Et af de lofter, der altid giver mig lyst til at begynde at tælle hvor mange huller, der egentligt er på hver plade. På den måde virker det plausibelt at finde ud af hvor mange huller, der egentligt dækker hele Netto. Jeg kniber øjnene sammen og tæller først hullerne på den korte og så på den lange led, men som altid må jeg give op i det øjeblik de fandens små huller begynder at danse som små prikker foran min øjne.
   Det er officielt, min hjerne har lagt sig til at dø. Egentligt ret sørgeligt i en alder af 25 år.
   "Hold kæft en vagt, der blev bare ved med at komme kunder og hvad fanden sker der med det sommervejr, det er lige før man skal have fat i en flyverdragt"
   Jeg vender mig hurtigt i stolen og ser direkte på Tobias. Jeg blinker et par gange ved tanken om ham i en voksen-flyverdragt og må holde et smil tilbage, for Tobias er på mange måder en umoden voksen-baby. Jeg kommer til at tænke på de voksen-babyer jeg engang så i et tv program. Voksne mænd, der får deres kærester til at skifte ble på dem og made dem med sutteflasker. Jeg ved ikke hvad, der er mest skræmmende? Mænd, der vil være babyer eller deres kærester, der vil spille rollen som deres mødre.
   Jeg rynker øjenbrynene og tvinger tankerne til at forsvinde idet jeg ser på Tobias som han står foran mig med hænderne i siden og let spredte ben i nærmest superhelteposition. Mine øjenbryn hæver sig helt umotiveret og jeg får næsten lyst til at græde over hvor karikeret han er.
   Jeg ser op i loftet igen som kan jeg med tankens kraft få ham til at forsvinde.
   "Hvad så, hvad kigger du på?"
   Han ser op i loftet i et forsøger på at regne ud hvad jeg ser på inden hans blik lander på mig igen. Jeg ser rundt i den tomme butik og mit blik fanger øjeblikkeligt Annes smørret smil fra kassen overfor. En tavs samtale hvor jeg bander og hun dør af grin foregår mellem os inden jeg ser tilbage på Tobias.
   "Hej... hullerne i loftet"
   Han rynker brynene som forstår han ikke ordene, der kommer ud af min mund. Han ryster let på hovedet inden han i en nærmes slowmotion bevægelse træder et skridt frem og stiller sig ubehageligt tæt på mig på den andens side af kassen. Duften af hans skarpe parfume, får det til at svig i næsen og jeg må modstå trangen til at køre stolen helt tilbage op ad bagvæggen for at skabe lidt afstand mellem os. Det let fjogede udtryk, der gradvist viser sig på hans ansigt får mig til at svede den der form for stressved. Jeg rykker mig lidt uroligt i stolen mens jeg piller ved en fingrenegle vel vidende om hvad det næste, der kommer ud af hans mund er.
   "Skal vi finde ud af noget i aften?"
   Den overdreven selvsikkerhed i hans stemme giver mig lyst til at sende et knytnæveslag lige mod ham, mens jeg råber, nej for fanden, det skal vi virkeligt ikke! Men jeg gør det ikke.
   Et højt smæk fra Annes kasse får os begge til at vende os om. Hun ser op med stor uskyldige øjne og jeg må modstå trangen til at grine.
   "Hovsa, jeg tabte lige en bonrulle, sådan en lille satan kan virkelig være glat"
   "Virkelig?"
   "Jeps, de har den der meget glatte overflade, som bare får dem til at smutte"
   Tydeligt irriteret over Annes tilstedeværelse under denne her pinagtige seancen vender han sig mod mig igen.
   Helt objektivt er Tobias en flot fyr men hans yderst utiltalende personlighed får alle alarmklokker til at ringe. Nogen gange når han kommer gående gennem butikken er det som om, at min indre DJ helt automatisk spiller Østkyst Hustler sangen han får for lidt om fyren med skæget, der står som målt med lineal, damernes mand med karrieren på McDonald's.
   Og så er der lige det, at Tobias er startede i Netto som ungarbejder og har arbejdet sig op til at være butikschef med så lille en indsats, at man skulle tro at nogen havde lagt mærke til det. Men Tobias er en af de der glatte typer, der kan tale sig fra hvad som helst. Det meste af tiden er det bare lort han lukker ud. Alligevel er han på en eller anden måde i udgangspunktet en større succes end jeg er.
   Jeg sukker, denne gang højlydt. Hvordan er jeg overhovedet endt i denne her situation? hvorfor får jeg aldrig rigtig sagt fra overfor ham? spørgsmålene stiller i kø for at blive besvaret og beviser med al tydelighed min total mangel på handlekraft. Jeg mærker den velkendte jagende smerte idet jeg bider mig hårdt i kinden som for at undgå at svare. En virkelig dårlig vane.
   Anne smækker døren til sin kassen og river mig ud af mine tanker.
   "Hov Katrine husk nu, at vi har den aftale vedrørende studieforberedelse"
   "Studieforberedelse?"
   Hendes smil er stift, inden det går op for mig, at hun har kastet en redningskrans.
   "Ja, du kan bare køre med hjem med det samme så kan vi se på det"
   "Hvad for noget studie noget?"
   Tobias ser på mig som hænger ordet studie slet ikke sammen med min person og hvis jeg havde været et mere selvbedragerisk menneske havde jeg protesteret mod hans indignation. Men han har ret.
   "Desværre jeg har en aftale" siger jeg uden at svare på hans spørgsmål. Mit forsøg på at smile er lige så dovent, som det er gennemskueligt, men ikke for Tobias.
   "Måske en anden gang?"
   Jeg blinker et par gange, med tunge og langsomme blink. Han er der, han er der ikke, han er der, han er der ikke. Og så sker det som er jeg slet ikke i stand til at kontrollere mig selv. Min autopilot tager over og jeg hører mig selv sige okay måske. For fanden, hvem er egentligt idioten her?
   "Fedt så finder vi en anden dag"
   Selvtilfredst banken han i bordet med sine knoer.
   "De damer, husk at luk ordentligt af ud til baggården"
   Hans smørrede smil gør det næsten umuligt ikke at skære ansigt af ham.
   "Godt du husker os på det" siger jeg i en slet ironisk tone, som Tobias på inden måde fanger idet han træder ud af bagdøren og forsvinder ud i den friske luft. Tobias er på så mange måder yderst utiltalende og jeg er nu officielt verdens største idiot!
   Jeg læner mig tilbage i stolen og udstøder en irritere lyd.
   "Seriøst du havde en udmærket chance for at slippe helt af med ham"
   Jeg betragter den efterhånden tomme plads foran stationen. Enkelte taxier holder inde ved holdepladsen og en gruppe hjemløse har slået sig ned ved 7-eleven under halvtaget ved nedgangen til perronen.
   "Jeg ved det godt, men på en eller anden måde har jeg faktisk også lidt ondt af ham"
   "Katrine, han er en idiot"
   "Så er vi to"
   "Helt sikkert" griner hun.
   "Men nu er du nødsaget til at tage med mig til undervisning"
   Anne smiler triumferende.
   "Arhh det virker vist ikke nødvendigt"
   "Jeps, vi har talt om det før og nu har du den perfekte undskyldning, tænk hvis Tobias spørger ind til det her studiehalløj"
   "Det gør han næppe"
   "Katrine, du er nødsaget til at prøve det"
   "Armen du læser litteratur, jeg ved intet om litteratur"
   "Hvordan skal du nogensinde komme videre hvis ikke du prøver et eller andet"
   Hendes ord sviger som de var tiltænkt. Jeg betragter hende idet jeg med en doven bevægelse hankede jeg op i mig selv og uden at sige mere går mod udgangen.
   "Ude foran hovedbygningen kl. 9.00 i morgen. Jeg har kaffe med. Og du behøver du ikke ringe til Mia for sympati, jeg har talt med hende og hun synes det er en fremragende ide"
   "Hun bliver en pissedårlig psykolog. Hun må have sovet i den time hvor de lærte om empati"
   "Det skal jeg huske at sige til hende. kl. 9.00 Katrine"
   "Fiiiint"
   Opgivende vikler jeg min strikkede halstørklæde om halsen og forlader denne dræbene otte-timers vagt.
   Den kolde regn rammer mig direkte i ansigt som små nåle og jeg bander højlydt da jeg træder ud af butikken og drejer om mod cyklen. Med en stiv modvind beslutter jeg for alles bedste at trække den gamle havelåge hjem. Nok er jeg ikke typen med impulsreguleringsudfordringer, men jeg er pinlig bevidst om mit temperament til at vide at cykle i modvind er direkte farligt for mine omgivelser. Modvind er noget af det mest øretæveindbydende vejrguderne kan gør mod mig, som om universet bevidst forsøger at provokerer. Jeg tager en dyb indånding som for at ruste mig til kamp og trækker så cyklen ud af stativet. En gammel rusten skrotbunke som jeg ikke har kunne skille mig af med selvom den snart kun hænger sammen i hængslerne. På en eller anden måde er den lige så slidt som jeg føler mig.
   Med hurtige skridt fortsætter jeg over krydset og trækker hætten tæt over hoved idet jeg krydser Dronning Louises bro. Der er mennesketomt på bænkene langs broen, langs søerne og på Nørrebrogade. Jeg føler mig altid lidt malplaceret i større menneskemængder. Ikke i den der pulserende byliv menneskemængde forstand, men mere i større forsamlinger hvor jeg på en eller anden måde har en rolle eller forventes at være aktivt deltagende. Jeg er altid lidt kejtet til større fødselsdage eller fester, hvor der usagt bliver stillet krav til mig om en særlig acceptabel opførelse eller konversation om ligegyldige emner. I det normalt så pulserende byliv er jeg blot en i mængden, ganske ubetydelig. At glide ind og ud af menneskemængden helt uden at blive lagt mærke til.
   I dag er gaderne tomme og jeg drejer langt om længe ned ad min lille gade og ud af modvinden. Mine kinder er røde og mine fingre stive af kulde. Skide modvind. Med let besvær sætter jeg cyklen i stativet foran opgangen. Forrige sommer var jeg heldig at skaffe mig en lejlighed til en overkommelig pris på det gamle tørreloft, som for få år tilbage var blevet omlagt til små toværelses lejligheder. Hver evigt eneste gang jeg træder ind over dørtærsklen få jeg en overvældende fornemmelse af tryghed. En slags tætsluttet hule med skrå vægge. Jeg sætter nøglen i ydredøren og træder ind i trappeopgangen. Den velkendte duft møder mig øjeblikkeligt. Duftblandingen fra lejlighederne i opgangen giver en særlig fornemmels af hjemmelighed, der kun bliver forstærket da jeg åbner døren til min egen lejlighed.

Med et hårdt dump lade jeg mig falde ned i sofaen. Jeg kan af åbenlyse grunde ikke blive længere i Netto, ikke kun på grund af Tobias men jeg vil med garanti dø af skrumpehjerne. Jeg mener helt seriøst, så var jeg ikke i stand til at svare på Efter Q i ugens kryds og tværs uden rent faktisk at køre de første 17 bogstaver i alfabetet igennem først. Jeg tager en tyng indånding og ryster på hovedet. Litteraturvidenskab? Jeg har aldrig været typen, der har omgivet mig med bøger. Mest af alt fordi bøger rammesætte nogle af alle de følelsesmæssige nuancer jeg ikke selv er i stand til at mobiliserer. Mit eget følelsesmæssige register er som en flatline linje på en død person. Okay måske ikke helt så dramatisk for visse følelser er jeg i stand til at mobiliserer. Eksempelvis meget stærk irritation når jeg cykler i modvind eller overfor Tobias. Men efter den nat lukkede min hjerne ned som Storebæltsbroen i stormvejr og det, der fyldte mig var en form for følelsesløshed. En let grundlæggende følelsesløshed, der præger min grundstemning. Sådan en sarkastisk ligegyldighed, der er bygget til at holde alt og alle på afstand.
   Jeg rejser mig og åbner nederste skab i reolen og lader fingrene køre over ryggen på de mange indbundne dagbøger på midterste hylde. Alle de tanker, følelser og smerte, der gemmer sig bag det tykke læder. Selvbiografien fra helvede. Livsvidne, der vidner om alt det der kunne have været men aldrig skete. Jeg tager den sidste dagbog ud. Katrine 17 år står der med sirlig skrift på forsiden. Jeg lader forsigtigt hånden køre over det glatte læder og slår tøvende op på sidste side i bogen. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid vender tilbage til den side for at pine mig selv. Måske er det fordi det er den allersidste dag jeg var Katrine før det hele blev vendt på hovedet. Måske er det for at kunne holde fast i smerten. Jeg lader en finger køre over bogstaverne og mærker stadig de små buler i papiret fra presset fra kuglepennen. Det er den samme sætning jeg altid vender tilbage til ud af de mange skrevne ord.
   Mia har skaffet billetter til Diskotek Spejlet og jeg har overhovet ikke lyst.
   Som er jeg usikker på om der rent faktisk står noget på den næste side, bladre jeg i notesbogen og lader hånden køre over den tomme side i bogen. Ikke flere ord, ikke mere historie. Jeg sætter forsigtigt notesbogen på plads næsten bange for, at den vil gå i stykker, at historien vil forsvinde hvis ikke jeg er ekstra forsigtig. Med en stram fornemmelse i brystkassen sætter jeg mig beslutsomt i sofaen igen. Jeg har aldrig været god til forandringer og nu er ikke en undtagelse, men jeg må gøre noget andet.
   Langsomt mærker jeg hvordan de indre nedladende stemmer og angsten kommer krybende. Du dur ikke til noget Katrine, du er ikke klog nok Katrine, det er nok bedst hvis du bliver i Netto Katrine.
   Jeg rejser mig beslutsomt fra sofaen. En empowerment-øvelse, der mest af alt skal statuerer et eksempel for mig selv, men jeg begynder i stedet at gå hvileløst rundt i stuen. En velkendt men ikke velkommen følelse breder sig som en ubehagelige brusen, der stige op i mig for første gang i lang tid. Jeg ved godt den ikke er rationel eller berettiget, men det er den ligeglad med. Den kommer som en skyllende fornemmelse af et alt for varmt hav og stiger til hovedet. Mit hjerte banker hårdt, jeg bliver svimmel og mærker fornemmelsen af ikke at kunne få luft. De skide karakteristisk røde pletter op ad halsen og på kinderne begynder at titte frem som blod, der flyder over fra underhuden. Det har aldrig været rationelt, men ligger som en indlejret fejl i mit system når ting forandre sig. Det er bare tanker Katrine. Det foregår kun i dit hoved.
   Første gang jeg mærkede angsten komme snigende var få uger efter jeg den nat havde forvoldt så meget smerte. Helt ud af det blå ramte den mig en aften jeg lå i sengen. I flere uger havde jeg haft en følelse af, at jeg skulle være på vagt over for mine omgivelser og den ekstra opmærksomhed havde gjort det svært for mig at koncentrere mig og jeg sov så utroligt dårligt. Som et lyn fra en klar himmel ramte det mig. Den intense angst, nærmest rædsel ramte så hårdt, at jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Rent fysisk dø. Jeg havde gispet efter vejret som jeg lå på knæene med panden mod gulvet og hænderne trykket ind mod maven. Rædslen havde vældet ind over mig med en så stor voldsomhed, at jeg ikke kunne andet ende at blive liggende på gulvet. Fucking alene og bange.
   I begyndelsen kom anfaldene fuldstændig uventet, men efter noget tid kunne jeg begynde at ane et mønster i, at de kom i helt særlige situationer bl.a. i større forsamlinger. Nu er der længere og længere mellem og typisk viser angsten sig kun i forbindelse med forandringer. Der er en grund til at mit liv er gået i stå og jeg kører i den samme rille i den samme fucking gamle plade. De psykologiske vekselvirkninger mellem angsten for forandring og kontroltab og ja vel i udgangspunktet det at have et liv burde jeg nok arbejde lidt på.
   Jeg sukker ved tanken om at intet forandre sig ved, at jeg bliver ved med at gøre det samme, men tvivlen om jeg egentligt ønsker forandringen får mig til at bide mig hårdt i kinden.
Forfatterbemærkninger
Min roman er i NA/YA romantik (erotik) genren. Målgruppen er nok primært kvinder men da jeg skriver fra begge køns perspektiv vil jeg meget gerne have feedback fra mandelige læsere også. Aldersmæssigt viser læserundersøgelser at YA/NA faktisk har en stor læserskare i aldersgruppen 30-50 år. Inspirationskilden er uden tvivl udlandske forfattere i genren (Elle Kennedy, Melanie Harlow, Kristian Callihan og ligende) og dermed udenfor dansk kontekst.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/03-2024 09:19 af Manila Silver (M. Silver) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3120 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.