2Gesundheit
Hjemme så moderen bare set på ham uden at sige noget, da han ved ... [...]
Noveller
9 år siden
3Glimt af et år – haiku om tiden
JANUAR · Dybt hælder året · vælter og brækker sig. · Et nyt er født. · F... [...]
Digte
10 år siden
20Præsidentens overflødige frakke
Mine herrer - det er en ære for mig her i aften at stå foran Der... [...]
Noveller · krimi
10 år siden
24Den dag lydene blev levende
Moren og faren har altid været der. Om morgenen når hun vågner, o... [...]
Noveller
10 år siden
1Stilleben
Denne tekst handler om en mand, der sprænger sig ud af rammerne. ... [...]
Kortprosa
11 år siden
2Stormen
Natten før hendes begravelse stormede det. Han lå på sengen med a... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 3,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Charlotte Frigaard (f. 1959)
Moren og faren har altid været der. Om morgenen når hun vågner, og om aftenen, når hun er faldet i søvn. Hun ved, at de er der, selvom de ikke er inde på hendes værelse, så hun kan se dem og røre ved dem. Hun kan høre dem i stuen gennem den lukkede dør. Deres ord snor sig om hinanden og bliver til en en lang kæde af lyde, der blander sig med stemmerne fra fjernsynet.
   Mange af lydene har også altid været der. Regnen mod ruden, vinden, der sommetider gør hende bange, de små knirk fra taget, når solen varmer rigtig meget. Når hun lytter helt inde i sig selv, bliver lydene til historier fortalt på et hemmeligt sprog, som kun hun kender.
   De værste lyde, hun kender, kommer når tvillingerne hyler og græder. Så bliver morens stemme anderledes, høj og tynd, og hun bliver bange for, at moren går i mange små stykker.
   Den dejligste lyd er en gul tennisbold mod boldtræet, når de spiller rundbold på vejen om sommeren. Bolden ryger langt væk, men hun kan mærke den korte dybe lyd inden i sig i lang tid efter. Når hun hører den lyd, kan hun næsten ikke lade være med at føle sig smuk.
   Men denne morgen er lydene helt anderledes end de plejer. Moren og faren, tvillingerne og hun har sejlet hele natten og sovet i kahyt, for de skal besøge Farmor og Farfar på Bornholm. De er blevet vækket meget tidligt af en dame, der bankede på døren med et eller andet hårdt og råbte godmorgen til dem. Hun har ligget lidt i køjen og lyttet til alle de fremmede lyde. De fleste lyde er hårde og travle. Der er smækkende døre, og travle stemmer, der råber. Alt sammen noget hun ikke kan se og ikke kender. Nedenunder det hele dunker færgens motor lavt og blødt. Den har dunket hele natten, også mens hun sov, og lyden falder af sig selv ind i fornemmelsen af at sejle. Hun elsker at sejle. En dejlig fornemmelse af at stå fast og alligevel bevæge sig - langsomt, duvende og fremad. Vandet dybt nede under hende skubber hende vuggende fremad.
   Der er lidt tid til de er i havn, så hun og moren går op på dækket, mens faren ordner tvillingerne. Lugten af havet lægger sig omkring hende og får hende til at længes efter noget, hun ikke ved, hvad er. Havets lugt er prikkende og frisk, og når den blander sig med færgens lugt af maling og maskine ved hun, at hun er på vej til Bornholm.
   Moren og hun står helt henne ved rælingen og har begge lagt armene op på rækværket, der er lavet af lakeret træ. Det føles blankt og glat under hendes arme. Hun læner sig lidt frem, så hun bedre kan se se ind mod kysten, nu hvor færgen nærmer sig havnen i Rønne. Hun kan se en lille sort figur på molen, og hun ved, at det er farfaren, der venter på dem. Han cykler altid ned på havnen og tager i mod dem, når de kommer på besøg. Det velkendte syn af byen bliver tydeligere. Kirken med det sjove tårn, husene og bilerne. Velkendt, men alligevel lidt anderledes for hver gang hun kommer med færgen.
   Klokken er kun syv, og selvom solen skinner, er luften skarp og lidt kold. Det er hendes første efterårsferie. Hendes første helt egen ferie fra skolen. Hun har glædet sig til at se farmoren og farfaren igen, og hun har især glædet sig til at komme ned i deres kælder. De har verdens bedste kælder. Der er mange rum og mange døre, og hun elsker at gå rundt dernede og finde gamle ting fra farens barndom. Hun er ikke bange for farmorens og farfarens kælder. For at komme derned lukker man en helt almindelig dør op i køkkenet, og går ned af en trappe. Hun må gerne gå derned selv, men hun skal huske, at låse efter sig, når hun kommer op igen, så tvillingerne ikke kan lukke døren op og falde ned af trappen.
   Hun fryser lidt i den tidlige morgenluft, og slår armene om sig selv, som hun har set de store piger gøre i skolegården.
   Moren tager også armene ned fra gelænderet og skynder på hende. "Kom nu, vi skal ned i bilen, færgen er snart i land"
   Inden hun tager moren i hånden og går ned af færgens jerntrapper, vinker hun til den sorte figur på molen. Selvom farfaren måske ikke kan se hende, ved han jo at hun kommer.
   Hjemme i huset venter farmoren med morgenmad. De spiser som sædvanligt i køkkenet, og hun får havregryn med mælk og rosiner. De voksne snakker og hun forsvinder en lille smule. Hun kigger bare og lader de voksnes samtale flyde ud og blive til ingenting. Tvillingerne er trætte og brokker sig. Moren får et ganske bestemt udtryk i ansigtet, og så ved hun, at der snart bliver skældt ud. Måske er moren også træt.
   Farfaren tænder sin pibe. Røgen lugter godt. Den lugter af farfar og Bornholm. Den lugter lidt ligesom farverne på tobaksdåsen ser ud. Det er en hvid, lav metaldåse med snoede grønne og orange farver og der er bogstaver på den. Hun kender godt bogstaverne, for hun har jo gået i skole i nogle måneder nu. Skolen er et trist sted. Sidde stille og kede sig, når alle de andre snakker. Hun siger ikke ret meget selv. Men hun kender bogstaverne, og det er ikke alle de andre, der kan huske dem endnu, det er heller ikke alle de andre, der kan huske, hvilke lyde bogstaverne siger. Det kan hun.
   Hun er færdig med at spise sine havregryn, og kan mærke, at hendes numse ikke ret gerne vil blive på stolen. Hun begynder at kede sig. Orange og grønt er pænt, men hendes yndlingsfarve er rød - og lidt gul. Hun giver sig til at studere havregrynpakken, den er rød og der er et billede af en stor gul sol på den.
   Så sker det. Helt uden hun vil det. Bogstaverne på pakken forandrer sig. De står på pakken ligesom før, men det er ligesom om de samler sig. Bogstavernes lyde smelter sammen, og forvandler sig til en slags sang inden i hende. Hun mærker at der sker noget inden i hende, og hun kan mærke at det er vigtigt. Bogstaverne er de samme som før, men alligevel er de helt anderledes og nye, og det gør hende lidt svimmel. Det føles næsten som om hun er tilbage på færgen, og vandet dybt under hende bærer hende fremad, selvom hun ikke kan se det.
   Bogstaverne synger så højt, at hun bliver nød til at få det ud.
   "SOL-GRYN" siger hun så.
   De voksnes snak holder op, og de vender hovederne og ser på hende. De ser overraskede ud og begynder så at tale i munden på hinanden igen. Hun kigger på moren. "Du læser jo", siger moren og smiler til hende på den måde, hun elsker. Det er det langsomme smil, der når helt ind i hende og gør hende varm. Inden i hende vokser noget dejligt frem. Varmt og fast, men alligevel blødt. Først tror hun, at det er morens smil. Men det føles anderledes, end det plejer. Det dejlige daler langsomt ned og lægger sig på plads et sted dybt inden i hende. Tænk, at hun altid har haft sådan et sted inden i sig selv, som bare har ventet på at noget dejligt og fast skal lægge sig tilrette og bo der. For altid - det er hun sikker på. Det nye dejlige inden i hende har noget at gøre med bogstaverne, der synger. Lydene bliver til levende musik og fører hende med sig. Hun vil have mere - hun vil videre, og hun kigger sig desperat omkring for at finde mere. Farfarens tobaksdåse. Hun stirrer på den, så dens bogstaver kan komme ind i hende. Men der sker ikke noget. De bliver bare ved med at være bogstaver. Hun prøver at tvinge dem ud. Der kommer lyde ud af hendes mund, men faren afbryder hende. "Nej, det kan du ikke, det er engelsk, det skal du først lære om mange år."
   Så er de færdige med at spise og går ind i stuen alle sammen, undtagen farmoren, der rydder op i køkkenet. I stuen er der reoler fyldt med bøger, der gemmer bogstaverne inden i sig. Men på sofabordet ligger en avis slået op med bogstaverne smidt ud bulter hulter til over det hele. Hun kigger og kigger, men der sker ikke noget. Bogstaverne vil ikke, de er små og står på den anden måde, end den hun kender. Hun kan se de enkelte bogstaver og husker lydene fra skolen, men musikken vil ikke komme.
   Hun bliver ked af det. Det er ligesom i skolen, når de andre driller. Hun vil gerne være med til at hoppe i svingtov, men når hun spørger, om hun må være med, er der ingen der svarer. De bliver bare ved med at svinge og hoppe, som om hun slet ikke er der. Hun kan mærke, at bogstaverne på avisen griner af hende, sådan inden i sig selv, ligesom pigerne i klassen. Hun mærker efter. Det dejlige er stadigvæk inden i hende. Mærkeligt, når hun nu bliver drillet. Hun plejer at blive stille og tynd indeni, når de andre griner af hende uden af vise det på ansigterne.
   "Nå, min ven", siger moren så. "Vi to skal en tur ind til byen".
   Tvillingerne bliver hjemme, for de skal sove, så trætte og vrøvlede som de er. Men moren og hun går hen til busstoppestedet.
   Hun får lov til at sidde på vinduespladsen. Tingene bevæger sig forbi hendes åbne blik. De andre biler og busser, mennesker, huse, forretninger skynder sig forbi hende. Men hun ser også noget, hun aldrig har set før. Langs med gaderne står der ind i mellem en lang stang med et lille hvidt skilt foroven. Jo, måske har hun set skiltene før, men hun har aldrig rigtigt lagt mærke til dem.
   Bussen svinger skarpt til venstre og et af skiltene kaster sig hen i mod hende. Så sker det igen, hun kan ikke lade være.
   "ROSEN-VEJ" siger hun. Moren vender hurtigt ansigtet mod hende og smiler igen. "Hold da op, du kan jo virkelig læse nu" siger hun.
   På vej hjem fra byen ser hun alt det, hun aldrig har set før. Bogstaver alle vegne, på husene, på skiltene, på de andre busser. Hun kigger og kigger, og tror aldrig at hun kan blive færdig. En gang i mellem kommer bogstaverne helt hen til hende og synger, nu ved hun, at hun læser. Hun gætter også lidt. Hun ved godt, hvordan IRMA ser ud, for de handler tit i IRMA, når de er hjemme. Måske er det derfor, at bogstaverne gerne vil ind i hende. De kender hende.
   Da de kommer tilbage til farmoren og farfaren er der stille. Tvillingerne sover stadigvæk, og bedsteforældrene hviler sig. Faren sidder i haven og taler i mobiltelefon. Moren lægger sig også lidt.
   Og så er hun alene.
   Døren til kælderen er låst, men nøglen sidder i som altid. Hun drejer nøglen om, og mærker fornemmelsen af jern, der gnider sig helt tæt op ad jern, som om låsen ikke vil låses op - og så alligevel et lille smæld. En god lyd. Næsten som bolden, når hun rammer den med boldtræet.
   Hun tager nøglen ud og stopper den i lommen. Så åbner hun døren til kælderen. Trappetrinnene er blanke og glatte under hendes strømpefødder.
   Nede i det store kælderrum står hun stille et øjeblik og lader øjnene finde reolen med farens gamle ting. Der står de gamle træbiler, som farfaren har lavet til faren for længe siden. Bilerne står pænt parkeret i garagen, som farfaren også har lavet. Hendes øjne søger efter bogstaver, men finder ingen. Så ser hun farmorens gamle glansbillede album med billeder fra rigtig gamle dage. Det plejer at være hendes yndlings, men i dag tager hun ikke albummet ud.
   Hun sætter sig på hug - og der er de. På den nederste hylde i reolen står en række med de bøger, faren læste, da han var barn. Hun tager forsigtigt en bog ud og kigger på forsiden. Igen den varme følelse inden i. JAN står der på forsiden af bogen. Hun tager den næste bog ud. Der står også JAN, men den er alligevel ikke helt magen til den første bog.
   Hun sætter sig rigtigt ned på gulvet og tager en lille tynd bog ud af reolen og åbner den. Den har store bogstaver og mange billeder. Og så sejler hun, vugger, gynger og synger afsted. Forsvinder og er alligevel lige her på gulvet i farmorens og farfarens kælder.
   Den bedste dag i hendes liv. Den dag lydene blev levende.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/06-2010 12:06 af Charlotte Frigaard (colette59) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2134 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.