En dag drog Lasse ud for at finde lykken.
   Nå ja, det vil sige, faktisk var det midt om natten, for så ville det vare flere timer, før nogen opdagede, at han var væk.Og han gad virkelig ikke at blive fundet, for hele hans liv var bare så fucked op. Han var 22 år og hvad havde han opnået? Et latterligt og dødssygt arbejde i Føtex og en .billig toværelses lejlighed, som han delte med Trine: Lasse vrængede hendes navn for sig selv, mens han gik der i mørket mellem byens gader og månen lyste ovenover ham. Gadelygterne var slukket, for der skulle spares. Og der var så stille,at han kunne høre sine skosåler mod fortovet.
   Trine sov sikkert endnu, med dynen mellem sine fede lår og måske drømte hun, at dynen var en forbryder, der i virkeligheden var godheden selv.
   Lasse fnøs: de havde set en film og han havde hurtigt spottet hvem skurken var. For ham daniel i filmen havde et år og så lumsk ud. Og så piskede han sine egne folk. Og sådan var de onde. Men så sagde Trine, at det passede altså ikke. Ikke i virkeligheden, sagde hun, mens hun pillede næse, åd fangsten og så enormt vigtig ud. Han havde prøvet med de der argumenter, det havde han altså og prøvet at lade være med, at følge med i filmen samtidig, men hun kaglede bare og blev skinger i stemmen og så gik han ud og hentede en ny cola i kækkenet. Det gav lidt fred og han sagde, hun så sød ud i sit nye joggingtøj, ja, det sagde han altså, selvom det strammede og fremhævede hendes deller.
   Så var der fred lidt- Lige til der dukkede en smuk kvinde op. Hvad var det nu skuespilleren hed? Nå ligemeget, i filmen hed hun Dina og han kom til at sige: "Hun er garanteret ikke ond, hende der, for hun har sådan et pænt hår og ..."
   "Uf, det kan du da ikke vide," himlede Trine op.
   Og nu - nu gik han så. For nu - nu kunne det være nok.
   Ikke at hun havde smidt ham ud. Den tykke trunte kunne sgu nok ikke finde en anden. Eller kunne hun?. Der var jo ham den lange på det seminarie, hvor hun gik. Lige meget - lige meget -
   Uden at tænke over det, gik han og gloede ned på fortovet. Lyset strømmede ud fra et vindue og der - lige foran ham i skæret fra lampen i natteravnens vindue lå der en nøgle. Folk tabte da også alt muligt. En eller anden idiot stod nok nu og prøvede på at låse døren op inden hans kone vågnede og så hvor fuld han var.
   Lasse sparkede til nøglen. Den kurrede lidt henad fliserne. Skulle han samle den op? Jo, hvorfor ikke? Han kunne måske lave et opslag på Fjæsbogen om at han havde fundet den. Den var nem at beskrive, for det var sådan en gammeldags en, og den var ret stor. Der stod vist også et eller andet på den.
   Nu havde Lasse den i hånden, men i det samme slukkede natteravnen sit lys. Pokkers. Lasse stak hånden i lommen. Måske kunne han bruge lyset fra mobiltelefonen?
   Det isnede gennem ham, da det gik op for ham, at han ikke havde mobiltelefonen med. Han følte sig helt nøgen og vreden bruste i ham.
   Han lod nøglen glide ned i lommen. Hans ene hånd fulgte efter. Følte lidt på nøglen. Den virkede kølig og slidt. Der var takker som på de ældgamle nøgler til bedstefars baggang og udhus, men de var større og der var flere, de sad ligesom i to sæt. Hvad for et mærkeligt nøglehul passede de mon til?
   "Har du set en nøgle?"
   Stemmen brød ind i Lasses tanker og han for sammen. Havde jo slet ikke hørt, at der kom nogen.
   Men der var han altså - en mand noget ældre end ham selv. Han havde pjusket hår og en stor frakke, selvom det ikke var særlig koldt.
   Og - pang - så var han omgivet at et strålende lysskær.
   Drømte han mon endnu?
   "Hvorfor laver du alt det lys?" spurgte den fremmede.
   "Det er bare gadelygterne, der bliver tændt," gik det op for Lasse, idet han selv sagde det.
   I lysets skarpe skær så han, at den fremmede havde en ret stor næse, skægstubbe og en gul bums mellem øjnene. Frakken var brun og kantet med et eller andet meget dødt dyr. En mølædt damefrakke, var det.
   Den underlige eksistens havde fablet om en nøgle og nu ville Lasse gerne videre, så han hev nøglen op af lommen og rakte den til den spøjse fremtoning. "er det din?"
   "Nå, du har den," udbrød manden.
   Lasse regnede med, at samtalen nu var forbi, så han trådte frem for at gå forbi den anden, men han blev grebet i armen. Ikke uvenligt, men bestemt.
   "Du har nøglen og du kan lave klart lys. Du skal med mig," sagde den fremmede.
   Hvilken anstalt var den tosse mon flygtet fra?
   De stod tæt på hinanden. En sær lugt fik Lasses næsebor til at vibrere. Mølkugler? Han anede ikke, hvordan sådan nogle lugtede, men vistnok ret kradst. Så vidt han lige huskede, solgte de slet ikke mølkugler i Føtex, men der var engang en kunde, der havde spurgt efter dem.
   "Jeg skal altså hjem nu," påstod Lasse.
   "Åh nej. Kom nu med," sagde manden i et barnligt tonefald og han tilføjede: "Jeg er faret vild. Jeg kan ikke finde vej uden dig."
   Det var altså en tosse. Han boede nok på anstalten - nå nej, bostedet - henne på Stjernevej. Og der var vist ikke så langt, for de stod jo på - øh- Lasse spejdede efter et vejskilt: Galaksestien. Sært navn, men hvis nu, de gik lidt ned ad den, så kom man vistnok til Mælkevejen? Og så mødte de vel en eller anden, der mødte tidligt på sit arbejde?
   "Okay så," sagde Lasse, for han ville jo alligevel ikke på arbejde i dag. Han ville jo finde lykken og den ventede vel til han slap af med den stakkels tosse?
   "Hvad hedder du egentlig?" småsnakkede han i det tonefald han brugte til mærkelige kunder.
   "Kristobald," oplyste den fremmede.
   "Hvor bor du?" snakkede Lasse videre og følte sig helt venlig. Og nu hvor manden havde sluppet hans arm, var der ikke spor at være bange for.
   "I Slattenstrup," påstod manden, der sagde, han hed Kristobald. Og så stoppede han op og drejede sig halvt om for at glo på noget. Uvilkårligt gjorde Lasse det samme og så stirrede de begge to på en mur, der var kalket hvid engang for længe siden. Midt på muren lyste en orange sol. Eller i hvert fald en rund plet af solskinsagtigt lys. Hvor kom den nu fra?
   Før Lasse nåede at tænke videre over det, greb Kristobald ham i armen. Denne gang holdt han godt fast og trak Lasse med sig. Han ville rive sig løs. Ville protestere. Sige at de rendte lige ind i muren og slog sig slemt. Han ville - slippe af med den torden, der dunkede gennem hans hoved og forplantede sig gennem hele hans krop, men så blev alt sort omkring ham. Sort og blødt.