2Julegavebjerget
Der findes lige så mange mavepiner, som dyr i zoologisk have. Det... [...]
Eventyr og fabler · jul, julegaver, engel
3 år siden
3Ulvetider
"Og sikke store, røde Øjne, du har, Bedstemor." · "Det er, for at j... [...]
Noveller · gys, rabies, tjernobyl
3 år siden
5Spilledjævlen
7. marts 2013 · Kære Mikkel · A broken computer for a broken heart · Ær... [...]
Noveller
5 år siden
6ST - Stærk Tobak
Jeg stiger ud af bussen, du ved, Blågårdsgade ved Elite Købmænd, ... [...]
Noveller
6 år siden
3Bare et almindeligt menneske
Drama i ét akt: · Dronning Margrethe: Marianne Gade · Journalist fra ... [...]
Noveller
6 år siden
5Soulmates
1. · Jeg leger...kommer i tanke om en WebCam, jeg har købt til comp... [...]
Noveller
6 år siden
6Fødselsdagssamtale med Søren Kierkegaard
Kåre Kristensen (KK): Pressen taler så meget om, at man kun har a... [...]
Filosofihulen
6 år siden
8Karl Marx gravrøst anno 2013
Der er nu gået 146 år siden, jeg udgav Kapitalen i 1867. Her foru... [...]
Essays
6 år siden
23Mulle
År 1992 · "Den er grim", sagde Mary. · Far smålo: "Hæ-hæ, en lyserød ... [...]
Noveller
7 år siden
6From Dust to Dust - Really?
"Hvad skal der stå på din gravsten? - Spurgte jeg mig selv. · Jeg b... [...]
Essays
7 år siden
7Ordet
Ordet · Kaare Kristensen · "I begyndelsen var Ordet". · Sådan åbnes Joh... [...]
Filosofihulen
7 år siden
6Lille Monster
Vi fandt ham bagefter på en mark, en masse af blod snarere end et... [...]
Noveller
7 år siden
12Lorteheld
Hvor heldig kan man være, hvæser Hanne, hun er lige faldet i en h... [...]
Kortprosa
7 år siden
6Clintons barber
Clinton-Monica Levinsky sagen nåede sit første højdepunkt, da Ken... [...]
Smilebåndet
7 år siden
24Mosefund på skærmen
Hvis du lige gider at høre engang. For resten, jeg hedder Caspar ... [...]
Noveller
9 år siden
11Jeg har altid frygtet cancer
Det startede som 9årig, hvor vi drenge altid belagde vore ord med... [...]
Essays
10 år siden
9I bøhlandet til halsen
Hun kom, så og gik, min date fra dating.dk. · Jeg stod bagefter og ... [...]
Kortprosa
12 år siden
6En forfatter i maven
- Sikken dog en fantastisk konfirmationssang, du har skrevet. Har... [...]
Kortprosa
12 år siden
1Københavneren
- Hvem ringede? råbte hun. · - Ham Københavneren. Han er stiktosset... [...]
Noveller
12 år siden
4Hvidlille og Lille Far - 6. kapitel
Hen på eftermiddagen kommer en hestevogn kørende. Det er Homér og... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 5. kapitel
Sammen drager de afsted på hestevognen for at genoplive Knivprins... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 4. kapitel
På kirkegården ligger på hviden knæ, den kvinde, der ikke har mer... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
2Hvidlille og Lille Far - 3. kapitel
Første aften Hvidlille bliver fastspændt på den runde plade, og d... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
3Hvidlille og Lille Far - 2. kapitel
Hvidlille bliver hos Homér resten af sin barndom og lidt til. Og ... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
4Hvidlille og Lille Far - 1. kapitel
Det er sorten nat. Dér kommer en lasepjaltet mor krammende en byl... [...]
Eventyr og fabler
12 år siden
25Hvidfødningene
I hjørnet af en gammel stald lå en nyfødt, hvid pige med røde øjn... [...]
Eventyr og fabler · eventyr
12 år siden
15To, ét, tusind eller ingen ben
"Ville du også gifte dig med mig, hvis jeg kun havde ét ben?" spu... [...]
Kortprosa
13 år siden
21Helvedes Hjerte
1. · "New York er én, stor kæmpemødding, større end den største sky... [...]
Noveller
13 år siden
22Kattefar
1. · "DEAD MAN WALKING" gjaldede det udenfor den dødscelle, hvor Ji... [...]
Noveller
13 år siden
8Hans og Grete fra Ukraine
Langt ovre mod øst levede engang et rigtigt djævelmenneske, som v... [...]
Eventyr og fabler
13 år siden
15Tusind Stykker
1. · "Alting kan gå itu - et hjerte kan gå i tusind stykker - kaldt... [...]
Noveller
13 år siden
2Bananen - version 2
Daily Mirror, 27. december 2007 · "I koranskolen lærte han at tro d... [...]
Noveller
14 år siden
7Bananen
Daily Mirror, 27. december 2007 · "I koranskolen lærte han at tro d... [...]
Noveller
14 år siden
11Alle Tiders Julegave
Hvor var de søde. Sytten juleengle - ingen over hundrede år - sad... [...]
Noveller
14 år siden
5"Ernest Hemingway" - En Besættelse
Med Flam til søs · Klokken otte næste morgen afhentede jeg Flam som... [...]
Noveller
15 år siden
1"Ernest Hemingway" - En Besættelse
Ernest tanker om at skrive · Jeg nød at skrive noter på denne kystr... [...]
Noveller
15 år siden
11Momentet "jacta est alea" mellem kl. 2 og ...
Ved 2-tiden i går nat havde vi vores første telefonsamtale. Kl. 4... [...]
Kortprosa
16 år siden
3Billedets magt
Første Script · Mine første ord som forfatter i Fyldepennen, ja, i ... [...]
Kortprosa
16 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kaare Kristensen (f. 1944)

1.

   "Alting kan gå itu - et hjerte kan gå i tusind stykker - kaldte du mig et mumie engang - så er vi det begge nu."
   Alfredo lytter til min yndlingssang. Han snorker slet ikke, sådan som han ellers har fået for vane at gøre dagen lang. Et mumie burde ikke snorke, men det gør Alfredo altså. Det er ved at gøre mig sindssyg, men det er vel hans måde at hævne sig på. Jeg passer og plejer ham ellers dagen lang. Vasker, friserer og skifter tøj på ham hver dag, og alligevel snorker han i ét væk.
   Dengang vi optrådte sammen, og han fyldte mit hjerte til bristepunktet, da hørte jeg ham aldrig snorke. Tværimod. Jeg havde vakt ham til live med min kærlighed. Den gjorde, at han igen kunne kaste med knive.
   "Mit hjertes dronning får mine kasteknive til at skifte bane," sagde han, og vore øjne udvekslede ild og forvandlede hjertets glød til et flammehav.
   Alfredo's kasteknivnummer var blevet forbudt overalt i Europa, så vi optrådte kun i spillebuler. Jeg var fastspændt på en roterende skive og i syv meters afstand kastede Alfredo sine knive. Tre knive borede sig ind i spånpladen, så de sang og vibrerede. Alfredos odds var én til ti. Og mindste-indsatsen var ti euro. Han kunne med ét fejlkast gennembore mit hjerte, eller hvad jeg frygtede mest, et øje. Men Alfredo tabte aldrig. Når han skulle til at kaste sin kniv fyldtes jeg med hengivenhed for ham. Jeg så den svirre i luften, men følte mig fuldstændigt udenfor dens rækkevidde. Og når den dirrede i pladen, så udløste den en flammende kærlighed til ham. Vore øjne mødtes og bekræftede den evige kærlighed, der bestod imellem os.
   Den dag, da kniven så gennemborede min arm, stoppede alting. "Du er blevet mig et mumie," sagde han.

"Alting kan gå itu - et hjerte kan gå i tusind stykker - kaldte du mig et mumie engang - så er vi det begge nu."
   Tidligere kunne jeg høre, at han brummede svagt med på sangen. Men det er han holdt op med. Ja, også hans hjerte brast for tre år siden. Og nu ligger han på lit de parade som en anden Lenin i min dobbeltseng. Udstoppet som en hund. Konservatoren betroede mig, at jeg ikke var den eneste, han havde gjort det for. "I mange kulturer mumificerer man den døde for at lindre sorgen hos de levende. Det ser jeg ikke noget galt i. Der kommer en dag, hvor du ikke har brug for det mere," havde han sagt.

Jamen, er det ikke det, der er ved at ske nu? Det sidste halve år har han snorket hver gang, jeg er kommet hjem fra fiskefilét-fabrikken. Og brummer gør han heller ikke, når jeg synger vor sang. Alfredo var en stor elsker, men det er længe siden. Jeg føler, at der må være en verden udenfor den kulkælder, hvor jeg nu på tredie år har spildt min ungdom.

Men hvor finder jeg en mand, som Alfredo, en poet og kvindekender. Jeg husker, vi sad i en park i Paris og var ét, da en mand kom sjokkede forbi og trådte i en vandpyt:
   Alfredo sagde hen for sig: "Stodder, der trådte du i et kvindehjerte - et lille forknyt ét af slagsen, der kun lejlighedsvist fyldes op med lidt væde og bliver en vandpyt. Hjertet, der aldrig blev et ocean, besejlet af kaptajner og sørøvere."
   Jeg sagde:"Tak min kaptajn, fordi du har besejlet mit hjerte som et ocean og ikke en vandpyt."
   Han sagde: "Jette, du og jeg er himmelstormere. Vi vil have højt til loftet på alle planer. Og af denne grund ramler vi ind i både Gud og Satan - og skolder os gevaldigt!"
   Måske finder jeg aldrig påny mit hjertes kaptajn, men er Alfredos snorken ikke et tegn til mig om at begynde på livet på ny? Ellers bliver jeg vel sindssyg. Ja, er det måske allerede? Hvem har hørt om et syngende og snorkende mumie? Sindssyg eller ej, og et hjerte i tusind stykker - jeg vil elske igen! Om jeg så skal skrabe bunden, så vil jeg i gang med livet på ny.

Så er det, jeg kommer i tanke om en WebCam, jeg har købt til computeren for at komme på den nye chatkanal, kikkeren.dk. De friskeste af pigerne på fiskefilét-fabrikken havde længe talt om alt det frække, de på den måde havde oplevet.
   Det kunne være sjovt, hvis jeg også kunne fortælle et og andet efter påskeferien. Piger og snakken-om-sex, siger man, hører sammen. På vores arbejdsplads passer det i al fald.

Jeg åbner en CocaCola Light og går ind på kikkeren.dk. Jamen, ser man det. Fyre alle sammen! Ham der ser godt ud og har et originalt navn, HotCock, hm, utvivlsomt en frækkert. Ham klikker jeg på.
   Jeg skriver:"Hejsa. Jeg er ny. Kan du lære mig lidt om WebCam chat?"
   HotCock svarer: "No problem, Smørblomst. Det, som øjet i dit WebCam ser, det ser jeg også. Får jeg måske et lille aftensmil? Takker! Du gør dig super på WebCam. Chatter du meget?
   "Jeg har været chat-dronning - du véd - holdt 5-6 samtaler i gang samtidigt. Men nu nøjes jeg med et par stykker. Hvad med dig?"
   "Nej, det magter jeg ikke, og i dag er jeg mest til Kikkeren. Det er mere hot, du ved."
   "Ja, det er det vel."
   Jeg mærkede en rødmen for pludselig er vi der jo allerede.
   HotCock skriver: "Man viser noget af sig selv eller sjove ting, du ved. Her i Påsken har jeg forberedt noget specielt."
   "Du gør mig jo lidt nysgerrig, men husk lige, at jeg er lykkeligt gift og alt det dér."
   "No problem."
   Jeg undrede mig lidt over, at han kun viste et foto af sig selv og spø'r:
   "Men må jeg ikke lige se dig live?"
   "Jeg viser aldrig mit ansigt. Kun min krop. På den måde kan man være mere intime. Du er jo begynder, så det vidste du ikke, men husk det til en anden gang. Specielt vigtigt, når man har en fast partner."
   Ups, det var vist første vigtige lektion.
   "Tak HotCock, eller hvad du nu rigtigt hedder. Kom, vis mig nu dit påskeæg eller hvad det nu er, du har i posen."
   Jeg bliver forskrækket over mig selv:"Hovsa, styr dig selv. Det er en fremmed mand, du taler med," men da er det jo for sent.
   HotCock viser et billede af et par små herretrusser med en sød lille kylling stikkende hovedet ud af gylpen.
   "Det er reklamen for de brasilianske trusser jeg bruger. Gylpen er en håndsyet pose med åbning i. Og den fås i tre størrelser samt den specialsyede magnum. Det er de eneste herretrusser, der ikke spænder helt vildt på legetøjet."
   Alfred snorker nu i højeste gear og provokerer mig, men jeg holder mig ikke tilbage, men spø'r uskyldigt: "Legetøjet?"
   "Ja, Smørblomst, se selv."
   Han lader sit WebCam vise mig hans bukser, som han stille og roligt lader falde, således at hans gyldengule, brasialianske trusser kommer til syne. Og med en kæmpepose foran, mindst med plads til ét kilo kartofler. Det er, som om han forventer min forbavselse, for han lader kameraet vise det samme billed i over et halvt minut. Når jeg tænker på Alfreds mumificerede "legetøj," som det åbenbart nu hedder her på kanalen, så nærmest skælver jeg af gru for at se sandheden - og med rette. Han vipper med besvær sit legetøj ud af posetrussen og til syne kommer et slapt opsvulmet lem på størrelse med min underarm. Men den har åbenbart kun ventet på at slippe ud, for den rejser sig snart og står som en sabel og strutter helt vildt. Jeg sidder bare og måber i et væk. Er det muligt? Findes den slags? Det er jo et rent mordvåben at få ind i sig. Jeg vil helst bare slukke for det hele og springe i dynerne. Men det kan jeg jo ikke være bekendt overfor manden, der dér betror sig til mig på den mest intime måde.
   Så skriver han: "Nu da du er gift, så er det nok bedst med telefon-sex, du ved. Og jeg bor jo også langt ovre i Jylland, du ved, så vi ser nok aldrig hinanden rigtigt."
   Det beroliger mig meget, og lidt snakkesex kan ingen have undt af, så jeg giver ham mit nummer.
   Han skriver: "Kan vi aftale, at jeg ringer dig op om en time. Måske har du en bikini, du vil vise dig i. Og lidt intim belysning gør sig også godt på WebCam."
   Jeg glæder mig over, at han ikke bare er sådan en tju-bang-type, men har tålmodighed, så også jeg kan blive dejlig varm. Så jeg siger:"OK, ring til mig om en time. Jeg glæder mig allerede."


2.

   Jeg går ud af kikkeren.dk og sidder og føler efter. Jo, jeg har det godt med vor lille aftale. HotCock i Jylland. Jeg i min bikini æggende hans dinosaurus fra vid og sans. Uha, uha, hvor det allerede kilder i mis. Jeg føler mig helt stakåndet af spænding og stryger rundt for at gøre mig klar. Sminke, ja, selvfølgelig, selv parfume. Det styrker selvtilliden. En rød lampeskærm bag computerskærmen gør min hud rødlig. Og bikinien. Jeg checker den inde på badeværelset. Jo, den klæ'r mig stadig. Jeg strutter i den. Jeg laver lidt diskopjatteri. Det ser vakst ud. Sex'et endda. Ja, han bad selv om bikini, og så må han lide som en regnorm. Jeg ser for mig en regnorm ligge og vride sig på asfalten under den bagende sol.
   "Selvom regnorm...," jeg tænker på hans kæmpestav og pludselig rabler det for mig. Jeg griber mig i håret med begge hænder. "Jeg kæmpe, kæmpe, kæmpe-idioooot!" Jeg mærker et lille strint i bikinien og kan næsten ikke holde på vandet. "Manden er sort! I al fald hans underliv og legetøj. Det var en sort, sort, sjover, han viste frem. Hvorfor tænkte jeg slet ikke på det? Nok fordi hans ansigt var hvidt, og han talte perfekt dansk. Altså en nydansker! Åh, nej, så er det da godt han bor ad helved til langt væk ude på en eller anden jysk hede, nå, Århus måske. Selvom jeg ikke er racist, så ...
   Jeg sluger cola'en og må hente en til. Satans osse, men nu er det sket. Sikken en historie jeg skal fortælle! Måske. Hvis han overhovedet ringer. Jeg ser på klokken. Der er fem minutter til. Jeg går ind på kikkeren.dk. Stadigvæk kun fyre på kanalen. Og alle ser de godt ud, hvis det ikke osse er humbug.

Pludseligt går computeren død, og al lyset går ud. Shit, shit, så kan han ikke ringe! Jeg tager telefonen. Ja, den er død. Nå, men det plejer at være sikringen, der er slået fra. Og der er også tordenvejr i luften. Det kan jeg godt klare selv. Lys. Jeg har kun en æske tændstikker. Jeg tænder én. Lyset flakker og tændstikken går ud, da jeg rejser mig. Jeg skal helt op på første sal, så jeg tænder 3-4 stykker på en gang. Heldigvis er jeg ikke alene i huset for det er ret uhyggeligt at gå i bældmørke med en blafrende tændstik. Jeg går forsigtigt op ad den snoede vindeltrappe. Så snubler jeg, men idet jeg rejser mig kommer lyset tilbage. Og næsten samtidigt ringer telefonen. Åh, kunne han ikke have ventet. Jeg ser sikkert helt forfjamsket ud.
   "Hallo Jette, har du det godt? Hans stemme er lys og afmålt. Meget selvsikker. Den lyder som Marlon Brando i Godfather. Men hvorfra kender han mit navn? Åh, fra nummercentralen. Vi har ikke hemmeligt nummer, så han har selvfølgelig både navn og adresse.
   "Jo tak, selvom jeg lige havde et uheld med strømmen, men nu er den der igen. Om et øjeblik er jeg inde på Kikkeren.
   "Jeg har tænkt meget på dig...," så gik strømmen igen. Shit, shit, shit! Jeg kunne tude af raseri over det lort! Tænder igen et lille bundt tændstikker, går op ad trappen og da jeg er på næsten samme sted som før kommer lyset igen.
   Jeg mener ikke, det kan være tordenvejret. Det er vist slet ikke begyndt. Måske er de ved at reparere nogle ledninger, og så sker den slags korte afbrydelser jo.
   Så ringer det igen.
   "Det var strømmen kunne jeg tænke mig?"
   "Ja, det er ved at blive morsomt, ikke sandt?"
   "Hør Jette, jeg er clairvoyant. Tro mig. Det er der mange fra Afrika, der er. Og jeg kan se, at det er dine sikringer, som ikke er skruet ordenligt fast. Mens du har lys, så synes jeg, du skulle gå op og skrue dem ekstra fast."
   Halløjsa, clairvoyant, det var noget med synskhed og så'n. Kan man stole på det? Nå, men der kunne bestemt ikke ske noget ved at gøre, som han sagde, så jeg skynder mig op ad trapperne, åbner døren til pulterkammeret, tænder lyset og ja, ganske rigtigt som han sagde, de tre sikringer var slet ikke skruet ordentligt fast. Det er et snuptag at få det gjort. Jeg skynder mig ned til telefonen og computeren.
   Han siger: "Vil du gøre mig en tjeneste og lukke fordøren og bagdøren. De er begge åbne, selvom det er mørkt udenfor?"
   Panik, panik. Manden er i Jylland. Hvis dét er rigtigt! Jeg stryger ud til fordøren. Ja, ulåst. Og bagdøren. Også ulåst.
   Og knapt har jeg sat mig, før lyset går igen. Jeg famler mig op ad trapperne med mine tændstikker, ind på loftet og her falder jeg over en papkasse. Det pipper og pipper. Små kyllinger løber rundt på gulvet, hvor jeg sidder. "Satans, hvem har slæbt mine nyudrugede påskekyllinger herop?" tænker jeg. Tingene er lidt for mærkelige. Jeg tør ikke tænke tanken, men den trænger sig på igen og igen. Er jeg ikke alene på loftet? Og jeg ved godt, hvad jeg frygter allermest, men kan ikke tænke tanken. Så jeg tænder nogle tændstikker og tager en lille påskekylling op i hånden. Hvor er den varm og blød, denne lille levende dunklump. Jeg nøsser den lidt, og det føles dejligt på læberne. Så sætter jeg den forsigtigt fra mig. Det er jo strømmen, jeg er kommet for at ordne. Jeg ser op og opdager, at alle tre sikringer er væk. HVAD! Mine værste anelser bliver til vished. Men hvordan er det muligt? Telefonnummeret! Skal jeg bare løbe? Det kan jeg ikke. Alt er sort. Jeg tænder en tændstik, men jeg er for nervøs, og den falder ud af hænderne på mig. Jeg opgiver og tager hænderne til hovedet for at skrige, men mærker i det samme en skarp kniv mod min strube og en stavlygte tændes. Jeg isner, og min hjerne går i sort. Jeg ser på kniven og ser, det er en filétkniv fra fabrikken, ja, det er MIN personlige filétkniv mærket med gul maling for enden af skaftet. Jeg kan se det, selvom en stor negerhånd holder om resten af skaftet. Jeg mærker det løber ud af mig bagi. Det er varmt, og det begynder at lugte af bæ. Jeg rødmer i hele ansigtet og mærker, hvordan min hals og krop begynder at blusse. Aldrig har jeg følt mig så flov.
   Han lyser mig med en lille stavlygte i ansigtet, som var jeg en forbryder, og siger så med sin spinkle faste stemme.
   "Det må du gå ned og ordne på badeværelset. Jeg venter her. Lad vær med at sladre til din mand for så kommer jeg tilbage en nat og filétterer jer begge to."
   Filétterer. Han sagde filétterer. Det havde jeg selv gjort fra morgen til aften de sidste fem måneder, men det var med fisk. Filéttere mig og Aldredo. Jeg kan ikke få det ind i mit hoved, hvor det efterlader en ubestemmelig rædsel. Så kommer jeg pludselig i tanke om alt, hvad jeg som teenager har opsnuset om sm-sex. Han minder om en MASTER. Fuldstændig rolig og behersket. Som en klippe. Jeg ved, at man ikke behøver at frygte sin master, hvis man gør nøjagtigt, som han siger. Nøjagtigt. Det er meget vigtigt. Og så skal man ikke tale til ham, men først spørge om lov til at tale. Og endelig må man aldrig se ham i øjnene. Jeg føler en vis tryghed ved, at jeg ved, han er master, og jeg kender reglerne.
   "Ja, master," siger jeg blot. Han sætter de tre manglende sikringer i og giver mig tegn til at gå ned.
   Da jeg vender tilbage i mine våde, men renvaskede bikinitrusser, har han sat sig ind på gæsteværelset, der ligger lige over soveværelset. Jeg lægger mig på knæ foran ham. Han sidder i en lænestol. Jeg skæver diskret op og ser, at hans ansigt er dækket af en nylonstrømpe og et par kraftige specialbriller. Det må være mørkebriller. Så ser jeg på hans tøj. Det er elektrikertøj med en masse lommer, lynlåse og spænder. Og det er proppet ud med alt muligt værktøj, og hvad ved jeg. Han lugter af arbejdstøj og benzin. En rå lugt, men ikke ubehagelig.
   "Jeg vil straffe dig for at gøre i bukserne - og tag dem nu af, så det ikke sker igen. Men før vi går i gang kan du gøre noget for mig."
   "Ja?"
   "Jeg kan ikke koncentrere mig, når jeg hører din mand ligge og snorke nedenunder. Gå ned og find et påskud til, at han bliver væk resten af natten. I kvinder er gode til den slags."
   Jeg er for flov til at fortælle, at det kun er et mumie, der snorker, så jeg går lydigt nedenunder og bærer Alfredo ud i garagen. Og straks efter går jeg op til min master.


3.

   Han rejser sig og går roligt foran mig og ned ad trapperne. Nu mærker jeg hans udstråling. Den virker hypnotisk dragende. Han er et hoved højere end jeg og massiv af bygning. Han er min type.
   Da vi kommer ind i soveværelset siger han: "Her lugter af en anden mand. Sengetøj og udluftning. Det klarer du lige. Jeg ordner noget andet imens." Og så hører jeg ham gå ud af bagdøren, og bagefter hører jeg en masse slæben ind i huset og roden rundt. Jeg lugter benzin og vistnok også fyringsolie.
   Han kommer tilbage og giver tegn til, at jeg skal sætte mig på sengekanten. Med et snuptag sætter han håndjern på mit venstre håndled og hægter det fast på sengekanten. Så vipper han sig ind over mig og sætter håndjern på den højre arm og hægter den fast i det højre sengehjørne. Jeg gør ikke engang modstand, da han bagefter fodlænker hver sit ben til fodenden af sengen. Med spredte arme og ben ligger jeg fikseret og ser ham tage noget op af en af de mange lommer. Han klemmer mig på siden af kæberne, så munden åbnes på vid gab. Her stopper han det ind, som han fiskede op af lommen. Det er en levende påskekylling. Den fylder hele munden og skraber mig på tungen med sine små hønsefødder. Så taper han min mund til med en bred og kraftig tape.
   Han siger:"Pas godt på påskekyllingen. Hvis den dør, så gør du osse."

Det hele er gået så lynhurtigt og med så sikre greb, at man skulle tro, han ikke lavede andet. Jeg forstår ikke en dyt af det hele. Så tager han sine specialbriller af og trækker nylonstrømpen af hovedet. Jeg ser hans rigtige ansigt for første gang og genkender det. Jeg har set ham før, men kan ikke huske hvor. Han har et kraftigt krøllet hår og et bredt, massivt ansigt. Men det er hans øjne, der straks gør indtryk på mig. De er store, kuglerunde og meget talende. De er næsten ligeså udtryksfulde som Samuel A. Jackson's øjne i Pulp Fiction. Han fikserer mig med sit blik, sluger mig næsten og siger så: "Det var den filéttering, vi kom fra."
   Han sætter sig overskrevs på min mave. Hans vægt er kolossal, og han presser al luften ud af mig. Så begynder han at tegne på mig med en tuscher. Der er 2-4 centimeter mellem stregerne afhængig af hvor. Jeg forstår nu, at han er ved at tegne mig op til filéttering! Kinderne tegner han en rund cirkel omkring, og da han kommer til brystet river han bikinioverdelen af og tegner to cirkler pr. bryst, altså to filét'er går jeg ud fra. Så vender han sig om og begynder at filét-optegne mine lår. Jeg føler det hele fuldstændigt uvirkeligt. Som et absurd teater som ikke vedrører mig. Så skal jeg vendes om, så ryggen vender opad. Først samles arme og ben i den samme side af sengen. Så vender han mig om og skiller igen arme og ben fra hinanden og hægter dem til sengekanten. Igen sætter han sig overskrævs på mig og tegner først overkrop og derpå underkrop op med streger.
   Da han er færdig tænker jeg: "Hvordan mon han nu vil slå mig ihjel?"
   Han siger: "Det bekymrer vi os ikke om. Jeg filétterer dig levende, og så plejer man at dø ret hurtigt."
   Jeg lammes af skræk og indser, at jeg har taget fuldstændigt fejl. Han er ikke min master, men en pervers psykopat.
   "I Afrika endte mange missionærer i suppegryden - det var altså ikke kun i vittighedstegningerne. Men de afrikanske kannibaler var så gæstfri, at de lod missionæren spise fór - af deres eget kød." HotCock's øjne ruller og synes at more sig på en grusom måde. Så rejser han sig brat og går ud i køkkenet. Jeg hører, han har gang i stegepanderne og, at el-komfuret bliver tændt. Så roder han i skabene og råber til sidst: "Oliven-olien, for fanden, det skal være olivenolie - hvor er den?"
   Jeg taber besindelsen og sparker og rykker i de fire håndjern. Jeg vrider mig desperat i sengen uden håb om at slippe fri
   Hans perserve plan er omsider trængt ind i min lille naive hjerne, og den flipper totalt ud . Jeg har fattet, at jeg skal filétteres, når panden er varm og derpå æde mit eget kød - stegt i olivenolie. Sindsygt, sindsygt! Sindsyge perverse psykopat! vil jeg skrige, hvis ikke min mund var tapet.
   Han står pludselig i døren. Stor og mørk. Så går han hen til mig. Bøjer sig over mig og gentager langtrukkent og med eftertryk, hvad jeg tænkte: "Sindsyge perverse psykopat." Hans øjne graver sig ind i mine.
   "Ja, så du vil ikke filétteres. Er det rigtigt forstået?"
   Jeg nikker og tårerne pisker ud af øjnene på mig.
   "Godt. Filettéring helt ind til benet - nå sandheden - adskille fup og fakta - det var plan A. Vil du hellere have plan B?"
   Jeg nikker i ét væk. Bare ikke plan A.
   "Godt, du får det, som du vil ha' det."
   Så forlader han igen huset. Og igen hører jeg, at han slæber ting, roder og skramler. Jeg er ligeglad. Jeg er bare så lykkelig for, at jeg slap for plan A.


4.

   Fikseret med fire håndjern i min egen dobbeltseng og ventende på en eller anden syg plan B får jeg endelig tid til at tænke. Især én ting har undret mig gevaldigt, nemlig at han aflæser mine tanker 100 procent korrekt ord for ord. Jeg kan kun forklare det med, at vi er soulmates. Altså to sjæle som liv efter liv har udviklet sig sammen. Jeg glemmer aldrig filmen "På Dybt Vand" og har siden troet på, at min soulmate eksisterer, og at vi formentligt vil mødes i dette her liv. Men altså, hvis denne ærkeperverse psykopat skulle være min soulmate, så må jeg have behandlet ham mindst ligeså perverst i et tidligere liv. Well, heksemor kan sagtens komme op i mig, men det er da en meget lille heks. Altså, har jeg forbedret mig gevaldigt, men har et regnskab, jeg skal betale i forhold til ham, HotCock. Han må kende mine vibrationer og har opsøgt mig helt nede fra Afrika af. Den slags er ikke usædvanligt, men alligevel forunderligt. Hvis det er sådan, så vil jeg gerne afregne min gæld til ham i dette her liv, så vi kan mødes i sand forening i de kommende liv. Hvor vil det være vidunderligt at leve sit liv med en mand med hans udstråling og maskulinitet og samtidigt på være psykisk på bølgelængde med hans tanker og følelser. Åh, gid det kunne ske allerede i dette liv. For jeg føler, hvor let jeg ville kunne elske ham af hele mit hjerte. Og måske elsker han også mig? Hvordan kan man undgå at elske én, man står så tæt, som han mig? "Jo," tænker jeg besværgende: "HotCock og Smørblomst, vi er soulmates, som endelig mødes takket være kikkeren.dk, WebCam og Alfredo's snorkemani!"

Men helt problemfri vil vor forening nok ikke blive. Jeg kan lugte en hæslig stank af fyringsolie og kan se det dryppe ned fra loftet. Udfra hans rumstering ovenpå at dømme, så har han overhældt hele etagen oven over med fyringsolie. Hans bagtanke står også uhyggelig klart for mig og giver mig gåsehud. Samtidigt må jeg undre mig over, hvor kold og nøgtern jeg tænker i denne min dødsstund. Selvom opgivet, det har jeg jo slet ikke.
   Min "kære" soulmate er nu gået i gang med at hamre et eller andet sammen med søm. Det larmer gevaldigt, og han bruger også boremaskine. Så står han i soveværelset. Han ænser mig ikke, men rydder den ene væg. Alt bliver bare smidt ud i køkkenet. Så borer han to kæmpestore huller i væggen og hamrer et tykt jern i hver med en vinkelret krog for enden. Så kommer han slæbende på noget stort. Det er to planker, der er sømmet sammen, så de danner et to meter højt kryds forsynet med fire kraftige jernbøjler, én i hver ende . Det hænger han op på de to vinkelkroge på væggen. Han rusker kraftigt i det for at tjekke, om det kan holde og slutter af med at hænge sig i det, men det rokker sig ikke.
   Så tager han krydset ned fra væggen og lægger det over mig. Jeg ligger på maven, så jeg får altså lagt dette kæmpemonstrum over min ryg. Et for et flytter han om på håndjernenes hægtning, således at jeg til sidst er fæstnet til trækrydset i stedet for til de fire sengehjørner. Jeg prøver at forstå, men fatter ikke, hvad han er ude på. Det næste, der sker, er, at han med en vældig kraftanstrengelse løfter trækrydset med vedhæng (d.v.s. mig) ud af sengen, hvorpå han hænger trækrydset op på de to jernkroge i væggen. Her er det jeg mærker mine håndjern skære sig ind i håndled og ankler som knive. Den hensynsløse brutalitet, hvormed han blot rykker og river i trækrydset og lader mig følge med kun støttet af de fire håndjern, tvinger tårerne ud af øjnene, og det synger af smerte i hovedet på mig. Hele tiden forsøger jeg at frelse påskekyllingen fra enten at blive synket eller bidt i stykker. Endelig bliver der ro omkring mig, og jeg begynder at skimte konturerne af plan B. Den indebærer, at jeg som Jesus skal lide på korset.
   "Dette er ikke et kors, min blomst. Dette er et X, det kvindelige kors. Kristus døde på et Y, det mandlige kors. Døden kan være frygtelig ubehagelig, men intet overgår korset i lidelse, bortset fra krydset."
   "Det har jeg aldrig hørt om," tænkte jeg.
   "Næ, men det er også nok, hvis én af os har en doktorgrad i tortur," sagde han og så fast på mig.
   Jeg begynder at forstå, hvorfor krydset var så smertefuldt. Jeg hænger i mine håndled og og ankelled kun fastholdt af fire skarpe håndjern. På grund af mine spredte ben, så kan jeg ikke holde en lodret balance, men kroppen svajer udad og væk fra krydset. Maven længst væk, så der er en snes centimenter luft mellem ryggen og trækrydset. Hvert sekund er stærkt pinefuldt, og det bliver hurtigt værre, efterhånden som blodet svulmer op i hænderne. Jeg kan kun undgå dette svaj udaf med kroppen ved at bøje knæene og kun hænge i håndledene, men det er uudholdeligt.
   "Måske har det din interesse at vide lidt om smerter? Ser du, der er smerter, der fører til lyst, og smerter der fører til død.
   De første er Markis de Sade's gebet. Elskovskunsten har mange slags krydderier såsom vin, musik, særlige berøringer o.s.v., men det var de Sade, der opfandt det stærkeste krydderi, smerten - bedst forstået som elskovens chili. Selvfølgelig giver fem minutters missionærstilling også en slags sexuel nydelse, men det er krydringen, der gør den uforglemmelig."
   Han spankulerer frem og tilbage foran mig, som ved en akademisk forelæsning.
   "Men vi mødes ikke her for nydelsens skyld. Det var kun lokkemaden og forretten. Det er døden, der er hovedret på dagens menukort. Men vi kan ikke starte derpå, før skærtorsdagen gryr. Vi må følge forbilledet, Kristus, og der er stadig tre timer til, at jernnaglerne blev taget i anvendelse på Golgatha hin morgen for snart to tusind år siden."
   Så forsvinder han, men vender straks tilbage med fire jernnagler. De er lange og har en tykkelse som en tommelfinger. Dem ligger han lige under mig, men rejser sig ikke op, før han i mine øjne ser, at rædslen er vakt i mig.
   "Fucking soulmate!," tænker jeg.
   "Nix, jeg er dig," responderer han og fortsætter sin forelæser-spankulering.
   "Sygdommen til Døden, kalder Søren Kierkegaard dét, vi nu skal arbejde med. Det er yderst smertefuldt, men medfører den sande befrielse af ånden. Jo større fortvivlelsens smerte jo større ånd. Kristus frygtede ikke døden på korset, fordi han vidste, at det samtidigt betød befrielsen for de jordiske bindinger. Og fordi han troede, var han ligeså spillevende efter korsfæstelsen som før."
   Han går helt tæt på mig og siger roligt og behersket:
   "Nu véd du, hvad vi arbejder med, selve målet, og således også det opløftende ved din lidelse."
   Det er de ord, jeg hører. Men det er dragesnak for mig. Smerterne river og flår i mig og angsten for jernnaglerne og mit forestående Golgatha udfylder alt i mig. Jeg er så at sige levende hjernedød. Min bevidsthed blafrer væk og vender tilbage, og så er den væk igen.
   Han snakker om, at jeg vil have gavn af en gennemgang af dødens mange former som følge af henrettelse og starter vistnok en historisk udredning. Jeg blafrer mellem bevidsthed og bevidstløshed, men hører ord som bålbrænding, spidning, halshugning, levende begravelse, hængning, forgiftning, stening, rædbrækning, guilotinering, garottering, skydning, gasning, elektrochok. Jeg fatter ikke sammenhængen. Jeg bruger langt mere energi på at holde min lille våde påskekylling i live end at høre på hans snak. I våd tilstand er den skrumpet ind til et stort bolsje. Den er faldet meget til ro, men udstøder stadig et pip i ny og næ. Imens sniger tiden sig afsted, og natten er begyndt så småt at tage af.

En hane galer i nabolaget. Han ser på mig med sigende øjne.
   "Det var første gang. Ja, så må jeg skynde mig," og han forsvinder for straks at vende tilbage med tre dunke benzin.
   "Har du forstået kierkegaard's ord: "At vove er at tabe fodfæstet for et øjeblik, ikke at vove er at miste sig selv?"
   Jeg ryster på hovedet. "Jeg er angst," tænker jeg.
   "Ja, det er et godt tegn, men du må have mod til at handle på trods af angsten. Løsgøre dig for dine bindinger."
   "Håndjernene? Det er fysisk umuligt!"
   "Det siger alle, der ikke har gjort det. Det er op til dig selv."
   Jeg tør ikke tænke, hvad jeg mener om ham. Han ville hive mig ned og starte det hele påny med en plan C.
   "Nogle af kvarterets haner har sovet over sig. Dem kan vi ikke vente på."
   Og så mærker jeg forskel på korsfæstning for sjov og alvor. Den første jernnagle smadrer knoglerne i min hånd, som svarer igen med at sende lyn på lyn ind i rygraden, som fordeler dem til alt i mig. Bevidstheden blafrer nu endnu hurtigere, men hver opvågning er nu et ti gange større mareridt end med håndjernene. Blodet drypper fra de fire sår, men så trægt, at det ikke giver mig håb om en hurtig død.
   Så sker det værste. Håndjernene fjernes et efter et, og jeg hænger i mine sår. Jeg besvimer, men opdager, at besvimelsen ikke fjerner mig fra mareridtet. Det opstår blot på et andet og mere kaotisk plan. I stedet for smerter opleves angst i form af de frygteligste billeder og dyre- samt menneskeskrig.
   "Jette, vælg dig selv," hører jeg han råber i det fjerne. "Kast dine lænker, stig ned fra korset. Vælg dig selv. Vælg at leve, Jette."
   Det er så tåbeligt, det han råber, at jeg ignorerer det.
   Så lugter jeg benzin, og ser, han har hældt det ud overalt i soveværelset. Jeg føler bare angst og befrielse. Nu er det snart ovre. Men i næste øjeblik vender livsviljen tilbage, og jeg vil ikke give op alligevel. Også for min påskekylling vil jeg prøve at overleve.
   Pludselig mærker jeg heden fra den eksploderende benzin. Jeg vil leve og tager en rask beslutning og sparker først benene fri af naglerne, og derpå trækker jeg hænderne fri. Jeg mærker ingen modstand. Det var blot illusioner. Jernnaglerne var lavet af det stof, hvoraf drømme smedes. Jeg ser, han står roligt midt i flammerne. Så kommer han hen imod mig og omfavner mig.
   "Du klarede det for første gang, Jette!"
   Jeg ser mig omkring og undrer mig knapt nok over, at flammehavet stille dør ud og ikke har antændt noget. Det mægtige trækryds på væggen synes nærmest at fordampe væk.
   Jeg ser på ham og siger:
   "Nu véd, jeg hvor jeg har set dig før. Det var i en lignende drøm."
   "Ja, Jette. De store drømme klarer vi ikke på en nat. Og vi vil mødes igen. Kønsdriften er isbryder i næsten enhver kvindes selvudvikling, så den vender vi i al fald tilbage til. Men denne gang lykkedes det sværeste for dig - om end først i sidste øjeblik. Éllers ville du som tidligere være vågnet med et mareridt.
   Vågn nu op og brug det. Men lige en sidste ting, påskekyllingen."
   Han rækker hånden frem, og jeg åbner munden og får fat i den lille våde klump, der minsantens ytrer sig om hele forestillingen: "Pip."
   "Du klarede også at vise medfølelse for andet liv, selv i dine værste trængsler. Du er godt på vej."


5.

   Jeg åbner øjnene, og det første jeg bliver opmærksom på, er mumiet, der ligger og snorker ved siden af mig i min hospitalsseng. Jeg føler, at nattesøvnen har givet mig nyt liv, som om min uendelige ørkenvandring havde ført mig ind i en oase. Men oasen er allerede sandet til, og nu starter min egen forvandling. Jeg bliver drænet for vædsker. Min mund bliver som sandpapir og mine øjne tørrer ind. Min mumietilstand er fuldbragt, når huden føles tør og stram som pergamentpapir, og tankerne går i stå som havfugle på land indsmurt i spildolie. Det ville være mig en glæde at dø selv den mest smertefulde død, og dog er jeg i min dødlignende tilstand ganske ude af stand til at tænke på selvmord. Hvert sekund, jeg lever, er en pine. Dagens elektrochock er dét, der forbinder mig med livet.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/04-2006 02:18 af Kaare Kristensen (Hemingway) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 5866 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.