Da skyerne kørte væk!



13Fem flasker hvidvin
Den gamle Mand var ensom. Hver dag gik han rundt i sit kæmpestore... [...]
Noveller
8 år siden
4Savn
Jeg kan ikke beskrive det. · Huset. · Tomheden. · Denne iskolde, ubarmh... [...]
Digte
8 år siden
1Ugengældt kærlighed
Gnistrende øjne · Et smil · Et kærtegn · Brændende ild igennem nøgen kr... [...]
Digte
8 år siden
2Da skyerne kørte væk!
Den gang jeg var helt lille regnede det meget. Faktisk så meget a... [...]
Godnathistorier
8 år siden
5Ét ord
Hun var rasende. Dødrasende. Hvad bildte de sig ind, de.. de.. de... [...]
Noveller
8 år siden
8At skrive
At skrive.. · ..er når tankerne flyver · Når datid siger nutid og bli... [...]
Digte
8 år siden
8Lykke er
Lykke er.. · ..et enkelt kys · en silkeblød mule · Vinden i håret · et sm... [...]
Digte
8 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Maria Breil
Den gang jeg var helt lille regnede det meget. Faktisk så meget at hele verden kunne blive oversvømmet i perioder, og så måtte alle sejle rundt i robåde eller sejlbåde.
   For at vandet skulle forsvinde hurtigt igen sang vi:
   "Oh, vand, oh vand, forlad dette land!" Det var en trylleremse en gammel mand havde fået af en papegøje dengang han var Afrika. Der kan dyrene nemlig tale, og java-aberne går rundt med selebukser for at skjule deres store, røde numser.
   Det så ud til at blive endnu et regnfuldt forår. Jeg lå i græsset på vores yndlingsbakke og med et strå i munden med min bedste ven, Sassan, og øvede mig i bonde-sprog. Lå og stirrede op på den blå himmel med de hvide skyer, da jeg pludselig så noget mærkeligt.
   En arm stak ud fra den største sky. En rigtig arm! Den var hvid og tåget, lige som resten af skyen, men den havde fingre og tommeltot og albue og alt! Sassan kneb sig i armen og sprang hylende op, bare for at se om han drømte. Jeg tabte strået fra min mund.
   Armen snoede sig rundt om skyen. Tommeltotten og pegefingeren holdt en lille stump sky, der hang udenfor, mens ringfingeren, langfingeren og lillefingeren møjsommeligt formede den til hvad der utvivlsomt lignede et dæk på en bil. Langsomt kom tre dæk mere til syne, og en udstødning blev der også formet. Sæder, rat, forrude, tag, bagsæder, lygter, alt formede den store hånd. Hvis vi anstrengte vores øjne kunne vi akkurat skimte en silhuet af en person inde i bilen. Den lignede en sky. Armen forsvandt, og bilen gassede op.
   Rundt omkring på himlen kom flere sky-biler til syne.
   De mindste skyer, der lignede hvid candyfloss, hoppede ind i nogle af de åbne sportsvogne (der utvivlsomt tilhørte nogen af de unge skyer), og én efter én drønede sky-bilerne væk.
   Sassan og jeg lå stadigvæk i græsset på bakken. Sassan var den første der sagde noget.
   "Hold da helt kæft mand! Hvor tror man kan købe sådan nogle fede sky-sportsvogne? De kan sgu da ikke være ret dyre, skyer hænger jo nærmest på himlen, ik'?" Sassan sprang op og gravede hånden ned i lommen efter et par mønter.
   "Der er nogen et sted! Jeg skal fandeme nok få jer ud!" Det sidste var nok mest henvendt til de mønter, jeg kunne høre rasle dernede.
   "Aha!" Han fiskede en seddel og nogle mønter op af lommen.
   "Hmm... Tror du sådan en sky-dyt koster over 63 kr.?" Jeg vidste det jo ikke og trak på skuldrene.
   "Sii yu læjder krokodille!" sagde han og proppede pengene i lommen igen, og kravlede op over bakken.
   Jeg selv sad bare tilbage. Skulle jeg selv smutte hjem og se om der lå lidt mønter i den hærgede sparegris? Sådan en dyt kunne være cool at have. Jeg bestemte mig til at kigge lidt i mors private skuffe og fars sokker, bag sofaen og i lillesøster Grethas dukkehoveder. Jeg rejste mig op, børstede græs af bagdelen og smuttede samme vej som Sassan havde gjort få sekunder tidligere.
   Jeg fandt ingen penge.

De efterfølgende dage så vi ikke én sky på himlen.
   Græsset begyndte at blive tørt og stikkende. Træerne kastede deres grønne blade, fordi det var så varmt. De mindste trak rodende op og kravlede ind i skyggen på nogen af de lidt større træer. Fuglene rev deres reder fri og bankede dem fast på grenene over deres hoveder som et soltag. Der sad de dagen lang og åd bille-is og regnorme-sodavand.
   Jorden hostede hver gang man gik på den. Sassan gik endda så vidt at han hoppede på den, og så skældte Moder Jord ham ud og sendte ham i seng med beskeden:
   "Du har stuearrest!"
   Efter en uge blev det for meget for os. Vi begyndte at køre rundt i vores biler og synge:
   "Oh vand, oh vand, kom til vor land!"
   Men skyerne forblev væk.

En af de rigtig slemme dage, slentrede jeg af sted fra skole af.
   Det var så varmt at jeg smed alt tøjet, bortset fra underbukserne se'følglig, og tog det under armen. Men det var stadig ikke til at holde ud. Det eneste der kunne give mig skygge, var et gammelt forfaldent hus lidt længere henne ad gaden.
   Jeg skyndte mig derhen, og jeg løb så stærkt at mine fødder lettede fra jorden i et par sekunder. Eh.., nånej, i et par halve sekunder var det vidst nok. Heh.
   Jeg ringede på. Med det samme blev døren revet op, og en gammel, blåøjet mand med kun to gule tænder i munden, lukkede op. Han havde alt sit tøj på, som mindede mig om det tøj luftballon-skippere havde på.
   Han havde et par motorbriller i panden.
   Da han så mig flækkede hans gamle mund i et tandløst smil (bortset fra de to gule fortænder), og han sagde:
   "Hva' ka' ja' hjælpe den bette fyr mæ'?"
   "Oh, den stærke sol brænder min forkrøblede hud til aske, mine tæer smelter på asfalten og mine øjne bliver blændet af de skarpe stråler, kan jeg ikke få lov til at få lidt skygge hos Dem?" svarede jeg kækt tilbage.
   Manden trådte til side, og stadig storsmilende sagde han:
   "Jovist, jovist. Mæ' du ku' os' bar' spør' almind'ligt."

Hans hus var ét stort rum. I det ene hjørne var der en seng og et vakkelvornt bord, på væggen længst væk hang der adskillelige alien-hoveder og rum-pistoler, i et andet hjørne var der et lille komfur, et lille køleskab og en lille opvaskemaskine, i det tredje hjørne var der en bruser, og på væggen bag mig hang tre størrelse rumdragter. Midt på gulvet stod den største, flotteste, sejeste rumraket jeg nogensinde havde set! Den fyldte næsten det hele og havde ildsøjler malet på siderne.
   "Den er GODT nok flot!" sagde jeg til manden.
   "Jæ. Det er fars skattebas', ik' os'?" Han gik hen og klappede den.
   "Det er no'et værre no'et mæ' det tørke, hva' knægt?" sagde han til mig. Jeg nikkede.
   "Bare man kunne finde skyerne igen." Og jeg tilføjede:
   "Jeg hedder ikke knægt, men Osvald."
   "Finde skyerne igæn? Hva' mener du mæ' det, Osvald?"
   Så fortalte jeg manden om den dag, hvor skyerne kørte bort i deres sky-biler.

"Nøj, nejda. Det er da no'et værre suppe, den gamle Børge har la'et. Hør, Osvald, skyerne er i str.. str.. strrrrrrrejke." Han skar en grimasse, som om han ikke rigtigt kunne få ordet ud.
   "Strejke? Hvorfor?" spurgte jeg, og undrede mig. Manden kværnede kæberne sammen og svarede:
   "Børge, jæ det kalder vi ham, os der har mødt ham al'så, har sikkert gi'et skyerne for lidt i løn. Så str.. str.. hold'r de pavse." Jeg var ved at forstå hvad manden mente.
   "Åh nej, hvad skal vi så gøre?"
   "Bar' rolig sønnike, nu ta'r gamle Valde dig mæ' op på en flyvetur du aldrig glæmmer! Vi ska' ha' skyerne ti'bage."
   Den gamle mand tog fat i min arm og rev mig med hen til rumraketten. Han trykkede på en rød knap, og en dør svingede op. En tyk røg bølgede imod os og jeg kom til at hoste. En rampe rullede ud og landede for fødderne af os. Rampen havde gyldne løvefødder, og den ene gjorde honnør.
   Valde(som den mystiske mand åbenbart hed) gik hurtigt op af rampen med mig dinglende i armen.
   "Ta' den her på!" Valde vendte sig om, fløjtede, og straks kom to rumdragter flyvende. En i min størrelse og en i hans. Jeg greb min og blev revet med længere ind i rumskibet.
   "Du ska' sidde godt fast Osvald, vi flyver mæ' stor fart." Valde klaskede mig op mod væggen, trak rumdragtens store, gennemsigtige hjelm på mig og spændte mig fast med 6 sikkerhedsseler. En brølende larm begyndte at vokse. Som ti racerbiler der gasser op.
   "10, 9, 8, 7! .. 6! .. 5! .." Valde sprang hen til en anden væg og trak hjelmen på. Han spændte sig selv fast, og pludselig begyndte gulvet under os at gløde.
   "Bar' rolig!" mimede Valde.
   "Det bar' motoren der varmer op!"
   " .. 2! .. 1!!!" Taget på huset sprang knirkende op, så den enorme rumraket kunne komme ud. Med et brag der kunne få bjerge til at styrte i grus lettede raketten.
   Se'følglig var jeg ikke spor bange.

Vi havde fløjet i omkring hundrede timer, da Valde endelig sagde.
   "Nu er vi snart i sky-by."
   "I sky-by?" spurgte jeg.
   "Ja, der hvor sky'rne bor når de ik' er på arbejde. Lig' som dig og dine forældre har et hjem. Sku' skyer måske ik' os' ha' det?"
   Det svarede jeg ikke på.

Sky-by var en by af skyer. Der var veje af skyer, huse af skyer, biler af skyer, træer af skyer, mennesker af skyer, alt var af skyer!
   Foran sky-borgmesterens hus stod en enorm forsamling skyer med sky-bannere og råbte:
   "Mer' i løn! Mer' i løn!" Valde landede rumraketten og spændte sikkerhedsselerne op på både mig og ham.
   Vi gik ud.

"Hvorfor skal vi have rumdragter på?" spurgte jeg Valde.
   "Rumdragter? Nej Osvald, det er det ik'. Det er sky-dragter, så vi ligner sky'r."
   Det svarede jeg heller ikke på.

Den første der så os, var en lille candyfloss-sky.
   "Valde!" råbte den, med en meget piget sky-stemme.
   "Valde er kommet!" Valde smilede et bredt smill så de to gule fortænder strittede, og alle skyerne vendte sig om.
   "VALDE!" råbte de som med én sky-mund.
   "Harj alle sam'n! Er Børge nu begyndt på de dersens besparelser igæn?" Den lille candyfloss-sky nikkede.
   "La' far her ordne ham lidt!" Og med de ord marcherede Valde ind imellem skyerne og op til sky-borgmesterhuset.
   Den lille candyfloss-sky kom hen til mig og spurgte forsigtigt:
   "Hvem er du?" Jeg svarede se'følglig straks:
   "Jeg er Osvald, Valdes rejsekammerat." Den lille candyfloss-sky smilede så til mig og svarede:
   "Jeg er Amanda Sky. Skal vi være venner?"
   Det ville jeg rigtig gerne.

Valde var lang tid om at snakke med Børge. Jeg blev mere og mere utålmodig.
   "Amanda?" spurgte jeg tilsidst.
   "Hvorfor er Valde så lang tid om at snakke med ham Børge? Hvem er det egentlig?" Amanda Sky tænkte sig lidt om og svarede så:
   "På Moder Jord kalder I ham vidst alt muligt. Gud, Allan, Almægtige Fader, Jehova.. Alt muligt. Men her i sky-by er han bare kendt som 'Børge'. Ingen ved hvad han rigtigt hedder." Jeg nikkede.
   "Men det hedder Allah og ikke Allan, Amanda," svarede jeg drillende. Amanda trak på sine små sky-skuldre.
   "Det er det samme."

Efter endnu 220 timer kom Valde ud. Han så tilfreds ud.
   "Den gamle nærigpind er gå't mæ' ti' at I får tredoblet jeres løn, tre fler' feriedag' og eg't båthorn til sky-bilerne. Skyerne råbte hurra og jublede.
   "Nå Osvald," sagde Valde.
   "Ska' vi se at komme hjema'?"
   "Ja la' os det!" sagde jeg og kunne mærke, at Valdes sprog smittede af på mit eget.
   Amanda Sky så trist ud. Hun skjulte en lille sky-tåre.
   "Vent lidt, Valde," sagde jeg, da jeg så det. Amanda vendte ryggen til og traskede væk. Jeg gik hurtigt efter hende.
   "Amanda!" råbte jeg.
   "Amanda!!" Hun stoppede forundret op.
   "Skal du ikke med raketten og Valde?"
   "Jo," måtte jeg indrømme.
   "Men vil du ikke med mig hjem og se hvordan jeg bor? Når du vil hjem kan Valde jo flyve dig!" Amanda sprang op og flød som en sky i luften.
   "Juhuu, juhuu, juhuu!" råbte hun og slog en koldbøtte.
   "Det vil jeg mægtig gerne, Osvald!"

Nu bor hun hjemme hos mig. Og hvis du ikke tror på det kan du jo bare komme hjem til mig og se!.. Eh.. Nø, neej.. Hun er vidst for resten alt for sky. Hun vil ikke ses af andre! Heh..

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/10-2009 18:20 af Maria Breil og er kategoriseret under Godnathistorier.
Teksten er på 1956 ord og lix-tallet er 23.

Det er ikke muligt at skrive kommentarer til dette tekst.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.