En fortælling om blod og ære - Kapitel 1


2 måneder, 14 dage siden 3 kommentarer Fantasy fantasy historie fiktion

0En fortælling om blod og ære - Kapitel 2
Den lave morgensol skinnede ind ad vinduet, og ramte Cain i ansig... [...]
Romaner · fiktion, historie, fantasy
2 måneder, 9 dage siden
3En fortælling om blod og ære - Kapitel 1
Luften var kølig og frisk, og en blid brise blæste henover Nordst... [...]
Fantasy · fantasy, historie, fiktion
2 måneder, 14 dage siden
3Bloody sunday
Jeg vidste det var en fejl. Allerede da han ringede og spurgte om... [...]
Kortprosa · livet, familierelationer, mennesker
9 måneder, 2 dage siden
4Nordbarnet
Sneen lå i et tykt lag på den frosne jord, og solen kæmpede en br... [...]
Fantasy
9 måneder, 8 dage siden

Puls: 12,1

Publiceret: 2
Afgivet: 10
Modtaget: 3
Lasse Fejersen (f. 1979)
Luften var kølig og frisk, og en blid brise blæste henover Nordstrand. Sommeren var for længst ovre og efterårets brune, røde og orange farver havde langsomt, men sikkert taget fat i træernes krone. Dagene var blevet kortere, og nætterne længere og køligere.
   Folket i den lille by langt mod nord, havde for længst forberedt sig på den mørke tid. Kornet var høstet og fiskene hængt til tørre. Skinker og pølser var saltet og brænde var hugget og lagt i stakke.
   Byen lå i det yderste hjørne af det mægtige rige, Vindisfarne. Langt mod nord på bredden ved det vestligste hav, hvor vejret var barskt og livet var hårdt. I en ubemærket del af det rige der strakte sig fra den mægtige Degenor flod i nord, der adskilte det barbariske og sneklædte Duënorth fra resten af riget, til Fell Südri og Jarn Fell i syd, og Fen Modan bjergene der var omgivet af den store Fenur skov i øst, til det uendelige hav mod vest.
   En lav palisademur omkransede byen med en port mod øst. Flere tårne var rejst langs palisaderne med udstationerede vagter og havnen var omkranset af et stenbygget indløb med et tårn på hver side.
   Til trods for det rolige liv på landet, var det ikke alle der havde intentioner om at blive i Nordstrand vinteren over. Historier og rygter om folket fra nord på den anden side af Degenor havde taget til. Flere hævdede at de havde set dem på den modsatte side af floden, om end den var flere kilometer bred, og der var sågar folk der påstod at de havde set dem i skovene omkring byen. Dog når man spurgte dem, var det altid noget de havde hørt fra andre, eller rygter der var blevet hørt med et halvt øre på kroen. Landmanden Oleg Thorfinn og hans familie havde gennem en periode gjort klar til at rejse.

"Silva!? Silva!" Kom det inde fra det lille stråtækte hvidkalkede murstenshus. Stemmen var dyb og autoritær. "Har du set drengene? De skal hjælpe med de sidste ting". En stor mand trådte ud af døråbningen, han havde et fyldigt krøllet skæg og kraftige øjenbryn. Med en sammenbidt mine kiggede han over på sin kone, der sad med deres 8-årige datter og vævede uld. Hans hår var ligesom skægget sort og tykt, og han havde tydelige tegn på et liv med hårdt arbejde. Men han så ikke så slidt ud, til trods for at han for længst havde holdt sin 40. navnedag. Hans hænder var grove og armene var store og muskuløse.
   "Jeg tror de er på engene" svarede kvinden. Hun var en smuk kvinde på 36 år. Hendes hår var langt, lyst og krøllet og hun havde øjne så blå som himlen. "Husk nu ikke at hidse dig op, skat. Deres liv har altid været her og de har det ikke godt med at rejse herfra. Alle deres venner er her. Nu skal de...", mere nåede hun ikke at sige før den store mand afbrød hende.
   "Det er det eneste rigtige sådan som situationen er nu!", fnøs den store mand mens han tog fat i et bundt skind, og bar det ud i den overdækkede hestevogn der stod foran huset. "De vilde fra nord", mumlede han for sig selv. "De vilde fra nord med deres økser og sværd og barbariske ritualer".
   Den gule aftensol hang lavt på himlen ude over det vestlige hav, og med en hånd for panden, spejdede han mod nord. De skarpe stråler sendte et hav af guld ind over landet og det var som om usynlig kraft fra øst, trak i skyggerne og gjorde dem unaturligt lange.
   "Det er dem vi må væk fra. Inden længe har de fået modet til at krydse Degenor igen og så vil Nordstrand falde. De vil komme i klynger i deres skibe og vil hærge og brænde de nordlige kyster. Ingen vil overleve", mumlede han mens tanken sendte et gys gennem hele hans krop.
   "Oleg?" lød det pludselig bag ham og en hånd lagde sig på hans skulder. "Skal I rejse?".
   Den kraftige mand blev afbrudt i sine tanker og vendte sig om. Det var købmanden, Nyell McFaust. Nyell havde levet hele sit 67 år lange liv i Nordstrand. Han var en gammel gråskægget mand, der altid gik rundt med sin vandrestav og sin lille hund Snulle. Hans tøj var lappet og flere af hans tænder var faldet ud og skægget var så langt, at det nåede helt ned til hans bælte. På hovedet bar han altid en spids hat der ikke kunne dække det faktum, at årene havde gjort hans hår lige så gråt som skægget.
   "Ja, vi søger sydpå. Vi rejser til Vindisburg i morgen", svarede Oleg efter tanken om de vilde fra nord havde forladt hans hoved.
   "Nåda. Nogen speciel grund?" Spurgte den gamle mand, mens han tyggede på sin pibe og nulrede sit lange skæg.
   "Vi føler os ikke længere trygge her. Der har længe været rygter om de vilde fra nord og de er blevet set oftere og oftere langs Degenors nordlige kyst, så vi søger væk mens vejret stadig er mildt og dagene er lange", svarede Oleg og fortsatte mens han kiggede op mod aftensolen. "Vi har bekendte i Højvang. De kan give os husly når vi når dertil".
   McFaust kiggede forundret på Oleg. "De vilde fra nord? De kommer næppe over Degenor. Der har været rygter om dem i årevis, og endnu har ingen turde forvilde sig ned på den anden side af floden. Og skulle det ske, så har Vindisburg lovet os soldater og skibe til at passe på kysten. Desuden har både Ulffsborg og Nordfen over 1000 mand udstationeret, og flere skibe lagt for anker. Næ nej, det er næppe nordboerne vi skal frygte. Der er langt farligere ting i riget end dem".
   "Der kommer ingen soldater og ingen skibe!", svarede Oleg med en stemme der gjorde det klart, at hans tiltro til adelen i Vindisburg. "Pamperne med alle deres store slotte og fyldte maver, har end ikke nordkysten i tankerne mens de sidder og skændes over hvem der skal eje hvad. De har travlt med at spise resterne fra de store hundes madskål og det er først når Nordstrand er faldet, at de får øjnene op for hvad der foregår. Måske de så sender soldater, men jeg har ikke tænkt mig at udsætte hverken mig selv eller min familie for det tvivlspørgsmål".
   "Visse vasse. Nu har jeg boet her hele mit liv og jeg har aldrig oplevet dem krydse Degenor. Men jeg skal da naturligvis ikke være dommer for om hvad der er rigtigt og forkert. Jeg må dog indrømme at jeg hellere vil blive her end bevæge mig ud på de åbne veje. Rygter siger at røvere og det der er værre, stadig hærger i de områder der ikke er under beskyttelse af landets byer, store som små. Jeg beder bare til at I når til Højvang i god behold", sagde McFaust og pegede på Oleg med sin pibe mens han kneb det ene øje sammen og nikkede. "Hvad man vil I Kongebyen har jeg dog svært ved at begribe. Der er ikke andet end skøger, intriger og magtkampe", mulmlede den gamle mand. "Der er såmænd nok flere ting der kan slå dig ihjel i Kongebyen, end det der kan krybe ud af Duënorth's mørke skove".
   Oleg fortsatte med at pakke vognen og kiggede på den gamle købmand og nikkede med et smil. "Jeg er såmænd sikker på vi nok skal klare det. Eirik er blevet dygtig med et sværd og jeg selv er heller ikke helt uprøvet. Men tak for din omtanke", svarede Oleg og gik ind i huset efter flere ting der skulle pakkes ned.
   Den gamle mand rystede på hovedet mens han gik derfra og mumlede for sig selv, "Nordstrand... her har altid været godt og trygt. Ingen grund til at ændre på det"

Ude på engene der omkransede byens mure, gik talrige får og kvæg og græssede. Flere hyrder gik rundt og passede hvad der nu var deres, og på toppen af en lille høj sad to drenge. Den ene havde haft sin 14. navnedag for et par uger siden, mens den anden ville fylde 13 år om mindre end én måned.
   Begge drenge havde siden de var 7 år, været en del af den daglige husholdning. Det var kutyme i norden, at børn tog del i det daglige arbejde når den 7. navnedag oprandt.
   Pigerne deltog i det huslige, mens drengene kom i lære i deres fars beskæftigelse. Sådan havde tilfældet også været med både Eirik og Cain. Det første år havde de brugt sammen med deres mor, hvorefter de blev sendt i marken for at hjælpe med høsten, i skoven for at hugge brænde eller på engen for at passe får. Sådan var det også i dag.
   Eirik, der var den ældste, var af kraftig og muskuløs bygning på trods af sin unge alder. Hans hår var kort og blond og hans øjne havde en dyb, blå farve. Præcis som sin mor.
   Han havde ofte været med sin far på jagt og lært brugen af både bue og dolk fra sine helt unge dage. Da han fyldte 9 år, tog hans far ham med ud på engen for at lære ham kunsten i at svinge et sværd.
   Oleg var, som alle andre unge mænd når de fylder deres 16. navnedag, blevet indkaldt til at tjene i Kongens hær. De næste 10 år brugte han på at gøre sig brugbar for kongen, der dengang var den højmodige William IV af Vindisfarne. Nogle valgte at fortsætte karrieren inden for hæren når de 10 år var aftjent, da en soldats liv var yderst velbetalt. Oleg havde for længst valgt, at når de 10 år ovre ville han slå sig ned i en lille landsby, få nogle dejlige børn med sin smukke kone og leve resten af sit liv i fred.
   Da Eirik nåede sin 9. sommer, mente han at sønnen var blevet gammel nok til at lære at svinge et sværd. Derfor havde han en gang om ugen, taget sin ældste søn med ud på engen.
   Cain, derimod, var spinkel af bygning med et skulderlangt, mørkt og glat hår og smaragdgrønne øjne. Han havde aldrig haft interesse for jagt eller våben generelt. Hans kærlighed lå i naturen. De smukke træer og de sneklædte bjerge, den lysende måne der fortryllende skinner sit lys i natten og alle stjernerne. De dansende flammer i et bål.
   McFaust havde engang fortalt ham at, hver stjerne på himmelen var legendariske kæmper. De der opbyggede riget med deres blod og ære og hvordan de nu sad deroppe og forsvarede dets grænser. Han havde endog vist ham hvilken stjerne der var Vindisfarnes fader, Eänur Vindicar, klanhøvdingen der reddede fjendens søn fra at drukne i floden Arnäu og forenede Venderne og Folkbiorn.
   "Skal vi se at få fårene tilbage i folden?" spurgte Eirik og vendte sig om mod Cain. "Det bliver mørkt snart". Han vendte blikket fra Cain og kiggede ud over den flammende horisont. Solen var ved at gå ned ude over havet mod vest og havde sat ild til himlen. Sådan så det i hvert fald ud. Hans bror havde ikke registreret noget af det Eirik havde sagt, og sad blot med blikket rettet mod den ildrøde horisont. Det var næsten magisk den måde solen kunne sætte ild til havet og himlen. Lyden af måger der skreg og får der brægede fyldte hans ører. Den ildrøde farve havde en helt speciel tiltrækning på Cain, og de grønne øjne sugede flammerne til sig.
   "Hey!" sagde Eirik og puffede til Cain, der med det samme vendte sig om og så på sin storebror.
   "Hvad?" kom det blot fra ham da han brat vågnede fra sin drøm.
   "Skal vi få samlet fårene sammen? Det er snart mørkt og vi skal også nå hjem", spurgte Eirik endnu en gang.
   Cain nikkede og sammen gik de ned ad bakken og begyndte at drive fårene sammen. Det var tydeligt det ikke var første gang de to havde prøvet det. De havde passet familiens får siden deres 8. leveår. Først sammen med deres far, senere på egen hånd. Det gik hurtigt med at få dem samlet i en flok og snart var de på vej hjem.
   De to drenge var næsten nået ned til foden af den lille bakke, da Cain pludselig hørte en svag, men bekendt lyd.
   "Eirik, Shhh" udbrød han og stoppede brat op.
   "Hvad er det?" spurgte Eirik lavmælt med undren i sin stemme.
   "Shhh!" snerrede Cain imens han stod helt stille og kneb øjnene sammen, i håb om at kunne præcisere hvor lyden kom fra. Med hænderne bag sine ører, spejdede man efter lyden. Den kom fra den anden side af bakken, og med ét satte han i løb tilbage op ad bakken mod toppen. Tilbage stod Eirik uforstående og kiggede på sin lillebror der i stor fart rendte tilbage op ad bakken.
   Da han nåede toppen, stod han helt stille og spejdede ud i skumringen. Det var svært at se noget i den sene aftensol, men lyden var stadig at høre. Den var blevet tydeligere og ledte ham hen imod en blottet stenet kant, bevokset med et tæt tornet brombærkrat. Og der, mellem de små stikkende torne og søde bær, sad et lille sort gedekid og brægede. Forslået og blødende. Ingen i byen holdt geder, så det måtte være et vildt kid fra nogle af alle de geder, der løb rundt i skovene og på engene omkring Nordstrand.
   Stille forsøgte han at hjælpe det lille forsvarsløse kid fri, mens det tornede krat rev hans arme og hænder til blods. Han tog sin lille dolk fra sit bælte og begyndte at skære i krattet. En tornet gren ad gangen, indtil han til sidst kunne løfte det lille, blødende kid op.
   Det brægede højt, måske af fryd for at være blevet reddet, måske af frygt. Han tog det tæt ind til sig og snakkede beroligende til det. Det virkede til at det havde en effekt og det lille kid begyndte at slappe af og lagde sit hoved til rette på hans bryst. Snart sagde det ikke længere noget, men lå der blot. Udkørt og blødende.
   Cain bevægede sig tilbage op mod bakketoppen. Det var næsten helt mørkt nu og deres far ville helt sikkert blive vred når de kom så sent hjem med fårene, tænkte han. Fra toppen kunne han svagt skimte Eirik der stadig stod for foden af bakken, og længere væk kunne han se Nordstrand. Byen lå stille ved siden af det sorte hav med det sidste af den orange sol der var tæt på at gå ned i horisonten, og var kun oplyst af gadens fakler og lys fra husenes vinduer.
   Langsomt bevægede han sig ned mod foden af bakken, tilbage mod Eirik.
   "Hvor har du den fra", spurgte han nysgerrigt?
   "Den sad fast i et brombærkrat omme på den anden side. Men jeg ved ikke hvor det kommer fra. Måske fra bakkerne mod øst".
   Han satte det ned på græsset for at se om det kunne gå. Det var måske lidt forblødt og pjusket at se på, men stå kunne det dog. Men det havde absolut ingen intentioner om at bevæge sig. Det sad blot der i græsset og kiggede undrende op på Cain, så han satte sig ned på hug og aede det lille sorte kid.
   "Kom du med os", udbrød han glad. Og det virkede til at det forstod beskeden, for da de to drenge begyndte at gå, traskede det glædeligt ved siden af Cain og kom med et lykkeligt bræg hist og her.
   "Hvad tror du mor og far siger til at du kommer hjem med en ged?", spurgte Eirik og rystede på hovedet.
   "Aner det ikke. Men jeg kunne da ikke bare lade det sidde der og dø? Kunne jeg?".
   "Næ, det kunne du selvfølgelig ikke. Men jeg tvivler på at de gider slæbe en ged med til Vindisburg. På den anden side har far jo allerede solgt alle fårene til Magnus Børjesson, så det kan jo være han vil have en gratis ged med i købet", grinte Eirik.
   Mens de gik hjem hen over den mørke eng, bukkede Cain sig ned og kørte sine fingre gennem græsset. Det var allerede blevet vådt. Duggen faldt hurtigt på disse kanter. Han tog hånden op til næsen og lod duften af nattens komme fylde sine sanser. Han havde altid elsket det her tidspunkt på døgnet. Skumringen havde en helt speciel duft. Som om alt blev renset til næste dag. Endnu bedre var det, når det lige havde regnet. Så kunne han gå rundt ude i flere timer og bare lade tankerne flyve.
   Da de var nået hjem, lukkede de fårene ind i folden og stod tavst og kiggede på dem, alt imens det lille kid bare sad og ventede. I morgen ville de ikke længere skulle passe dem. Magnus Børjesson, en af byens rigeste bønder, havde købt dem alle for en pæn sum. Han og deres far havde været gode venner siden de flyttede til Nordstrand for snart 15 år siden. Det var derfor et naturligt valg for Oleg at det var netop Magnus der skulle købe dem. Hvad der skulle ske når de nåede Vindisburg anede drengene ikke.
   "Lukker du lågen, så fortæller jeg far at alle 20 får er kommet med tilbage?" spurgte Eirik i en kommanderende tone.
   Cain kiggede på ham og nikkede. Han lukkede lågen og surrede rebet fast til stolpen så den ikke kunne svinge op. Derefter satte han sig på en træstub der lå i nærheden, fandt sin lille dolk frem og snittede på en lille figur han havde i sin lomme. Han havde snittet på den i et par dage. For ham var det en form for meditation at sidde for sig selv og snitte de mest fantastiske figurer. Længe sad han og kiggede mod det mørke øst. Solen havde for længst sluppet sit tag derude. Nu var der kun mørkt og skummelt.
   Altid havde han boet herude ved vandet. Han vendte blikket mod vest og kiggede ud på havet. Det var helt stille nu. Normalt var det et bølgende, utilgiveligt og barsk hav, hvor mange fiskere gennem årene ufrivilligt havde givet sit liv til havguden Kwanir. Alligevel mærkede han en følelse af længsel han ikke før havde følt. Var det følelsen af at vide han sikkert aldrig ville sidde her og kigge ud over havet igen? Eller var det længslen efter noget nyt? Noget fremmed? En behagelig følelse af frihed og ro? Hele hans liv havde været i Nordstrand. Hvad ville det nye liv i Vindisburg byde på?
   "Cain?" råbte en stemme. "Cain!" kom det igen lidt efter, men denne gang i mere fast tone. Han vendte sig rundt og så sin mor stå og kalde på ham.
   "Kommer du ind? Det er for sent at sidde derude og drømme. Kom ind og få lidt at spise!".
   "Ja, jeg er der lige straks" svarede han velvidende at, hvis det stod til ham, blev han siddende herude hele natten. Mindet om hans fødested skulle stå så klart i hans erindring som overhovedet muligt. I morgen var det slut med at sidde herude og kigge på de gamle krigere på himmelen.
   "Kom, lille ven", sagde han og kiggede på det lille kid.
   Han rejste sig og sammen travede de hjem til de andre.
Forfatterbemærkninger
Første del af en fortælling jeg har arbejdet på gennem en længere periode. Det er første gang den ser noget der minder om offentligheden lys, så al ris og ros er meget velkommen. Den er blevet omskrevet et hav af gange, ideer er blevet brugt og skrottet igen. Derfor er det her heller ikke det endelige udkast. Det er blot én version af en af mine utallige ideer til historien. Kaptel 2 ligger i Romaner, hvor de kommrnde kapitler også vil blive placeret.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/09-2018 11:37 af Lasse Fejersen (fejersen) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3222 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.