Jeg fik en alvorlig snak med mit grantræ i dag. Det står side om side med et andet grantræ, men det, jeg snakkede med, har vokset sig større end det andet.
   Egentlig har det fået den højde, som juletræer i min bevidsthed bør have, og det var dens bekymring.
   Jeg kendte jo træet fra ganske lille og har fulgt dets opvækst. Det har nok ikke undgået at høre mine kommentarer omkring det - nemlig at det efterhånden havde den højde, at det ville være ideelt at save over og få ind i stuen til jul. Børnebørnene kom jo alle og ville nok sætte pris på at gå ud i haven og fælde det smukke træ. For smukt var og er det.
   De grønne frodige grene lyste op med lysegrønne skud og løbet i vejret var det unægteligt.
   - Jo, jeg havde udset mig det dejligste træ.
   - Kan du virkelig nænne at fælde mig, spurgte træet.
   Jeg tænkte over dets ord og svarede:
   - ja hvorfor ikke, du er så smuk og vil pryde inde i stuen til jul.
   Træet krummede sine fine skud og svarede mig.
   - Jamen det er jo for en kort periode. Jeg vil ikke pyntes og være fin for derefter at blive kasseret. Jeg hører hjemme her i vores have.
   Jeg fik lidt ondt af træet, for det virkede desperat. Egentlig stod det jo også smukt, som det stod der i haven og dækkede for uvedkommende blikke fra vejen.
   Der var en lang pause, inden nogen af os sagde noget.
   Træet virkede forknyt, og egentlig kunne jeg godt forstå det. Tænk på hvis det var mig, der skulle bruges som pyntegenstand for derefter at kasseres.
   Jeg gik ind i huset uden ord eller forklaring. Træet må nok have følt sig noget svigtet, men det kunne jo ikke læse mine tanker.
   Der gik en rum tid. Solen var lige gået ned, og mørket havde meldt sin ankomst, da jeg gik ud til det sørgmodige træ.
   - Dejlige træ er du stadig ked af det, spurgte jeg.
   Jeg fik intet svar. Det havde lukket sig sammen, og jeg var ikke i tvivl om andet, end det ikke gad tale mere med mig. Dens dom var jo fældet.
   - Kære - søde - dejlige grantræ, sagde jeg kælent til det. Ved du hvad? Jeg har fundet en løsning.
   Grantræet begyndte at folde sig ud og var mere lydhør.
   - Hvad siger du til at blive havens smukkeste juletræ?
   Du bliver pyntet med julelys, og børnebørnene vil elske at komme ud og se dig. Det vil vi andre også. Du vil lyse endnu mere op i vores have.
   - Jamen, hvad så bagefter?
   - Når julen er overstået, og lysene er taget af, spurgte træet.
   - Ved du hvad dejlige træ. Du skal aldrig fældes. Du skal stadig vokse og vokse. Til sidst bliver du grantræernes konge, og du vil da være højere end alle de andre træer. Det er dit liv, og det vil jeg aldrig ændre på.