"Se, hvordan hendes hår ligner et stykke skåret ud af himlen," lød det beundrende fra den ene af de to natugler, der sad side om side på en gren i et stort fyrretræ.
   Pigen, de betragtede, dansede rundt på jorden under dem. Rundt og rundt gik det, og når hendes bølgende, sorte hår fangede lyset fra Månen, glitrede det, som var der stjerner i det.
   "Hvorfor mon hun danser?" funderede den yngste af de to ugler, som også havde talt før.
   "Det er efterårets første fuldmåne i nat," konstaterede den anden, langt ældre ugle nøgternt.
   De sad noget tid i stilhed, hvorimens den yngste ugle blev ved med at studere pigen indgående.
   "Jeg synes, hun er fantastisk fascinerende." Både Månen og pigen var tydeligt afspejlet i uglens blanke øjne.
   "Mennesker er ikke fascinerende, Amadeus. Dem skal man bare holde sig fra." Fjerene rundt om den ældre ugles øjne var grå, hvilket syntes at fremkalde et vist alvorsfuldt udtryk.
   "Hvis bare jeg kunne snakke med hende," mumlede Amadeus, som helt valgte at ignorere den anden ugles kommentar.
   "Har jeg ikke netop sagt, at mennesker skal man holde sig fra?" lød det noget fornærmet.
   "Lad nu være med at være så kedelig, Aldo."
   "Jeg er ikke kedelig. Jeg har bare levet længe."
   Amadeus lagde hovedet let på skrå, mens han så afventende på den gamle.
   "Gør som du vil. Men kom ikke og sig, jeg ikke har advaret dig," sagde uglen Aldo opgivende.
   Så spredte han sine vinger ud, satte af fra grenen og svævede gennem mørket for blot at lande på en afsides gren et stykke derfra. Amadeus vendte igen sit interesserede blik mod pigen.
   "Det kan godt være, Aldo har levet længe, men det har jeg ikke." Sådan lød Amadeus' undskyldning, da også han satte af fra træet.
   Den unge ugle landede lydløst nær pigen, som slet ikke var sig bevidst om de nysgerrige øjne, der fulgte hende nøje. Pigen hed i øvrigt Moyo. Moyo dansede og dansede, hurtigere og hurtigere. For hendes blik strakte Månen og stjernerne sig som penselstrøg på et sort lærred. Men pludselig brød en sagte tuden hendes rytme, og hun tumlede klodset om på jorden. Hun kastede sit sorte hår væk fra ansigtet, så sig om og fik straks øje på den. Kun få meter fra hende sad en lille, lettere forpjusket ugle og iagttog hende med dybe øjne. Amadeus følte ligeledes, at han så pigen for første gang, for ikke før nu havde han været i stand til at se hendes øjne. De var klare og blå som middagshimlen, og den unge ugle følte sig ganske henført, da en middagshimmel jo for ham var et yderst sjældent syn. Moyo blev stående i nogle øjeblikke og så på uglen. Så lod hun dog til at have mistet interessen og vendte sig atter om. Dette var til stor skuffelse for Amadeus, der drog et langtrukkent suk. Pigen havde tydeligvis ikke forstået, hvad han havde sagt. Amadeus forsøgte endnu en gang at få hendes opmærksomhed og gentog derfor spørgsmålet.
   "Hvorfor danser du?"
   Moyo hørte kun uglens tuden, men det fik hende trods alt til at vende sig om igen.
   "Man skulle næsten tro, du havde noget at fortælle mig, sådan som du sidder og stirrer," sagde Moyo højt, selvom hun ikke forestillede sig, at uglen ville være i stand til at forstå hende.
   Amadeus forstod hende imidlertid udemærket, men havde alligevel knap nok hørt hvad hun sagde. Pigens stemme havde fået en behagelig rislen til at løbe gennem hans nakkefjer.
   "Men jeg har desværre en smule travlt i nat," sagde Moyo og vendte igen ryggen til Amadeus.
   Så satte hun sig ned på hug tydeligvis optaget af noget i græsset, som Amadeus endnu ikke havde fået øje på. Nysgerrig som han var, nærmede han sig yderligere og sad nu lige ved siden af pigen. Han fulgte Moyos blik og opdagede først nu, at marken var fuld af fine, hvide blomster. I dette øjeblik var de i færd med at folde deres kronblade ud, alt imens de strakte sig op efter Månens kolde skær. Men for Moyo var de mere end blot blomster. I hendes øjne bestod de af det allerfineste stof i verden. De var så sarte som selve Månens stråler og var hende mere dyrebare, end man overhovedet kan forestille sig. Moyo kaldte dem Månefryd. Amadeus kiggede undrende på pigen et stykke tid. Så åbnede han næbbet, som skulle han til at sige noget. Men straks kom han i tanke om, at hun alligevel ikke forstod ham. De blev derfor siddende uden at sige noget i endnu en rum tid, mens Moyo stirrede intenst på Månefryd, og Amadeus på Moyo. I en hurtig, flydende bevægelse vendte Moyo sig pludselig om og så på uglen med sine klare øjne. Hendes blik syntes at give Amadeus et sært behageligt stød.
   "Ville du have noget imod at lade mig og Månefryd være lidt alene?" Der var ikke én skarp tone i hendes stemme, men alligevel ramte ordene Amadeus hårdt, og glæden, han før havde følt, forsvandt og efterlod ham i stedet med en hul fornemmelse.
   "Månefryd?" undrede Amadeus sig.
   Blomsterne havde altså et navn. Han satte af fra græsset og fandt tilbage på sin gren i det store fyrretræ. Foruden en undren syntes hans store, mørke øjne nu at udtrykke en slet skjult sørgmodighed. Der hørtes en brusen, og så var Aldo tilbage på grenen ved Amadeus' side.
   "Jeg håber, dette vil have lært dig at holde dig fra mennesker?" lød det spørgende fra den gamle ugle, som samtidig betragtede Amadeus grundigt.
   "Hun er noget helt særligt. Kan du da ikke se det, Aldo?" sagde Amadeus lettere febrilsk og mødte den gamles blik. "Jeg kunne selv mærke det. Ja, jeg kunne se det. Det kom fra hendes øjne, tror jeg. Jeg ved ikke helt præcist, hvad det var, men jeg mærkede det helt tydeligt."
   "Sikke en redelighed," sukkede Aldo, der havde lyttet overrasket til Amadeus' udbrud. "Du har jo forelsket dig i et menneske."
   Amadeus blinkede forbløffet. Det så næsten grotesk ud, når de enorme øjenlåg gled hen over de ligeså enorme øjne.

Mens de to ugler sad som ubevægelige silhuetter i deres fyrretræ, blev Moyo ved med at sidde og kigge på Månefryd. Den indlysende kærlighed i hendes blik var dog blandet med et strejf af smerte.
   "Åh, Månefryd, hvor har jeg dog savnet jer," hviskede Moyo, mens hun ganske forsigtigt strøg de sarte blade på en af de hvide blomster. Blomsten syntes at sukke under hendes blide berøring. "Hvis bare jeg kunne se jer noget oftere, Månefryd."
   Tårer begyndte at trille ned over Moyos blege kinder, og hun fejede dem bittert væk med en hurtig bevægelse.
   "Jeg tror ikke, jeg kan klare det længere. Jeg tror, jeg dør næste gang, I lukker jeres blade i. Hvis bare..." Moyo så op mod himlen, og hendes øjne flakkede, mens hun ledte efter de rette ord. "Hvis bare I kunne være hos mig altid." Moyos ansigt lyste op i et næsten overdrevent ekstatisk smil. "Jeg tror aldrig, jeg skulle græde en eneste tåre igen."
   Moyo så på blomsterne, mens hendes smil blegnede, og hendes ansigt fortrak sig. En næsten vild fortvivlelse havde lagt sig som en skygge over den skønhed, hendes smil før havde frembragt. I et flygtigt øjeblik var det, som om al verdens ulykke lå gemt bag hendes øjne. Men så ændredes hendes udtryk sig igen, og en beslutsomhed fandt indtog.
   "Jeg bliver nødt til at sørge for, at Månen vil stå på himlen og lyse herned hver nat. Kan I se det, Månefryd? Så vil I ikke lukke jeres blade i, og jeg skal aldrig mere være alene igen." Moyo bed sig tænksomt i læben. "Jeg må fange Månen."

Hvis Amadeus havde set det smil, der efterfølgende bredte sig i Moyos ansigt, var han sandsynligvis blevet chokeret, for i dette smil skjulte sig en giftig mani. Men Amadeus så det ikke. Selvom han havde et skarpt syn i mørket, havde han fra denne afstand kun set, hvordan Moyo havde snakket med blomsterne. Den gamle ugle ved hans side lod til at have fået en nyfunden interesse for pigen. En tænksom krusning dannedes i fjerene over hans øjne.
   "Hmm," sagde han eftertænksomt uden nogen form for uddybning.
   Amadeus vendte sig om mod Aldo og lagde endnu en gang hovedet på skrå.
   "Hvad skal det betyde?" spurgte han.
   "At hun i mine øjne ser ud til at være gået fra forstanden."
   De to ugler blev siddende på samme gren resten af natten. I takt med timerne, der passerede, syntes Amadeus' udtryk at blive mere bekymret. Men han hverken sagde eller gjorde noget. Han sad blot og observerede, og da det langt om længe begyndte at lysne i horisonten, faldt den unge ugle i søvn.

Endnu en gang blev det aften, og da Amadeus vågnede igen, var det til lyden af Moyo, der talte til Månefryd. Egentlig lød det nærmere som en sang. I hvert fald var der en sådan sørgmodighed i hendes stemme, at det var svært at høre forskel.
   "Nå, så kunne du være vågen," lød en drævende stemme bag Amadeus, der straks vendte sig om med øjenlåg, der stadig var tunge efter søvnen.
   Han blev overrasket, da han så, at der omkring ham i træet sad mindst ti ugler og kiggede på Moyo. Amadeus kendte dem godt, for alle uglerne i skoven kendte hinanden.
   "Hvad er det, din kæreste har for?" lød det nu fra én af de andre, og der var en klar spottende klang i uglens stemme.
   Amadeus følte sig forståeligt nok meget utilpas. Det var lige før, han havde troet, han endnu sov, og at dette blot var et mareridt. Nu begyndte de andre ugler oven i købet at grine. De lo højt og hånende af ham, og Amadeus følte sig meget lille. Men alligevel blev han siddende og lod dem le, til de tilsyneladende ikke havde mere latter i sig.
   "Jeg har aldrig hørt noget så latterligt! En ugle der er forelsket i et menneske," lød det fra en ugle i mængden, men Amadeus kunne ikke se, hvem der havde talt.
   "Jeg skammer mig ikke," sagde Amadeus så, men hans stemme skælvede alligevel bag ordene. "Så le I bare."
   Så vendte han ryggen til de andre ugler, og blikket mod Moyo. Han opdagede til sin egen forbløffelse, at han havde glemt, hvor meget han holdt af hende. Eller måske holdt han bare mere af hende, end han havde gjort den forrige nat. Der blev meget stille blandt de andre ugler, og Amadeus kunne høre, hvordan de en efter en fortrak sig og atter efterlod ham alene tilbage i fyrretræet. Nu da de andre var væk, mærkede Amadeus, at han slappede af og lod paraderne falde. Og mens han sad der og betragtede Moyo, gav han slip på en enkelt tåre. Så hørte han den velkendte lyd af brusende vinger og Aldo, som Amadeus ikke havde kunnet få øje på før, landede ved hans side. Amadeus fortsatte med at se ligefrem for sig, men var udmærket klar over, at Aldo iagttog ham indgående. Efter et stykke tid i stilhed talte den gamle ugle.
   "Jeg er ked af det, min ven," sukkede han. "Selvom jeg ganske vist også er af den mening, at du må være godt gal i skralden, så synes jeg på ingen måde, du har fortjent denne behandling. Hjertet har det med at træffe valg uden at spørge os om lov først. Og jeg er ked af, at dit hjerte har ladet valget falde på denne menneskepige."
   "Det gør ikke noget, Aldo," sagde Amadeus, og Aldo blev forbløffet over den modenhed, der pludselig var at finde i den unge ugles stemme. "De andre kan tænke, hvad de vil. Du kan tænke, hvad du vil," fortsatte han og så nu Aldo direkte i øjnene. "Du skal ikke have ondt af mig. Jeg er jo bare forelsket. Det har du selv fortalt mig. Men jeg er dog bekymret for hende, Aldo." Amadeus gjorde et nik med hovedet i retningen af Moyo. "Tror du, der er noget, jeg kan gøre for hende?"
   Aldo sad nu helt målløs og betragtede sin yngre artsfælle. Med ét var der ikke længere bebrejdelse eller mistro at finde i hans blik. Den gamle ugle havde fået blanke øjne.
   Amadeus ignorerede Aldos stilhed og fortsatte:
   "Der er en ro i mig, når jeg ser på hende. En ro jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal beskrive. Det er en form for styrke, og jeg tror, jeg kan hjælpe hende."
   "Jeg vil ikke længere forsøge at stoppe dig, min unge ven. Men hør alligevel, hvad jeg har at sige," lød det så fra Aldo, hvis stemme havde fået en ukarakteristisk varm klang. "Som gammel glemmer man ofte at lade de unge begå fejltagelser, og man prøver i stedet at skåne dem for skuffelser. Men fejl skal nu engang begås, og skuffelser kan på ingen måde undgås. Moyo vil meget snart begå en stor fejltagelse. Sådan set er hun allerede godt igang. Du har selv set hendes fortvivlelse, og den har ført hende til at tage en drastisk beslutning. Hun ser ikke længere klart. Men når hendes intentioner er ført ud i livet, vil hun se en mening med det. Og da, min unge Amadeus, når hun igen ser klart, så vil hun også se dig." Aldo nikkede til sin unge ven, og der var noget anerkendende over denne gestus.
   Amadeus havde lyttet intenst til den gamles tale. Han var ikke sikker på, han helt forstod betydningen af ordene, men der var noget ved visdommen i dem, der fik dem til at føles ældgamle. Det var, som om de var dukket op engang i tidernes morgen og netop i dette øjeblik var kommet for at hjælpe Amadeus.

Moyo rokkede uroligt frem og tilbage, mens hun sad og kiggede på Månen. Hun følte, at hendes hjerte snart havde vokset sig alt for stort til sit lille bryst. Desuden vidste hun endnu ikke, hvordan hun skulle bære sig ad med at fange Månen. Skyer var begyndt at samle sig på nattehimlen som et gråt tæppe og truede med at skærme af for Månens lys. Moyo så til med åben mund, og i samme øjeblik landede en lille, kold dråbe på hendes kind. Så én til. Og endnu en. Kort efter stod en fin regn ned omkring hende, og Månen var stadig lige nøjagtig synlig, som den lå der og slumrede midt i skyerne. Nu var det regnen, Moyo talte til.
   "Regn, du må hjælpe mig. Hjælp mig med at fange Månen!" Moyos ansigt glinsede i regnen, men hun ænsede det slet ikke.
   I det samme Moyo havde talt, begyndte regndråberne at opføre sig usædvanligt. Det så ud, som om de pludselig havde fået en fælles bevidsthed og begyndte at sno sig om hinanden. Det skete i én hurtig, flydende bevægelse, og før Moyo vidste af det, havde regnen vævet hende en lang line, der strakte sig op mod himlen, hele vejen op til Månen. Hun rejste sig straks op og løb hen for at tage fat i linen, men opdagede dog hurtigt at den var umulig at få greb om og blot løb gennem fingrene på hende. Moyo så op mod himlen, hvor skyerne langsomt fortrak sig igen. Også regnen opløstes, men linen hang der endnu som en knap synlig, spindelvævslignende tråd. Himlen var atter klar, og Moyos mave syntes at slå en kolbøtte, da hun så den opspændte line. Hun havde fanget Månen. Bortset fra, at den nu var tøjret, hang den og lyste på himlen, nøjagtigt som den plejede.
   "Nu er jeg lykkelig," sagde Moyo og tilføjede: "Tror jeg."
   For sandheden var, at Moyo ikke følte den lykke, hun havde ventet. Hun mærkede ikke den samme varme, hun almindeligvis oplevede, når hun genså sine blomster efter en måneds afsked. Derimod voksede en tomhed i hendes indre sig støt større. Men Moyo valgte at ignorere det.

I tre lange nætter blev fuldmånen stående på nattehimlen, og det var et helt ekstraordinært syn, som ingen nogensinde før havde set. Også uglerne i træerne forundredes, og der var ikke længere nogen, der grinte af situationen. Hver og én fulgte interesseret med. Amadeus blev siddende på sin gren, og han knap nok blinkede, men så ufravendt på Moyo. Han følte sig hverken sulten eller træt og var sikker på, det var vigtigere, at han holdt øje med hende. Så han ventede. Ventede, selvom han endnu ikke vidste, hvad han ventede på. Samtidig sad Moyo nede på marken og beundrede Månefryd. Det var, som om blomsterne reflekterede Månens stråler, og en sølvfarvet dis hang i luften.

Men på den fjerde nat forandredes omstændighederne. Moyo sad som vanligt og betragtede sine blomster med forslugne øjne. Men med ét indtog en klagende lyd stilheden. Selvom lyden var knap hørlig, lagde den et rent og præcist snit i Moyos hjerte. Hun blinkede forvirret og så sig omkring, mens lyden langsomt steg i styrke. Da det gik op for hende, at lyden kom fra blomsterne, rejste Moyo sig med et sæt. Det var en ganske frygtelig lyd. Det var lyden af Månefryd, der græd af smerte. Moyo tog sig forfærdet til hovedet, mens hun begyndte at nynne en melodi, som dog på ingen måde havde den ønskede beroligende effekt. Lyden skar sig blot dybere og dybere ind i hendes hjerte og skabte et stadigt mere letalt sår. Og det åbne sår fik det kun til at svie endnu voldsommere.
   "Hvorfor græder I? Stop!" råbte Moyo mere fortvivlet end nogensinde.
   Månefryds pinefulde udbrud ramte hende med en sådan kraft, at hun ikke længere kunne holde tårerne tilbage. Moyo græd. Græd som hun aldrig før havde grædt. Så fortabt og forvirret var hun. Hun følte sig magtesløs og havde ingen anelse om, hvad hun skulle stille op. Samtidig blev Månefryds klagen kun værre, og det var, som om de sang til hende. Moyo genkendte tonerne. Det var den klagesang, hun selv havde sunget ud i natten, og nu vendte den tilbage som et forvredent, ynkeligt ekko. Midt i Moyos kaos hørtes pludselig lyden af en klar og fredfyldt stemme, som syntes at hænge i luften sammen med sølvdisen.
   "Du må slippe mig fri, Moyo. Slip mig fri, så Månefryd igen kan få sin søvn."
   Det var Månen, der havde talt, men Moyo ville ikke lytte.
   "Det kan jeg ikke," hviskede Moyo uden at vide, om Månen havde hørt hende.
   Hun satte sig ned igen med hænderne presset mod ørerne. På den måde hørte hun kun svagt blomsternes klagesang, men kunne stadig beundre deres smukke ydre.

Endnu et døgn gik, og den efterfølgende nat begyndte klagesangen for alvor at drive Moyo til vanvid. Hun løb forvildet rundt mellem sine elskede blomster, og der mødte hende nu et grusomt syn. Flere af blomsterne var ikke længere hvide. De så trætte ud og havde mistet deres sølverne skær. Månefryd var ved at visne. Nu begyndte Moyo at løbe mere målrettet rundt, for at se om der dog ikke bare var en enkelt rask blomst at finde. Men hun ledte forgæves. Og jo længere tid der gik, des mere sølle begyndte blomsterne at fremstå. Deres ellers så slanke, ranke halse var blevet krumme, og de fine, silkeagtige blade rynkede.
   "Hvad skal jeg dog gøre?" Moyo faldt grædende på knæ.
   I træerne sad uglerne med vagtsomme øjne, på himlen hang Månen som Moyos gidsel, og i græsset led Månefryd en langsom død.
   "Du må slippe mig fri, Moyo," lød Månens blide stemme endnu engang.
   På en eller anden måde vidste Moyo, at der ikke længere var nogen anden udvej. Hun græd ikke mere. I stedet rejste hun sig op, og hendes bevægelser, der var præget af en uendelig træthed, var så langsomme, at det i nogle øjeblikke så ud, som om alt omkring hende holdt vejret. Så løftede hun hånden, lod den falde og skar i samme omgang et rent snit tværs gennem linen, der stadig hang og vajede i den kolde natteluft. Et øjeblik blev den hængende, delt i to, før den igen opløstes til dråber, der faldt til jorden som en stille regn.
   Og natten falmede, mens flammer begyndte at ulme over trætoppene. Moyo kunne ikke gøre andet end at se til, mens de tilbageværende blomster drog et sidste, samstemmigt suk.

Amadeus havde fulgt opmærksomt med fra sin gren, og nu måtte han skride til handling. Han behøvede ikke længere Aldos råd, men vidste det instinktivt. Den tynde natteluft bar ham lydløst med sig, og selvom Moyo ikke havde bemærket det endnu, følte Amadeus forandringen i luften. Turen fra grantræet og ned på marken syntes pludselig som en længere rejse, og nu var det ikke blot nysgerrigheden, der trak i ham, men også den opgave han vidste, han havde foran sig. Amadeus landede helt tæt på Moyo og mærkede med det samme hendes nærvær lægge sig om sig som en varm dyne. Dette havde han ikke været forberedt på, og i et øjeblik var han lige ved at miste balancen. Han så på Moyo og følte, at han kendte hende bedre, end han kendte sig selv.
   "Jeg er ked af det," sagde Amadeus, eftersom det var det første, der faldt ham ind.
   Det gibbede i Moyo, og allerede inden hun havde vendt hovedet, vidste Amadeus, at hun havde hørt ham. Virkelig hørt ham. Moyo så på den lille, lidt forhutlede ugle med en mørk rynke i sin blege pande.
   "Talte du til mig?" lød det tvivlsomt fra Moyo, og Amadeus mærkede sit hjerte gøre et hop.
   Amadeus gjorde et lille nik med hovedet, og Moyo forstod. Der var noget så intenst og rørende ved øjeblikket, at Amadeus helt havde mistet mælet.
   "Har du holdt øje med mig?" spurgte Moyo stilfærdigt, selvom hun allerede forudså svaret.
   Igen nikkede Amadeus uden nogen form for ledsagende ord.
   "Du må tænke, at jeg er et forfærdeligt menneske," sagde Moyo og så ned i græsset.
   "Det tænker jeg ikke," sagde Amadeus.
   Moyo bed mærke i, at der ingen svig var at finde i hans stemme.
   "Jeg har slet ikke set dig, siden den aften du sad og kiggede på mig. Du må have gemt dig godt." Moyo holdt en kort, eftertænksom pause. "Eller også er det mig, der ikke har set ordentligt efter."
   Amadeus sagde ikke noget, men lod Moyo fortsætte.
   "Hvad er dit navn?"
   "Amadeus."
   "Jeg hedder Moyo."
   "Det ved jeg."
   Amadeus havde hørt, hvordan Månen havde talt til hende.
   Moyo så væk igen, og denne gang gik der længere tid, før hun igen sagde noget.
   "Jeg er så frygteligt ked af det, Amadeus."
   "Jeg er kommet for at hjælpe dig, Moyo. Hvis du da vil tage imod min hjælp." Han så afventende på hende med sine store øjne.
   Moyo sendte uglen et hjerteligt smil, og taknemmeligheden strålede ud af hendes blå øjne. Amadeus lagde mærke til, hvordan noget i dem lyste klarere end tidligere.
   "Det ved jeg," sagde hun.

Moyo og Amadeus ventede sammen i tålmodighed. Det blev dag, før det igen blev nat, og Månen atter viste sit klare ansigt på himlen.
   "Jeg er så ked af det, Måne. Jeg skulle aldrig have fanget dig. Undskyld!"
   Moyo talte igen mod himlen, men denne gang sad Amadeus ved hendes side. Hun så på ham, og Amadeus nikkede opmuntrende. En tung stilhed hang i luften, og Moyo sukkede, mens hun så sig omkring. Overalt på marken stod de visne blomster som et morbidt vidne om hendes grådighed. Og Moyo skammede sig, mens Månen forblev tavs.
   "Vær sød og tal til mig," hviskede Moyo med lyden af et spinkelt håb i stemmen.
   Amadeus sad i mellemtiden helt roligt og betragtede hende. Han var ikke længere bekymret for Moyo. De sidste spor af den giftige mani, lod hun til at have grædt ud. Men han var stadig ked af det på hendes vegne. Han mærkede en del af hendes smerte, som en spejling i sit eget sind. Og langt om længe gav Månen lyd fra sig. Hendes behagelige stemme var som en blid sang om ørerne på dem.
   "Jeg vil puste liv i en enkelt blomst. Men du må love mig, at du vil passe godt på den, og at du aldrig igen vil fange og lænke mig." Hendes tonefald var svær at bedømme, men hun var ikke vred.
   "Det lover jeg," sagde Moyo i det samme, og der var en sådan ydmyghed i hendes stemme, at ingen kunne have været i tvivl om hendes oprigtighed.
   I det samme sprang en enkelt blomst i nærheden ud, og den syntes at lyse klarere end nogensinde. Mens den nu ensomme blomst foldede sig ud, forsvandt de sidste spor af alle de resterende blomster.
   "Tusind tak," sagde Moyo, og så spænede hun hen til blomsten, hvor hun faldt på knæ.
   "Åh, Månefryd. Jeg elsker dig så højt, men jeg ved, at jeg må give slip på dig. Fra nu af vil jeg altid lade den sorte nat tage dig fra mig, men jeg vil tænke med glæde i hjertet på den dag, hvor Månen atter står fuld og klar på himlen, og du igen springer ud. Jeg vil passe på dig. Min Månefryd."
   Mens Moyo sad og talte i fortrolighed til blomsten, vendte Amadeus tilbage til fyrretræet med glimtet af et umærkeligt smil i sine øjne. Han var igen alene. De andre ugler var ingen steder at se. For dem var forestillingen forbi, men for Amadeus var den kun lige begyndt. Mens han sad der, følte han sig på én gang både tættere på og længere væk fra Moyo end tidligere. Hans blik veg ikke fra hende hele natten. Men da Månen sejlede væk og Månefryd foldede sine blade sammen, dansede også Moyo sin vej og forduftede ud i natten. Amadeus talte minutterne, der gik, mens Moyos manglende tilstedeværelse stak i hans bryst. Så vendte han blikket mod himmelhvælvingen over sig, og lige før han satte af fra grenen, hviskede han ud i den stille nat:
   "Farvel, Moyo. Min Moyo."