2Månefryd
"Se, hvordan hendes hår ligner et stykke skåret ud af himlen," lø... [...]
Eventyr og fabler · mani, forelskelse, fantasi
3 år siden
23Pigen med de blå øjne
Silja besøgte somme tider sin tante i Klippehytten ude ved kysten... [...]
Fantasy
7 år siden
18Den hvide fjer
Lad mig fortælle dig en historie... · Hun kunne beskrives på mange ... [...]
Noveller
8 år siden
2I drømme…
I drømme lever du og jeg, · som stjernerne, forbundet · På nattehiml... [...]
Digte
8 år siden
1Bundløse drømme
Himlen udenfor var sort. Så sort, at det næsten så ud, som havde ... [...]
Noveller
8 år siden
36Forglemmigej
"Anna! Anna!" Mit skrig er skingert og desperat. Jeg råber igen a... [...]
Noveller · storm
9 år siden
9På englevinger
Vinden rev i træerne og den piskende regn satte streger på natteh... [...]
Noveller
9 år siden

Puls: 3,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Line Lundstrøm Rasmussen (f. 1990)
Silja besøgte somme tider sin tante i Klippehytten ude ved kysten. Der hvor havet igen og igen desperat kastede sig ind mod land, og der hvor en evig storm fyldte luften og blæste træerne helt skæve. Silja huskede, hvordan hendes mor ofte sagde, at selv tante Lola var blevet vindblæst af at have boet der i så mange ensomme år. Men Silja holdt nu meget af tante Lola og Klippehytten. Her kunne hun sagtens sidde længe i stilhed og lytte til bølgernes konstante brusen, mens hun spejdede ud over havet, der strakte sig mod horisonten for at møde himlen. Her flokkedes hendes tanker frit, ligesom mågerne. Og tante Lola forstyrrede dem ikke. Egentlig var Silja temmelig sikker på, at hendes tante var glad ved den stilhed, Silja bragte med sig, for selv var tante Lola en kvinde af få ord. Hun var noget af en ener, og også når Silja besøgte hende, holdt hun sig mest for sig selv. Sammen med tante Lola behøvede Silja ikke at føle sig anderledes, som hun så ofte gjorde derhjemme, for hendes tante var rent ud sagt endnu mere mærkelig end hun selv var. Tante Lola klædte sig ganske ejendommeligt. Faktisk kendte Silja ikke andre, der gik klædt ligesom hende. Hun bar som regel altid en lang mørk kjole, gerne blå eller bordeaux og med de mest fantastiske mønstre. Dertil gerne mange smykker og en stor stråhat, når det var sommer. Hendes lange hår, flettede hun, og så havde hun ofte enten sort- eller rødlakerede negle. Modsat Silja, havde tante Lola næsten kulsort hår, men de havde samme dybblå øjne, hvilket hendes tante altid mindede hende om. Hver eneste gang Silja trådte ind i tante Lolas hytte, som praktisk talt lå midt ude i ingenting, var det lidt som at træde væk fra virkeligheden. Eller måske trådte hun faktisk bare ind i en anden virkelighed. Tante Lolas virkelighed, som så også ville blive Siljas for en stund.

Det var tidligt på efteråret, og Siljas forældre havde kørt hende ud til Klippehytten for, at hun kunne tilbringe en weekend sammen med sin tante. Efter at have vinket til bilen, der langsomt trillede ud ad indkørslen, stod Silja nu alene med sin kuffert uden for den krakelerede og lettere skæve havelåge, og mærkede som altid en helt særlig ro tage bo i sig. Silja tog en dyb indånding, og den friske, salte luft fyldte hendes lunger. Vinden var ekstra kraftig den dag og havde nær blæst hendes hue væk, så med den ene hånd forsvarligt på hovedet og kufferten i den anden, fik hun skubbet havelågen op og bugseret sig vej op til hoveddøren, som netop i det samme gik op.
   "Silja! Hvor er det dejligt at se dig igen," lød tante Lolas luftige stemme, og i strømpesokker hoppede hun ud for at hjælpe Silja med kufferten.
   Silja så op og sendte sin tante et taknemmeligt smil. Så fulgte hun efter hende ind gennem døren, og den sædvanlige sødlige duft af kanel fra tante Lolas særlige te mødte Siljas næse.
   "Du er vokset en smule siden sidst," sagde tante Lola, mens hun satte kufferten fra sig på gulvet. "Men dine blå øjne, de er stadig de samme." Hun fæstnede Siljas øjne i sit blik.
   "Og det samme er dine, tante Lola," sagde Silja lidt drilsk, og hendes tante kluklo.
   "Stil din kuffert ind på værelset. Teen er lige ved at være klar," sagde hun så, og Silja hankede op i kufferten og fandt vej hen til gæsteværelset, som hun havde gjort så mange gange før. Hun var efterhånden begyndt at betragte det som sit eget værelse, og hun var ret sikker på, at tante Lola gjorde det samme, for tegningerne Silja havde tegnet genne årene, havde tante Lola ladet hænge på væggen, og alle de sten og muslinger hun ofte havde samlet på stranden lå præcist, hvor hun havde efterladt dem, i vindueskarmen. Silja lod kufferten dumpe ned på sengen, hvorefter hun tog overtøjet af og hang det ind i skabet. Hun kastede et blik ud af vinduet. Det hele lignede mere eller mindre sig selv fra sidst, hun havde været her engang i foråret. Lige uden for vinduet var tante Lolas lille indhegnede have med de små bede, og hvis man fortsatte bare ti meter efter hegnet, ville jorden forsvinde under éns fødder, for her skrånede de barske klipper lodret ned mod vandet. En klar, hvinende lyd rev Siljas blik væk fra vinduet. Teen var klar.

De drak te i tavshed. Sådan havde de altid gjort det, og Silja tænkte, at teen var tante Lolas måde at byde hende velkommen på. Hun tog en slurk og kunne mærke den varme drik glide hele vejen ned gennem halsen. Den føltes næsten blød. Den søde kanel aroma fyldte rummet, og det var som om, de sad inde i en lille boble, hvor luften var så tyk, at man næsten kunne række ud og føle på den. Tante Lola smilte til Silja hen over sin kop, og Silja lod blikket vandre gennem stuen, som også i det hele taget lignede sig selv. Det var ikke noget stort rum, men alligevel havde tante Lola fundet plads til en masse ting, nogle mere besynderlige end andre. Hun havde to små kommoder og også et fint vitrineskab. Noget fjernsyn havde hun ikke, men i stedet en stor bogreol, og overalt var der fyldt med sære pyntegenstande, som bemalede blikdåser og små potter med planter, Silja aldrig havde set andre steder end hos tante Lola. Men det mest bemærkelsesværdige var dog alle de malerier, som prydede rummets fire vægge. Silja var godt klar over, at de var tante Lolas egne værker, men hun havde ganske vist aldrig set hende male. Og det mest besynderlige var, at der ikke var den store forskel på malerierne. Alle som én forestillede de havet, blot med små ændringer i lyset og vandets bevægelse. Faktisk kunne det se ud som om, tante Lola havde malet havet nøjagtigt, som man kunne se det ud gennem stuevinduet. På næsten alle malerierne hang en stor, blå påfugl på himlen og betragtede de forskellige scenarier med et lidt sørgmodigt, men dog overvågent blik. Silja var sikker på, at der var kommet flere malerier til siden sidst, hun havde været her. Tante Lola havde fulgt Siljas blik rundt i rummet.
   "Mere te?" spurgte hun så, men Silja rystede på hovedet.
   "Nej tak! Jeg tror, jeg vil sætte mig lidt ud på bænken," sagde Silja og tænkte på den blåmalede bænk, som tante Lola havde stående lidt uden for indhegningen, næsten helt ude ved klippekanten.
   "Ja, gør du hellere det nu," sagde tante Lola. "Jeg tror, der er regn på vej." Så gik hun ud i køkkenet. Den sorte, flagrende fletning var det sidste, der forsvandt ud af syne.

Når Silja sad på bænken, var det, som om hele det store hav bredte sig ud foran hende som et enormt blåt tæppe. De lange græsstrå smøg sig om hendes ben og svajede kraftigt i den voldsomme vind. Over hendes hoved samlede sorte skyer sig, og de hang så lavt på himlen, og det var, som om de befandt sig så nær ved, at Silja ville kunne nå dem, hvis hun strakte armen ud.
   "Måske havde tante Lola ret i, at der er regn på vej," mumlede Silja for sig selv.
   "Undskyld? Talte du til mig frøken?" lød en stemme pludselig, og Silja vendte overrasket blikket væk fra himlen. Og dér lige foran hende stod en høj, ranglet mand i en stor, sort frakke. Han så ikke direkte på Silja, men hans udtryk var henkastet, som om han havde stået der hele tiden.
   "Nej, faktisk talte jeg bare til mig selv," indrømmede Silja og mærkede varmen stige op i sine kinder. "Jeg så dig slet ikke komme."
   "Har du noget imod at jeg..." Manden nikkede i retning af bænken.
   "Slet ikke," sagde Silja mest for at være høflig, og manden satte sig ned på bænken ved siden af hende.
   Hans undersøgende blik gled adræt hen over Silja.
   "Er du pigen med de blå øjne?" spurgte han så, og hans stemme var hæs, som om det var længe siden, han sidst havde brugt den.
   "Det tror jeg ikke," sagde Silja ganske forvirret.
   Sikke et besynderligt spørgsmål, tænkte hun. Hun havde jo godt nok blå øjne, men om hun var lige den pige, han havde refereret til, var hun slet ikke sikker på. Silja drejede hovedet for at se nærmere på manden, men i det samme vendte han blikket den anden vej. Han havde en noget stor og kroget næse, hvilket gav ham en profil som en fugl. Han hævede let den ene mundvig, men om det var fordi, han smilte, var svært at se.
   "Har du set en påfugl heromkring?" spurgte han, som om det var det mest naturlige i verden at spørge om. Han så stadig ikke på hende.
   Igen var Silja forundret over mandens spørgsmål. Og hvor var det mærkværdigt, tænkte Silja, at han lige præcis skulle spørge efter en påfugl, når hun netop tidligere havde set sådan en på flere af tante Lolas malerier.
   "Ikke andet end på min tantes malerier," sagde Silja så og grinte, men manden ikke så meget som smilte. Tværtimod kneb han øjnene sammen i et øjeblik.
   "Månedamen," mumlede han.
   "Undskyld?" sagde Silja usikkert, men manden svarede ikke.
   I nogle øjeblikke sad de bare der i stilhed, indtil et nyt spørgsmål var over Siljas læber.
   "Er det da din, den påfugl du snakker om?" spurgte hun, men manden svarede ikke lige til at begynde med.
   Da han endelig sagde noget, var det som om en særlig mystik var spundet ind i hans stemme.
   "Nej, men den holder til her ved havet." Han holdt en kort pause. Og så for første gang så han direkte på hende, og hans øjne var så mørke, at de lignede to blanke, sorte perler. "Vil du vide, hvorfor?" spurgte han så. Der var noget dragende i måden, han sagde det på, og Silja nikkede langsomt.
   "Denne påfugl," sagde han, og hans stemme var dæmpet, men Silja syntes, hun kunne høre en bitter undertone. "Den lever som en del af vandets kredsløb. Flyder med floden, svæver med skyen og falder med regnen. Men... Jeg håbede på, at du måske kunne hjælpe mig." Ligesom før så han væk, og Silja kunne ikke se hans øjne.
   Hun sagde ikke noget. Var det meningen, at hun skulle lege med på hans lille historie?
   "Ser du, mine stakkels planter, de tåler så dårligt regnen," sagde manden så. "Kunne du ikke stoppe regnen for mig?"
   Silja kunne ikke holde et lille fnis tilbage.
   "Jeg kan da ikke stoppe regnen," sagde hun så, og manden vendte endnu engang blikket mod hende.
   Han rynkede brynene, næsten overdrevent.
   "Så er du måske ikke pigen med de blå øjne," sagde han. Og så uden varsel rejste han sig fra bænken og begyndte at traske væk.
   Silja kunne høre ham mumle for sig selv. "Jeg var ellers så sikker."
   I det mindste er jeg da ikke den eneste, der taler med mig selv, tænkte Silja og et smil gled over hendes ansigt. Hun fulgte manden med øjnene, og inden længe forsvandt den sorte frakke ud af syne. Regnen var endnu ikke kommet, men himlen havde nu fået et lyserødt skær. I nogle få øjeblikke dansede solen på den blodrøde horisontlinje, hvorefter den langsomt dykkede ned i de uendelige bølger. Silja kunne ikke få manden med perleøjnene ud af hovedet, så hun rejste sig fra bænken for at vende tilbage til Klippehytten.

Den aften, mens Silja og tante Lola spiste, fortalte Silja sin tante om den fremmede mand og hans besynderlige spørgsmål. Tante Lola sagde ikke noget, men hun så på Silja med et gennemtrængende undersøgende blik og en bekymret rynke i panden. Silja var helt sikker på, at der var et eller andet, som tante Lola af en eller anden grund ikke ville fortælle hende.
   "Hvad er det, tante Lola? Hvad er det, du ikke fortæller mig?" spurgte Silja med rynkede bryn, og hendes tante så overrasket på hende.
   "Det er ikke noget, du skal blande dig i, Silja." Hendes tone var blevet en anelse kølig. "Bare lov mig, at du ikke taler med ham en anden gang!"
   Hun så ned på sin tallerken, mens hun talte og af en eller anden grund tændte det en vred gnist i Silja, som måtte have ligget og ulmet under huden på hende. Hun rejste sig hurtigt op og med en sådan voldsomhed, at stolen bag hende nær var væltet.
   "Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig det? Du er altid så hemmelighedsfuld!" ordene røg ud af munden på hende hurtigere, end hun kunne nå at tænke over dem. "Og alle de malerier." Silja slog ud med armen mod alle malerierne med havet og den blå påfugl. "Hvorfor har jeg aldrig set dig male? Hvorfor skal du altid gemme dig for mig og være så... reserveret."
   Endnu inden hun havde ytret det sidste ord, vidste hun, at hun havde sagt for meget. Tante Lola så nu op på Silja, men hun så hverken vred eller såret ud, og det så heller ikke ud som om, hun havde i sinde at sige sin niece imod. Derimod så Silja en skygge af skuffelse glide over tante Lolas ansigt, før hun igen vendte blikket mod tallerknen. Siljas ord hang stadig i luften og spredte en stikkende kulde ud i rummet.
   "Jeg var ikke klar over, at du tænkte sådan om mig, Silja," sagde tante Lola så, og det dæmpede og rolige tonefald, ramte Silja som et stik i brystet.
   Silja så ned i jorden og skyndte sig derefter at sætte sig ned på stolen igen.
   "Undskyld, tante Lola!" sagde Silja flovt, men oprigtigt. "Det var ikke min mening at sige det... Jeg mener... Det er ikke sådan, jeg tænker om dig."
   Silja skammede sig over, hvad hun havde sagt. Sådan havde hun aldrig før talt til sin tante, og nu turde hun næsten ikke møde hendes blik. Da hun alligevel gjorde det, sad tante Lola til Siljas overraskelse og smilte.
   "Du lød nøjagtigt som et ekko af den mumlen, der genlyder inde i landsbyen," klukkede hendes tante. "Men jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, du tænker om mig, Silja. Vi har meget tilfælles du og jeg, mere end bare de blå øjne." Hun blinkede til sin niece. "Men du har faktisk ret. Jeg burde måske fortælle dig, hvad der foregår. Man kan jo ikke længere påstå, at du er et barn." Hendes smil var nu forsvundet og var blevet erstattet af en maske af bedrøvelse. "Lad os tage en kop te. Så vil jeg forsøge at fortælle dig det hele."

"Den historie ham manden fortalte dig, er ikke bare en historie, og han er mere end bare en almindelig mand," begyndte tante Lola, efter at have skænket te i deres krus, og efter at have tændt et hav af lanterner, som hun havde fundet frem fra vitrineskabet. "Han er endnu en sortfrakke eller en ravn, om man vil. De er ånder og tager ofte form som sorte ravne."
   En kuldegysning løb gennem Silja, da hun tænkte på mandens fugleprofil og hans sorte perleøjne.
   "De dukker op i ny og næ, og snart oftere og oftere, synes jeg. Og de bliver kun stærkere for hver gang." Tante Lola sukkede. "Disse ravne er ude efter Havets ånd."
   "Havets ånd?" indskød Silja med rynkede bryn.
   "Havets ånd er den påfugl, som ham sortfrakken spurgte efter. Ligesom ham er hun en ånd, men hun er hans fjende, hans komplette modsætning. Modsat ravnene er hun født for flere millioner år siden af de mægtige oceaner. Hun er havets ånd, havets datter, og hun kommer med den regn, som får fantasien til at blomstre på ny. Hun er billedet på vores fantasi, på alle menneskers fantasi, og ravnene, de fordærver den indtil fantasien ikke længere findes i denne verden."
   Silja kunne næsten ikke tro, at alt dette virkelig skulle være sandt, og hun fik taget en alt for stor slurk af sin te og måtte hoste et par gange for ikke at få det galt i halsen.
   "Men jeg troede, at påfuglen kom med en ødelæggende regn," sagde Silja, for det havde manden i den sorte frakke jo fortalt hende.
   "Ih, nej," udbrød tante Lola. "Det er bare noget ravnene vil have os til at tro. De vil have, at vi skal få vores hoveder ud af skyerne og begynde at leve med fødderne solidt plantet på jorden, så at sige." Hun himlede med øjnene. "Vås, siger jeg. Hvad ville verden være uden en smule fri fantasi. Og desuden... Tænkte du ikke, at det må være nogle højst bizarre planter han har, hvis de ikke kan tåle vand?" Hun lo en luftig latter og så på Silja med løftede øjenbryn, hvorefter hun fyldte sit krus med mere af den dampende te fra kanden.
   "Og hvad så med malerierne," spurgte Silja og drejede hovedet. Hun havde lagt mærke til, at endnu et lignende maleri var blevet hængt op, mens hun havde været væk.
   "Det er skam ganske simpelt." Tante Lola smilte. "Når man bruger sin fantasi, tiltrækker man Havets ånd. Fantasien er ikke blot en gave. Vi er også nødt til at give, for at modtage den. I de sidste mange måneder har jeg næsten hvileløst malet og malet i et forsøg på at lokke hende frem, så vi kan få os en livgivende omgang regnvejr. Men alle de ravne har ikke blot barrikaderet kystlinjen for hende. De har også blokeret mit sind for fantasi. Se bare hvor meget alle malerierne ligner hinanden. Det er jo helt latterligt." Tante Lola lo igen og denne gang nåede latteren helt op til hendes blå øjne, men hendes ansigt faldt hurtigt tilbage i de sørgmodige folder.
   "Ham ravnen," sagde Silja efter et stykke tid i tavshed. "Da jeg nævnte dit navn, mumlede han noget med en Månedame. Hvad mente han med det?" Silja så afventende og med store, nysgerrige øjne på sin tante.
   "Fordi, at jeg på, samme måde som Månen trækker i tidevandet, er i stand til at tiltrække Havets ånd med mine malerier. Og mange flere mennesker ville være i stand til at gøre nøjagtigt det samme, hvis bare de gad finde ro til det." Igen sukkede tante Lola.
   Denne gang sad de længe i stilhed, mens det sidste af de kanelduftende dråber langsomt forsvandt fra tekanden. Samtidig lagde mørket sig over Klippehytten. Et tykt, uigennemtrængeligt mørke. Herude var der ikke en eneste gadelygte at se, men til gengæld var himlen spækket af så mange stjerner, at Silja hver gang, hun så det, blev lige forundret. Tante Lolas lanterner i stuen forsøgte hæderligt at lyse om kap med stjernerne udenfor, men det var en umulig kamp. Netop som tante Lola skulle til at rejse sig fra sofaen, kom Silja i tanke om noget.
   "For resten, tante Lola," sagde hun. "Ham ravnen spurgte, om jeg er pigen med de blå øjne. Men hvem, helt nøjagtigt, er hun?" Silja så spørgende på sin tante, hvis ansigt nu oplystes af det gule, flakkende lys fra en lanterne. Hendes udtryk var ikke til at læse, og da hun talte, var det forsigtigt, som om hun først skulle veje hvert et ord, der lå hende på sinde.
   "Pigen med de blå øjne siges blandt ravnene at være den pige, der vil blive deres endeligt. Hun siges at være den menneskelige søster til Havets ånd og ifølge dem er en sådan pige altså blevet født. Hun vil som den eneste være i stand til at kalde Havets ånd frem, der hvor fantasien dør." Tante Lola holdt en kort pause. "Men lad os nu ikke dvæle for meget ved det," indskød hun hurtigt og sendte Silja et lille smil. "Lad os i stedet få os noget søvn. Jeg frygter, at vi ikke har set det sidste til denne ravn."

Og tante Lola vidste ikke, hvor ret hun ville få. Silja slukkede lampen på sit værelse. I sin natkjole bevægede hun sig forsigtigt hen over gulvet, gennem mørket og hen til vinduet for at lukke det. Da skete det. Noget stort og sort snittede Siljas kind, og et lille skrig undslap hendes læber. Silja væltede om i sengen. En stor sort fugl var fløjet ind gennem hendes vindue. Med frygten malet i ansigtet så Silja til, mens den baskede forvirret rundt i rummet. Den store sorte ravn genvandt dog hurtigt fatningen og fandt vej gennem døren ud til gangen.
   "Tante Lola!" skreg Silja chokeret, mens hun løb efter fuglen, med kurs mod stuen.
   "Jamen, du godeste!" udbrød tante Lola, da hun trådte ind i stuen og så ravnen komme flyvende direkte imod sig. Ligesom Silja havde hun også været på vej i seng. Hendes lange sorte hår hang løst, og hun havde netop iført sig sin blå natkjole.
   Tante Lola undveg. Kun med nød og næppe undgik hun at få ravnen lige i hovedet. I det samme fik hun fat i et tæppe på sofaen og begyndte at svinge rundt med det i et forsøg på at fange fuglen. Men ravnen var for hurtig. Silja stod bare og så på det utroligt bizarre scenarie, mens hendes hjerne syntes at være ude af stand til at handle, som var den frosset til is og. Tante Lola opgav hurtigt sit forehavende og kastede tæppet fra sig igen. Netop som hun vendte ryggen til satte ravnen kurs mod det nærmeste maleri, som hang over skrivebordet. Med sit store, kraftige næb skar fuglen sig vej gennem lærredet, som en kniv gennem kød. Tante Lola gispede.
   "Nej! Ikke malerierne!" skreg hun.
   Men fuglen fortsatte ufortrødent. Lærred efter lærred blev flænset op med næb og kløer. Endelig lod Siljas hjerne til at være tøet op igen, og hun satte i løb direkte mod fuglen. I vrede kastede hun sig ud efter den. Det lykkedes hende at få fat om halefjerene på den. Et skrig undslap ravnen, da den vristede sig ud af hendes greb. Silja stod tilbage med en sort fjer i hånden. Da hun slap den, dalede den så langsomt og fredsommeligt mod gulvet, at det virkede helt absurd midt i dette kaos. Silja løb hen mod tante Lola, som var sunket helt sammen på stuegulvet. Hun sad og gispede, mens hun tog sig til hjertet. Helt ude af stand til at forstå, hvad der foregik, tog Silja fat om sin tante. Hun var bange, og kunne mærke tårerne brænde bag sine øjne.
   "Tante Lola?" Silja tog fat om tante Lolas hånd. Den var helt kold.
   "Fantasien er døende, Silja," hviskede tante Lola. "Han dræner mig for den."
   "Ja, er det ikke et herligt syn?" lød en triumferende stemme bag dem, og Silja vendte sig om i det samme.
   Dér stod manden i den sorte frakke. Han var ikke længere en ravn. Men under hans mørke hår glimtede de perlesorte øjne stadig med et indædt had.
   "Silja, lad være at lytte til ham." Tante Lolas stemme blev stadig svagere.
   "Tante Lola, du må hjælpe mig!" Silja kunne mærke, hvordan fortvivlelsens tårer nu strømmede ned ad hendes kinder. "Jeg kan ikke gøre det her alene."
   "Jo, du kan, Silja. Det ved jeg, du kan." Tante Lola lagde sin hvide hånd med de sortlakerede negle mod Siljas kind. "Fang hans blik. Hans øjne vil afsløre sandheden," sagde hun så.
   "Så se mig i øjnene, Månedame!" råbte manden, og hans stemme var så fuld af harme, at Silja næsten troede, han ville blæse huset omkuld.
   Og med trods i blikket vendte tante Lola hovedet mod ham. Et uudgrundeligt smil gled over hans læber, mens han fangede hendes blik. Tante Lola begyndte straks at ryste i Siljas favn, som var hun blevet ramt af kramper, og det var tydeligt, at hun så noget, som kun hun kunne se, og flere gisp sprang over hendes læber. Men så ligeså pludselig, som de var dukket op, forsvandt kramperne. Hun lukkede øjnene, og hendes krop blev helt rolig.
   "Hvad har du gjort ved hende?" skreg Silja og tårerne strømmede nu voldsommere end nogensinde.
   Manden lo bare en iskold latter, og Silja mærkede kulden ramme hende som en bølge af frygt.
   "Bare rolig, lille pige. Du får hende tilbage, hvis bare du stopper regnen for mig. Selvom du lod mig tro noget andet, så er du jo pigen med de blå øjne. Og hvis du hjælper mig, kan vi ikke blot bringe Månedamen tilbage. Vi kan også sørge for, at du og din tante aldrig mere vil behøve at føle jer anderledes." Hans blik søgte hendes. Hun undveg.
   Men så huskede Silja tante Lolas ord. Lad være at lytte til ham. Hans blik ved afsløre sandheden. Og med den kvælende frygt helt oppe i halsen vendte Silja, ligesom tante Lola havde gjort det, blikket mod manden.
   "Der er ikke noget galt i at være anderledes," sagde Silja og hendes øjne lyste nu af et mod, hun slet ikke havde været klar over, at hun besad.
   Som en krybskytte, der grådigt fanger sit bytte, fastholdt manden i den sorte frakke Siljas blik. Billeder begyndte at sejle for hendes øjne. Triste og grå billeder af en virkelighed, som den kunne komme til at se ud, hvis fantasien for alvor ville dø. Men netop som Silja havde indset dette, og hun ville slippe mandens blik, kom døde og visnende planter kravlende mod hende. De tog fat om hendes arme og ben, og Silja sparkede vildt omkring sig, men planterne trak hende længere og længere ned i det grå dyb.
   "Giv slip!" skreg Silja, og som fra det fjerne kunne hun høre mandens latter.
   Jo, du kan, Silja. Det ved jeg, du kan. Igen genlød tante Lolas stemme i Siljas hoved, og hun kunne mærke, hvordan en ny energi pressede hende opad og væk fra den grå afgrund. Pludselig var hun igen tilbage i stuen. Siljas kastede et blik på tante Lola, som lå ubevægelig på gulvet i sin midnatsblå kjole og mest af alt lignede et stykke af nattehimlen, som var faldet ned midt i stuen. Pludselig kunne Silja mærke et par kolde hænder tage fat om sin strube. Manden borede arrigt sine lange, spidse negle ind i Siljas hals. Hun mærkede knap nok smerten, men rev sig løs, og løb alt hvad hun kunne væk fra stuen og ud i gangen. Hun rev hoveddøren op og spænede ud i den kølige natteluft.
   "Kom her, dumme pigebarn!" skreg manden i den sorte frakke, mens han halsede efter hende.
   Silja så sig ikke tilbage, men vendte blikket mod himlen, og uden hun vidste, hvad hun gjorde åbnede hun munden og pludselig flød en klar, sælsom sang fra hendes læber. Silja var ikke længere i tvivl om, at hun virkelig var pigen med de blå øjne, for i det samme blev hendes sang gengældt og på himlen kom en stor fugl til syne. Det var en påfugl, både større og smukkere end nogen han påfugl Silja nogensinde havde set. Det var den. Havets ånd. Dens blå nuancer dansede i måneskinnet, som bølgerne på havet.
   "Nej! Nej!" råbte manden i den sorte frakke og i panik, tog han igen ravneskikkelse.
   Med febrilske baskende vinger forsøgte fuglen at undslippe, men det var allerede for sent, for selvom der ikke var en eneste sky på himlen, begyndte det nu at regne. Store livgivende dråber strømmede fra den stjerneklare himmel, og da den store, sorte fugl blev ramt af dråberne udstødte den et smertens skrig, der gav genlyd ud over klipperne. Og så opløstes ravnen af regndråberne, som et spejlbillede viskes ud i en vandpyt.
   "Jeg sagde jo, du kunne," lød tante Lolas stemme henne fra døren, og Silja løb hen og omfavnede hende.
   "Tante Lola!" Silja trykkede ansigtet ind i hendes blå natkjole. "Jeg troede, at du var..."
   "Død?" kluklo hendes tante. "Du godeste nej. Men besvimet, det var jeg." Hun smilte til Silja.
   Og Silja følte sig så lykkelig, at hun ikke kunne lade være med at le, mens hun snurrede en omgang rundt om sig selv.
   "Og se, hvem der omsider dukkede op," sagde tante Lola, og den store påfugl kom svævende og landede elegant på jorden ved siden af dem.
   Silja mærkede åndens nærvær, som en prikken under hendes hud. Hun fangede fuglens krystalklare blik og mærkede båndet, der var knyttet mellem dem. Havets ånd blinkede og så satte hun af og forsvandt på nattehimlen for at vende tilbage til havet.
   "Jeg vidste det! Åh, jeg vidste det bare." Tante Lola lod til at have genvundet sine kræfter. "Har jeg ikke altid sagt det? Du har havet i dine øjne. Ligesom mig." Hun så på Silja, og hendes øjne funklede af stolthed. "Men bølgerne flyder også i dine årer. Tænk engang. Havets ånd har virkelig en menneskelig søster, og hun er min niece."
   Så lagde tante Lola armen om Silja, og de gik ind for at drikke en styrkende kop kanel-te. Bølgerne skvulpede ind mod land og den salte luft blæste ind over klipperne, nøjagtigt som den altid havde gjort. Men denne nat faldt Silja i søvn til den melodiske trommen af regnen mod taget.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2011 12:36 af Line Lundstrøm Rasmussen (line888) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4834 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.