Hen på eftermiddagen kommer en hestevogn kørende. Det er Homér og den kloge mand. Hvidlille fortæller, hvad der er sket. Homér sukker, og den kloge mand spørger Hvidlille: - Har det så hjulpet dig at søge efter vand?
   - Ja, jeg lærte, at vi mennesker kommer ikke igennem livet uden sorg, og dem der gør... Hvidlille går i stå.
   Den kloge mand fortsætter: - Ja, de er ikke mennesker endsige dyr, snarere sådan én, og den kloge mand sparker til en flintesten, der ligger på vejen.
   Hvidlille ser på stenen og tænker: - Så ensomt den ligger. Vel er den hård og spyr ild, hvis man slår den. Men ensom til evig tid. Nej, jeg vil ikke bytte med min sorg.
   Og så giver hun koppen til den kloge mand og siger:
   - Jeg vil blive her resten af mine dage, og når Lille Far dør, vil jeg forsøge at være god ved hittebørnene som min kære far, Homér, har været god ved mig.
   Homér omfavner hende: - Jeg er så usigeligt stolt af dig, Hvidlille. Kom og besøg mig, når arbejdet tillader det, min kære, kære datter.

Hittebørnene tager straks Hvidlille til sig som deres mor. Hittehjemmet trænger til en voksen, der kan bestemme, for Lille Far kan slet ikke mere. Han er så svag, at han ikke mere står ud af sin seng, end ikke når de seks sidste skal have stribet flæsk. De må lægge sig på knæ ved siden af hans seng og få pisk. Men det er børnene nu ikke så bange for mere, fordi de bare lægger en tyk oksehud på ryggen. Og så morer de sig alle kosteligt, når de hører Lille Fars pisk.
   Allerede den anden nat bliver Hvidlille vækket af DÉT. Hun må have kæmpet for ikke at høre det, for hun vågner ikke straks. DÉT er dét, som har vakt den dybeste rædsel i den lille Hvidlille, og DÉT er dét, som den voksne Hvidlille forestiller sig om Helvedet, når det er værst. Evighedspinslerne og syndernes langtrukne, hæslige hylen. DÉT udvikler sig i søvnen til et mareridt, som hun til sidst befrier sig for ved at vågne op svedig og forfærdet, vågne op til Lille Fars grisehyl.
   Han ligger krumbøjet i sin seng, slår ud i luften med sin pisk og råber
   - Forsvind din djævel.
   Endelig ser Hvidlille med egne øjne, hvad der er på færde. Hvad der har plaget Lille Far i hele hans liv. Hun ser, at Lille Far er lysvågen, og at han kæmper imod usynlige ånder, der skræmmer ham fra vid og sans. Hun hører pisken knalde imod væg og seng, og hun ser i det flakkende lysskær fra ildstedet, hvordan han truer ud i luften med sin venstre hånd. Men gradvis bliver hans stemme svagere og svagere, som om han ikke har mere at stå imod med.
   Med sine sidste kræfter råber han på Hvidlille:
   - Rottetøsen, tag børnenes tiggerpenge og smid dem i Held & Lykke-søen, så langt ud du kan kaste. Skynd dig ellers tager Store Far livet af mig!
   Hvidlille fylder sit tørklæde med mønterne, løber ned til søen og kaster dem ud. Da hun kommer tilbage er Lille Far allerede begyndt at snorke.

Hvidlille ligger længe og tænker på det med pengene og ved det første morgengry går hun ned til Held & Lykke-søen og bader. Og dér, hvor hun har kastet pengene ud, dykker hun ned til bunden og finder, ja, hvad tror du?
   Først tror hun selv, det er en mægtig sørøverskat, én af den slags, der er så mange af på havets bund. Sikke eventyr Hvidlille har fortalt Knivprinsen om forsvundne sørøverskatte.
   Men det hér er virkeligt. Mindst en snes trillebørfulde af mønter. Det er umuligt at tælle. Hvidlille har fundet alle de mange penge, som hittebørnene har tigget til Lille Far i næsten hundrede år.
   Hvidlille skynder sig op til stalden og vækker de store drenge og hele dagen går med at dykke og samle penge sammen i spande, læsse dem på trillebør og aflevere dem i banken. For nu skal der bygges et rigtigt hittehjem med firetyve værelser, så hvert hittebarn har sit eget værelse med en rigtig seng.

Samme aften ligger Lille Far for døden. Han giver tegn til Hvidlille, at hun skal lægge øret til hans mund, og så hvisker han.
   - Begrav mig med min pisk og mit guld samt min lykkekæde om halsen, hører du?
   - Til hvad nytte? spørger Hvidlille
   - Når jeg skal møde Gud, svarer Lille Far og i det samme bryder han sammen i den bitterste gråd.
   Hvidlille tænker, hvordan vil Lille Far dog møde Gud med pisk og guld?
   Og hun siger med sin blideste stemme: - Herren, den almægtige, skaberen af Solen, Jorden og himmelens stjerner, de store have, fiskene, fuglene og os mennesker. Lille Far, hvordan vil du dog møde Gud med pisk og guld? Åh, dit stakkels menneske.
   Hvidlille ser, hvordan han skærer tænder og trækker øjnene sammen, mens tårerne vælter ud over det grove ansigt. Så mumler han noget, som hun ikke kan høre.
   - Lille Far, hvad siger du?
   - Rottetøsen, bed for mig. Så giver jeg min pisk til dig og guldet til det nye hittehjem. Kun lykkekæden vil jeg have med mig.

Og nu tror du det måske ikke, men Hvidlille begraver Lille Far nede ved søen, nær Knivprinsens grav, ja, på det samme gravsted, hvor hun selv engang vil ligge. Dér i midten med Knivprinsen til højre og til den anden side, Lille Far - for han var også blot et stakkels menneske, det mest stakkels menneske i hendes liv.