Rummet var pyntet med billeder på væggene. Det var ikke ligegyldige billeder, men malerier og fotografier fra stranden og havnen, som den var engang. Fliserne i rummet var lysegrønne, og de gamle fliser passede fint ind i helheden af det ellers nøgne rum.
Bag et lille firkantet bord med hæklet dug sad damen. Hver dag passede hun havnens toilet. Som om det var det kæreste, hun ejede.
Byen Calais havde jo meget at byde på og samtidig en utrolig historie især med andel i 2. verdenskrig.
På bordet var der pyntet med plasticblomster i alverdens farver. Bolsjer indpakket i fint silkepapir lå i en lille porcelænsskål, som stod ved siden af en lille grøn tallerken.
Der var ikke noget bedre end at skulle forurette sit forehavende, og så komme ind til et skinnende og velduftende toilet med skummende vand i klosettet. Her satte man sig gerne uden at lægge masser af lag toiletpapir på låget eller måske stå op for at forrette det nødvendige.
Fra den lille transistorradio lød der altid musik. Smagen kan diskuteres, men det gav en skøn stemning i det franske toilet. Fra disken hørtes damens: Merci madame eller Merci monsieur. Ingen tvivl om andet end hun fik masser af drikkepenge. Men de var hende vel ondt. For her blev man ikke opkrævet. Her var rent og hyggeligt, og betalingen var frivillig - selv om jeg godt ved, at hun helst så, at man betalte en lille skærv. Det var velfortjent. Hver dag sad hun her fra klokken 07 om morgenen til klokken 19 om aftenen.
Jeg elskede dette toilet i havnen i Calais.