2Månefryd
"Se, hvordan hendes hår ligner et stykke skåret ud af himlen," lø... [...]
Eventyr og fabler · mani, forelskelse, fantasi
3 år siden
23Pigen med de blå øjne
Silja besøgte somme tider sin tante i Klippehytten ude ved kysten... [...]
Fantasy
7 år siden
18Den hvide fjer
Lad mig fortælle dig en historie... · Hun kunne beskrives på mange ... [...]
Noveller
8 år siden
2I drømme…
I drømme lever du og jeg, · som stjernerne, forbundet · På nattehiml... [...]
Digte
8 år siden
1Bundløse drømme
Himlen udenfor var sort. Så sort, at det næsten så ud, som havde ... [...]
Noveller
8 år siden
36Forglemmigej
"Anna! Anna!" Mit skrig er skingert og desperat. Jeg råber igen a... [...]
Noveller · storm
9 år siden
9På englevinger
Vinden rev i træerne og den piskende regn satte streger på natteh... [...]
Noveller
9 år siden

Puls: 3,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Line Lundstrøm Rasmussen (f. 1990)
Lad mig fortælle dig en historie...
   Hun kunne beskrives på mange måder. Smuk. Enestående. Men var der ét ord, der kunne beskrive hende bedre end noget andet, måtte det være lunefuld. Modsat, som det jo ofte sker for så mange andre, var min kærlighed ikke tilfaldet et andet menneske. Jeg havde slået mig ned alene midt ude i ingenting, hvor der kun en sjælden gang i mellem kom mennesker forbi. Det eneste selskab, jeg havde, var Høgen, som var min store, sorthårede hund. Vi besøgte hende altid sammen. Hver eneste dag. Hun sang til mig gennem bladene i trætoppene, græd sine tårer fra de mørke skyer og betagede mig med sine vidtstrakte marker. En dag forærede hun mig en fin, hvid fjer, som ganske yndigt kom dalende ned i mit skød fra den lyseblå himmel. Og den dag erkendte jeg, at jeg ærligt havde tabt mit hjerte.
   Efterhånden var jeg blevet en gammel mand, og jeg måtte indse at tiden var inde til, at bringe historien videre og lade en anden fortælle den forfra...

"Kedeligt!" Var det første ord jeg slyngede ud. Det hang nogle minutter i luften og tørrede ud, før min far reagerede på det.
   "Hold nu op, Ally. Vi gør det her for familiens skyld," sagde han helt roligt uden at se på mig, mens han hurtigt kastede et par madpakker ned i bunden af rygsækken.
   "Ja, klart," sagde jeg temmelig barnagtigt og lagde armene over kors. "Og hvad skulle vi så få ud af det?"
   Min far sukkede, og så op. Hans tålmodige blå øjne mødte mine.
   "Tja, det er længe siden vi har været sammen, og måske kunne vi alle lære noget af en rotur ned langs åen."
   Jeg fnøs højlydt, før jeg trampede ud af køkkenet.
   "Ally og Marcus, I må gerne tage jakkerne på og sætte jer ud i bilen," lød min mors stemme ude fra garagen.
   I næste øjeblik kom min lillebror susende forbi. Det gik så hurtigt, at synet af hans lyse hår blev hængende efter ham som et lyn i luften.
   "Jeg er på vej," sagde han og snuppede sin regnjakke fra krogen i farten.
   Jeg selv traskede ud i entréen, satte fødderne i et par gummisko og smed min jakke over skulderen. Så gik jeg ud til bilen og lagde på vejen slet ikke mærke til, hvor fantastisk blå himlen egentlig var den dag. Jeg satte mig bare ind og smækkede døren ekstra hårdt i efter mig.
   "Ally er sur," sagde Marcus henvendt til min mor, som havde sat sig ind på det forreste passagersæde. Han betragtede mig lettere skræmt med store øjne.
   "Hold mund," sagde jeg bare og gloede ud af sideruden, selvom der ikke var andet end garagens væg at kigge på.
   Min mor sagde ingenting, og vi sad nogle minutter i en tyk luft af pinlig tavshed, før min far kom baksende ud med rygsækken fuld af madpakker til turen.
   "Det er lige før, jeg tror, at du har smurt for mange madder, Theresa?" klukkede han, mens han satte sig ind og startede bilen. "Det er jo ikke nogen overlevelsestur vi skal på."
   "Hellere for meget end for lidt," sagde Theresa bare og vendte sig om i sædet. "Bliver det ikke hyggeligt, unger?"
   "Jo," svarede Marcus kækt, og min mor sendte ham et varmt smil. Jeg selv svarede ikke, men blev bare ved med at skule tvært ud af vinduet. Men jeg mærkede alligevel et stik i brystet, da jeg så, hvordan min mor vendte sig igen med smilet falmet i de brune øjne.

Så kørte vi ellers bare. Ud af landevejen. Vi passerede scenarier, der gik igen og igen og i det hele taget lod til at fortsætte ud i al uendelighed. Der gik vel et par timer. Eller sådan følte jeg det i hvert fald. Hele vejen sad jeg og stirrede blindt på sideruden, mens mine tanker var blevet hjemme. Jeg tænkte på alle de ting, jeg kunne have foretaget mig i stedet for netop en rotur med familien. Mine hænder var sammenknugede, og jeg var fuld af en summende, indespærret bitterhed. Hvis nogen så meget som prikkede til mig med en lillefinger, ville jeg gå til angreb.
   Endelig nåede vi frem. "Bådudlejning" stod der på et gammelt lettere medtaget træskilt, og min far svingede ind af en snæver grusvej. Omkring hundrede meter længere nede ad vejen blev vi mødt af et lille, usselt skur. Det så temmelig forladt ud, syntes jeg, men min far sprang alligevel ud af bilen og kom få minutter efter tilbage sammen med en gråhåret og meget skrøbeligt udseende mand, som pegede ned mod åren på en rød robåd, der lå ved bredden. De to andre var hurtigt ude af bilen og nede ved båden, mens jeg selv kom sjoskende et godt stykke bagefter. Gruset knasede under mine sko, men det tænkte jeg ikke videre over. Jeg rynkede på næsen.
   "Her lugter mærkeligt," sagde jeg, og kastede et blik over skulderen for at være sikker på, at manden fra skuret ikke havde hørt mig. Jeg blev en smule overrasket, da jeg så, at den gamle mand rent faktisk stod lænet til sin stok og betragtede mig med en uudgrundelig mine. Men han vendte sig brat om, da han så, at jeg kiggede på ham og forsvandt derefter igen ind i det lille forfaldne skur.
   "Det er fordi, vi er kommet på landet," svarede min far og mønstrede endnu en munter tone.
   Jeg himlede med øjnene, og da jeg satte mig ned i robåden, fandt jeg min mp3 afspiller frem, pressede høretelefonerne i ørene og skruede helt op for lydstyrken. Mine forældre vekslede et sigende blik, men lod så til - uden at mæle et eneste ord - at beslutte sig for ikke at sige noget. Musikken dunkede i mine ører, og jeg mærkede ikke, hvordan båden nærmest svævede hen over det blanke vand. Jeg fik lov at sidde med sin musik i en hel time, før min mor prikkede mig på skulderen og gestikulerede, at jeg skulle "tage propperne ud af ørerne."
   Jeg gjorde, som hun sagde, og vi sejlede videre et stykke tid hen ad åen - som nu bugtede sig ind i skyggen af en eller anden skov, som var mig meget ligegyldig - før vi endelig lagde til og sprang op på bredden for at spise vores medbragte madpakker. Jeg undrer mig over, hvad der mon var sket, hvis jeg var blevet for at hjælpe til, da de andre begyndte af bredde tæppet ud. Men det gjorde jeg ikke. Jeg havde brug for at være lidt for mig selv, så jeg gik lidt længere ind i skoven. De andre tænkte vel, at jeg bare lige ville se mig lidt omkring, for ingen af dem sagde noget, og jeg fortsatte i mine egne tanker, mens vinden hviskede i de lysegrønne forårsblade. Men det havde jeg selvfølgelig slet ikke øre for. Jeg kan ikke engang huske, hvad det var, jeg gik og tænkte på. Det havde sikkert været et eller andet ligegyldigt, men da jeg pludselig blev draget ud af mine tanker, kunne jeg ikke finde de andre igen. Heller ikke en gang åen kunne jeg se længere. En smule utilpas satte jeg mig på huk og lænede mig op ad stammen på et stort træ, mens jeg undertvang lysten til at råbe på de andre. Jeg ville for alt i verden ikke se deres ansigter, mens de grinede over, hvordan jeg var faret vild i skoven. De måtte vel finde mig på et eller andet tidspunkt, tænkte jeg. Jeg lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage.
   "Ahem.."
   Jeg fór forskrækket sammen, rejste mig op, og fandt pludselig mig selv ansigt til ansigt med den gamle mand, som havde lejet os den røde robåd. Endnu en gang så han på mig med et uudgrundeligt blik, ligesom han havde gjort, lige inden vi var steget i robåden. Sådan stod han i et stykke tid helt ubevægelig og så bare på mig.
   "Undskyld, jeg kan ikke finde tilbage," sagde jeg så, forsigtigt og med en meget lille stemme.
   Så smilede han. Men heller ikke hans smil kunne tydes.
   "Nå, og hvordan har du så fundet frem til at begynde med?" spurgte han så. Han havde en gammel, rusten stemme, men den var alligevel på en måde rar.
   Jeg rynkede brynene. Sikke en underlig formulering, tænkte jeg.
   "Øhm... Altså..."
   Så var det som om, hans smil pludselig forandrede sig, og han rakte venligt hånden frem.
   "Mit navn er Wilton," sagde han. "Og det her," han pegede på en sort, slank hund, som stod ved hans side, og som jeg slet ikke havde lagt mærke til før nu, fordi jeg havde været så fokuseret på den gamle mands besynderlige blik. "...er Høgen."
   Jeg kiggede på hunden stadig overrasket over, at jeg havde kunnet overse den.
   "Åh, du havde slet ikke lagt mærke til ham, ser jeg. Men han har lagt mærke til dig, kan jeg godt forsikre dig. Øjne som en høg. Ja, deraf navnet," klukkede han med en sjov ru latter. "Men nu tilbage til dig, lille frøken. Så har du jo virkelig brug for noget hjælp. Hvad hedder du for resten?"
   Der var noget særdeles sært ved denne Wilton. Jeg så en smule undrende på ham. Var det måden han talte på? Jeg havde ikke forstået meget af det, han netop havde stået og sagt, selvom jeg udmærket kendte betydningen af alle ordene.
   "Øhm... Ally," sagde jeg så. "Det var os, der lejede en båd tidligere i dag."
   "Ja ja, det husker jeg udmærket," sagde Wilton, og han lød næsten en smule fornærmet.
   "Men kan du da hjælpe mig med at finde tilbage?" spurgte jeg tøvende.
   "Jah, det kunne jeg vel. Men det var nu ikke den slags hjælp, jeg mente, du ville have mest brug for." Wilton lo lidt hen for sig, og jeg måtte rynke brynene igen. Var han helt normal?
   "Det, jeg mener, er, at der er nogle ting, jeg godt kunne tænke mig at vise dig," sagde han, efter tilsyneladende at have lagt mærke til mit uforstående ansigtsudtryk. "Følg med mig," sagde han så, og det gjorde jeg, for jeg havde alligevel ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde tilbage. Mens vi gik, lagde jeg mærke til, hvordan Wilton lod fingerspidserne strejfe alle de små kviste på buskene, og det så næsten ud som om, han kærtegnede dem. Så stod vi pludselig midt i en lille lysning, og Wilton bad mig sætte mig ned på en træstub.

"Prøv engang at lukke øjnene," sagde Wilton så. Han havde alligevel formået at vække min opmærksomhed, og jeg lod undrende øjenlågene falde i. "Og ræk mig så din hånd," lød Wiltons ru stemme. Jeg strakte armen ud og følte mig utroligt tryg i den besynderlig, men rolige mands nærvær. Så mærkede jeg en meget let og knap mærkbar berøring i min håndflade og skulle lige til at åbne øjnene, da Wilton sagde:
   "Nej, nej. Du skal lade dem forblive lukkede." I nogle øjeblikke sagde han intet, og jeg begyndte at mærke følelsen af utilpashed komme snigende ind på mig igen. Var det her et eller andet ritual?
   "Denne her fjer er en gave fra mig til dig," sagde han så. "Og du må love mig at passe virkelig godt på den." Jeg slog øjnene op og fik øje på den fineste hvide fjer, som nu lå der i min håndflade og så meget uskyldig ud.
   Jeg kan huske, at den første tanke, der fór gennem mit hoved var: Hvad skal jeg dog bruge den til? Men da jeg se op på Wilton, blev jeg mødt af et helt særligt blik. Hans gamle blå øjne så en smule slørede ud, og det var som om, en indbyrdes forståelse pludselig opstod imellem os. Og havde jeg nogensinde troet, at jeg ville kunne forstå en gammel mand, som levede alene med sin hund midt ude i ingenting? Nej. Men med ét var det som om, den gamle mands væsen skinnede gennem de havblå øjne, og alle hans følelser var blottet til fuldt skue for mig. Og jeg så dem alle sammen. Beslutsomhed. Passion. Bedrøvelse. Wilton blinkede og så en smule skamfuldt væk. Jeg selv stod måbende og betragtede ham, forbløffet over den særdeles mærkværdige forbindelse, der i få øjeblikke havde været mellem os.
   "Tak," sagde jeg bare, og jeg forstod, at han netop havde foræret mig en helt fantastisk gave.
   "Du skal være så hjertelig velkommen," svarede Wilton med et slet skjult smil.
   "Men må jeg have lov til at spørge dig, hvorfor du forærer mig den?" spurgte jeg så.
   "Jo, forstår du, kære Ally. Så snart jeg så dig, lagde jeg mærke til, - undskyld mig - hvor blind du var, trods dit ellers så unge, skarpe syn. Og kender du følelsen af, når noget bare pludselig bliver klart for én?" spurgte Wilton. Han lod mig ikke svare, men sendte mig et indforstået blink. "For mange år siden forelskede jeg mig i alt dette." Han slog ud med armene, og jeg hævede brynene i en undren. "Duften af fyrnåle eller nyslået græs. Synet af forårsblomsterne, som springer ud. Følelsen af sommersolen, der varmer huden. Hver nat er jeg sikker på, at hun betragter mig med sine lysende øjne fra den sorte himmel over os." Wilton talte med en sådan åbenlys lidenskab, at jeg ikke et sekund tvivlede på, at det virkelig var kærlighed, han talte om. "Ja, det er jo en uendelig historie, alt for lang til at skulle fortælles med ord," fortsatte han. "Derfor vil jeg vise dig den i stedet." Han gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter ham. På dette tidspunkt havde jeg nær glemt, at jeg jo faktisk var faret vild, men denne gamle mand havde vakt min opmærksomhed på en så bemærkelsesværdig måde, at jeg ikke kunne andet end at være nysgerrig. Wilton og Høgen ledte mig ud på en mark på den anden side af skoven, og han bad mig være helt stille. Så var det jeg hørte et enormt sus, som fra en bølge, der skylder ind over stranden, og en stor flok af hvide fugle lettede fra skovens tag. Jeg så ned på den hvide fjer i min hånd, og Wilton nikkede.
   "Netop," sagde han. "Her fik jeg den hvide fjer foræret. Men som du ser, er jeg blevet en gammel, skrøbelig mand, og nu må historien sammen med fjeren svæve videre. Denne opgave er, måske af ganske tilfældige årsager, nu tilfaldet dig. Vil du love mig at bringe fjeren videre, Ally?"
   Hans udtryk, da han så på mig, var så bedende, at jeg næsten blev forlegen og måtte se væk. Men jeg havde forstået hvor vigtigt, alt dette var for ham, og jeg nikkede.
   "Men nu til den del, der hedder mit løfte til dig," sagde han. "Nu skal jeg vise dig tilbage til åen."
   Endnu en gang fulgte jeg efter Wilton, og selvom den gamle mand ikke just var let til bens, gik der kun knap nogle minutter, før vi var tilbage ved åen. Da jeg kunne se de andre, der sad helt uvidende på tæppet og den røde robåd, der lå og vuggede i vandoverfladen, stoppede Wilton op.
   "Du må også love at komme og besøge mig. Så kan jeg vise dig flere historier. Selvom jeg foretrækker at være for mig selv, har du overraskende nok været et ganske behageligt selskab." Han smilte igen, og jeg svarede ham med et endnu større smil.
   "I lige måde," sagde jeg. "Og jeg skal nok komme igen."
   Jeg begyndte at gå ned mod åen, og Wilton råbte efter mig.
   "Husk på. Det er en vigtig historie. Vi må aldrig fuldstændig glemme at være taknemmelige for de skønheder, der omgiver os. Det må skrives på min gravsten," tilføjede han i spøg inden han vinkede, vendte sig om og forsvandt sammen med sin sorte hund, Høgen, som også sendte mig et vågent blik.

Da jeg fandt de andre igen, fortalte jeg dem ærligt, hvordan jeg var faret vild, og at jeg havde mødt den gamle bådudlejningsmand, som havde vist mig tilbage. Da vi kørte hjem rullede jeg vinduet ned, og lod den friske luft kærtegne mit ansigt. De scenarier vi passerede var selvfølgelig nøjagtig de samme, som dem jeg havde set tidligere samme dag. Men som en klog mand har lært mig, består opdagelsen ikke i det man ser for sig, men hvordan man ser. Det hele handler bare om, hvordan historien bliver fortalt. Marcus syntes, det var morsomt, at jeg var faret vild i skoven, og jeg lod ham endda fnise over det. Men da vi senere samme aften sad hjemme i stuen, og jeg trak den hvide fjer frem, så han på mig med sine store, uskyldige øjne, og jeg tog hans hånd og trak vejret dybt ind.
   "Lad mig fortælle dig en historie..."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/06-2010 12:06 af Line Lundstrøm Rasmussen (line888) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2791 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.