Julegavebjerget


11 måneder, 9 dage siden 2 kommentarer Eventyr og fabler jul julegaver engel

2Julegavebjerget
Der findes lige så mange mavepiner, som dyr i zoologisk have. Det... [...]
Eventyr og fabler · jul, julegaver, engel
11 måneder, 9 dage siden
3Ulvetider
"Og sikke store, røde Øjne, du har, Bedstemor." · "Det er, for at j... [...]
Noveller · gys, rabies, tjernobyl
1 år, 1 måned siden
5Spilledjævlen
7. marts 2013 · Kære Mikkel · A broken computer for a broken heart · Ær... [...]
Noveller
3 år siden
6ST - Stærk Tobak
Jeg stiger ud af bussen, du ved, Blågårdsgade ved Elite Købmænd, ... [...]
Noveller
4 år siden
3Bare et almindeligt menneske
Drama i ét akt: · Dronning Margrethe: Marianne Gade · Journalist fra ... [...]
Noveller
4 år siden
5Soulmates
1. · Jeg leger...kommer i tanke om en WebCam, jeg har købt til comp... [...]
Noveller
4 år siden
6Fødselsdagssamtale med Søren Kierkegaard
Kåre Kristensen (KK): Pressen taler så meget om, at man kun har a... [...]
Filosofihulen
4 år siden
8Karl Marx gravrøst anno 2013
Der er nu gået 146 år siden, jeg udgav Kapitalen i 1867. Her foru... [...]
Essays
4 år siden
23Mulle
År 1992 · "Den er grim", sagde Mary. · Far smålo: "Hæ-hæ, en lyserød ... [...]
Noveller
5 år siden
6From Dust to Dust - Really?
"Hvad skal der stå på din gravsten? - Spurgte jeg mig selv. · Jeg b... [...]
Essays
5 år siden
7Ordet
Ordet · Kaare Kristensen · "I begyndelsen var Ordet". · Sådan åbnes Joh... [...]
Filosofihulen
5 år siden
6Lille Monster
Vi fandt ham bagefter på en mark, en masse af blod snarere end et... [...]
Noveller
5 år siden
12Lorteheld
Hvor heldig kan man være, hvæser Hanne, hun er lige faldet i en h... [...]
Kortprosa
5 år siden
6Clintons barber
Clinton-Monica Levinsky sagen nåede sit første højdepunkt, da Ken... [...]
Smilebåndet
5 år siden
24Mosefund på skærmen
Hvis du lige gider at høre engang. For resten, jeg hedder Caspar ... [...]
Noveller
7 år siden
11Jeg har altid frygtet cancer
Det startede som 9årig, hvor vi drenge altid belagde vore ord med... [...]
Essays
8 år siden
9I bøhlandet til halsen
Hun kom, så og gik, min date fra dating.dk. · Jeg stod bagefter og ... [...]
Kortprosa
10 år siden
6En forfatter i maven
- Sikken dog en fantastisk konfirmationssang, du har skrevet. Har... [...]
Kortprosa
10 år siden
1Københavneren
- Hvem ringede? råbte hun. · - Ham Københavneren. Han er stiktosset... [...]
Noveller
10 år siden
4Hvidlille og Lille Far - 6. kapitel
Hen på eftermiddagen kommer en hestevogn kørende. Det er Homér og... [...]
Eventyr og fabler
10 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 5. kapitel
Sammen drager de afsted på hestevognen for at genoplive Knivprins... [...]
Eventyr og fabler
10 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 4. kapitel
På kirkegården ligger på hviden knæ, den kvinde, der ikke har mer... [...]
Eventyr og fabler
10 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 3. kapitel
Første aften Hvidlille bliver fastspændt på den runde plade, og d... [...]
Eventyr og fabler
10 år siden
3Hvidlille og Lille Far - 2. kapitel
Hvidlille bliver hos Homér resten af sin barndom og lidt til. Og ... [...]
Eventyr og fabler
10 år siden
4Hvidlille og Lille Far - 1. kapitel
Det er sorten nat. Dér kommer en lasepjaltet mor krammende en byl... [...]
Eventyr og fabler
10 år siden
25Hvidfødningene
I hjørnet af en gammel stald lå en nyfødt, hvid pige med røde øjn... [...]
Eventyr og fabler · eventyr
10 år siden
15To, ét, tusind eller ingen ben
"Ville du også gifte dig med mig, hvis jeg kun havde ét ben?" spu... [...]
Kortprosa
11 år siden
21Helvedes Hjerte
1. · "New York er én, stor kæmpemødding, større end den største sky... [...]
Noveller
11 år siden
22Kattefar
1. · "DEAD MAN WALKING" gjaldede det udenfor den dødscelle, hvor Ji... [...]
Noveller
11 år siden
8Hans og Grete fra Ukraine
Langt ovre mod øst levede engang et rigtigt djævelmenneske, som v... [...]
Eventyr og fabler
11 år siden
15Tusind Stykker
1. · "Alting kan gå itu - et hjerte kan gå i tusind stykker - kaldt... [...]
Noveller
11 år siden
2Bananen - version 2
Daily Mirror, 27. december 2007 · "I koranskolen lærte han at tro d... [...]
Noveller
11 år siden
7Bananen
Daily Mirror, 27. december 2007 · "I koranskolen lærte han at tro d... [...]
Noveller
12 år siden
11Alle Tiders Julegave
Hvor var de søde. Sytten juleengle - ingen over hundrede år - sad... [...]
Noveller
12 år siden
5"Ernest Hemingway" - En Besættelse
Med Flam til søs · Klokken otte næste morgen afhentede jeg Flam som... [...]
Noveller
13 år siden
1"Ernest Hemingway" - En Besættelse
Ernest tanker om at skrive · Jeg nød at skrive noter på denne kystr... [...]
Noveller
13 år siden
11Momentet "jacta est alea" mellem kl. 2 og ...
Ved 2-tiden i går nat havde vi vores første telefonsamtale. Kl. 4... [...]
Kortprosa
13 år siden
3Billedets magt
Første Script · Mine første ord som forfatter i Fyldepennen, ja, i ... [...]
Kortprosa
13 år siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Kaare Kristensen (f. 1944)
Der findes lige så mange mavepiner, som dyr i zoologisk have. Det sagde min bedstefar altid. Har man spist alt, alt for meget, så får man elefant-mavepine. Har man slet ikke spist noget en hel dag, så får man rotte-mavepine. Det gnaver og gnaver, så man kunne æde en hundelort, nå, måske ikke en varm hundelort, selvom hunde gør det - for dét har jeg selv set - altså når de er rigtigt sultne.

Men nu vil jeg fortælle dig en historie om en dreng, der troede, han havde slugt en krokodille, så ondt havde han i maven af at vente på julegaverne. Men han var altså heller ikke en almindelig dreng, for han ønskede sig alle de julegaver, der fandtes i hele verden - også alle de andre børns julegaver - og det var jo ikke så godt.
   Næ, det var faktisk meget slemt, så slemt, at man talte om det oppe i himlen, på selveste engleskolen, hvor frøken Gudrun underviste alle juleenglene. Så heroppe begynder historien om Sebastian og julegavebjerget. Hør selv:

Hvor var de søde. Sytten juleengle - ingen over hundrede år - de sad med foldede hænder og lyttede musestille til frøken Gudrun, deres lærerinde i Jul - det værste af alle fag.
   Udenfor engleskolen hørte de rensdyrene blive spændt for kanen. Jubii, tænkte de, så sner det og så kommer julen!
   - Ja, nu smiler nissefar rigtigt i skægget, sagde frøken Gudrun, og vinkede ud til manden med det store hvide skæg.
   - Jo, mine søde små engle, hvis Julen ikke var så vigtigt et fag, så måtte I for min skyld gerne flyve ud og kaste med snebolde, men hold nu jeres englevinger i ro og hør godt efter.

- Der var engang, da julen var en god tid, fortalte frøken Gudrun. - Alle forældre elskede julen, fordi de som børn havde fået deres hjerter fyldt med julens mange mysterier. Dem glædede de sig sådan til at give videre til deres egne børn, at hele december måned gik med de kære juleforberedelser. Vi juleengle var næsten overflødige, og engleskoler fandtes der jo slet ikke. Tænk sig, vi nøjedes med at flyve rundt med vores tryllestave og sige 'Guld-sa-la-bim' og straks strålede alle hjerter ligeså gyldent som jeres gør.

De søde juleengle så på hinanden, og deres lysende hjerter blussede ekstra op, og det kriblede i deres hvide juleenglefingre efter at gribe tryllestaven og sige en masse spændende trylleord. Men det måtte de jo ikke.

- Ak ja, det var dengang.
   Nu blev der næsten helt mørkt i skolestuen, fordi juleenglenes hjerter slukkedes. De vidste alt for godt, at frøken Gudrun nu ville fortælle dem om den grimme materialistiske jul, hvor de voksne kun tænkte på penge og andesteg, og børnene på slik og julegaver. Men tænk sig, nisserne fik ingen risengrød på deres loft, fuglene fik ingen neg, og far, mor og børn hyggede sig ikke sammen med at lave julepynt og bage julekager. Jo, hele den væmmelige historie fortalte frøken Gudrun også i år, men som noget nyt sagde hun, idet hun hævede stemmen og lagde hånden på brystet: - det allerværste er, at deres hjerter er kolde, som frosne kyllinger fra supermarkedet.

- Men vi må aldrig give op, vel? Frøken Gudrun talte meget ivrigt, - Vi er de eneste, der kan redde menneskenes hjerter. De voksne må vi vente med, men børnene, deres hjerter må vi aldrig opgive. De må mindst én gang stråle som jeres. Måske vil de som voksne så give julemysteriet videre.
   En juleengel rakte pænt fingeren i vejret og spurgte: - Hvis 'guld-sa-la-bim' ikke virker, hvad gør man så?
   - Er der nogen, der har oplevet det, spurgte frøkenen.
   Sytten raketter med hver sin juleengelfinger steg til vejrs.

- Så må jeg hellere fortælle jer Sebastians historie, for det er godt nok det værste, vi juleengle har været ude for.

Han kunne have været søn af Pippi Langstrømpe, ham Sebastian, en herlig otte års gut med et stort drengehjerte. Men Sebastians far var en røver - ikke en sørøver, som Pippis far, men en moderne kapitalistisk forretningsmand. Han handlede med julepynt og fyrværkeri, som han opkøbte i Kina og fik hjem i kæmpestore containere.
   Han pralede altid med, at det eneste, han havde lært i skolen, var at gange med ti. Og det gjorde han så med alle priserne på de billige kineservarer.

Sebastian så op til sin far. Sammen havde de været i Kina, og Sebastian lærte hurtigt, at nisser, engle og julestjerner alt sammen var - akkurat hvad hans far kaldte det - julefis. Det var noget, man gangede med ti og tjente en masse penge på, så man kunne købe sig rigtige ting såsom splatterpistoler, computerspil, go-cart racerbiler, og hvad han ønskede sig allermest, en drenge-speedway-motorcykel. Det sidste troede han fuldt og fast på, at han fik i år.

For se julegaver, det var meningen med julen. Derom var Sebastian ikke et sekund i tvivl. Mange og store julegaver. Jo flere jo bedre. Sebastian fik altid mavepine af spænding over, hvad der mon kunne være i pakkerne.
   - Jeg har slugt en jule-krokodille, hør selv! sagde han til sin lillesøster, der godt kunne høre, den bed Sebastian i maveskindet.
   Gaverne begyndte at dukke op i hjemmet en uge eller to før jul. Sebastian kendte alle de mange gemmesteder forældrene brugte. Og når han kunne se sit snit dertil, så smuglæste han alle gavekortene. Uh, hvor var det skønt bagefter at kravle ind under et tæppe og fantasere om, hvad der var i dem. Nogle gange tog han lillesøster med ind under tæppet, og når Sebastian lagde øret til hendes bare mave, så kunne han også høre hendes jule-krokodille.

En dag lå Sebastian inde på sit værelse og læste Anders And. Han frydede sig over Joakim von Ands svømmetur i sin pengetank, men tænkte det kunne være endnu mere fedt, hvis det var julegaver, pengetanken var fyldt med. Åh, ja, julegaver, julegaver, et helt hav af julegaver! Og tænk hvor hans lillesøster og hans skolekammerater ville blive misundelige, hvis de så ham svømme i julegaver.
   - Hvordan ville Joakim von And mon kunne få en pengetank fuld af julegaver? spurgte han sig selv. Og pludselig så han det hele for sig!

Da hans far kom hjem, spurgte Sebastian sin far:
   - Må jeg tage lidt julefis, far? Til at lave lidt forretning med?
   - Ja, tag du bare lidt, men husk at gange med ti.
   - Julefis ganger jeg med hundrede
   - Godt min dreng. Du er ligesom mig.

Sebastian havde bidt mærke i, at hvis man gav en voksen en julegave, så fik man én igen. Selv småting som et stearinlys med en lerklump som lysestage gav med sikkerhed en julegave, hvis man huskede at aflevere den i god tid inden juleaften.
   - Altså, alle voksne som jeg kender, skriver jeg ned på en liste, sagde han til sig selv og gik i gang. Det gav fem og tredive. Sidste år havde han fået nitten julegaver, så det var næsten dobbelt så mange.
   Men så var der jo alle naboerne på vejen, butikkerne, alle skolens lærere, biblioteket og hvad med alle fars kunder og forretningsforbindelser? Den lokale avis, hvor onkel John arbejdede og skrev for ...Jo, Sebastian tænkte knivskarpt som en voksen forretningsmand.
   Og hvad nu hvis jeg kom i avisen, så folk kendte mig. Så ville de blive glade for at få en julegave fra mig. Og tænk hvis jeg fik tusind julegaver, så kom jeg i Guinness rekordbog med billede i, hvor jeg svømmer i julegaver. Åh, ja, de kunne ligge i vort svømmebassin, som er tomt om vinteren.
   - Fedt mand, det er helt vildt fedt, fløj det ud af Sebastian, og han fór rundt i stuerne og ind på sit værelse, hvor han sprang så højt i sengen, at endnu en fjeder sang sit sidste vers.
   Hans far og mor kom strygende efter ham.
   Far sagde: - Du er da blevet helt skør på gulvet, dreng, du har vel ikke vundet den store gevinst i lotto?
   - Jo, jo, jo, jeg er Joakim von And, og han faldt om i sengen af grin.

Men mere fik de ikke ud af ham, og far mumlede noget om, at han hidtil havde troet, at Anders And var uskadeligt for børn.

Sebastians liste blev længere og længere, og først da kongehuset var på, så stoppede han. - Arh, lad mig lige tage fodboldlandsholdet med og så statsministeren og så punktum prut.

Indpakningen af julefis forsynet med gavekort gik strygende. Tyve i timen. Hundrede på en dag. Det vigtigste var at skrive tydeligt navn og adresse på gavekortet. Uddelingen tog en hel uge. Han troppede selv op i nissehue og gammeldags nisse-træsko og sagde med et kækt drengesmil.
   - Glædelig jul og godt Nytår. Jeg vil gerne have lov at give dig en julegave fra mig selv.
   - En julegave fra dig, hvorfor nu det?
   - Fordi!
   - Fordi hvad?
   - Fordi jeg måske kommer i Guinnnes Rekordbog
   - For hvad?
   - For at have fået flest julegaver i hele verden, hvis altså du vil give mig én. Og så skal den lægges i vort svømmebassin, og jeg skal svømme i alle julegaverne ligesom Joakim von And i hans pengetank.
   - Sikken en historie, den skulle du gå til fjernsynet med! Jeg skal nok sende dig en julegave. Er der noget du specielt ønsker dig?
   - Ja, store gaver eller dem, jeg har skrevet på min ønskeseddel. Jo, Sebastian havde skam også en fotokopi af sin ønskeseddel, som han gav manden.
   - Du er et rigtigt lille mandfolk. En løjerlig egoist. Du skal nok blive statsminister en dag!

Der gik kun et par dage, så vidste hans far alt om Sebastians aktiviteter, og hvor det glædede ham! Han så allerede for sig, hvordan Sebastian talte kinesisk i telefonen: - ti gong jong, DIN KLAPTORSK! Sådan skulle han bande, altid på dansk. Så blev kineserne ekstra bange, for de forstod det jo ikke. Og en dag behøvede Sebastian ikke engang at bande, for så var han den store direktør for sin fars firma, Jul & Nytår A/S.
   Faderen engagerede en snes skolebørn til indpakning og forsendelse af julegaverne. Samtidigt fik han onkel John fra den lokale avis til at stå for mediedækningen såvel lokalt som på landsplan. TV troppede op og kongehus, statsminister og hele fodboldlandsholdet sendte hver en julegave til Sebastian.

Juleaften sneede det heldigvis. Guinness Rekordbog-kontrollanterne, pressen og børn og voksne i alle aldre var mødt frem. Havebassinet blev fyldt og mere til. Pakkerne tårnede sig op. Og øverst oppe stod Sebastian med et mægtigt skilt: 12.733 julegaver. Blitzene oplyste sceneriet i ét væk. Verdensrekorden på 213 julegaver - ethvert barns højeste ønskedrøm - var overgået halvtreds gange. En Tv-kommentator havde beregnet, at hvis Sebastian brugte ét minut pr. pakke og arbejdede ti timer om dagen, så ville udpakningen tage tre uger.

Klokken seks gik man indendørs for at fejre julen i familiens skød. Man spiste juleand, sang julesange og delte gaver ud. Sebastian blev halvvejs ulykkelig over, at der ikke var nogen til ham, men tog sig sammen ved tanken om svømmebassinet.

Ligesom man troede, man var færdige, så opdagede man en ganske lille og papirtynd pakke. Den var til Sebastian fra frøken Gudrun.
   Hans mor sagde: - Åbn du den bare, så får du da i det mindste åbnet én julegave i aften.
   Julegaven indeholdt et flettet guldhjerte, hvori der lå tre sedler med enslydende tekst.
   - Tænk dig godt om og ønsk så dét, du allerhelst vil have.
   Sebastian grinede. Han var slet, slet ikke i tvivl, og han sagde straks: - Jeg ønsker mig alle julegaver i hele verden - også lillesøsters.

Der lød en bulder og en bragen.
   - Dit fyrværkerilager er sprunget i luften, far, råbte hans mor.
   - Atomkrig, råbte hans far. - Smid jer alle ned på maven og hold jer for øjnene. Det gjorde han selv, og de andre fulgte hans eksempel.
   Da de havde ligget sådan et minuts tid, rejste faderen sig op.
   - Atomkrig kan det ikke være. Måske er det alligevel det forbandede kineserlort, der er futtet af.
   Han gik hen for at kigge ud af vinduet, men der var ingen gadebelysning at se. Heller ingen måne eller stjernehimmel. Så gik han hen og åbnede hoveddøren. Det væltede ind med julegaver.
   - Vi bliver invaderet af julegaver, hvad fanden er meningen!
   Sebastian fortalte om brugen af sit første ønske.
   - Snik-snak, sagde faderen, - Her i huset tror vi hverken på Gud, nisser eller Grimms eventyr.
   Lillesøster tudede utrøsteligt, fordi alle hendes femten julegaver pist var borte. De andre gik nu hen til vinduerne og så julepakkerne udenfor klistret ind mod vinduesglasset. Huset var begravet i julegaver. Far ringede til naboen og fik dem til at se ud af vinduerne. Også de var begravet i julegaver. Så blev der ellers ringet, og man fandt ud af, at hele byen lå begravet i julegaver. Folk fra den nærmeste by kunne fortælle, at byen var dækket af et bjerg af julegaver. Og allerhøjest var bjerget lige over Sebastians hus, hvor det var ligeså højt som tre rundetårne oven på hinanden, ja, måske lige så højt som Eiffeltårnet i Paris.

Sebastians forældre gav sig nu nøje til at studere de to resterende kort i det flettede guldhjerte.
   - Søn, hvis du lover mig ikke at tro på den slags, så skynd dig at ønske julegaverne tilbage til dér, hvor de kom fra, sagde hans far.
   Det gav et uhyggeligt sug i huset, som om taget skulle flyve af. Pakkerne i hovedindgangen var væk ligeså alle Sebastians julepakker i svømmebasinet. Sikken en jul!

Heldigvis havde Sebastian ét ønske tilbage.
   Mor sagde: - Sebastian, skriv dit ønske ned på et stykke papir, så vi kan læse det først.
   Forældrene nikkede godkendende, da de læste Sebastians ønske, og han sagde:
   - Jeg ønsker mig én og kun én ting, den gave der vil gøre mig allermest glad.

Under juletræet lå der pludseligt en lille fint-indpakket gave. - Til Sebastian Fra Gudrun, stod der. Med tilbageholdt åndedræt og største forsigtighed åbnede han pakken.

Frøken Gudrun stoppede op i sin fortælling, så udover sit hold af juleengle og gav dem for en sikkerheds skyld en trylleteknisk forklaring på, hvad der foregik.
   - På dette tidspunkt havde jeg samlet et helt hold usynlige juleengle i familiens stue, og de svang deres tryllestave og sagde - lydløst for menneskene - 'Guld-sa-la-bim'. Jeg selv holdt mine hænder på Sebastians hjerte, og kunne mærke, at det var iskoldt og jeg så det var sort. Men langsomt fik vi gjort det til et rigtigt varmt, rødt hjerte, der begyndte at skinne som det pureste guld.
   Gudrun fortsatte: - Men lad mig nu fortælle, hvad menneskene så og oplevede.

Ud af indpakningen trak Sebastian forsigtigt en glasklokke med en rød knap foroven og indeni sad en lille lysebrun hund. Den så helt levende ud. Billedet skiftede hver gang man trykkede på knappen. Efter den lille hund kom Micky Mouse, så kom en farvestrålende papegøje, så Superman. Sebastian var så fascineret af Superman, at han blev ved med at holde knappen nede og pludselig stod Superman foran ham, stor og mægtig med sin røde kappe. Sebastian blev så forskrækket, at han trykkede på den røde knap og så forsvandt Superman og inde i glaskuglen så han Anders And. Igen trykkede han længe på knappen og pludselig stod Anders And i stuen.
   Far sagde: "Pokkers til mærkelig drøm jeg har", og så gned han sig for øjnene for at vågne. Lillesøster gik ud i køkkenet og kom tilbage med en skive franskbrød. Det var sådan hun plejede at fodre ænderne nede i mosen Men Anders And så hende slet ikke. Han gik bare rundt i stuen og skræppede, sådan som ænder gør, når de skælder ud.
   "Tossede and", sagde Sebastian og trykkede på knappen. Nu så han i glaskuglen en slange, så en indianerdreng, så et hvidt spøgelse. Sebastian hoppede af spænding, men han turde ikke slippe det hvide spøgelse fri.
   Så skævede han over til sin Lillesøster for ligesom at spørge hende, om de skulle slippe det hvide spøgelse fri. Nu så han, at Lillesøster sad med store sørgmodige øjne. Alle hendes julegaver var jo forsvundet. Sebastian fik helt ondt i hjertet, det hjerte, der engang var hårdt og koldt som en frossen kylling.
   Så rakte han hende glaskuglen og sagde: "Lillesøster, den er til dig, fordi..ja, fordi.." Sebastian gik i stå og vidste ikke hvad han skulle sige. Men så kom det:"Nu er glaskuglen din, for jeg fik den største af alle gaver, og det er at kunne give det bedste væk".
   Lillesøster tog glaskuglen og trykkede mange gange på knappen, indtil hun så en engel inden i. Hun holdt nu længe på knappen, og som ved et trylleslag stod der en rigtig juleengel i stuen.
   Frøken Gudrun fortalte videre: "og tænk, ja, den lignede mig, da jeg var ung og smuk som jer."
   En juleengel spurgte, om en sådan glaskugle virkelig eksisterede. Frøken Gudrun svarede, at det gjorde den skam, men ikke nu, først langt ude i fremtiden om hundrede år. Men er man dygtig nok, så kan man fremtidstrylle. Det lærer man på engle-universitetet, som ligger dybt nede under Atlanterhavet. "
   Frøken Gudruns fortælling havde gjort et stort indtryk på klassen. Pludselig lød der en forskrækkelig basken af englevinger, der blandede sig med trylleord, og da frøken Gudrun så ud over klassen var alting tilmed badet i det skønneste hjertelys. Det kender man på den gyldenrosa farve, som også kan ses i solnedgangen, når den er allersmukkest.
   - Åh, Frøken Gudrun, må vi ikke nok flyve nu?
   Men inden hun nåede at svare, slog klokken tolv og den første dag i julemåneden var begyndt. Og når det sker, kan hverken frøken Gudrun eller ti vilde rensdyr stoppe en juleengel i at flyve ud i verdenen og vække hjertelyset hos børnene.

Tilbage sad frøkenen. Hun var for gammel til selv at flyve, men hvad gør det, når ens hjerte får vinger ved at se sine elever flyve så smukt. Og smukt var det at skue, hvordan tryllestavenes magiske lys trak deres hvide spor på den sorte nattehimmel.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/12-2016 16:19 af Kaare Kristensen (Hemingway) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 3025 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.