En håbefuld vej

Turen der tog en drejning


5 måneder, 14 dage siden 1 kommentar Uafsluttet Romaner død indre konflikt efterlivet

1En håbefuld vej - Turen der tog en drejning
Turen går roligt. Der er lidt mørke skyer i himlen og vinden har ... [...]
Romaner · død, indre konflikt, efterlivet
5 måneder, 14 dage siden
0Mareridtet..
Det var en dejlig varm og luftig dag. I skoven lagde jeg på de le... [...]
Blandede tekster · hverdagen, sorg, mareridt
5 måneder, 15 dage siden
3Et dejligt møde
Med et glimt ind i den hvide dør til huset tog jeg mine rystende ... [...]
Noveller · håb, romantik, drøm
5 måneder, 20 dage siden
0En vidunderlig afslutning & ny start - Fuld...
Endnu et fly passerede de store vinduer i lufthavnen. Det var sna... [...]
Romaner · venner, romantik, håbefuld
1 år, 1 måned siden
2Vejen tilbage
Kapitel I - Den hvide intethed · Et skarpt, hvidt skær lyste igenn... [...]
Blandede tekster
1 år, 2 måneder siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Timmy H. Jørgensen (f. 1996)
Turen går roligt. Der er lidt mørke skyer i himlen og vinden har taget lidt til, men det er ikke noget, som jeg er utilfreds med. Det er en rute på små tre km, og så ville jeg allerede være hjemme igen, oveni at jeg snart ville have nået halvvejs mærket.
   Det er en mindre tunnel af træ overhæng, ved en lige strækning på nogen få hundrede meter. Jeg nyder altid at gå på netop denne del af ruten, om det er i slud eller sne, regnvejr eller storm, solskin eller tørke. Det er altid et miljø for sig selv, med fred og ro. Der kommer sjældent nogen mennesker forbi, og de eneste lyde man som regel ville kunne opfange, ville være bladenes dans og fuglenes kvidder.
   Jeg har skam ikke noget i mod et par dråber vand, men kunne dog godt erkende, at hvis jeg ville nå hjem, inden jeg blev driv våd, måtte jeg øge hastigheden. Skyerne har trukket sig hurtigere ind over, end jeg først havde regnet med, samt blæsten havde virkeligt taget fat. Træernes belastninger kan høres, imens nogen af de mindre grene falder ned på jorden, omkring mig. Jeg måtte hurtig ud herfra, inden en støre gren måske ville ramme mig.
   Jeg er normalt ikke den skræmte type, men alligevel kan jeg godt se det smarte i at komme væk.
   Med den ene fod foran den anden, tager jeg hastige skridt, som nærmer sig løb. Et kraftigt vindpust kom direkte imod mig, hvilket satte mig i et totalt stop, da jeg skulle have vejret. Det er et lidt indelukket miljø jeg befinder mig i, og skal kort og kontant bare små halvtreds meter længere frem, og så ville jeg være ude i det åbne igen, hvor det ville være nemmere at få vejret.
   Jeg vendte mig om, tog en dyb indånding og gik hastigt afsted.
   Fyrre meter tilbage, ikke langt endnu.
   Tredive meter endnu, så begynder det at åbne op.
   Tyve mete... Et kraftigt blæst mødte mig igen, og jeg kunne ikke tænke klart. Blæsten varede i små tre-fire sekunder, hvor jeg bare stod stille og holdte min grund. En mindre smerte i hovedet kan mærkes, men jeg gjorde ikke meget i det. Jeg skal bare nå hjem i seng, og så ville det alt sammen være ovre.
   Da blæsten endelig stoppede, forsøgte jeg ihærdigt at tage de sidste skridt. Den ene fod efterfulgt af den anden. Afstanden til målet blev mindre, men det samme gjorde størrelsen af mine egne skridt. Jeg begyndte at virke slap i kroppen og sind. Mit syn er blevet lidt sløret, nok pga. blæsten i øjnene.
   En våd substans kan pludselig mærkes på den ene side af øret. Jeg tog hånden op for at mærke, og se hvad dette mon kunne være, men mødte mig selv med et skræmmende chok. Rød. Blod?
   Forvirret, fulgte jeg sporet af blodet på hovedet, op til toppen, hvor jeg mødte mig selv med en voldsom smerte. Hånden er nu mere rød end hvid.
   Forvirret og skræmt, vendte jeg mig om, for at se efter om noget på vejen kunne forklare det, og der er bestemt ingen tvivl. En større gren lagde på min rute, men er meget ny. Jeg bevægede over til grenen for at undersøge den, og uden en overraskelse fandt jeg en lille blodplet på den.
   Den måtte have ramt mig på det perfekte tidspunkt, da blæsten kom ind, hvor jeg ikke kunne nå at reagere og havde andet at fokusere på.
   På jorden ved siden af grenen begyndte flere røde pletter at opstå. Det dryppede ned af hovedet, som en åben vandhane.
   Jeg må have hjælp, tænkte jeg til mig selv. Det skal være nu. Der ligger nogen huse længere fremme. Måske kunne jeg nå at komme derover og søge hjælp.
   Jeg begyndte hastigt at rejse mig og gå over imod et af husene. Jeg blev slappere i benene efter hvert skridt, og blodet fortsatte med at dryppe, selv efter mit ihærdige forsøg på at stoppe det med sokkerne på hovedet. Desuden er synet blevet mere sløret end før og jeg føler mig snart ikke ved bevidsthed længere.
   Det kan ikke passe. Jeg må komme videre. Jeg kan ikke bare give op nu. Jeg gav mig selv det bedste motivationsboost, som jeg kunne, for at holde mig selv kørende.
   Desværre, var det bare ikke nok.
   Mine knæ mødte jorden, og jeg kunne ikke mere. Jeg var træt, og havde svært ved at holde mig vågen. Det er nu, tænkte jeg til mig selv. Nu hvor det hele ville slutte. Ingen hjælp i syne. Et liv, destrueret af en enkel lille gren. Ynkeligt. Måske er det bare naturens måde at skaffe sig af med de svage..
   Det hele blev mørkere. Følelsen på kinden, af det drivende blod begyndte at forsvinde.
   En kvindes stemme var noget af det sidste jeg nåede at høre, før hørelsen også forsvandt, men hvad hun mumlede om, havde jeg ingen ide om. Jeg nåede kun at opfange et par sekunder af det inden alt blev mørkt, tavst og dødt..
   Minderne begyndte at ryge for skærmen. Gode minder, ingen dårlige. Jeg havde ikke haft så mange gode minder i mit liv, men jeg var glædet over at kunne se dem igen. Se de få gode minder jeg selv havde skaffet, og se de gode minder jeg havde skaffet med nogen dejlige mennesker.

Undskyld for at det er sådan det skal slutte, men vi ved nok alle, at det er det bedste for mig i sidste ende. Nu kan jeg endelig få den ro og fred, som jeg længe har haft brug for, men ikke selv har kunnet skaffe.
   Tak til jer alle, for støtten i havde givet og tak for de stunder i ville dele med mig, og specielt tak for at jeg har måtte være en del af jeres liv.
   Med glæde og sorg, fløj tankerne frem. På sin vis er det glædeligt, da jeg nu endelig kunne få fred og ro, fra virkelighedens verden, da alt er et mareridt for mig til dagligt, og jeg alligevel aldrig ville få en fremtid, specielt ikke en hvor jeg ville ende lykkelig. Dog ramte noget sorg også, da jeg gerne ville have nået at sige farvel til de få venner jeg nu havde, inden det hele ville slutte..
   En hviskende stemme, med en anelse af gråd, var det sidste fra mig: "Tak for alt..."

Lidt tid gik, men hvor længe præcist var svært at sige. Det er fortsat mørkt, og jeg ærgrede mig over alle de fejltagelse jeg havde lavet i livet, og over alle de muligheder og chancer jeg dummede mig i. Jeg kunne havde gjort det så meget bedre, men frygtede bare altid det værste, så jeg fik aldrig taget de vidunderlige chancer, som var lige foran snuden på mig. Nogen små ting, hvor glæden ville vare en dag, og de store ting, hvor jeg ville være elsket og ikke have det så dårligt til dagligt. Alle de dumme og latterlige fejltagelser...

Så slå det mig.
   Vent? jeg tænker!? Hvad sker der!?! Og hvorfor har jeg det som om at jeg snakkede lige før? Var jeg ikke ved at.. At dø..?
   Med et hastigt ryk, rejste jeg mig op i en sidde position og åbnede øjnene.
   Med en chokerende og nervøs stemme, spurgte jeg mig selv: "Er.. Er det her efterlivet?"
Forfatterbemærkninger
En ny roman, jeg vil foresøge at opbygge på herinde, forhåbentlig ud fra ris og ros fra jer alle. Hav en dejlig dag.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/06-2019 15:19 af Timmy H. Jørgensen (BimmerenTheBimski) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1226 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.