Det lille hus på prærien


4 måneder, 13 dage siden 1 kommentar Noveller bandekriminalitet håb død

1Nytter noget? - Kapitel 2
Den sad kun stille et øjeblik før den igen fandt en ny plads. Hel... [...]
Romaner · kamp, vej, mangfoldighed
4 måneder, 2 dage siden
1Nytter noget? - Kapitel 1
Til ingen verdens nytte · Nytter det overhovedet noget? · De var tidl... [...]
Romaner · håbløshed, mennesketyper, livet
4 måneder, 2 dage siden
1Det lille hus på prærien
Hvor kragerne vender · Oppe på landevejen holdt den stille en times... [...]
Noveller · bandekriminalitet, håb, død
4 måneder, 13 dage siden
0Kapitel 1
Oppe på landevejen havde den holdt en times tid. Solen havde gemt... [...]
Noveller · gyser, døden, krimi
4 måneder, 22 dage siden
5Bjørnen
Skikkelsen kastede en lang skygge hen over fliserne og op ad mure... [...]
Noveller · magtkamp, kontrol, sårbarhed
5 måneder, 2 dage siden
1Et omtumlet liv med Hanne
Caminoen · Jeg kunne ikke fransk. Var faret vild. Henne ved en bænk... [...]
Livshistorier · splittelse, hverdagslivet, mod
5 måneder, 9 dage siden
1Barndommens gade - Retur til København
Jeg var en færdig mand i Nivå, følte jeg. Konen havde forladt mig... [...]
Romaner · det ukendte, relation, livsglæde
5 måneder, 25 dage siden
1Barndommens gade - Ungdom
Ud i verden · Jeg ville ud af skolen og lave noget andet. Foreløbig... [...]
Romaner · oprør, livserfaring, løgn
6 måneder, 13 dage siden
2Barndommens gade - Ungdommens gader
Vores nye hjem den lille bungalow i Hvidovre lå tæt på "Lorteåen"... [...]
Romaner · ungdom, drama, bryd tabu
6 måneder, 18 dage siden
0Barndommens gade - Kapitel 1
Min barndoms gade hed Mulvad og ligger mellem 2860 Søborg og 2800... [...]
Romaner · fællesskab, tid, opvækst
7 måneder, 22 dage siden
2Nægterne
KAMMERATER! ... Længe nok har kapitalens frådende ulve hærget her... [...]
Livshistorier · drama, udnyttelse, samfund
8 måneder, 1 dag siden
3En tid på Lange John
Lange John var min tro følgesvend fra jeg var 12 år. Hans kælenav... [...]
Livshistorier · fortidsminder, tiden, læretid
8 måneder, 4 dage siden
3Blød mand
Hvis jeg var en blød mand · sku' jeg rigtig være sød · og gå med hjem... [...]
Rim og vers
8 måneder, 6 dage siden
2Portøren
Edward ringer og beder mig komme til samtale på hospitalet på man... [...]
Blandede tekster · spydig, satire, sort humor
8 måneder, 7 dage siden
4Ud af boksen
Prøver på at tænke ud af boksen · tanke op med nye tanker · bryder ne... [...]
Aforismer og gruk · tanker, strøtanker
8 måneder, 9 dage siden
3Lige ved og næsten
Hendes røde lange hår kildede. Hun tog mig blidt om nakken og ber... [...]
Noveller · tabt mulighed, skuffelse, forbudt kærlighed
8 måneder, 11 dage siden
3Ordspild
De kan både være sure · eller temmelig søde · og slipper gerne ud · men... [...]
Aforismer og gruk · pladder, sjov, gåde
8 måneder, 12 dage siden
2En falsk løgn er vel sandhed?
En falsk løgn er vel sandhed? · Passer på og ser mig for · når jeg mø... [...]
Digte · selvbedrag
8 måneder, 13 dage siden
2Til evig tid
Adolf havde stået længe og banket på, men vidste det bare ikke se... [...]
Fantasy · magtesløshed, skæbnen efter døden
8 måneder, 14 dage siden
3Dug rimer på græs
Kun duggen rimer på græsset. · Solen kaster lange skygger · over svup... [...]
Digte · styrke, tiltro, hold fast
8 måneder, 20 dage siden
0Tiden efter Caminoen
Efter pilgrimsrejsen til Spanien fandt jeg både taknemmelighed og... [...]
Noveller · mennesker, fortid, satire
8 måneder, 21 dage siden
1Brev til mig selv
Kære Uffe · Du har så ofte ærgret dig og fortrudt en masse af de va... [...]
Blandede tekster · selvindsigt, selvværd
8 måneder, 25 dage siden
5Tiden
Lige to sekunder · måske et helt minut · de fås i store bundter · indti... [...]
Digte · galgenhumor, afsked, udnyt livet
8 måneder, 26 dage siden
2Nytter det noget 3
Sofie var lidt gnaven da Mike kom hjem fra arbejde. · Hvad er der i... [...]
Noveller · familiebånd, afhængighed, skæbnefortælling
8 måneder, 29 dage siden
3Øjne og hænder
Luk munden. Dine øjne snakker · mørke øjne der kan dræbe · blanke våd... [...]
Smilebåndet · indre balance, intuition
9 måneder, 1 dag siden
2Nytter det noget 2
Den sad kun stille et øjeblik før den igen ville videre. Hele tid... [...]
Noveller · drama, samfundskritik, observation
9 måneder, 1 dag siden
2Nytter det noget 1
De var tidlig oppe den dag, for Mike ville komme forbi ved 9-tide... [...]
Blandede tekster · mangfoldighed, arbejde, forandring
9 måneder, 3 dage siden
4Udsmideren
En tilfældighed gjorde udfaldet · det var nok bare et lille indfald... [...]
Aforismer og gruk · mod, kamp, ordleg
9 måneder, 4 dage siden
0Genboerne
Nr. 17 Andreas Nr. 19 Kirsten · Nr. 21 Gitte Nr. 23 Anne og Sonny · N... [...]
Blandede tekster · hverdag, konflikt, forståelse
9 måneder, 5 dage siden
4Platheder
Det rumler · Lyt til din mavefornemmelse · den kan du stole på · Jeg hø... [...]
Digte · maven snakker
9 måneder, 6 dage siden
1Stopper op
På sin første tur hen ad gaden, nærmede han sig den lille rundkør... [...]
Livshistorier · forandring, gudstro, virkelighed
9 måneder, 7 dage siden
1Opture og nedture
Appelsinen der faldt ned i Uffes turban, viste sig i '88, at bliv... [...]
Livshistorier · stress, udvikling, livshistorie
9 måneder, 8 dage siden
4Er du åndsvag
Måske havde han gjort noget helt tosset. Den ene råber hele tiden... [...]
Livshistorier · livshistorie, mennesker, hverdagslivet
9 måneder, 9 dage siden
1Helt i fisk
En dag kommer Uffes bror Holger på besøg og havde som sædvanlig e... [...]
Livshistorier · selvbedrag, mangfoldighed, selvironi
9 måneder, 11 dage siden
1Fred, frihed, fængsel
Flugten · D. 26/3 '99 sælger de huset i Arnager med stort overskud ... [...]
Livshistorier · tvivl, had, længsel
9 måneder, 12 dage siden
1En rigtig familie
Med sit store talent for en god handel, havde Lene forhandlet sig... [...]
Livshistorier · dæmoner, psykisk smerte, reflektion
9 måneder, 13 dage siden
4Fejlerier
Glad for at dumme mig · Tog chancer uden omtanke · Det blev måske en ... [...]
Aforismer og gruk · humor, livet, perfekt
9 måneder, 13 dage siden
2Ridser i lakken
Lene viser at hun har rigtig god økonomisk sans og har allerede i... [...]
Livshistorier · lyst, sårbarhed, ansvar
9 måneder, 14 dage siden
5Dødsfald
Søndag aften kl. 22:30. Uffes telefon ringer. Han var lige ved at... [...]
Blandede tekster · virkelighedsflugt, afsked, sorg
9 måneder, 14 dage siden
1Drømme på vej
Der var engang for en evighed siden. Han bor til leje på 1. sal m... [...]
Livshistorier · drømme, parforhold, spænding
9 måneder, 15 dage siden
2Caminoen
Caminoen · Jeg kan ikke fransk. Er i vildrede. Henne ved en bænk st... [...]
Livshistorier · selverkendelse, rejse, eventyr
9 måneder, 17 dage siden
2Min fordom
Jemmeværnet · Jeg ser dem for mig stå der og svinge myndigt med sta... [...]
Livshistorier · danmark, samfundskritik
9 måneder, 21 dage siden
2Misbrug
Afhængig af misbrug · Det er jo ikke forbudt at være misbruger til ... [...]
Livshistorier · dumhed
9 måneder, 22 dage siden
1Til evig tid
For tiden er jeg sur · og genstand for mit begær · der gav gammel gæl... [...]
Digte · tiden
9 måneder, 24 dage siden
2Mor og far
Uffes mor går bort i 2005 efter flere år med bl.a. Parkinson. Sel... [...]
Digte · familierelationer
10 måneder siden
1Alvor nedbrydes
Krigen var i gang. Han krøb sammen oppe i et træ med sin bøsse og... [...]
Blandede tekster
10 måneder, 1 dag siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Uffe Markmann (f. 1954)
Hvor kragerne vender

Oppe på landevejen holdt den stille en times tid. Solen havde gemt sig bag tykke skyer og tusmørket var ved at sænke sig over det lille hus. Inde bag de nikotingule tynde gardiner, kiggede Astrid op ad grusstien og så at en stor bil slukkede lygterne, da det blev helt mørkt og himlen kul sort. Hun tændte pæren over sofabordet. Det trængte til oprydning, men det fik vente. Hun slukkede fjernsynet, åbnede et vindue og lyttede. Ganske svagt hørte hun den knasende lyd af bildæk der nærmede sig. Katten stak halen mellem benene og krøb ud ad den lille lem i bryggerset. Nede i skoven skræppede kragerne højere end de plejede på denne tid.
   Ude i skuret var Allan færdig med at save gamle brædder op til brændeovnen og på vej ind for at tænde op. Men først lige to velfortjente elefanter med en kylling til plus lidt smøger. Det gav ham god varme og lidt ro fra Astrids gennemtrængende stemme.
   Astrid stak i sine træsko og trampede over mod skuret.
   - Nu er freden forbi, tænkte Allan.
   Hun peb skingert, at han straks måtte komme ind, for der var nogen. De sad nu musestille og lyttede. Ingen knas i gruset. Allan tændte lampen over hoveddøren. Det hjalp ikke. Så fandt han en rusten lommelygte med nye batterier. Lyskeglen afslørede en Audi SUV med tonede ruder.
   ***
   De havde fundet det lille hus på bøhlandet efter han var blevet løsladt og der ikke var mange kroner i kassen. En lejlighed i byen havde de ikke råd til, som de ellers foretrak. På en bodega var de faldet i snak med en fin mand i jakkesæt. Han var advokat og udlejede en del billige huse. Der skulle ikke betales indskud og han tilbød at køre dem ud og se på mulighederne i weekenden. De var begge faldet pladask for "Det lille hus på prærien", som de døbte det. Smukt bindingsværk, stokroser, en å i baghaven og lidt skov, hvor de måtte sanke brænde. En klat maling, lidt oprydning og så var det tiptop, sagde advokaten. Da de gik indenfor, blev de mødt af en underlig lugt, nærmest sødlig. Der skal bare luftes lidt ud, sagde advokaten og lukkede vinduer op. Men da de kom ud i bryggerset, blev lugten værre henne ved en ældre kummefryser. Huslejen var meget lav, så pyt med at fryseren stinker. Den ryger bare ud og så skrev de under. På landet hang jobbene ikke på træerne og kontanthjælpen rakte kun til øl, chips og cola efter husleje og strøm.
   ***
   Allan havde glemt at betale husleje nogle måneder og Astrid mente, at det nok var advokaten der sad ude i bilen. Måske havde han skiftet sin Mercedes ud. Bildøren gik op og et par blanke herresko viste sig i skæret fra lampen over døren. Men det lignede ikke ham at møde personligt op når huslejen var blevet "glemt". Det havde han folk til at ordne. Det var sket før at der kom pludselige strømafbrydelser og de ikke kunne få leveret ny gasflaske, før betalingen faldt. Men hvis det var advokaten, ville han i hvert fald klage over den grimme lugt selv om de havde gjort fryseren ren og taget den i brug.
   Det bankede tre gange på døren og de blev mødt af et bredt venligt smil, da de åbnede.
   - Godt I er hjemme.
   Den venlige mand tog hat og frakke af da han trådte ind. De kendte ham ikke og havde ikke inviteret. Han spurgte om de gav en kop kaffe. Astrid fik fjernet tøjet i lænestolen og bad ham sidde ned. Han blev stående og så sig lidt omkring i stuen. Så gik han lidt rundt i resten af huset, vendte tilbage og satte sig. Allan havde sat vand over og fandt et rent krus med hank.
   - jeres gæld til klubben er blevet indfriet. Det har jeg sørget for.
   Allan havde fået et tilbud, der var svært at afslå. En af hans gamle venner havde skaffet adgang til selveste vicepræsidenten Gorm. Uden for den tykke dør, var han blevet kropsvisiteret og bedt om at aflevere sin mobil. På det brede palisander bord lå en ny mobil med taletidkort, to pakker og et bundt kontanter. Efter nogle grundige instruktioner kunne han bare begynde. Det var gået glat med handlerne. Allan kørte ind til byen og solgte. Korte sms'er sikrede at penge blev afhentet og nye pakker leveret.
   Nogen holdt øje med al den trafik, men det vidste de ikke.
   Efterhånden levede de i sus og dus, rejste til Fjernøsten, købte smykker, holdt store fester og spiste på restaurant flere gange om ugen. De svømmede i penge. Allan blev grebet af poker og vandt også pæne beløb. Han sad i held. En aften var han sammen med de helt tunge drenge ved bordet. Håret sad og der var høj cigarføring. Efter at have skovlet penge ind det meste af aftenen, satsede han alt på "Fuldt hus" med to esser i toppen. Han blev slået af en "Royal Flush". Astrid var begyndt at tage godt fra, når det gjaldt eget forbrug fra pakkerne. Gælden til klubben voksede og de var blevet rykket adskillige gange. De sad i lort til halsen og selv om "gorillaen" kom og bankede dem af og til, hjalp det ikke på deres betalingsevne.
   ***
   Nu sad denne pæne mand helt afslappet i deres lænestol med nyklippet frisure, runde briller og sit store brede sleske smil. Astrid spurgte om det var ham der havde betalt gælden. Han nikkede. Astrid stivnede og borede sine negle ned i en sofahynde så hårdt, at hun fik hvide knoer.
   - Hør jeg har da helt glemt at præsentere mig.
   - Smiling killer fra Incasso Invest. Mig en ære. Der er jo løbet lidt renter på, så lad mig se ... 50 kilo, men I får en hel uge.
   Allan var sikker på, at han kun skyldte 30 for en måned siden.
   - Ja det løber jo op, men I får 5% rabat hvis I betaler et afdrag her og nu.
   Fortvivlet så de på hinanden. De havde jo ikke en levende chance for at skaffe 50.000. De tog hinanden i hånden og klemte til. Endnu engang måtte de forsvinde, gå under jorden og blive helt væk. The smiling killer rejste sig og tog hat og frakke på. Igen spurgte han efter et afdrag straks mens han kastede et blik på sofaen, som Astrid krammede hårdt. Han sagde pænt farvel og gik ud og satte sig ind i bilen. Nu ventede de bare på at han kørte sin vej.
   I stedet sprang to veltrænede hætteklædte mænd ud fra bagsædet, sparkede døren op og greb Astrid. Allan hev en løs køkkenlåge af og svingede den over mod de to mænd, der sad på hug og tapede hende fast til en stol. De havde set hans skygge og kastede sig ud til siden så lågen ramte Astrid i stedet. Allan blev strippet på ryggen mens en boltsaks blev klar til klippe en finger af Astrid. Allan skreg, men ellers slap der ikke et ord ud. Hans Rolex ur, hendes halskæde og ringe havde de pillet af. Begge to forsikrede de at der ellers ikke var noget af værdi. Selv om de flere gange dyppede Allans hoved i det ulækre toilet, hjalp det ikke noget. Så bandt de ham fast til et vandrør og begyndte at rasere hele huset, men kom i tanke om at undersøge sofaen, som chefen havde sagt. De snittede og skar så der fløj skumgummi rundt overalt. Til sidst fandt den ene en sprøjte frem, gjorde den klar og førte kanylen op på Astrids hals mens Allan så på. - Død af en overdosis. Men der kom ikke et pip fra Allan. Idet kanylen var inde, stod The smiling killer i døren, fløjtede og sagde STOP. De to Rottweilere lystrede straks, pillede tapen af Astrid og klippede Allan fri. De to trofaste hunde gik straks ud på hans hånd tegn.
   - Ha' det godt. Vi ses alle sammen om en uge. Det kan I stole på.

Nu kunne det kun gå for langsomt. Nede fra bunden af kummefryseren fik de fisket akutposen op med et par beroligende klumper fra de mange pakker og fem tusind kroner. Resten måtte skaffes undervejs. Uret, halskæden og smykkerne var bare billige kopier fra Thailand, men det havde de to fat svage rottweilere ikke forstand på. Natten igennem ringede de rundt til venner og bekendte og lagde planer for de næste dage. De mest nødvendige ejendele blev pakket og lagt ud i deres gamle BMW. Allan var mest opsat på at tage den første færge kl. 6:30, mens Astrid gerne først ville hen at sige farvel til sine forældre.
   Hun havde ikke set dem siden Allan havde fået sin tredje dom på 5 år. I arresten kaldte de ham "Svingleren" fordi han både svindlede og svingede ind og ud af fængslet. Mor havde slået hånden af sin datter, for Allan var en skidt knægt, som hun sagde. Han havde nær trukket hendes datter ned i skidtet. Mor vidste ikke at hendes søde velopdragne pige havde været der længe. Hendes far havde fornemmet det gennem de sidste par år. Der var begyndt at forsvinde penge og smykker hver gang hun havde besøgt dem. Også før Allans tid.
   Allan gik med til at køre forbi hendes forældre og så tage en senere færge. Mor stod og spejdede efter hende fra køkkenet, for Astrid havde ringet i forvejen. Ude fra bilen syntes Allan at hun lignede en sur citron, så han foretrak at blive siddende og gumle på lidt kiks og snuppe en Cocio. Da Astrid gik ind i entréen, mærkede hun straks at der var noget galt. Hendes altid morgenfriske far kom ikke ud og kildede hende og sagde gamle vittigheder. Mor sad ude i køkkenet med korslagte arme. Nu opdagede Astrid hendes mørke øjne og alvorstunge trætte ansigt.
   - Din far har spurgt efter dig, men vi aner jo aldrig hvor du er og du tager aldrig telefonen når vi ringer.
   Astrid hørte sin far inde fra stuen.
   - Er det dig min snuttebasse?
   Hans stemme var svag og hæs.
   - Hvad er der med dig din gamle nisse. Ligger du bare der på sofaen og dovner den?
   Far tog en pude mere under hovedet og trak tæppet helt op under hagen. Da hun bukkede sig ned og krammede ham, mærkede hun hans ribben og skulderblade lige under huden. Hun kyssede ham på panden og trak tæppet lidt ned.
   - Hvad Søren far. Du er jo skind og ben. Giver mor dig ikke nok at spise?
   Han smilede, tog hendes hoved i sine hænder og kyssede hende blidt.
   - Det går nok.
   Mor kaldte på Astrid ude fra køkkenet og begyndte at hviske. Hun fortalte at far havde noget med maven. Året før var han blevet indlagt og opereret. Så gik det bedre i lang tid, men nu havde han fået ondt igen, og indlagt. Det var nok for meget mavesyre, for han havde slet ingen appetit mere mente mor. På sygehuset havde de kigget på ham og udskrevet ham to dage efter, for han ville jo selv hjem. Moren forsikrede Astrid om at hun passede ham det bedste hun kunne. Han fik både vitaminpille, fløde i sovsen, piller mod mavesyre og kogte ærter, selv om han ikke rørte dem. Hver dag kom en sygeplejerske forbi og gav ham medicin. Men ellers passede de sig selv.
   Ude i bilen sad Allan stadig i bilen og ventede på, at de snart kunne komme afsted. Han havde booket til næste afgang kl. 11:30. Omsider kom Astrid ud. Han startede motoren og satte varmeblæseren på fuld styrke. Hun havde ikke sit overtøj på, men satte sig stille ind og fortalte, at hendes far var alvorlig syg. Hun ville blive hos ham lidt endnu. Hendes mor var ikke sur på Allan, så han kunne godt komme med ind. Inde i stuen fik han kaffe og en småkage. Imens gik Astrid og moren rundt i køkkenet og skramlede med gryder og pander, mens de stadig hviskede sammen. Inde i stuen snakkede de lidt om vejr og vind. Efter lidt tid kom moren ind og sagde med høj påtaget frisk stemme, at der snart var mad. Så skulle far nok få sul på kroppen og styr på den mavesyre. Allan var også velkommen til at spise med. Mens mor dækkede bord, gik Astrid ind i soveværelset. På en hylde stod den medicin, han fik af sygeplejersken. Der lå også en mappe med hans journal.
   Ved måltidet var det mest mor der snakkede muntert i et væk og hældte rigeligt med flødesovs på fars kartoffel. Det blev også til en halv kotelet. Bagefter fik de kaffe med piskefløde og rigeligt med sukker, som far elskede det. Mens mor og Astrid vaskede op, sad faren og Allan og røg lidt tobak. Allans var lidt stærk, men han hostede ikke. Der var helt stille. En engel gik gennem stuen, da faren prikkede til Allan og sagde, at han godt vidste, at det ikke var mavesyren og at han ikke havde langt igen. Men Allan skulle endelig tie stille. Der var ingen grund til at mor blev ked af det. Allan kiggede ham dybt i øjnene og efter et langt minut svarede han, at han blot ville håbe han ville dø med værdighed uden for mange smerter. Faren nikkede sløvt.
   Astrid ville blive hos sin far til det var helt slut. Allan bookede sin billet om til en færge kl. 17:30 direkte til Køge. Så undgik han også ruten over Ystad. Hans gamle BMW med alufælge og hækspoiler inviterede jo også til at blive vinket ind til siden. Selv om han kun havde en meget lille pakke til eget forbrug, skulle han ikke nyde noget af de svenske toldere eller polisen.

Han kørte i god tid. Der var ca. 30 km. til færgen og han sørgede for at holde farten nede og køre pænt. Han skulle i hvert fald ikke stoppes for rådden kørsel, som han plejede. Alligevel lagde han mærke til en bil i bakspejlet, som holdt sig på god afstand. Blev han skygget? Han satte farten ned men blev ikke overhalet. Han forlod hovedvejen og svingede ned ad en mindre landevej. Den anden fulgte efter. Han var godt stedkendt og valgte nogle små kringlede sogneveje. Til sidst stoppede han helt op, steg ud og hentede sit koben fra bagagerummet. Den anden bil dukkede op over en bakke, satte farten ned, blinkede af og kørte ned ad en privat indkørsel. Ved terminalen var alt normalt og han kørte ombord på færgen uden problemer. Han åndede lettet op, da han sad i caféen. Der var seks timer til han var i Køge, så der var god tid til at ringe rundt. Hos en kusine, som boede oppe i en mindre provinsby ved Limfjorden, kunne han overnatte. Hun ville gøre gæsteværelset klar. Han sendte en sms til Astrid med besked. Den sidste i meget lang tid. Efter et solidt måltid mad, fandt han en briks og faldt i dyb søvn. Med et sæt vågnede han, da det skrattede fra højtalerne, at skibet var i havn om få minutter.
   Netop som han var rullet ned ad rampen og ud på frakørslen, blev han vinket ind til siden. Det lignede en normal trafikkontrol med alkoholtest. Heldigvis havde han kun drukket cola på færgen. Klokken var nu 23:34 og han var anholdt med en sigtets rettighe ... - Ok afbrød han, jeg kender melodien. Hans lille pakke i handskerummet blev konfiskeret og bilen samt mobiltelefoner beslaglagt. Dagen efter ville han blive returneret til egen politikreds.
   - Men allerførst en helt gratis overnatning på Statens regning, grinede de to unge betjente med et overstrømmende tandpastasmil.
   Da nøgler, kort, penge og snørebånd var lagt på disken, fik han et solidt klap i ryggen, så han slog hovedet ned i bordkanten og hevet afsted til cellen.
   - Det er ikke klogt at afbryde mig, når jeg taler til dig, sagde strømeren, skubbede ham ind og låste.
   Næste morgen nåede han lige at få et glimt af de to "tandpastasmil" og give dem fingeren før han blev fulgt ud til en minibus, sat i håndjern og mast ind på det mellemste sæde. Bag ham sad en civil betjent og så gik turen hjem til hans egen kreds. Grundlovsforhøret fandt sted kl. 19, da dommer og den beskikkede forsvarer ikke kunne før. Han fik foreløbig fire uger i varetægt før der skulle rejses en endelig sigtelse og anklage. I den lokale arrest blev han klappet ind i spisestuen til stor morskab.
   - Der har vi jo "Svingleren" igen-igen.
   ***
   Der var nu gået fire dage siden Allan var kørt og hun havde kun fået en meget kort sms samme aften og siden ingenting. Hun havde prøvet at ringe, men telefonen var død. Hendes mor løb hektisk rundt, støvsugede, tørrede af, lavede mad og handlede ind som om alt var normalt. Astrid vidste godt hvad far fejlede, men kunne ikke tale med sin mor om det. Hun blev bare ved med sine vitaminpiller, fløde og sukker. Han drak kun meget lidt hver dag, langt under de anbefalede 1½ liter. Sygeplejersken satte en sonde på hans hånd og monterede et drop med væske. I sine gode timer kunne han sidde lidt i stuen og hygge sig med Astrid, mens mor havde travlt. Hans store passion var at tippe hver uge uden mor skulle vide noget.
   Syv dage uden Allan havde givet lyd fra sig. Underligt. Men faktisk berørte det hende næsten ikke, når hun mærkede efter. Han var nok bare mest blevet en vane i hendes liv. Til gengæld savnede hun sine små klumper og begyndte at få hovedpine, svede meget og blive rastløs. Derfor tilbød hun at aflaste sin mor ved at tage ind til byen og handle ind. Samtidig kunne hun så få købt en lille pakke til sig selv. Far havde givet hende lidt ekstra for at indløse tipskuponer og hente nye. Hun havde også "lånt" 1000 kr. af sin søde onkel.
   Efterhånden lå han mest i sin seng og døsede. Lægen ordinerede ekstra medicin, så nu kom sygeplejersken tre gange om dagen. På trods af hans tilstand, formåede han at holde fast i sine tipskuponer. Han gemte dem under en sofahynde. Astrid hjalp ham med at udfylde dem, når mor var ude af huset.
   ***
   De var i fuld sving inde på stationen og havde nu foreløbig fire uger til at rejse en tiltale. Deres arbejde var blot en del af en større efterforskning i flere politikredse. Allan blev jævnligt slæbt ind til forhør, men svarede for det meste, at han ikke havde nogen kommentarer. Klog af skade vidste han at de altid lagde fælder ud. Han var blevet overvåget gennem længere tid og fik forelagt både aflytninger og videoer, hvor han udvekslede pakker og penge. Den hyppige trafik ved hans bopæl var også blevet registreret, men det var jo bare gode venner. Han kunne ikke lige huske nogen navne på sine bedste venner. Den dumme hukommelse svigtede ham ofte. Forhørslederen behøvede heller ingen navne på kunderne. Dem havde de rigeligt af og flere var klar til at vidne. Desværre kunne Allan heller ikke huske hvem det var der kom hver anden uge og leverede nye forsyninger. Det hjalp heller ikke på hans husker, da de tilbød at skåne hans kæreste som medskyldig. De havde ellers rigeligt til også at sigte hende. Godt at han havde holdt sin mor udenfor alt. Hun var hans bløde punkt.
   På en måde var han heller ikke selv interesseret i en mildere dom for at samarbejde. Han følte sig mere tryg i fængslet end uden for. Det var hårdt altid at skulle være på vagt og se sig over skulderen. At true og banke de pushere der ikke kunne afregne. Altid at blive pustet i nakken af bagmænd og deres håndlangere.
   ***
   Da Astrid en dag var i byen for at handle, blev hun diskret kontaktet af en ældre herre med politiskilt i lommen. De aftalte at mødes næste formiddag, da hun fortalte om sin meget syge far, som hun passede. Inde på stationen kom hun frem med alt det lort, som hun og Allan var havnet i. Det meste vidste de i forvejen. Selv besøget af Smiling killer og hans to "rottweilere" havde de aflyttet. Den ældre kommissær fortalte kort om anholdelsen af Allan og hans manglende vilje til at skåne Astrid ved at samarbejde. Men hvis Astrid kunne bidrage med oplysninger, ville han se hvad han kunne gøre for hende. Hun var dybt skuffet over Allan. Da hun fik oplyst at deres hus var ved at blive ransaget, kom hun i tanke om en pistol, som Allan havde gemt i brændeskuret. Selv med to hunde havde de ikke fundet det mindste. Den ene havde dog markeret på gulvet ved kummefryseren, stod der i rapporten. Astrid havde bemærket, at fryseren altid rokkede lidt når de åbnede den, men det er jo også et gammelt plankegulv den står på, mente hun.
   ***
   Astrids far sang på sidste vers og fik stadig stærkere smerter. Nu fik han fast morfin hver 4. time. Astrid sad hos ham, mens mor sørgede for mad og drikke. Kl. 11 fik han en af sine doser og skulle så have den næste kl. 15. Det var det maximale, som hans hjerte kunne tåle, havde lægen vurderet. Kl. 13:35 rakte han en hånd i vejret. Det betød smerter, som han ikke kunne holde ud. Astrid fortalte det til sin mor, som straks gik ind i stuen og løftede røret.
   - Du ved godt hvad det betyder mor?
   - Far skal ikke have ondt. Og så drejede hun nummeret til sygeplejersken.
   Han fik sin sidste medicin kl. 13:52 og klokken 17:10 klemte Astrid hans hånd og sagde at han godt måtte give slip. Fiskeskipper Oluf Hansen afgået ved døden kl. 17:25 og efterlod hustru og en datter.
   ***
   Deres tre aktioner var nøje koordinerede. Hos Victor Sejersen i Vedbæk spillede dørklokken en fin melodi kl. 06:45. Just Andersen blev vækket og bedt om at følge med kl. 06:45. Samtidig brød fire mand porten op til garagen hos en vognmand i Glostrup.
   Sporet der førte til Victor Sejersen var at han var HR direktør hos Collectia Finans, som "The Smiling Killer" havde nævnt under sit besøg på Allans bopæl. Han var blevet genkendt af Astrid blandt fotos af alle de ansatte i virksomheden.
   Advokat Just Andersen fik ransaget sit kontor og sin privatbolig. Flere tråde forbandt ham til Collectia Finans og klubben. Han udlejede en del huse. Her iblandt "Det lille hus på prærien".
   Vognmanden fra Glostrup havde Collectia Finans, Just Andersen og vicepræsidentens klub som store kunder. Nærmest de eneste. I garagen blev der kun fundet 5 kg cannabis.
   "The Smiling Killer" modtog senere en dom på 2 år. for afpresning, samt medvirken til grov vold. Hans to medhjælpere var venligst udlånt af klubben. De fik 3 år. Victor Sejersen gik fri. Vicepræsidenten for klubben gik også fri. Han havde den dygtigste forsvarsadvokat, der kunne købes for penge. Vognmanden og to chauffører fik fire års fængsel.
   I første omgang kunne der ikke rejses sigtelser mod advokat Just Andersen. Det var jo ikke kriminelt at være boligspekulant.
   Fundet af Allans pistol i brændeskuret, medførte at han i alt fik 8 år. Hans små gadepushere fik få måneder. Hermed blev flere års efterforskning afsluttet og sagen lukket.
   Astrid fik 2 år, der senere blev afsonet med fodlænke i en døgnbehandling og efterfølgende uddannelse. Da hun og mor skulle rydde op og gøre rent efter bisættelsen, kom skeletterne ud af skabet. Mor havde vidst alt om fars tipninger i mange år. Da hun skubbede sofabordet til side og rullede gulvtæppet sammen, kunne hun smide flere års tipskuponer i skraldespanden. Jo, der havde været fejet en del ind under gulvtæppet gennem årene.

De var ved at fjerne afspærringen af "Det lille hus på prærien" så Astrid kunne komme ud og tømme huset. Mor hjalp til. Netop som politiet var ved at køre, råbte Astrid ud ad vinduet. Da hun og mor havde tømt fryseren og trukket den ud fra væggen, kom en gulvlem til syne. Da lemmen kom op, blev de ramt af den værste stank. Råd, mug og den sødlige lugt af lig. Mor og Astrid blev bortvist og teknikere tilkaldt. Nede i den lille kælder lå der både hele og halve skeletter. Orme og rotter gnaskede løs. Politiet prøvede at ringe til udlejeren, men nummeret eksisterede ikke længere. På kontoret kunne sekretæren desværre ikke oplyse, hvad der stod i advokatens kalender. Det var fortroligt havde hun lært. Men hun kunne dog fortælle at advokaten netop var gået på ferie. Dagen før havde alle på kontoret skålet og ønsket ham god rejse syd på.

Ude i lufthavnen havde Just Andersen indskrevet sin bagage. Der var ca. to timer til gaten åbnede, så han satte sig og nød en stor luksusmenu med en stor stærk øl til. Hans brune attachetaske stod forsvarlig fastklemt mellem hans ben.
   - Ding dong! Personlig meddelelse. Hr. Just Andersen bedes henvende sig i informationen.
   Det gad han sgu ikke. I stedet bestilte han en liter øl mere med "sidevogn", klappede sin taske, gik ind i V.I.P loungen og slappede helt af mens han drømte om palmer og parasoller på den hvide sandstrand. Ude i gaten var der ingen, som ventede på ham. Netop som han havde scannet sit boardingkort og på vej ud i flyveren, dukkede en mand op foran ham. Han vendte sig. To andre stod lige bag ved ham. Han nåede ikke sit fly. Just Andersen havde ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Møget var skubbet helt ned under gulvbrædderne i "Det lille hus på prærien" hvor kragerne vender. Få timer efter Just Andersen var pågrebet, blev han løsladt. Han havde forklaret sine millioner i tasken med at han ville forlade sin kone og leve af sin formue. Stå af ræset. Han ville afhænde sin praksis eller blot lukke sit kontor i St. Kongensgade. Ligene under huset kendte han ikke noget til. Der havde boet mange forskellige lejere gennem årene. I første omgang fik han inddraget sit pas og formuen beslaglagt ind til videre.


2. del
   Mens Astrid ventede på en plads i en døgnbehandling, boede hun hjemme på sit gamle værelse hos mor med fodlænke på. Der var en del praktiske opgaver, som Astrid hjalp hende med. Tømning af klædeskab og skuffer, samt bortskaffelse af gamle fiskeredskaber fra skuret. Far havde fået ophuggerstøtte til sin båd. Så den var væk. Mor magtede ikke at køre i banken og få udskrifter over hans konti, så det ordnede Astrid med en fuldmagt. Han viste sig at have opbygget en anseelig gæld. Han havde optaget adskillige lån gennem de sidste fem år. Astrids beundring af sin far led et alvorligt knæk. Hun havde altid kendt ham som flittig, sparsommelig, åben og ærlig. Lettere chokeret viste hun sin mor det hele. Hun sukkede dybt. Havde ikke vidst noget, men haft sine anelser. Nu ville mor komme til at stå med en stor gæld efter hans død. Ville Astrid tillade at hun sad i uskiftet bo, så hun ikke behøvede at gå fra hus og hjem? Hun var virkelig bekymret for Astrids velvilje. De havde altid været på kant med hinanden. Nu hvor hun havde mistet sin elskede far, forventede hun det værste fra Astrids side. Nok var Astrid ikke grådig af natur, men nu hvor hun vidste at Astrid behøvede mange penge til sit misbrug, forberedte hun sig på at måtte sælge huset.
   Hvad hun ikke vidste var at Astrid var på vej til at erkende og værdsætte sin mors kærlighed og omsorg, selv om hun altid havde fremstået som den skrappe madamme. Ofte havde hun bremset far i sine vidtløftige luftkasteller.
   Heldigvis havde hun lagt lidt på kistebunden til dårlige tider.
   Da Astrid efter et par dages tænkepause ville afstå fra at forlange boet delt og få sin arv nu og her, var mor glad. Hun hentede sin opsparing frem fra et køkkenskab, som far aldrig havde drømt om at åbne. Det var jo mors område. Der var nok til at indfri banklån og betale bedemanden. Astrid fik også en net sum som tak for sin hjælpsomhed.
   ***
   Efter samtalen kunne Just Andersen gå igen som en fri mand, selvom hans pas blev liggende på stationen. Han blev ikke sigtet for noget og kunne fortsætte sin dagligdag som før. Det håbede politiet på. Der var meget at indhente og ordne, så det blev til en del overarbejde, forklarede han sin hustru. Først og fremmest skulle der ryddes op i hans øvrige 9 udlejningshuse rundt omkring. Han kørte ud til klubben og finde andre depoter. Vicepræsidenten havde desværre lig miste sin faste vognmand i Glostrup, så der skulle først hyres nye chauffører. Det var tiden ikke til, mente advokaten. The smiling killer sad inde, men colectia Finans havde flere andre folk, der var loyale overfor "familien". De var til at købe for en rimelig pris. Bare hils fra mig, sagde vicepræsidenten. Advokaten fik udleveret en liste over folk, som klubben havde forskellige klemmer på. Som ekstra bonus kunne han få et nyt pas når opgaven var klaret. En rejse langt væk ville tjene begge parter. Just Andersen foretrak at mødes med sine nye folk på hans faste café "Kongen" tæt på kontoret. Pedellen Oluf Sørensen skaffede depotplads i firmaets kælder. Andre skulle køre ud til de ni ejendomme og tømme lofter og kældre for våben, penge og stoffer. Lejerne ville blive varskoet med en skadedyrsbekæmper, der skulle fylde huset med giftig gas nogle timer.
   ***
   Det tog et par uger at få identificeret og obduceret alle ligene. Men inden da fik de en dommerkendelse til overvågning, aflytninger og ransagninger på flere personer og adresser. Det havde taget nogle dage og forsinket vigtige dele af efterforskningen. Kortoplysninger viste at han spiste frokost på café Kongen daglig, men GPS'en på bilen viste at han nu også kom der sent om aftenen. En mand blev sat til at overvåge hvem han mødtes med og tage billeder. Alle hans mobil opkald og sms'er blev registreret. Retsmedicinerne kunne omsider fastslå ligenes identiteter. Flere af dem havde været vigtige hovedvidner i sager, som gennem flere år skulle få medlemmer af klubben dømt. De var forsvundet så tiltalerne måtte frafaldes.
   ***
   Nu var dommen klar. Præsidenten Thor lod hammeren falde, hævede armen og viste håndtegnet. - Svend Davidsen får en S.5. Den næsthøjeste sanktion. Aktionsgruppen blev samlet og opgaverne fordelt. Ved Svends møde med advokaten på "Kongen", havde han afslået at hjælpe til. Han skyldte ellers klubben en tjeneste. Svend havde forklaret, at han ville ud af det nu hvor hans kæreste ventede barn. Svend var ellers blevet eftergivet en større gæld efter hans tidligere liv som gadepusher. Siden da tog han en uddannelse og fik hob som vagt hos Collectia Finans. Hans kæreste var i 6. måned.
   Aktionsgruppen var kørt i stilling uden for huset. To vagter placeret i baghaven. En chauffør holdt med motoren i gang. De to sidste løb op og kastede røgbomber ind gennem vinduerne. Da Svend og kæresten løb hostende ud, greb de kæresten og smed hende ind bag i den ventende varevogn og kørte væk med fuld fart. Nu var Svend til at tale med.
   Kapløbet var i gang. Politiet på vej ud og ransage alle advokatens ejendomme. Tre loyale medlemmer i "familien" fra Collectia Finans havde travlt med at tømme kældre og loftrum. Hvem kom først?

***
   På banegården blev hun mødt af en moden kvinde i 40'erne. De kørte ud af byen. Der lå 32 km. foran dem før de var fremme. Astrid havde fået brev med mødetid og sted, samt en togbillet tilsendt. Det var så nu det hele skulle begynde. Hun frygtede fremtiden og fik røget godt igennem før hun var taget afsted og det var slut med det. For første gang gav hun sin mor et kæmpe kram og kyssede hende farvel før hendes næste rejse skulle begynde. Den modne dame Disa sagde ikke meget under køreturen. Hun havde let kunnet spotte Astrid blandt de mange passagerer, der var steget af toget. Det forstod Astrid ikke, for hun så da helt normal ud. På døgnbehandlingen Sct. Ols var Niels klar til at modtage hende. Efter Disa havde kropsvisiteret hende, tog Niels over. Han undersøgte nøje hendes bagage, før hun fik anvist et værelse. Ved den første samtale var det vigtigste at hun redegjorde for sit præcise forbrug af alkohol og stoffer. Dermed kunne hun få den rigtige dosis medicin under sin nedtrapning. Hendes makker på værelset og de andre klienter ville hjælpe hende med at falde til og hjælpe hende gennem de kommende abstinenser. De havde jo selv været der. Stedets regler ville hun få forklaret undervejs. Hendes mobil blev opbevaret af personalet i en boks på kontoret. På hendes afdeling blev hun budt velkommen med blomster og lagkage til kaffen.
   ***
   Svend skulle ikke have noget af at kontakte politiet. Hverken om røgbomberne eller bortførelsen af hans gravide kæreste. Han var blevet lovet, at når alle våben og stoffer var anbragt i det nye depot, ville han være ude af sin gæld og kæresten løsladt i god behold.
   Hele tiden var politiet kommet for sent. Der var intet at hente. De var kommet i forkøbet. Men i det allersidste hus på listen, var der endelig banko. De registrerede det hele, men lod alt blive liggende og trak sig tilbage. Svend og en kollega ankom nogle timer senere og lejerne var heldigvis ikke hjemme. Dem havde politiet evakueret. Loftet blev tømt, bilen læsset og så afsted til Collectia Finans. Svend var glad og lettet. Endelig var det slut med de røvhuller. Nede i P-kælderen hjalp pedellen med at bære varerne ind i depotet. Deres sidste stop var klubben, hvor bilen skulle afleveres. Det var planen at den samme aften skulle køres ud på en mark og brændes af. Den var alligevel stjålet.
   Atter var alting koordineret. Svend og kollegaen blev skygget fra de forlod huset. I
   P-kælderen blev alle optaget på video. Uden for klubben var en større styrke klar. Indenfor var de helt uforberedte på de næste 45 sekunder.
   Ud af mørket bragede fem mand ind med veste og masker. Fuldt blus på alle lamper. Store mængder tåregas kastet ind. Alle våben ladt og afsikret. En enkelt idiot lå på gulvet og trak sin gun. Der blev han liggende og måtte bæres ud. Han overlevede. Gorm var nær smuttet, men nedlagt ude ved sin kværn, som var punkteret.

***
   Hun kæmpede også sine kampe på Sct. Ols. Rigide regler, pligter og faste programmer strittede så meget i hende. Men allermest kæmpede Astrid med sine egne fjender. Sine egne dæmoner. Mavesmerter, hovedpine, rastløshed og svedeture fik hende næsten til at give op og skride. Men der var altid nogen der gav hende omsorg, nærhed og rene håndklæder. Enkelte gange gav personalet hende lidt ekstra Panodiler, for at tage lidt af trykket. Hvis hun afbrød behandlingen, vidste hun at fængslet blev næste station. Hun mente at de andre klienter var rigtige narkomaner i modsætning til hende selv, som ikke brugte kanyler. Hun røg jo bar lidt hash nogle gange ... om dagen. Da hun en aften oplevede en ny klient, som hele natten lå og skreg på mere Metadon og sked i sengen, vågnede hun lidt op. Hendes egne pinsler var pludselig små i forhold til. De fleste afbrød behandlingen selv eller bortvist grundet grove brud på reglerne. Men ikke Astrid.
   Efterhånden som hun fik nedtrappet sin medicin, fandt hun overskud og lyst til at tage sig af de nyankomne. Samtaler, motion, møder, sund kost, massage og terapi gav hende større velvære. Det gamle spøgelse dukkede dog stadig op med mellemrum. Men sjældnere. En forårsdag kunne hun fejre sin første dag som clean. For første gang i mange år sansede hun duften af jord, græs og regn. Hørte fugle og så solen stå op. Hun fik også taget afsked med en del, som var færdige på Sct. Ols og på vej til et nyt liv.
   ***
   Svend ville også have et nyt liv uden de røvhuller på nakken. Præsidenten mente, at Svend var en stikker efter politiaktionen i klubben. Derfor skyldte han nu en endnu større tjeneste. Han fik dog kæresten hjem helt uskadt. Svend vidste god at han bare var en lille "fisk", men traf et valg hvor der ikke var nogen vej tilbage. Ved forhøret af ham, stod det klart, at han minimum stod til en betinget dom for sin medvirken som chauffør. Han var ikke tidligere straffet. Anklageren gav Svend et tilbud om tiltalefrafald, hvis han kunne bidrage med væsentlige oplysninger og var parat til at vidne. Hans viden om advokaten, klubben og forbindelserne til Collectia Finans kunne blive afgørende i de kommende retssager. Med tanke på hvad der var sket med tidligere vidner, fik han også tilbud om vidnebeskyttelse. Ny hemmelig adresse til ham og kæresten, overfaldsalarm og en ny mobil, som ikke kunne spores. Efter retssagerne ville han få tilbudt nye navne og CPR-numre til ham og kæresten. Allerede nu var der særligt opsyn ved hans forældres adresse.
   I bilen blev fundet DNA og fingeraftryk fra Gorm. I klubben fandt teknikerne små rester af blod mellem nogle renskurede gulvbrædder. Blodet stammede fra nogle af de forsvundne vidner, der var fisket op fra kælderen. Samlet set havde de nok til at få ham dømt for drab. Først havde de sigtet advokaten for drabene, men han valgte at redde sin egen røv ved at vidne mod Gorm. Han fik fængsel på Livstid og blev dermed "konge" i fængslet. Vennerne udenfor sørgede godt for ham, så han kunne operere indenfor murene. Advokaten fik 10 år for sine roller i sagen. Rejsen til sydens palmer måtte udskydes. Han fik dog nogen frihed ved at slippe for konen. En "lille" bonusstraf blev, at han kom i samme afdeling som Gorm.
   Da alle domme var afsagt og de små fisk også havde fået deres, forlod Ole og Sofie Pedersen Danmark med deres nyfødte søn og flyttede langt op i Sverige. De havde taget imod nye identiteter og fået lidt startpenge af Sofies forældre. Selveste præsidenten Thor gik fri.
   - Ikke nok til at anklagerne var hævet over enhver tvivl, som hans sagfører så dygtigt procederede for nævninge og dommere.
   Thor var samtidig fattig som en kirkerotte og ejede ingenting. Revisor og sagfører havde sørget for at alle sorte penge kom på vaskeri i et større dansk pengeinstitut. Midlerne var anbragt i fonde, som Thors egen familie bestyrede. Selv var han blot menigt medlem i bestyrelserne. Diverse stråmænd fik pæne poster og frynsegoder, som tak for hjælpen.
   ***
   Hun rejste sig og takkede Gud og hver en mand og kvinde på fællesmødet. Hun havde fundet sin egen Gud i ydmyghed og taknemmelighed. Hun havde fundet troen på sin fremtid og styrken i at bede andre om hjælp. Et halvt år var gået med at brydes ned og bygges op på ny. Et halvt år for at finde retning og mening. Vendepunktet. Fodlænken mindede hende om, at der stadig var lang vej endnu. Og når den var væk, blev det for resten af hendes liv.
   Disa kørte hende til toget. Hun ville være Astrids sponsor, så længe hun ønskede det. Døgnet rundt kunne Astrid ringe til hende, når den gamle trang rykkede og gamle spøgelser dukkede op. På perronen mødtes deres blikke i kærlig samhørighed, som kun de selv fattede. Når Astrid havde lært at stå på sine egne ben, håbede hun at finde en kæreste. Han skulle bare ikke minde om Allan, som havde spurgt efter hendes besøg. Hun svarede venligt nej tak.
   Astrid fik taget 9. klasse og herefter læst dansk og psykologi på HF. Hun kom i praktik på et plejehjem og tog uddannelsen som Social og sundhedsassistent. Hun drømte om engang at kunne hjælpe andre narkomaner.
   Sammen med sin mor og nogle nye venner fejrede hun sin 30-års fødselsdag. Da gæsterne var gået, kørte hun en tur med sin mor ud forbi "Det lille hus på prærien". Huset var blevet malet og fået nye vinduer. Solen gik ned bag træerne, hvor kragerne samlede sig og skræppede. Astrid fik øje på katten, der også boede der i hendes tid. Den så sund og velnæret ud. Der var pænt og ryddeligt udenfor med flotte blomsterkrukker, som hendes mor lagde meget vægt på. Indkørslen havde fået flotte fliser og oppe ved landevejen stod en ny postkasse i kobber med navnet Rigmor Andersen på.
   Under hjemturen snakkede mor løs om at hun havde hørt i Brugsen, at Rigmor var enke efter en fin advokat fra København, som var slået ihjel af en rocker i et fængsel. Og det var også for dårligt. Hendes nabos onkel var selv betjent og havde fortalt om det, selv han ikke måtte. Og nu er alting steget igen ... Astrid sukkede, smilede for sig selv og satte mor af. Ak ja tænkte Astrid. Herude på bøhlandet hvor kragerne vender.
Forfatterbemærkninger
Ny redigeret version

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/02-2022 13:29 af Uffe Markmann (ny skriverkarl) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 6821 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.