- Hvem ringede? råbte hun.
   - Ham Københavneren. Han er stiktosset. Han kommer herover nu, siger han.
   - Har Makrel været efter ham?
   - Ja, bidt ham, påstår Hr. Bog.
   - Makrel har aldrig bidt nogen
   - Det skal han også få at vide. Så, nu er han der.

Jeg gennede Makrel ind i bryggerset, og drejede nøglen om, selvom jeg havde mer lyst til at lade døren stå åben.

Københavnere, de skidtfisk, hvad skal de herover efter? Først dem og de andre fra betonslummen, så de danske nassere og til sidst dem langbortistan fra. Sådan spredes gyllen, og inden man når at klø sig et vist sted, bliver de valgt ind i kommunen, og pludselig skal man spørge det offentlige, hvis man vil udvide. Fine papirer og spørgeskemaer med posten, så alle kan blive spurgt. Og Ebbe Skov havde selvfølgelig noget imod, at jeg ville udvide med tusind svin. Hans københavnersnude skulle bestemme, hvor mange svin, der måtte være på min bedrift.
   Hr. Bog kalder vi ham. Laver ingen verdens ting. Haven er skidden over det hele. Og flagstangen har stået og skammet sig, siden han flyttede ind. Aldrig har man set et flag gå til tops, hverken til konfirmationer eller fødselsdage. Han lever som en muldvarp med sine bøger og EDB, og kun en enkelt gang om dagen kommer han ud for at lufte sig. Og her er det, at Makrel er gårdhund for at jage ham en skræk i livet. Hvor er det skægt at se den kloge vifte med arme og ben, når Makrel kommer farende. Ikke for at bide, næ, bare for at sende ham en bette nabohilsen: - Dig kan vi altså ikke li'. Rejs du hjem, hvor du kom fra..
   Når det sker, så tør han ikke komme over, næ nej. Men jeg har ham altid i telefonen.
   - Hvad nu, Ebbe Skov?
   - I må se at få styr på den schæfer. Det er ulovligt at lade den gå fri.
   - Hvis det er ulovligt, så sku' du melde det politiet. Men det tror jeg nu heller ikke det er, for hunden er ganske fredelig, hvis man bare lader som ingenting.
   - Jeg vil be´ dig om at holde den i snor eller bag et hegn
   - Ja, ja, nu da jeg ikke fik lov at udvide med mine svin, så har jeg jo heller ikke andet at lave.
   - Lugtgener har ikke noget med løsgående hunde at gøre
   - Så siger vi dét. Var der andet?
   Og så smækker han røret på, og jeg griner og råber ud i køkkenet:
   - Kirsten, hørte du det, det var ham københavneren. Han er ræd for Makrel, IGEN.

Inden jeg åbnede, råbte jeg lige til Kirsten: - Sørg lige for lidt havluft og sæt Nordsøbølgen på.
   - Hvad så, Ebbe Skov?
   - Hunden har bidt mig. Nu må det være slut. Det er ikke den, der er noget i vejen med. Den opfører sig bare, som den er opdraget til.
   - Så du vil sige, at jeg har bidt dig i benet eller hvad?
   - Ja, men det er altså ikke morsomt, Nis Nissen. Og dét her vil jeg gå videre med.
   - Kald du mig bare 'fisker', og lad os så gå indenfor og se på skaden.
   Jeg havde her set, at der hverken var blod eller iturevne bukser, så nu skulle han få en lærestreg. Han trådte forsigtigt indenfor.
   - Kom du bare indenfor i vort lille fiskerhjem.

Det er en lang historie, hvorfor vi bliver kaldt fiskerne. Men det stammer fra en konfirmation for vor yngste, hvor vi havde sprayet stuerne til med havluft for at tage griselugten, og for så at få lidt sjov ud af det, så havde vi pyntet væggene op med fiskenet og købt et par CD'ere med 'Klipfisk' og den med 'Nordsøbølgen'. Og havlyden fik vi jo helt gratis fra vore to store vindmøller. Hvis man ser lidt positivt på det, så lyder de ligesom havets brusen. Gæsterne synes det var vældigt skægt, og siden blev jeg kaldt 'fisker' og Kirsten 'fiskerfrau'
   - Kirsten, ring og få dyrlægen herover i en fart. Ebbe Skov er kommet til skade.
   Jeg forklarede: - Lægen bor jo helt inde i byen, men et sår er jo et sår både på menneske og dyr.
   Hr. Bog så jo lidt forvirret ud. Om det var Makrels arrige gøen, eller det, at han nu skulle efterses af en dyrlæge som et andet kreatur, det var svært at sige. Han havde måske gennemskuet, at bønderne ville ta' sig et grin og finde på et eller andet til Hr. Bog, for eksempel Hr. Bogkreatur.
   Mens vi ventede, talte vi lidt om det med fisk.
   - Ja, laut og støj mærker vi ikke noget til her. Vi laver det om til havlugt og bølgeskvulp og lytter til de go' gamle fiskersange, som den med Nordsøbølgen. Hør selv.
   - Det var ikke derfor, jeg kom herover. Du må se at få styr på den schæfer!
   - Vil det sige, at du ikke mere vil klage over støj og laut?
   - Jo, men hver ting til sin tid.
   - Jeg mener nu hver ting til sit STED! Sig mig, hvor mange svinebesætninger er der i det indre københavn?
   - Det véd du jo godt!
   - Ja, og jeg ved da også, at der er mange tusinde jyder i København, men ingen af dem har taget deres svinebesætninger med sig.
   - Og hvad så?
   - Ja, så synes jeg jo heller ikke, at en københavner skal tage sine fine manérer med sig, når han køber hus på landet lige op ad en svinebedrift.

Den tyggede han længe på, og imens var dyrlægen kommen.
   - Vil du se på Ebbe Skovs ben. Han er kommet svært til skade.
   - Hvilket ben, jeg kan ikke se noget, sagde dyrlægen.
   - Kirsten, gå udenfor, du kan ikke tåle, når Ebbe Skov smider bukserne.
   - Det behøver hun ikke, sagde Ebbe Skov, for der er ikke noget at se. Men hunden angreb mig.
   - Sagde du ikke, den havde bidt dig, Ebbe Skov? Det var derfor jeg kaldte på dyrlægen.
   Dyrlægen forstod nu situationen, og han brød sig jo heller ikke om disse nærtagne bymennesker. Han sagde:
   - Hundebid kan være meget alvorligt. Jeg synes vi for en sikkerheds skyld bør lægge en rabias-vaccination på Dem, Ebbe Skov.
   - Ja, vi vil nødig ha' en nabo med hundegalskab. Jeg har selv set, hvordan det savler ud af flaben på en syg ræv. Der er ikke andet for end at skyde den på stedet. PAFF – TOT!
   - De skal ikke gøre Dem ulejlighed, hr. dyrlæge. Så slemt var det heller ikke, sagde Ebbe Skov med lav stemme.
   - Jamen, hvis hunden har bidt dem, bør De bestemt lade dem vaccinere, sagde dyrlægen alvorligt.
   Her så jeg nu mit snit til at slå to fluer med et smæk:
   - Måske er Ebbe Skov ikke så sart, som vi gik rundt og troede. Vi har netop talt om a laut, og hvordan man med en smule havluftspray kan komme af med den. Ku' vi ikke for god naboskab skyld blive enige om, at jeg må få mine ekstra svin, og du, Ebbe Skov, får al den havspray, du har brug for?
   - Og hvad så med hunden?
   - Den skyder jeg, hvis du vil.
   - Nej da, bare du passer lidt bedre på den.
   - Det er så en aftale. KIRSTEN, ka' vi få nogle øller på bordet!