Dag, den lyse og smukke bror, og Nat, den ravnsorte og dugklædte søster, elskede hinanden med en lidenskab, som alle unge mænd og kvinder har fået i gave af livet lige siden tiden begyndte.

Solen og Månen var de lyseste og smukkeste gnister som sprang fra Muspelheim, da verden blev til, og disse blev Dags og Nats brændende og vogtende blikke på himlen.

Dag og Nat red over himlen i en evig gentagende rytme, og hver dag og hver nat blev verdens åndedrag.

De mennesker, som kiggede op frem for ned, lærte af Nat og Dag at mærke deres egne åndedrag, og blev ét med åndernes verden, menneskets verden, foran sløret og bagved sløret.
   De mennesker mærkede hele verdens åndedrag, og fik hele jordens og himlens hjerteslag i gave - seid, klarsynet og forfædrenes indsigt.

De var vǫlva.

Når Dag havde vogtet længe, og til sidst blev rød, fulgte Nat tæt efter med sit blege månehvide blik. Og sådan gik det dag efter dag i en uendelig rytme, at Nat og Dag søgte efter hinanden, i den balance der findes i tusmørket.

Tusmørket, thursermørket var dér hvor Dag og Nat kunne mødes i elskov i et kort øjeblik.
   Og hekse, shamaner, vølver, koglere og åndemanere kom ud i thursermørket for at tromme, danse, synge, gjaldre, seide, mane og frembringe hver eneste af Underverdenens væsener.

Og thurserne, ellefolkene, huldrerne og skovånderne tog imod indbydelserne til festerne, for at se mennesket i øjnene og ære at Nat og Dag i få øjeblikke mødtes og blev forenede.