Eventyret om hvordan foråret kom og solsorten fik sin stemme



5Bøffer
Min hverdag glider roligt, jeg står op og spiser morgenmad, drikk... [...]
Kortprosa
1 måned, 1 dag siden
1Jordmånemandler ny udgave
Jeg spiser dem ikke, de kan være giftige, hvem ved hvad der er i ... [...]
Noveller · fremtidssamfund
1 måned, 12 dage siden
4Ting
Da jeg så sedlen, var jeg ikke i tvivl. Den var gul med blå skrif... [...]
Kortprosa
1 måned, 26 dage siden
4Båden
Vi sejlede ud om formiddagen, helt ud til de små øer. Han ville v... [...]
Kortprosa
2 måneder, 20 dage siden
6Spyt på muren
Spyttet hang på muren bag min mor. Jeg stirrede fascineret, mens ... [...]
Kortprosa
3 måneder, 3 dage siden
10Mandage
Det er mandag. · Jeg hader mandage. En hajmund, der sluger alle min... [...]
Kortprosa
3 måneder, 7 dage siden
2Petroleum
Hver morgen henter jeg petroleum i butikken nede om hjørnet. Det ... [...]
Noveller
4 måneder, 8 dage siden
3Det der gror
Jeg går langsomt forbi, skæver, ser alt muligt i alt muligt. Mine... [...]
Noveller
4 måneder, 18 dage siden
3Lampen lyser stille nu
Jeg tør vædde på du har set det. · En langsom opvågnen. · En lille bø... [...]
Digte
5 måneder, 6 dage siden
6Fodsåler lette som fjer
Gror · hvert skridt · som betydningen af ord · der bliver sagt let henk... [...]
Digte
7 måneder, 19 dage siden
7Inside outsider
Jeg er en smule fortørnet · rusten · tæret · tynget · set fra oven. · Det e... [...]
Digte
8 måneder, 21 dage siden
2Minder om stenalder
Dryp · i · Oceanet · min due. · Øjnene binder · jeg ved · hvad det betyder. · D... [...]
Digte
9 måneder, 18 dage siden
8Jordbærkager
Der burde ikke stå "bananer" på min dør. Skiltet med billedet er ... [...]
Kortprosa
10 måneder, 16 dage siden
4Jordmånemandler 2
Det lasede tøj var det første jeg bemærkede, så så jeg, at han og... [...]
Kortprosa · fremtidssamfund
11 måneder, 7 dage siden
6Det er noget andet
Men det er ikke det. Det er noget andet, noget rørende, som et st... [...]
Kortprosa
1 år siden
5Jordmånemandler
Jeg spiser dem ikke, de kan være giftige, hvem ved hvad der er i ... [...]
Kortprosa · fremtidssamfund
1 år, 1 måned siden
2Vindblæst
Tøjstykker blafrer i vinden. Trøjer og bluser svinger frem og til... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
2Uniform
Som en soldat · under tjørnehækken · der skyder med skarpt · vender ste... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
8Sådan gik det til
Det er ikke til at tro. Jeg fatter det ikke. At han skulle. Nej, ... [...]
Kortprosa
1 år, 2 måneder siden

Puls: 52,9

Publiceret: 6
Afgivet: 62
Modtaget: 34
Ulla Hexibru (f. 1956)
Det var en tidlig morgen, bækken klukkede og lo, mens den i løb snoede sig gennem landskabet. Fuglene pikkede i jorden efter orm og andre spiselige sager. Solen kastede sine stråler på den kolde jord, og varmede den langsomt op. Forskellige vækster og små spirer stak forsigtigt deres små hoveder frem.
   Det var en dejlig dag, solsorten sad fornøjet i et lille vandhul tæt på bækken og soignerede sig, med spredte vinger og halefjer.
   Det var en stor og kraftig han, med den dejligste sortblå farve og et kraftigt selvlysende stort næb.
   En han med potentiale, der nok skulle vide at bedåre mangen en solsortefrøken.
   Og han vidste det. Han havde allerede udkæmpet adskillige kampe om gunsten, og vundet. Han var klar over sin styrke og sit mod.
   Da hændte det at han et stykke fra hvor han sad, fik øje på et indtagende blåt skær gennem grenhænget. Hvad det var, kunne han dog ikke se.
   Nysgerrig som han var, indstillede han prompte soigneringen, viftede elegant med de udslåede vinger og halefjer og lettede gratiøst fra pytten. Som en hurtig helikopter manøvrerede han ud og ind mellem skovens buske og træer, og nåede på et øjeblik det forjættede sted.
   På behørig afstand studerede han nu dette under, et ganske stort og meget rundt blåt æg.
   Det lignede ikke noget han havde set før, som det lå der direkte på den bløde mos i solen og skinnede om kap med den. Der var ingen dyr i nærheden, der så ud til at eje det.
   "Var det mon en fælde" han lagde hovedet på sned mens han spekulerede.
   Så tog han sin beslutning,hurtigt fløj han flere gange rundt om ægget, intet skete. Han fløj tættere på og satte sig.
   En gren knækkede med høje lyde et sted i skoven, og en mumlen førtes af vinden. Solsorten fløj omgående op i det højeste træ og spejdede i alle retninger. Der var intet at se, stilheden sænkede sig atter.
   "Godt så", han fløj ned og nærmede sig nysgerrigt ægget, listede forsigtigt rundt om det. Prøvende slog han til det med næbbet, så en lille revne voksede frem.
   Hvis det var som andre æg, var der mad indeni, og han var sulten. Med stor styrke, præcision og ivrighed hakkede han nu hele vejen rundt i toppen for at få et passende stort hul til det forventede kommende måltid.
   Skallen var kraftig, men gav sig langsomt under hans ihærdige hakken. Endelig lykkedes det, skallen knak og faldt til jorden i flere brudstykker. Synet der nu mødte solsorten var forbløffende. På underskallen lå den yndigste lille pige, en anelse mindre end solsorten. Hun viftede med de buttede arme, smilede og pludrede fornøjet. Øh nok var han ikke bange for mennesker, men man vidste aldrig med dem. Børn kunne finde på at kaste med sten, havde han erfaret. Denne babypige syntes nu ikke i stand til andet end pludren.
   Stemmer og lyden af knækkede grene skar pludselig gennem skoven. Endnu engang lettede solsorten, og fløj op mod solen og en gren i sikkerhed.
   To børn en dreng og en pige kom muntert løbende, så deres hår fløj om kinderne, og vinden tog i deres tøj. De kastede sig leende og forpustede på jorden ved siden af den blå skal.
   De var så optagede af hinanden og legen, at de i første omgang intet bemærkede. Ikke før babyen begyndte at græde.
   "Wauw, se lige der engang", drengen gjorde store øjne mens han pegede. Så tog han raskt sin rygsæk frem, åbnede den og tog et tæppe ud. Forsigtigt bøjede han sig nu ned til den lille pige, svøbte hende nænsomt i tæppet, og rakte hende smilende mod sin søster.
   "Vi må tage hende med hjem", sagde hun: "hvordan mon hun er kommet her? Hvor er hun dog lille". Hun holdt barnet tæt ind til sig og nynnede en beroligende melodi.
   "Ja det gad jeg også godt vide", svarede drengen og kløede sig i nakken: "Hvad er det for en skal, det her?". Han løftede underskallen op og studerede den: "Skal vi ikke også tage den med hjem?, spurgte han. Grete nikkede og Hans lagde den stille ned i sin rygsæk og lukkede den.
   De stod lidt og kiggede på hinanden.
   "Måske er det slet ikke en god ide at tage hende med hjem", Grete rystede på hovedet: "Vi får sikkert ikke lov at beholde hende".
   "Vi kan gemme hende i vores hule" sagde Hans snusfornuftigt: "og give hende banan og æblemos".
   "Ja da lad os det", Grete begyndte straks at gå i retning af stien ud af skoven.
   Hans fulgt med i småløb: "Mægtigt", sagde han: "vi gemmer hende da bare der". Deres hule havde de bygget af brædder i kløften mellem to stammer på et gammelt egetræ. Den var lille og tæt med et lille hul, der gav lys og udsyn til skoven. Hans kravlede først op med den lille i favnen, det var ikke let men lykkedes dog til sidst. Da Grete kom op, havde han indrettet en fin hvileplads til babyen af tæppet, som han havde lagt en gren omkring, så hun ikke ville falde ud. De blev siddende lidt sammen i hulen, og strøg barnet på kinden. Da hun var faldet i søvn, kravlede de ned, og skyndte sig hjem til aftensmad.
   Solsorten havde fulgt børnene nøje på afstand. Da de var gået fløj han op i hulen for at se til babypigen. Og da han nu ikke havde en hun at varme sig ved, tænkte han at dette vel også kunne gøre det. Han lagde sig til rette og trykkede sig så tæt ind til den lille, at de begge ville nyde godt af varmen fra hinanden. Og så faldt han i søvn. Da han vågnede igen, var det lyst, han småfrøs og så med det samme at pigen var væk.
   Et forskrækket gys for gennem ham, og han løb på sine gule fuglefødder mod hulens udgangshul, her fra fløj han højere op i træet, og spejdede ned mod jorden, bare hun ikke var faldet ned. Bedst som han sad og overvejede de triste fakta,svævede hun forbi ham i luften, hun pludrede stadig med glad stemme.
   Han fløj ud til hende. Hvor var hendes vinger?, solsorten åbnede næbbet i forbløffelse, og var nær ved at glemme at bruge sine egne vinger. Først da han begyndte at falde gennem luften, rettede han op og baskede sig tilbage i elegant flugt, mens han studerede pigen. Hun svævede kluntet rundt med en lille pind i hånden. Den blinkede og lyste yderst ude, og hver gang hun slog med den mod træets grene og kviste voksede store knopper frem, og farvede omgivelserne stadigt mere lysende grønne.
   Den lille fløj hen til grenen, og satte sig ved siden af solsorten med dinglende ben. Hun lo og viftede med sin lille pind. Så talte hun pludselig: "Min mor siger, jeg skal give dig en gave", hun smilede til ham.
   Solsorten måbede: "Hvad?"
   "Ja, min mor deroppe", pigen pegede med pinden op mod himlen. Solsorten så i pindens retning mod skyerne. I svage blå og grå nuancer anede han nu konturerne af et prægtigt slot, med turkise porte, vinduer og døre, omkranset af slørede skyer.
   Ud fra det florlette tæppe trådte en hvid kvindeskikkelse, hun dansede let på himlen, mens et blændende sølvagtigt skær udgik fra hende.
   "Hvem, hvem er hun?", hviskede solsorten benovet.
   "Min mor Fru Forår, kan du nok forstå", den lille pige klukkede og lo.
   Solsorten rystede fortvivlet på hovedet, han forstod absolut ingenting.
   "Ups", sagde den lille drillende og ramte ham på næbbet med sin pind, små stjerner og sølvglimt omkransede ham.
   "Værsgo", sagde hun: "Det er gaven, nu kan du synge kønnere end nogen af de andre fugle. Og du glemmer det aldrig. Når det bliver forår vips, så går du i gang".
   Så smuttede hun, nu skulle der arbejdes for vårens komme og altings vækst.
   Se det er ganske vist, forklaringen på at det hvert år bliver forår og alting springer ud, og ikke mindst forklaringen på at solsorten synger så smukke triller, og bebuder foråret.
   Og Hans og Grete de fandt aldrig ud af hvor den lille pige forsvandt hen. Engang imellem tog de deres "kiste med skatte" frem og undersøgte den forunderligt smukke blå skal, i sandhed den mest magiske af alle skatte.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/04-2013 09:07 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 1382 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.