Turisia - Krøniker 1

Prolog


2 måneder, 11 dage siden 2 kommentarer Uafsluttet Fantasy eventyr magtskifte magisk realisme

0Ledig - Kapitel 1
1. · Vækkeuret på Saras smartphone udgjorde dagens første hån denne... [...]
Romaner · socialrealisme, panikangst, ledighed
2 måneder, 2 dage siden
2Turisia - Krøniker 1 - Prolog
"Konge, dronning! Det er nu!" Den højlydte stemme fik følgeskab a... [...]
Fantasy · eventyr, magtskifte, magisk realisme
2 måneder, 11 dage siden

Puls: 13,3

Publiceret: 2
Afgivet: 5
Modtaget: 2
Daniel Larsen (f. 1981)
"Konge, dronning! Det er nu!" Den højlydte stemme fik følgeskab af nogle kraftige bank på den stålbesatte dør, ind til det lille sikkerhedsrum.
   "Bare lidt endnu," lød den dybe autoritære stemme. "Jeg må og skal finde amuletten!"
   "Der er ikke tid, Herre. Tronen bliver overtaget nu! Kom ud. Alle fire!" Stemmen på den anden side af døren var ligeledes autoritær og kraftig.
   Kongen slog hastigt alverdens skatte væk med hans handske. Lyden af guld, sølv og ædelstene ramte det kolde flisegulv med et højt spektakel. Lyden af babygråd blandede sig med et sagte "shh" fra dronningen.
   Kongen var som besat af at finde denne amulet og hans søgen virkede febrilsk. Ovre i det ene hjørne lå noget som han ledte efter, men det var dog ikke denne amulet men blot en kåbe. Han skyndte sig alt han kunne hen til kåben og hev den op over skulderen og skulede hen mod hans dronning og hans to børn der lå i hendes favn.
   "De skal nok bringe det hele i orden igen, selv hvis vi dør!" sagde kongen dystert og lavmælt dog alligevel højt nok til at dronningen kunne høre hvad han sagde.
   "Vi skal nok klare den. Vi har vores venner omkring os. De vil hjælpe!" Dronningen var optimistisk som altid, men kongen sporede, at hendes håb vaklede. Kongen vendte blot blikket væk for igen at lede efter denne amulet. Og der så han det skinnende metal glimte blandt alverdens andre skatte fra oldgammel tid. Kongen stod et kort sekund tryllebundet til synet af amuletten men blev afbrudt af endnu en serie kraftige banken på døren ud fra rummet.
   "Det er NU ELLER ALDRIG!" råbte manden på den anden side. "Fjendens soldater er ved at storme syd tårnet." Dronningen så bedende over mod hendes mand, der vendte blikket fra amuletten og hen til hende.
   "Vi kommer nu," råbte dronningen og svøbte de to tykke tæpper godt omkring hendes nyfødte tvillinger.
   Kongen gik lige forbi alverden skatte, der alene kunne vække en grådig drages lyst til besiddelse, og tog amuletten op i farten. Da han nåede hen til den kraftige dør, kiggede han et øjeblik hen mod hans kone og kiggede hende dybt ind i hendes safirblå øjne. De var spejlblanke af vand der lå i overfladen og støt men langsomt dannede der små tårer i øjenkrogen.
   "Jeg elsker dig," sagde kongen og gav et hurtigt kys inden han tog den kraftige bjælke væk fra døren.
   "Serila Opalius!" Dronningens magiske ord gav genlyd i dette sikkerhedskammer som også fungerede som et magisk skattekammer. Døren gik op og ud på den anden side stod deres betroede livvagter - dem der var tilbage. Foran dem alle stod en høj og muskuløs mand i en smuk guldudsmykket rustning. Han havde en armbrøst og et skjold på sin ryg, men i hånden holdte han et langt smukt sværd. På hovedet sad en smuk dobbelt stålarmeret hjelm med guld symboler på siden.
   "Mine højheder," begyndte manden nu i et mere behersket toneleje. "Vi har brug for at rejse væk nu." Lederen af livvagterne kiggede hastigt tilbage på sine soldater og tilbage på kongen og dronningen. "Der er ikke mere tid at spilde!"
   "Vendurion, min ven," begyndte kongen sorgmodigt. "Har jeg mon stadig din troskab?"
   Den bredskuldrede mand satte hovedet en anelse på skrå, hvorefter han få øjeblikke senere stod helt rankt.
   "Garde! Vores herre ønsker at høre hvorvidt vi følger ham og vores dronning til hvad hvilken som helst ende, der end måtte komme. Hvad er vores svar!?" Sekundet efter lød der samstemmigt et svar fra samtlige soldater og lederen af livvagterne.
   "Til enden på livet og derefter! Vores troskab følger jer og lyset!" Samtlige stod mussestille og dannede en vej ned ad trapperne ned til den hemmelige underjordiske kælder.
   "Min herre, konge. Er mit svar mon godt nok?" Lederen løftede let på hans hjelm.
   "Vi takker af hjertet," kom det hurtigt fra dronningen. "Før os ned!"
   Hastigt løb kongen og dronningen med deres nyfødte tvillinger ned ad trapperne med deres livvagter på hver side. Hastigt flygtede de fra deres trone og ned i usikkerhedens mørke.


Vejen ned til de hemmelige tunneller var ikke uden besvær for kongen, dronningen og livvagterne. Der var ligeledes soldater fra hæren der sørgede for at nedkæmpe de værste træfninger. Problemet var bare at der var alt for mange fjender. De nåede hen til en anonym væg, hvortil dronningen stoppede kort op.
   "Elemantus Eractim Opalia Keranu," dronningens magiske remse var knap til at høre for den kamp der var bag dem, men det var nok til at virkningen indtraf. Ud af ingenting kom der en guldramme rundt om væggen.
   "Kom nu! Døren er åben nu!" skreg dronningen så alle og enhver kunne høre det. Kongen var selv en del af en træfning - på trods af at hans livvagter ikke mente dette var en god idé. De to tvillinger begyndte igen at græde, og denne gang ville de ikke sådan lade sig trøste. Det var som om at de vidste hvad der skulle ske.
   "Dem først min dronning," sagde en af livvagterne og pegede mod muren med den gyldne ramme omkring. "Det bør være dem som træder ind først." Livvagten gjorde tegn til tre andre fra garden hvorefter dronningen fik et blidt skub i ryggen ind imod muren. Dronningen sagde intet eller strittede imod, men tog et langt blik over mod hendes mand. Han var netop på vej mod muren selv, men hun vidste der ikke var tid at spilde. Hun trådte et skridt frem, og ind kom hun på den anden side af muren.
   "Illuminu," råbte dronningen i det øjeblik hele hendes krop var kommet ud på den anden side. Det ellers forræderiske klamme mørke, som herskede på denne side, veg øjeblikkeligt for den magiske lyskegle der kom fra dronningens hænder. Dronningen nåede lige nøjagtigt at træde et skridt til side, da det begyndte at strømme ind med livvagter. Dronningen talte de ankomne, men det føltes som evigheder før hendes mand, kongen, trådte igennem den magiske port. Hun skulede ned mod hans sværd. Det dryppede af fjendes blod. Hun synes det så tørstigt ud, kun ude på at fordrive ondt blod fra dette rige.
   "Min skat, jeg er her," kom det blidt fra dronningen. Kongen fik øje på hende og de mødtes i et hurtigt flygtigt kys. I mellemtiden kom der flere soldater og specieltropper.
   "Hvor mange kan vi nå at få med?" spurgte kongen lederen af livvagterne, der hurtigt svarede tilbage. "Vi bliver nødt til at lukke porten nu. Fjenden når at opdage porten og kan spore os herind!" Livvagten var ikke sen til at konkludere, at de før eller siden ville blive overmandet og kun såfremt den magiske indgang blev lukket var de i sikkerhed lidt tid endnu. "Men jeg venter på deres ordre, herre."
   Kongen satte sin hånd mod muren, alt imens det fortsat vrimlede ind med soldater og tjenestefolk fra hoffet. Der kom et tungt suk fra ham og med lukkede øjne påkaldte han den magiske formular, der på ny forseglede indgangen.
   "Optirami," lød det højt fra kongen, hvorefter det pludseligt stoppede med at komme flere ind i den hemmelige hule de nu befandt sig i. Den gyldne ramme på væggen forsvandt som om den aldrig havde været der. Forpinte skrig lød fra den anden side, men der var intet kongen kunne stille op.


Der gik et par minutter før den store underjordiske grotte nåede at blive studeret. I denne ende af grotten udgjorde loftet en halvkuppel, hvorved der i loftet var malet flotte malerier med dværge, elvere, mennesker og drager. Havde man tid til at stoppe helt op, kunne man se at detaljerne viste, at dette sted var et levn tilbage fra før den første dragekrig. Dengang der herskede harmoni rundt om i Turisia. I den anden halvdel af grotten var loftet mere groft. Det var tydeligt at de kom til at gå under jorden, da grottens bund gik støt nedad ad brede lave trapper, så selv heste kunne komme igennem. I grottens sider var der ubrugte fakler, parat til at blive tændt, hvilket hurtigt blev sørget for.
   Flammerne fra de mange fakler forsøgte at slikke det nu lave underjordiske loft, eftersom folk nu begyndte at gå dybere ned i grotten. Tvillingerne i dronningens favn var tryllebundet af faklernes skær men deres øjne lyste fortsat af rædsel. Dronningen nynnede en beroligende melodi til hendes nyfødte børn, velvidende at det muligvis var sidste gang nogensinde hun ville se dem. Det var vigtigt at overleveringen skete hurtigst muligt.
   Bare Marilan og Kenarnu står ved portalen som planlagt tænkte dronningen med uendeligt trist sind imens hun kastede et blik over mod livgardens leder. Vendurion skal nok passe på vores lille Meladina. Hun kneb endnu en tåre der fandt sin vej ned på den lille piges kind. Tåren fik pigen til at kigge op på hendes mor og med ét smilte pigen indforstået. Jeg tilgiver dig mor. Jeg ved du gør dette af kærlighed. Også til min bror. Jeg ved det og jeg ved at du ved, at det nok skal gå. Jeg vil altid elske dig mor. Dronningen hørte denne smukke barnestemme i hendes hoved, og hun vidste med det samme at hendes lille pige overførte hendes tanker til hende. I sandhed skulle disse børn overlevere deres retsmæssige arv - i mere end en forstand.


Efter en times vandring under jorden, begyndte det pludseligt at gå opad igen indtil de kom til et dværgeskabt tolvkantet rum. Ved hver kant var der en tunnel, som førte ind i en massiv underjordisk labyrint. I loftet var der tydelige dværgesymboler blandet med elvertegn. Ved hver kant af rummet var der en buegang, herpå der med dragesprog stod skrevet en ledetråd hvor denne passage skulle føre hen. For enhver udefrakommende ville dette rums mange passager lede til den visse død. Kongen gik dog målrettet over mod en af passagerne og med hans ene hånd vinkede de andre derhen.
   "Det er denne vej," sagde kongen resolut. Øjeblikke efter var det store rum forladt endnu engang.
   Resterne af den kongelige slægt og deres beskyttere vandrede i flere timer igennem passagen, fast besluttet på, at de nu kunne komme ud i sikkerhed, om end ikke andet end for en stund. Enkelte børn og ældre havde nået at komme med inden kongen havde lukket porten ind til den underjordiske grotte. Alle havde allerede mistet familiemedlemmer og andre kære slægtninge og venner. Stemningen var dyster blandet med et enkelt gram af håb. De var ikke endnu opdaget af fjenden, og de var sammen med deres konge og dronning. Men kongeriget var tabt til en galning. Dét var en uomtvistelig sandhed, ingen kunne løbe fra. Intet ville blive som før.
   I løbet af den lange vandring kom de forbi et underjordisk vandløb, hvor de alle holdte et lille hvil og tog noget at drikke. De fleste børn og ældre var udmattede og havde mest lyst til blot at slå lejr der, men der var intet sikkert sted længere under kongeslottet.
   Kongen vinkede et par af hans trofaste livvagter hen til sig. De talte lavmælt til hinanden, nikkede på skift med forsigtige fagter. Efter lidt tid kom kongen hen til hans kone.
   "Jeg har en idé til hvor vi to kan flygte hen. Men det er en farefuld rejse. Vendurion må forlade os snart med vores datter og så skal vi kunne tænke hurtigt." Dronningen så ind i hendes mands klare dybe brune øjne og vidste instinktivt hvad han ville sige. Uden ord stod de for en tid blot overfor hinanden med hver deres hånd på hinandens ene kind og kiggede hinanden dybt i øjnene. Synlige tårer kom frem som miniature vandfald ud af deres øjne. Afmagten i deres øjne var ikke til at tage fejl af. Efter lidt tid, fjernede kongen hånden fra dronningens kind og vendte sig om mod forsamlingen af de sidste loyale mænd, kvinder og børn. Han trådte frem og rejste hånden op i vejret.
   "Kære venner. Vores vej skiller snart. I må aldrig glemme denne dag hvor ondskaben sejrede. I må dog huske at vente på, at der en dag kommer hjælp fra vores allierede." Kongen greb efter sit magiske sværd og trak det så klingen sang og vendte op i luften. "Jeg lover, at hjælpen kommer til os alle en dag. Men vi må være tålmodige og standhaftige. Ondskabens mørke truer med at korruptere os, men vi skal for evigt kende til lysets tilbagekomst!" Kongen tog en kåbe frem og lagde den over hans søn og en amulet om datteren.
   "Vores prins og prinsesse skal en dag vise vejen tilbage til lyset og retfærdigheden. De skal føre vejen for os alle en dag. De og kun de kan føre den gamle slægt videre, fordi vi snart må forgå. Vores tid er forbi, om end vi selv søger eksil ved vores venner i nord. Forvent ikke at vi overlever, for selv jeres konge og dronning er dødelige som jer også selvom Electracils blod løber i vores årer!" Kongen kiggede rundt på forsamlingen og fortsatte. "I skal kende til vores prins og prinsesse. Vores prins, Davelian og vores prinsesse, Meladina skal være de nye herskere af Armenôr. Men Davelian vil forblive gemt fra denne verden, indtil skæbnen fortæller at han er klar til at befri os fra ondskabens klør. Sammen med Meladina vil de en dag genopføre dette engang så mægtige rige. Søg efter kåben og amuletten. Kun vores børn kan bære disse genstande som er imprægneret med selveste Electracils livsenergi. Finder I disse genstande på dem om flere år fra nu, vil I vide at tiden er inde til at bekæmpe mørket endnu engang!" Kongen og dronningen stod nu ved siden af hinanden, tydeligt berørte.
   "Om lidt er vi ved den magiske dimensionsportal, og vi må tage afsked med Davelian, eller Davy hvilket navn han skal kendes som i den verden han skal tilbringe sin barndom i." Kongen så over mod Vendurion - livvagternes leder - hvorefter de to fik øjenkontakt.
   "Vendurion vil få overbragt Meladina i hans varetægt. Sammen med alle jer skal I flygte til landsbyen Celavidé. Her vil I alle være beskyttet af et magisk skjold. Men I skal for evigt være på vagt efter fjender. Søg mod landsbyen mine venner. Vent på Vendurion og jeres prinsesse. Lad de være jeres leder indtil den dag hvor lyset er klar til at fordrive mørket endnu engang!" Kongen og dronningen kiggede ud over forsamlingen og vidste det nu var tid til et sidste farvel.
   "Lad lyset i jer skinne, selvom mørket omslutter jer. Lad hver af jer være vores forkæmpere for lyset. Barn eller gammel, stærk eller svagelig - alle med lyset i sig er selvudnævnt vores riddere, og derfor har vi i sandhed aldrig været i så fornemt selskab som i dag!" Stille og roligt bukkede kongen og dronningen for hele forsamlingen. Et øjeblik af ærefrygtindgydende stilhed spredte sig rundt til dem alle. Her stod deres konge og dronning og bukkede for dem, de sidste af de loyale mod tronen.
   Kongen rejste sig op igen og kiggede hurtigt over imod livvagternes leder.
   Vendurion skyndte sig hen til sin konge og bukkede dybt. "Min herre. Jeg er klar til min største opgave under Deres segl." Kongen lagde en rolig hånd på den muskuløse mands skulder. "Min ven. Min gode gamle ven. Lad ikke vores veje skilles for altid, men lad os en dag genforenes under den gamle tids højborg. Dér vil vi søge hen og genopbygge den glemte alliance. Kig mod Reladian, Nordstjernen som igen skal lyse klart en dag. Den dag varsler vores tilbagekomst. Vent ikke på den dag oprinder, men vid at du beskytter en arving - og hende alene vil en dag skabe store bedrifter. Vores børn skal skabe store bedrifter som vi skal lide stort forfald." Vendurion kiggede vemodigt op på sin konge. "Du vil for altid være vores trofaste ven. Må du passe på vores datter i vores fravær." Kongen vendte sig mod dronningen som nu hulkende gav et sidste kys til hendes nyfødte mirakler, hvorefter hun overrakte datteren til Vendurion. "Pas godt på hende," græd dronningen og faldt i knæ, nu kun med hendes søn i armene der ligeledes begyndte at græde.
   Vendurion tog roligt imod den lille pige så den magiske amulet ramte den kraftige rustning. Han rejste sig op med pigen i sin favn. Hun klynkede svagt.
   "Mine højheder," begyndte Vendurion med rusten stemme. "Jeg sværger ved alt levende i alle verdener, at jeg vil beskytte jeres datter med mit liv. Og selv i døden vil min ånd vogte hende til evig tid. Min troskab er jeres, men jeg frygter at der går lange tider før vi igen mødes. Jeg vil mindes jer hver dag jeg ser på Meladina. I har min - vores fulde troskab, og vi lover at genskabe lyset i Armenôr. Mit blik vil vende sig mod Nordstjernen, for den alene kan borttvinge mørkets giftige klinge."
   Dronningen sank endnu mere hulkende sammen og nu kom der et par tjenestepiger hen og trøstede hende. Dronningen viftede med den ene hånd som tegn til den stærke livvagt.
   Vendurion satte sig på hug overfor hans dronning og fremviste hendes datter en sidste gang. Dronningen tog en lille dolk frem og skar i datterens kjole, indtil stoffet gav efter. "Lad mig bevare dette som et minde om min lille pige," sagde hun med bævrende stemme. Vendurion svarede tilbage med roligt at kysse dronningen på hendes pande og afleverede nogle stille ord; "Til vi mødes igen!" Livvagten vendte sig om mod forsamlingen der ventede på ham og deres prinsesse.
   "Garde! Samling!" råbte Vendurion så det gav et sæt i den lille prinsesse.
   Øjeblikkeligt sluttede de overlevende livvagter sig omkring Vendurion og prinsessen.
   "I hørte vores for altid herskende konge og dronning! Vogt vores konge og dronning ved at vogte denne pige. Selv i døden skal jeres sjæle skabe et uigennembrydeligt skjold, der for evigt må passe på denne pige. Hun og prinsen skal vokse op så vi igen kan tilbagetvinge det forræderiske mørke der har tvunget dette rige i knæ. Vent til tegnet kommer og vi skal stå klar!" Vendurion skuede over på hans følgesvende. "Sig mig Garde! Hvem har jeres troskab?!"
   "Tereliadôr, vor konge og Genalia, vor dronning!" lød det højt fra ikke kun livvagterne men også resten af forsamlingen. Sværd og skjolde stødte mod hinanden hvorefter samtlige tilskuere bukkede.
   "I deres fravær skal vi passe på lille Meladina. Hun er blot et sårbart frø nu, men vi sværger denne dag for evigt troskab mod hende. Jeg spørger på ny. Hvem har jeres troskab?!" Det nærmest så ud som om der lyste en klar blå aura om Vendurion, som et tegn på magisk beskyttelse.
   "Meladina!" råbte forsamlingen.
   "Lad høre igen!" råbte Vendurion igen. "Hvem skal bringe håbet tilbage en dag, hvis ikke vor elskede konge og dronning kommer os i forkøbet?!"
   "Meladina!" gentog forsamlingen, nu med højere og klarer røst.
   "Igen!" Vendurion trak sit legendariske sværd mens den lille prinsesse lå beskyttet i hans venstre arm. Sværdets mægtige klinge lyste et klart blåligt skær ned på prinsessen. "Garde, hvem er den nye hersker i landet?!"
   "Meladina!" kom det rungende fra alle på det lille plateau, så der blev skabt små vibrationer i det klare kildevand.
   "Meladina og Davelian skal en dag forene dette rige og gøre det tusindfoldigt mægtigere end det nogensinde har eller vil blive!" Vendurion kiggede håbefuldt over til hans nu forviste konge og dronning og vendte sværdets klinge mod dem. "I sandhed har ingen været mere velsignet, end at være under jeres beskyttende vinger! I mine højheder skal vende tilbage en dag med lyset og håbet i jeres magt." Vendurion vendte igen ansigtet ud mod forsamlingen. "Men indtil den dag oprinder, er vores sande herskere Meladina og Davelian!" Vendurion vendte langsomt kroppen så han så op på kongen og dronningen.
   "Kig godt jeres konge og dronning, for det er sidste gang i måske lange tider, at I får sådan en ægthed at se!" Vendurion trådte endnu et skridt tilbage. "Hold jeres blikke fast, for en dag skal I svare til dem igen. Og den dag skal de vide at jeres troskab stadig holder ved!" Vendurion bukkede dybt med bukket hoved. "Ær jeres konge og dronning med en sidste gestus inden de må fortsætte deres egen rejse væk herfra. Ær lyset i dem, og vid at en dag skal lyset skinne på os alle! Lad os trods alt byde dem lykke til og at deres rejse må være dem sikker!"
   En efter en bukkede folk indtil samtlige havde hovederne bøjet.
   Uden ord vendte kongen og dronningen sig væk mod dem og med nogle lavmeldte magiske ord skabte de en magisk dør. De trådte beslutsomt igennem denne magiske dør - dronningen dog med et sekunds tøven. Men det uundgåelige var netop sket. I næste nu var de begge forsvundet og den magiske dør var opløst ud i ingenting.
   En ny æra var begyndt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/08-2019 06:10 af Daniel Larsen (DLarsen) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3469 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.