Rejsen til Athena

Kapitel 1, fortsat.


5 måneder, 17 dage siden 1 kommentar 2 kapitler Uafsluttet Fantasy eventyr roman konflikt

1En underlig By - Kapitel 1
År 2019. En underlig by. · Hvis man spurgte mig, hvornår det hele b... [...]
Romaner · magisk realisme, roman, tanke
4 måneder, 1 dag siden
1Rejsen til Athena - Kapitel 1, fortsat.
Men på trods af Askes forhåbninger, så blev manden, der kaldte si... [...]
Fantasy · eventyr, roman, konflikt
5 måneder, 17 dage siden
0Rejsen til Athena - Kapitel 0 & 1: Rejsen b...
Kapitel 0 - Tag med mig på en rejse · Hvis du drager væk fra lyse... [...]
Fantasy · fantasy, roman, eventyr
5 måneder, 24 dage siden
0Zoologisk planet - Kapitel 4: Rumskibet og ...
Scene 7 · Dennis begyndte at forstå, hvad der lige var sket. Rumv... [...]
Fantasy · science fiction, parodi, ironi
7 måneder, 3 dage siden
0Zoologisk planet - Kapitel 3: La révolution
Scene 5 · Der gik et kortvarigt ulideligt øjeblik, hvor alt var sor... [...]
Fantasy · science fiction, humor, eventyr
7 måneder, 10 dage siden
1Zoologisk planet - En bus i 'nowhere'
Scene 2: · Skolebussen trak sig afsted i et sløvt tempo. Det var se... [...]
Fantasy · eventyr, børnebog, science fiction
7 måneder, 17 dage siden
3Zoologisk planet - Zoom
I en forladt og øde del af universet findes stadig den uberørte u... [...]
Fantasy
7 måneder, 24 dage siden

Puls: 6,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Tobias Abildgaard (f. 1987)
Men på trods af Askes forhåbninger, så blev manden, der kaldte sig Solgudens Søn, anholdt. Han blev hevet ned fra sin skammel og ført væk af de to officerer fra vagtværnet. Aske gemte sig fortsat i busken. Han burde føle taknemmelighed overfor de Soltilbedere, som havde skældt manden i den gule dragt ud. Men alligevel følte Aske, at manden måske havde ret i noget af det han sagde. Aske var én af kun få trætilbedere i sin klasse på den lokale skole. De var alle nogle af de dårligste i skolen til alle de prestigefyldte fag som matematik, økonomi er helbredsundervisning. De eneste fag, hvor de var bedre end soltilbederne, var når der var kreative fag som musik eller dans. Men de fag var jo ubrugelige, mente Aske. Hvordan skulle han nogensinde blive til noget, hvis det eneste han kunne var at danse og synge? Måske han kunne blive hofnar hos Lysa Gyldenøjes slot eller noget. Selvom Lysa Gyldenøje ikke ligefrem slog Aske som den type, der havde en hofnar ansat. Lysa Gyldenøje var den fornemste af alle Soltilbedere og var Mester af Parscow - den udvalgte leder af byen, som tog alle de vigtigste beslutninger. Hun var så smuk og klog, at dem der havde mødt hende personligt, forsvor at hun måtte være en legemliggørelse af en Solgud. Aske havde aldrig selv mødt hende - selvfølgelig havde han ikke det, for han var jo en ringeagtet trætilbeder fra Ildfluevænget nr. 11 - men han havde set hende til den årlige Parscow Parade, hvor Lysa Gyldenøje kørte igennem byen i en åben karret og vinkede til folket, som ivrigt vinkede tilbage.
   Det var først, da Aske kom til at tænke på Lysa Gyldenøje, at det gik op for ham, at den sølle mand, der nu blev ført væk af vagterne, ikke kunne være Solgudens Søn. Den ynde og viljestyrke Lysa Gyldenøje udstrålede til paraden var tusinder gange stærkere end den kraft, som denne 'Solgudens Søn' besad. Da manden blev slæbt forbi Askes gemmested, bemærkede Aske også, at mandens klæder var slidte og gullige som gammelt papir. Mandens ansigt så sygeligt ud, øjnene fyldt med rindende vand og munden forvrænget i et triumferende smil, der slet ikke matchede mandens situation. De to vagter havde et stærkt tag i mandens slappe arme, og de nærmest løftede ham afsted mod fængslet. Han får, hvad han fortjener, tænkte Aske nu. Det var tydeligt, at denne mand var en plattenslager og en løgner. Da Aske så manden tæt på, forstod han, hvorfor de andre Soltilbedere havde gjort nar af 'Solgudens Søn'. At kalde sig selv Solgudens Søn, når man var så afdanket og laset, var jo blasfemi. Det krævede en hård straf. Skuffelsen over at opdage dette berørte Aske mere, end han selv havde troet. Ærgrelsen blev ved Aske og gnavede i hans sind, som kun en forspildt chance kan gøre det. At tænkte sig, hvis det havde været Solgudens Søn - hvor fantastisk ville det ikke havde været?
   Mændene slukkede ilden, og Aske ventede, til de fleste af de andre havde hentet deres vand fra floden. Da den sidste person forlod floden, var solen så langt nede, at mørket var begyndt at sænke sig over byen. Det måtte være meget sent aften nu, for midt i Aros - Athenas sommertid - var solen oppe til midnatstide. Aske samlede de to spande op og løb ned mod vandet for at fylde dem op. Da Aske havde fyldt spandene blev han anråbt fra mørket bag ham. Det var en ung drengs stemme, der kaldte, men Aske turde ikke lade nogle opdage ham her. Han vidste ikke, hvad de ville gøre, hvis de fandt en trætilbeder nede ved floden så sent. Ville han måske blive sendt i fængsel med den sindssyge mand i den gule dragt? Nej, Aske kunne ikke lade sig opdage. Han så sig panisk omkring, men der var intet sted at gemme sig. Træspandende stod foran ham og betragtede ham, som to store blå øjne, der formanende sagde: 'Du hører ikke til hernede'. 'Du bad ikke til din Trægud'. I et panisk øjeblik forsøgte Aske at trække trøjen op, så den dækkede det mørke hår, som kendetegnede Trætilbedere. Men trøjen havde ingen hætte, og Aske kunne mærke, at hans mavefedt blev tydeligt, da han trak trøjen op. Det føltes mere ydmygende at blive opdaget sådan end at stå ved sin religion og udseende. Aske lod trøjen falde. De mørke halvlange lokker vejede i aftenbrisen, som et sort flag der forsøger at kapitulere - desværre er det på Athena som på Jorden, at kun hvide flag kan bruges til at overgive sig.
   "Hey, drenge. Der står en træ-træl hernede," blev der råbt. Og så mod Aske: "Hvad tror du, du laver her? Ved du ikke, du hører til hjemme i dit træhus? Er du for dum til at forstå det, træl?"
   Ordene var hårde og hånlige. Aske så en gruppe på fem drenge nærmede sig flodbredden. De havde brune poser i hænderne, som skjulte deres brændevinsflasker. De var berusede af ungdommen og af alkoholen. Og foran dem stod en Trætilbeder, som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var ikke usædvanlig, at få, ekstreme Soltilbedere kunne være grove overfor Trætilbedere. Disse ekstremister havde den holdning, at Trætilbederne burde tage tilbage til skoven, hvor de hørte til. De mente også, at Trætilbederne nassede på Soltilbedernes velfungerende samfund - og hver gang de fik muligheden for det, pointerede de, hvor mange indbrud, overfald og snyltere, der var blandt Trætilbederne. Heldigvis var der kun et fåtal af Soltilbedere med så ekstreme holdninger, men uheldigvis var Aske åbenbart stødt på fem af dem denne aften.
   "Er du døv?" råbte drengen.
   Aske bemærkede, at det var anden gang den aften, han var blevet stillet netop dét spørgsmål. Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Måske var det bedst ikke at sige noget. Hvis de troede han var dum eller døv, lod de ham måske være. Måske. Aske kiggede ned i jorden, for at undgå at optrappe situationen yderligere. Han plantede sine rystende hænder behørigt i lommerne, lod spandene stå ved floden og forsøgte at kante sig forbi gruppen af drenge. Hvis han lod spandene stå, så lod de ham måske også gå?
   "Hey, bark-fjæs, du har glemt noget!" råbte den samme stemme igen. Den lød svagt genkendelig. Aske fortsatte væk uden at sige noget eller se sig tilbage. Han troede et øjeblik, han var kommet væk, men så blev han grebet hårdt i ærmet og snurret rundt. Han stirrede direkte ind i nogle mørkegrønne slangelignende øjne. Et stød gik gennem Aske, for han kunne genkende de øjne bedre end sine egne. Det var Lærkes grønne øjne. Næsten i hvert fald - de lignende på en prik, men hvor Lærkes øjne mindede Aske om en lysning i skoven, havde disse øjne et reptilagtigt præg. Resten af ansigtet, der stirrede på Aske, var ikke en slanges, men ingen andre end Lasses, Lærkes storebror.
   "Jeg sagde: Du glemte noget!" gentog Lasse. Han havde åbenbart ikke genkendt Aske. Aske var jo også bare en Trætilbeder, der gik i klasse med hans lillesøster. Det var langt under Lasses standard at bemærke sådanne samfundskryb.
   En af de andre drenge kom med Askes to fyldte spande. Lasse holdt godt fast i Aske.
   "Du skal ikke glemme dit vand, skovflåt," sagde Lasse. Aske forsøgte at vriste sig fri, men Lasse holdte kvælende fast i Askes arm. Lasse var ikke meget større end Aske, men han havde overraskende mange kræfter, og det var umuligt for Aske at komme væk. Et øjeblik senere blev Aske overskyllet af vandet fra de to spande. Drengene lo. "Sådan, så fik du vist alt dit vand med," sagde Lasse og gav slip på Aske, samtidig med at han skubbede Aske hårdt, så Aske faldt ned på jorden og rev hul i sine bukser. Vandet og støvet fra jorden blev blandet sammen, så Aske lignede en taber i en mudderbrydningskamp. Aske forsøgte at rejse sig op, men han blev sparket hårdt i ribbenene af en stor støvle. Smerten fik Aske til at udstøde et højt råb. Det var et vredt og hidsigt spark. "Du er et kryb, et insekt," spyttede Lasse ud. "Du burde hænges for at overtræde reglementet." Lasse sparkede igen hårdt til Aske. Han ramte samme sted som før, og Aske kunne mærke et knæk og hørte en høj lyd, som af en gren der brækkes af. Aske skreg nu af smerte. "Hold din kæft ellers gør vi det for dig," snerrede Lasse og bøjede sig ned tæt ved Askes ansigt. Lasse greb Askes hår og hev i det, så Askes hoved blev løftet et stykke op. Aske var stoppet med at skrige, men det krævede alle hans kræfter. Smerten var overvældende, og den eneste lindring var at skrige det ud. Men han måtte ikke. Så ville Lasse sparke ham igen. "Hvis du fortæller nogen om det her, så dræber vi dig, Aske," snerrede han. Så havde Lasse alligevel genkendt Aske ... "Og hvis du nogensinde taler til min søster igen, så finder vi dig og skærer din tunge ud, så du aldrig kan tale til nogen igen. Dit beskidte ansigt skal aldrig nogensinde se på hende igen. ER DU MED?" skreg Lasse arrigt i hovedet på Aske. Aske kunne ikke svare, han var ved at blive kvalt af luftmangel og smerter. Det var nærmest en lettelse, da Lasse slog Askes ansigt ned i jorden og gav slip. Det betød de var på vej væk. Så kunne Aske blive liggende her. Måske kunne han dø her.
   "Jeg tror, han har fattet det," sagde en af de andre drenge. Latteren var forstummet, for Lasses overvældende vrede havde skræmt selv dem.
   "Det håber jeg, for hans egen skyld," svarede Lasse, mens han tog en lang slurk af sin flaske. "Måske det er bedre, hvis den latterlige bille dør her. Så sladrer han helt sikkert ikke ..." Lasse løftede flasken og skulle til at smadre den ned i hovedet på Aske, men han blev stoppet af drengen fra før.
   "Hey, hvad fanden laver du?" sagde drengen. "Vi kan sgu da ikke dræbe ham. Jeg tror han har forstået det. Har du ikke?"
   Aske prøvede at svare, men støvet jord fyldte hans svælg og han hostede slim ud på jorden. Til sidst fik han fremmumlet et svagt: "Jo."
   Det stillede tilsyneladende Lasse tilfreds. I stedet for at smadre flasken på Askes hoved, kastede han det hårdt ned på jorden tæt ved Askes ben. Aske vidste ikke, om Lasse havde forsøgt at ramme Askes ben eller ej - men heldigvis for Aske, så ramte Lasse ved siden af benet.
   "Åndsvage Træ-træl," sagde Lasse en sidste gang og spyttede efter Aske. Så efterlod de Aske ved flodbredden. Aske var så forslået, at han end ikke magtede at rejse sig op eller råbe om hjælp. Han lå bare og græd. Sådan gik der noget tid, før Aske hørte skridt nærme sig.
   "Aske?" spurgte en stemme. Aske kiggede ikke op, han kæmpede for at holde tårerne tilbage og sine sitrende læber i ro. Var Lasse kommet tilbage for at afslutte det?
   Men det var ikke Lasse, der kom hen og bukkede sig ned ved siden af Aske. Det var en dreng på alder med Aske, med lyst hår sat op i den moderigtige knude på toppen af hovedet. Drengen greb fat i Aske med en sandfarvet trænet arm.
   "Aske?" gentog stemmen, og Aske kunne genkende den. Ængstelsen i stemme var ikke til at bære. Stemmen tilhørte Bjørn.
   Aske svarede Bjørn med en svag klynken. Det gjorde så ufatteligt ondt i hans mave, at han ikke formåede andet. Han havde aldrig følt så stærk en smerte før, det føltes som om der lå en tonstung sten på hans mave og tryggede ham ned. Der var bare ingenting på maven. Det havde været lettere, hvis der var en tonstung sten, tænkte Aske i sin vildelse. En sten kunne han da flytte. Hvad skulle han stille op med ingenting? Hvordan kunne ingenting skabe så stor smerte? Bjørn skrev noget ned på et stykke papir. Noget vådt slikkede Aske i ansigtet. Det var Bjørns hund, Mille, der også var der. Aske mistede fokus på både Bjørn og hund igen. Han havde lyst til at flå sine ribben af, hvis bare det kunne stoppe smerten. Ribbenene var knækket eller bøjet, så de trykkede Aske på ting inde i Askes mave, som ikke burde blive trykket på. Aske hostede og mærkede noget lunkent, vådt trille ned. Blod, tænkte han. Da det ramte jorden, opdagede Aske, at det ikke var blod. Det var savl. Måske var det Milles savl? Godt det ikke var blod. Virkelig godt, det ikke var blod, for jeg kan ikke dø nu, tænkte Aske. Jeg må ikke dø nu!
   "Bjørn," hostede Aske. Blod eller savl fløj ud af munden på ham. "Bjørn ... hvis jeg dør ... så sig undskyld til min familie. Jeg ... jeg hader dem ikke. Sig jeg elsker dem. Vil du ikke nok?" Aske kunne kun se en fokuseret form af Bjørn. Det var svært at forstå, hvad Bjørn svarede. Måske kunne Bjørn heller ikke høre Aske? "Det er vigtigt, Bjørn. Forstår du mig? Sig jeg elsker dem." Aske forsøgte at gribe ud efter Bjørn. Hvis han kunne få Bjørns ansigt helt ned til sig, kunne han fortælle Bjørn, hvor vigtigt det var.
   "Ro på, Aske," svarede Bjørn med en stemme, der trængte gennem Askes smertetåger. "Du ligger forkert. Du skal drejes sådan her." Bjørn flyttede på Aske og Aske kunne mærke den usynlige tonstunge sten blive fjernet. Smerterne fortog sig en smule. Aske kunne trække vejret mere normalt igen. Smerterne var der stadig, men de var ikke altoverskyggende. Aske havde ikke engang kræfter til at sige tak. "Sådan, det er bedre, er det ikke?" spurgte Bjørn og smilede med sine himmelblå øjne, før han fortsatte, "Jeg har sendt Mille tilbage med en besked til dine forældre. De er alle sammen ude og lede efter dig. Hvad laver du hernede? Er du faldet? Hvordan har du det?"
   "Jeg har det, som dengang din far fik os til at skubbe hestevognen hele vejen til markedet. Alt gør ondt. Jeg gik ned for at fylde vand i stedet for at tage til aftenbøn. Det er gudernes straf," svarede Aske. Han kunne stadig mærke blikket af træguden fra de fyldte vandspande, som havde stirret bebrejdende på ham.
   "Har du også slået hovedet?" spurgte Bjørn.
   "Nej," svarede Aske, men han følte alligevel forsigtigt efter. Der var ingen smerter i hovedet, men bevægelsen gjorde afsindigt ondt i maven igen. Aske stønnede endnu engang af smerte.
   "Man skulle ellers tro, det var hovedet og ikke et ribben, du har trykket godt og grundigt. Gudernes straf? Hvad fabler du om, Aske? Kom Solguden ned fra himmelen og sparkede dig i maven, fordi du hentede vand efter aftensmaden? Eller var det Træguden, som gav dig en ordentlig mavepumper?"
   "Nej," svarede Aske, lettere såret over Bjørns sarkasme. Aske burde ellers være vant til det efterhånden. "Det var Lasse og hans venner fra skolen. Men de straffede mig kun fordi jeg fortjente det. Jeg er jo ikke soltilbeder. Jeg overtrådte reglementet."
   "Lasse? Lærkes storebror? Den idiot?" Bjørn rystede på hovedet, så den store tot af lyst hår, han bar på hovedet i en fashionabel knold, hoppede frem og tilbage. "Reglementet er jo bare et gammelt og forældet regelsæt. Der er ingen, som følger det mere. Der er jo heller ingen, der hænger folk for at lyve - er du klar over, at det også står i reglementet?"
   Aske blev pludselig meget bekymret. "Lasse sagde jeg ikke måtte fortælle det her til nogen andre. Han sagde han ville dræbe mig. Du må love mig, du ikke siger det videre. Vi siger bare til mine forældre jeg faldt."
   "Bad Lasse dig om at lyve? Det lyder, som om han også kun bruger reglementet, som det passer ham," svarede Bjørn med foragt i stemmen.
   "Nej, han er jo Soltilbeder, han må gerne lyve, hvis det er for alles bedste."
   "Nå ja, det er jo klart, man. Det giver super god mening," sagde Bjørn og slog sig sarkastisk på panden.
   "Bjørn, jeg mener det altså. Du må ikke sige det videre. Jeg er sikker på han dræber mig," Aske kunne mærke tårer presse sig på, som ikke kun kom fra smerten. "Jeg er bange, Bjørn."
   Bjørn satte sig ned ved siden af Aske og tog forsigtigt Askes hånd i sin. "Rolig nu, Aske. Du skal ikke være bange for Lasse. Han vil aldrig dræbe nogen, for han er selv en kujon. Han ville ikke turde det, for hvis det blev opdaget, så ville han blive sendt ud på havet, og der er ingen, som kommer tilbage fra dén rejse. Nu skal du bare ligge stille og vente. Dine forældre kommer snart, og så får vi dig på hospitalet og undersøgt. Hvis du er heldig, har du bare trykket et ribben eller to."
   "Måske," svarede Aske. Lyden fra det høje knæk, han havde hørt, da Lasse sparkede ham, gav stadig ekko i Askes hoved. Aske kunne heller ikke glemme Lasses slangeagtige grønne øjne, der var fyldt med en ustyrlig vrede, mens han truede Aske med brændevinsflaske. "Lov mig du ikke siger det videre alligevel. Lov mig du bare siger jeg faldt," sagde Aske med eftertryk.
   Bjørn gav et svagt nik. "Hvis du virkelig mener, det er det bedste, så skal jeg nok holde mund, Aske. Men jeg glemmer ikke, hvad Lasse har gjort ved dig."
   "Tak, Bjørn."
   Solen gik ned. De sidste rødlige stråler blev reflekteret fra flodens bred op i Bjørns lyse lokker et sidste kort sekund, før det blev mørkt. Kun de svagt brændende fakler, som markerede stien mellem byen og floden, lyste stadig op.
Forfatterbemærkninger
Askes hårfarvede skiftede: Trætilbedere = Mørkhåret, Soltilbedere = Lyshåret.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/06-2019 11:51 af Tobias Abildgaard (Crown) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2940 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.