Rejsen til Athena

Kapitel 0 & 1: Rejsen begynder


5 måneder, 24 dage siden 0 kommentarer 2 kapitler Uafsluttet Fantasy fantasy roman eventyr

1En underlig By - Kapitel 1
År 2019. En underlig by. · Hvis man spurgte mig, hvornår det hele b... [...]
Romaner · magisk realisme, roman, tanke
4 måneder, 1 dag siden
1Rejsen til Athena - Kapitel 1, fortsat.
Men på trods af Askes forhåbninger, så blev manden, der kaldte si... [...]
Fantasy · eventyr, roman, konflikt
5 måneder, 17 dage siden
0Rejsen til Athena - Kapitel 0 & 1: Rejsen b...
Kapitel 0 - Tag med mig på en rejse · Hvis du drager væk fra lyse... [...]
Fantasy · fantasy, roman, eventyr
5 måneder, 24 dage siden
0Zoologisk planet - Kapitel 4: Rumskibet og ...
Scene 7 · Dennis begyndte at forstå, hvad der lige var sket. Rumv... [...]
Fantasy · science fiction, parodi, ironi
7 måneder, 3 dage siden
0Zoologisk planet - Kapitel 3: La révolution
Scene 5 · Der gik et kortvarigt ulideligt øjeblik, hvor alt var sor... [...]
Fantasy · science fiction, humor, eventyr
7 måneder, 10 dage siden
1Zoologisk planet - En bus i 'nowhere'
Scene 2: · Skolebussen trak sig afsted i et sløvt tempo. Det var se... [...]
Fantasy · eventyr, børnebog, science fiction
7 måneder, 17 dage siden
3Zoologisk planet - Zoom
I en forladt og øde del af universet findes stadig den uberørte u... [...]
Fantasy
7 måneder, 24 dage siden

Puls: 6,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Tobias Abildgaard (f. 1987)
Kapitel 0 - Tag med mig på en rejse
   Hvis du drager væk fra lysene i byerne, kan du se stjernerne på himmelen tydeligt og skinnende. Der er mange stjerner, som lyser på dig. Det virker som om, at universet derude er uendeligt. Det er det formegentligt også. Men vi kan faktisk kun se en endelig del af universet. Du kan kun se de stjerner, som nåede at sende lyset afsted mod dig, inden de blev fanget af en kraft, som selv videnskabsmændene har svært ved at forklare: Universets udvidelse. På den anden side af den informationsmur er der et univers, som du og jeg aldrig kan se. Men jeg lover dig, det eksisterer.
   Jeg lover dig faktisk mere end det. Jeg vil tage dig med på en rejse til den anden side af universets udvidelse. Du behøves ikke blive bange eller forberede dig specielt på rejsen, faktisk skal du blot placere dig i din yndlingslænestol med din yndlingsdrink og så læse videre. Det sted, vi skal besøge, er en planet, som kredser om en stjerne ligesom vores. Det er en planet, som i mange henseende minder om jorden - en tvilling på tværs af tid og rum - men én ting adskiller den planet, som beboerne kalder Athena, fra vores egen: På denne lysegrønne planet har befolkningen ikke opdaget elektricitet endnu. I stedet har de opdaget noget helt andet, som vi kun kender fra eventyr. De har opdaget magien.
   Hvad betyder det for vores rejse? Det betyder blot, at vi må være agtpågivende overfor det, vi ser og hører. Ting og mennesker, som vi tror er ét, kan pludselig forvandles til noget andet. Det betyder også, at dyr og væsener, som ikke kan eksistere på vores jord, vil møde os. Måske vil de endda møde os med intelligens. En tredje og sidste ting, som vi også må huske på, når vi tager ud på denne rejse, er, at magien er stærkt forbundet til guderne på den anden side af universet. Guderne er født sammen med magien, og de afgiver magien i samme åndedrag, som de bruger den. I denne nye verden er guderne ikke ulegemlige guder i en metaforisk himmel eller helvede. I den verden, som vi skal besøge, vil guderne være i blandt os.
   Jeg forstår, hvis det lyder overvældende, men vid, at du ikke rejser alene. Jeg vil være sammen med dig hele vejen, og det vil vores vært også være. Det er en dreng på 14 år, som hedder Aske, vi skal besøge. Vi kan ikke snakke med ham, og han vil måske ikke helt forstå, vi er der, for sådan er naturens love nu engang, når man rejser på tværs af tid og rum.
   Vi har ikke tid og mulighed for at se hele Athena, lige så lidt som du har mulighed for at se hele Frankrig, når du er på ferie der, men vi kan besøge Askes hjemby, Parscow, og følge ham der. Det er en stor by, hvor alle mennesker har travlt med deres egen hverdag, og kun få tænker på andet end skole, arbejde, haven der skal passes, huset der skal males og gæsterne som skal på besøg næste søndag. Hvis du ikke vidste det, så ville du faktisk tro, at du var taget på besøg i en storby på en varm sommerdag. København, Paris, London, Berlin. Altså sådan som disse byer så ud i det 17. århundrede her på jorden.
   Så når vi nu skal besøge Aske, så vil du først tro, at du var rejst tilbage i tiden på vores egen jord, men husk at du nu befinder dig i byen Parscow på en lysegrøn planet kaldet Athena, der kredser om en sol, som minder om vores egen, men langtfra er det.
   Velkommen til Parscow, en storby på tværs af rum og tid.


    Kapitel 1 - Forsvindingsnummeret
   'Det var engang' - sådan starter mange gode eventyr, og sådan starter vores rejse til tvillingeplaneten Athena også.
   Der var engang en by ved navn Parscow. Parscow var et vrimlende og aktivt centrum for alle borgerne på hele Slangekysten. Parscow gemte på uttalige historiske bygninger, kendte gadehjørner, noble og mindre noble familier og ikke mindst de flotteste kirker man kunne forestille sig. Det blev sagt, at Solguderne og Træguderne arbejdede sammen den dag, hvor Parscow blev bygget, og sammen skabte de den prægtigste og smukkeste by i hele landet, ja på hele planeten. Byen lå nær det store hav, hvorfra Mesteren af Parscow kunne reagere over Slangekysten og alle mennesker på Athena. Det sagde man i hvert fald i Parscow. I praksis var det nu kun Slangekysten, de reagerede over i Parscow, men for folkene, der boede i byen, var Slangekysten så godt som hele verden. Det store hav, vidste man jo, var et uendeligt hav, der aldrig kunne krydses. Parscow var en fascinerende by, men lige præcis Ildfluevænget, hvor Aske sad, var en mindre kendt og meget lidt bemærkelsesværdig afkrog af Parscow.
   Aske sad på verandaen og stirrede på huset overfor, hvor røgen fra en pulserende skorsten steg op mod den blå himmel. Men selvom øjnene så på huset, så var Askes tanker et helt andet sted. Det var en doven sommerdag, som nærmede sig sin afslutning, og lyden fra det nærliggende marked kunne svagt høres summe om kap med insekter og fuglenes fløjten. Ved siden af Aske stod to tomme træbeholdere, som var beregnet til at bære vand med. Aske var en lille dreng af sin alder. Han havde kort plysset hår og røde runde kinder. Han havde stadig antydningen af hvalpefedt bag trøjen og en lidt kvabset holdning, der afslørede, at han var mere end glad for chokolade og mere end ked af broccoli.
   Aske samlede en håndfuld småsten og begyndte at kaste dem én efter en ud på den tomme gade. Hans mave rumlede højt. Det duftede af grønkålsstuvning fra det åbne køkkenvindue.
   "Aske, der er mad nu," kaldte hans mor, Sofia. Aske svarede ikke. Han kastede et par sten mere ud på gaden. "Aske, jeg gider altså ikke kalde to gange. Der er mad nu!"
   Aske vidste godt, at hans mor havde brugt flere timer på aftensmaden, men alligevel blev han siddende ude på verandaen. Solen stof efterhånden lavt på himmelen, men den fortsatte med at stirre insisterede på Aske, med sit gule brændende øje. Aske forsøgte at smide en sten efter solen, men det han ramte naturligvis ikke. Åndsvage sol, tænkte Aske, men irettesatte så sig selv. Det var vigtigt, han blev venner med solen, hvis det nogensinde skulle lykkes ham, at vinde Lærkes hjerte.
   Askes tanker blev afbrudt, da en skygge faldt over ham, som en skygge fra et massivt egetræ. Skikkelsen, der var dukket op i døråbningen og kastede skyggen, var en stor og bred mand med et sortsvedet ansigt, som skyldtes lange dage i smedjens varme.
   "Aske, kan du ikke høre din mor kalder? Du er vel ikke blevet døv, da du fyldte 14 år?"
   Aske ignorerede også sin far. Han var klar over, han var gået over grænsen, men han var ligeglad. Når faren fandt ud af, Aske ikke havde hentet vand, så ville helvede sikkert bryde løs. Aske kendte andre drenge fra skolen, som var blevet tæsket godt og grundigt af deres forældre for mindre. Aske havde aldrig så meget som fået én lussing fra sine forældre, men denne gang måtte de straffe ham.
   "Hvad er der galt med dig Aske?" sagde faren, der hed Ragar, mens han satte sig ned ved siden af Aske.
   "Ikke noget," mumlede Aske. En stilhed fulgte, før Aske sagde det åbenlyse: "Jeg har ikke hentet vand."
   Faren gav et nik mod de to tomme spande. "Det kan jeg se ..."
   "Jeg er heller ikke sulten," sagde Aske.
   "Din mave knurrer ellers mere end Bjørns hund," svarede faren. Bjørn var naboens søn - en dreng på alder med Aske. "Er der noget galt?"
   Aske rystede på hovedet.
   "Aske Hvidtand," fortsatte faren, "du kan ikke bilde mig ind, at der ikke er noget galt, når du for første gang nogensinde har glemt at bringe vand med hjem før aftensmaden. Du ved godt, at vi skal bede aftenbøn efter maden, og vi ikke må arbejde efter aftenbønnen."
   Aske svarede kort for hovedet: "Det er også en åndsvag regel. Bjørn må gerne hente vand efter aftensmaden."
   Faderen gav et kort fnys. "Bjørn tilbeder Solguderne ligesom sin familie, og de har ikke regler for aftenbønnen. Det ved du jo godt, Aske. Hvorfor er det pludselig et problem nu?"
   "Det er en tåbelig regel. Det har altid været en tåbelig regel. Alle de tåbelige regler vi Trætilbedere skal efterleve gør livet til noget lort. Jeg hader Træguderne!" sagde Aske med eftertryk. "Hvorfor kan vi ikke bare tilbede Solguderne som alle andre?" Aske kunne se, det han sagde påvirkede faren, men også at faren forsøgte at skjule sin irritation. Faren havde flyttet sig, så solen nu skinnede olmt på Aske igen.
   "Det ved du jo godt, Aske. Vi tilbeder Træguderne, fordi din tip-tip-tip oldemor var en Trægud, og Trægudernes magi er i vores slægt, Desuden er der mange andre, som tilbeder Træguderne også," svarede faren.
   "Der er ingen, som er noget værd, der tilbeder Træguderne. Og det med magi er noget vrøvl," gav Aske igen. "Alle ved, at de sidste guder og den sidste magi døde under den store krig. Der findes ikke magi! Alle slægter siger, de har en tip-tip-et-eller-andet, som er Trægud eller Solgud. Men ingen har magi."
   "Rolig nu, Aske," forsøgte faren sig. Han virkede næsten fortvivlet over Askes ord. "Jeg forstår godt, du undrer dig. Det er helt naturligt i din alder. Men der findes altså magi. Hvordan vil du ellers forklare, at jeg fandt din smukke mor, og vi fødte dig? Dét er da magi."
   Aske himlede med øjnene. "Det er ikke magi far. Hvorfor tror du, at det sidste man hørte til guder eller magi, var for over tusinde år siden? Guderne findes ikke mere, lige så lidt som magien gør det. Hvorfor skal nogle ikkeeksisterende guder bestemme, hvornår jeg må hente vand, hvilken uddannelse jeg skal tage og hvem jeg må gifte mig med ..."
   "Gifte dig med?" kluklo faderen nu. Det var gået op for ham, at Askes vrede ikke skyldtes familien eller familiens tro, selvom den var vendt mod dem. "Det er da lige lovligt tidligt at tale om sådan noget."
   Aske fik en hidsig rød kulør i ansigtet. "Jeg er altså ikke et barn længere. Jeg ved, hvem jeg vil giftes med, men Lærke siger, at vi ikke kan blive det, fordi jeg er Trætilbeder, og hun tilbeder Solguderne." Aske kunne ikke fortsætte. Samtalen med Lærke, hans livs kærlighed, fra tidligere i dag genklang stadig i hans hoved.
   "Det har virkelig været en dårlig dag?" funderede faren. "Glem vandet, vi har nok til at klare os til i morgen tidlig. Det skal nok gå, det med hende pigen. Faktisk var mor jo en soltilbeder, før hun mødte mig - vi fandt alligevel sammen, fordi ..."
   "Ja, ja, jeg ved det godt. Du har fortalt den historie tusinder gange," vrissede Aske. "I fandt sammen, fordi mor blev Trætilbeder, og Mesteren af Parscow gav sin velsignelse af ægteskabet. Men der er jo ingen normale Soltilbedere, der gider tilbede Træguderne. Lærke siger jeg er en idiot, hvis jeg tror det."
   "Hende Lærke lyder nu heller ikke som den bedste partner for dig så?" sagde faren.
   "Du skal aldeles ikke sige noget dårligt om Lærke," hidsede Aske sig op. "Det er Lærke, der har ret. Trætilbederne er nogle gammeldags åndsvage trælle, der lever i fortiden og aldrig bliver til noget."
   "Åndsvage trælle?" gentog faren.
   "Ja!" sagde Aske. "Sådan nogen der er født til at være undersåtter og adlyde ordrer. Hvornår har en Trætilbeder måske sidst været Mester i Parscow? Eller Skattemester? Eller Kaptajn af garden? Det er over 200 år siden!"
   "Sikke noget at sige, Aske." sagde Faren tøvende. "Hvad blev der af min lille Aske, som spillede bold og legede i haven med sine brødre?"
   Aske stirrede blot tilbage på sin far. Den nedadgående sol stod skarpt og gjorde, at Aske måtte knibe øjnene sammen som små sprækker, hvilket forstærkede det trodsige blik.
   Ingen af dem sagde noget et stykke tid, og de blev først afbrudt da Askes lillebror, Adrian, kom ud til dem. "Mor siger altså vi skal spise nu."
   "Det er OK," svarede faren. "Sig vi er på vej." Han gav Aske et løftet øjenbryn, men sagde ikke mere.
   Da de kom ind i spisestuen, sad resten af familien klar ved det solide egetræsbord. Aske havde tre søskende - Adrian, en anden lillebror, Geo, samt en storesøster, der hed Nille. Aske stoppede op og skar ansigt. Han orkede ikke at sidde ved bordet sammen med dem alle sammen lige nu. Hvorfor var han dog gået med ind?
   "Sæt dig nu, Aske," sagde Sofia, mens hun skænkede op til Geo, der var den yngste af søskendeflokken og lidt af en efternøler.
   Aske fik en lignende trang til at stritte i mod sin mors ordre, som han også havde haft tidligere den dag, da han nægtede at hente vandet, og da han blev siddende ude på verandaen.
   "Åh, lille skat, er der noget galt?" sagde hun, med samme toneleje som når hun talte til Geo. Sofia rejste sig fra bordet og gjorde mine til at omfavne Aske.
   "Lad vær' mor," sagde Aske, som havde Sofia forsøgt at kvæle ham.
   "Rolig nu, Aske," sagde Sofia. "Jeg er bare bekymret for dig. Du opfører dig særdeles uforskammet og distræt i dag. Det ligner dig slet ikke. Fortæl os nu hvad der er galt, så vi kan hjælpe dig."
   Måske har hun ret, tænkte Aske. Hun plejer at have ret.
   Derfor sugede Aske luft ind og sagde så: "Det er bare Lærke ..." men så fik han en klump i halsen og kunne ikke sige mere.
   "Åh, lille skat," sagde Sofia igen.
   Det havde slet ikke hjulpet Aske at fortælle, hvad der var galt. I stedet kunne han høre Nille fnise. Sofias bekymringer for ham fik ham til at føle sig endnu mere ydmyget. Det var en kæmpe fejl at lytte til dem. De forstod ham slet ikke. Han kunne mærke tårerne presse på. Nille skulle i hvert fald ikke se ham græde.
   "I er nogle dumme Træ-trælle alle sammen, jeg hader jer!" råbte han og stormede ud fra køkkenet og ud på den tomme gade.
   "Lad ham være," kunne Aske høre faren sige til Sofia indefra spisestuen. "Han skal nok blive god igen."
   Aske sparkede til de tomme spande, der stod udenfor. Han ville aldrig blive god igen. Han havde et behov for at råbe og skrige af nogen, men han ville alligevel ikke stå og råbe af tomme spande. Han havde også en smule dårlig samvittighed overfor sine forældre. Det var jo ikke deres skyld, i hvert fald ikke det hele. Men han kunne ikke gå ind og sige undskyld nu. Det ville være for ydmygende. Han havde brug for at få noget luft. Behov for at retfærdiggøre sin harme. Hvem skulle egentligt bestemme, at Trætilbedere ikke kunne hente vand om aftenen? Med en dyb indånding slyngede han læderstroppen over skulderen, løftede de dumme spande op, og begav sig med beslutsomme skridt mod floden.

Mens Aske gik og kølnede af i aftenluften, så grublede han for 117. gang den dag over livets uretfærdigheder. Det havde taget ham et helt år at tage sig sammen til at fortælle Lærke, hvordan han følte. Han havde haft lyst til det længe, men der havde bare aldrig været en god mulighed for det indtil i formiddags, hvor de i skolen skulle samle æbler til den årlige sommerfest. De havde to og to fået opgaver, og Aske var blevet sat sammen med Lærke. Først havde han været lykkeligt. Tænk, en hel dag i Lærkes selskab! Det var den chance, han havde ventet så længe på. Men hvor havde han dog været latterligt! Hvordan kunne han tro, at hun ville være sammen med ham? Hvad var det nu, han havde sagt? Jeg har tænkt på noget i lang tid, Lærke. Tåbeligt! Det lød jo som om han var besat af hende. Skal vi være kærester? var det næste han havde spurgt. Han gøs, da han tænkte på det. Det var det dummeste, han nogensinde havde sagt. Hun havde grinet ham lige op i ansigtet. Åh, de flotte brune øjne og mørke lokker, som dansede, mens hun lo. Men hun havde leet ad ham! Han huskede, tydeligt som en ond drøm, hvad hun havde sagt: Du er sød, Aske. Men du er jo min ven. Vi kan ikke blive kærester. Hun syntes, han var sød! Men hvorfor ville hun så ikke være hans kæreste? Det gav ingen mening. Han forstod det ikke. Da han pressede hende for svar, så blev hun mere stille. Hun ville sikkert gerne være kærester med ham, hun turde bare ikke, fordi han var en dum Trætilbeder. Det måtte være grunden. Aske var stormet væk i skam. Hver gang han tænkte på det, så krummede tæerne sig på en forfærdelig måde. Han ville aldrig have den følelse igen. Han ville være ligesom Soltilbederne. Han ville hente vand om aftenen og være kærester med dem, han elskede. Der var aldrig en Trætilbeder, som var blevet til en Soltilbeder - det ville præsterne ikke tillade - men Aske skulle vise dem, at han var stor, stærk og modig nok til at være Soltilbeder!
   Sådan gik Aske og tænkte, og før han vidste af det, så var han nær floden. Aske undrede sig, for der var en større flok samlet ved floden. Måske var det fordi, at alle soltilbederne hentede vand om aftenen? Bjørn plejede jo faktisk at gøre det. Gad vide om Bjørn også var hernede nu? Højrøstede stemmer kunne høres, og lugten af røg ramte Askes næsebor. Han var nået helt ud for enden af byen og stod nu på den sti, der førte det sidste stykke af vejen ned til floden. Flokken, der var samlet ved vandet, betragtede en skikkelse i en lys og gul dragt, der stod på en skammel foran et lysende bål, der farvede luften, som den efterhånden røde sol i horisonten.
   Hvad er det her? tænkte Aske, forvirret over optrinnet.
   Det var normalt ikke tilladt at have åben ild af den størrelse i byen, da de kunne starte en dødbringende brand, men det lod ikke til at det bekymre manden på skafottet. Den høje stemme kom fra manden. Aske sneg sig tættere på, for at høre hvad der blev sagt. Han havde på fornemmelsen, at det var bedst at forblive uset. Det var trods alt ikke meningen, at han skulle have være her - som alle Trætilbedere burde han sidde ved aftenen bønnen lige nu.
   Måske det har var en form for tilbedelse af Solguden? tænkte Aske, selvom han aldrig havde hørt Bjørn tale om sådan en seance før.
   Floden var stor og brusende, og den øvrige larm fra manden i den gule dragt og knitren fra bålet gjorde det muligt for Aske at snige sig helt tæt på. Han gemte sig i den tætte bevoksning, som omkransede floden. Herfra kunne han både se skikkelsen i den gule dragt, og høre hvad der blev sagt.
   "I er udvalgte!" råbte skikkelsen op. "I er de udvalgte til at se min ankomst. Som Solguden forudsagde, så vil hendes søn en dag genopstå, og denne dag vil være en festens dag, thi det er den dag, hvor folket bliver frit igen!"
   Der var mumlen blandt de fremmødte. Det var en broget flok af unge mænd, som stod med deres spande. De var tydeligvis ikke kommet for at høre denne galning, men blot for at hente vand.
   "I," skreg manden, der kaldte sig Solgudens søn, og pegede på den forvirrede flok foran ham. "I er udvalgt! I skal forkynde min opstandelse. I skal bevidne min magt og erkende mit vælde!"
   En af tilskuerne havde fået nok. "Er det her en spøg? Kom ned fra den skammel og lad os slukke bålet, før nogle kommer til skade."
   En anden var enig: "Ja, jeg skulle bare hente noget vand, hvad er det her for noget virak?"
   Vinden skiftede retning, og røgen fra bålet blev nu blæst direkte ind i folkemængden. Der lød host og eder.
   "I er ikke oplyste, og det tilgiver jeg jer. Det er ikke jer, jeg er kommet for at straffe. Jeg er kommet for at lede jer."
   "Lede os hvorhen? Til karneval?" var der en der fik fremhostet. De andre lo, men røgen kvalte hurtigt deres morskab.
   "Jeg vil lede jer i kamp mod jeres fjender. "
   Røgen var vendt igen, men der var stadig forvirret mumlen og hosten.
   Fjender, tænkte Aske. Parscow har da ingen fjender? Hvem skal kunne true så stor og mægtig en by som Parscow?
   "Jeg vil lede jer i triumferende kamp mod de vantro. Jeg vil sikre jer, at I ikke skal stå tilbage for den underudviklede træ-tro og dennes følgere. Jeg vil lade jer være dem, som I er født til at være: Soltilbedere."
   "Nu er det altså nok," vrissede en af de ældste i flokken. En mand med grå stænk i håret. "Vantro? Er det Trætilbedere du taler om? De har aldrig generet nogen. Du taler om vantro som et fæ. Først starter du et bål, og så forsøger du at starte en religionskrig," manden spyttede mod den gule dragt.
   "Hvis du ikke vil flytte dig, så fjerner vi dig!" blev der råbt, og mændene satte deres spande fra sig og begyndte truende at nærme sig Solgudens søn.
   Solgudens søn veg dog ikke tilbage.
   "Jeg er Solgudens sød," gentog han. "I fjerner mig for at få fyldt jeres spande med vand, men I forstår ikke, at jeg kan give jer alt det I ønsker." Han hævede hænderne over hovedet, så de gule ærmer fald ned om armene.
   En lyd af trampende støvler kunne høres. To officerer fra byens vagtværn var ankommet.
   "Sig mig, hvad foregår der her?" spurgte den ene.
   "Det var ham!" sagde manden med det halvgrå hår og pegede på Solgudens Søn. "Han startede bålet og postyret."
   Solgudens søn svarede ikke. Han forholdte sig tavs og trodsig.
   De måtte ikke anholde ham, tænkte Aske. Hvis han virkelig er Solgudens Søn, så vil det være en forbrydelse af anholde ham. Han har jo ret i det han siger. Trætilbederne er en underudviklet race, det pegede alle statistiker jo på. Måske Solgudens Søn kunne bede sin mor om tilladelse til at velsigne Trætilbederne og lade dem blive Soltilbedere? Så kunne Aske også være Soltilbeder, ligesom Bjørn, og dele resten af sit liv med Lærke ...
Forfatterbemærkninger
En mulig start på en fantasy-roman

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/06-2019 22:22 af Tobias Abildgaard (Crown) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3753 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.