Måske havde han gjort noget helt tosset. Den ene råber hele tiden, mens han fægter med begge arme. Den anden dasker med bagsiden af hånden på alle der går forbi. Uffe er i gang med at anrette aftensmaden og hente pillerne mens en kollega er ved at samle alle 8 ved spisebordet. Hvordan er han dog endt i dette galehus? Han var lige mødt ind på sin første aftenvagt. Gad vide om han overhovedet ville komme næste dag. han var jo kun vikar.
Efter det var slut med at være fisker i '83, greb Uffe til jobopslag for pædagoger. På Strøbyhus var der 3 ledige stillinger. Men det var en døgninstitution for åndsvage og han havde absolut ingen erfaring på området. Han ringede og forhørte sig. Der var kun en fuldtidsstilling og afdelingslederen bad ham komme til samtale næste dag. Efter en god snak blev de enige om at Uffe kunne begynde som tilkaldevikar. For det er jo slet ikke alle der kan klare arbejdet med udviklingshæmmede, som Allan udtrykte det. Skriv lige en formel ansøgning på denne lap papir, så ringer jeg når der noget. Der gik kun få dage før telefonen ringede.
Uffes uddannelse og erfaring som pædagog dækkede normale unger med speciale i spædbørn. Nu måtte han bide sig fast, for der skulle fuld løn i kassen til bl.a. det nye hus i Nexø. Efter en månedstid spurgte Allan om Uffe stadig ville have den ledige fuldtidsstilling. Underligt nok var Uffe faktisk kommet til at kunne lide en del af disse sære beboere, så svaret var ubetinget ja. Opgaven gik ud på at åbne et nyt afsnit for nogle af de ældre, som trængte til mere ro. Her ville han få det daglige ansvar sammen med en moden erfaren medhjælper. Det skulle vise sig at Ruth havde større nosser og flere ben i næsen end Uffes fordomme havde tiltænkt en ufaglært medhjælper.
Statens åndssvageforsorg blev nedlagt i 1980. Amtet havde overtaget myndigheden. Så her i 1984 var det stadig meget nyt med det mere humane menneskesyn og den lovgivning, der fulgte med. Slut med sovesale, tvangsarbejde, straf og formynderi hed det sig. Nu skulle der nye boller på suppen. Alle fik eget værelse med bad og tvangsarbejde blev afløst af tilbud om beskæftigelse på et dagcenter. To af Uffes beboere delte en lejlighed og gik på "arbejde" hver dag. Holger havde markarbejde og Esther gik i det store fælleskøkken som medhjælper. De fik løn hver uge i en brun kuvert. Deres pensioner blev dog stadig administreret af institutionen, så tøjindkøb, frisør, ferierejser m.m. skulle ikke dækkes af denne symbolske lommepenge-løn i den brune kuvert. Enkelte beboere med et meget lille privatforbrug opnåede faktisk gennem årene at opspare en betydelig formue. Uffe fik aldrig indsigt i hvor disse midler blev af siden hen, men mon dog ikke den private ejendomsret blev respekteret.
De pædagogiske strømninger fulgte naturligvis målet om at alle skulle have et liv så tæt på normalt som muligt. Ligeværd, anerkendelse og medbestemmelse blev nøgleord i de nye forkromede målsætninger og handleplaner, der skulle udarbejdes. "Det kan nytte" blev et nyt koncept, der gik ud på at ALLE kunne lære nyt og udvikle sig hen imod at blive mere selvhjulpne. Og selv om en målrettet indsats gennem flere år endnu ikke havde gavnet, blev det fastholdt at motivere og understøtte. F.eks. Skulle en beboer lære selv at føre sin ske op til munden ved måltiderne.
Inde på Birkebo og Minibo, havde Ruth og Uffe deres daglige virke med Poul-Børge, Niels, Hermann, Christian, August, Holger og Esther. De gik mest op i at alle syv bare havde det bedst muligt. De var jo alle ved at være gamle, selv om deres udviklingsalder lå fra ca. 3mdr. til 12 år. En del af opgaverne var bl.a. at rydde op, gøre rent, vaske tøj, sy knapper i samt andet forefaldende arbejde. På en dagvagt var de fleste beboere gået i dagcenter ved 9-tiden efter vækning, bad og morgenmad undtagen Poul-Børge, som for det meste gik sine runder på andre afdelinger. Så gik Ruth og Uffe i gang med gulvvask og alt det andet. Om formiddagen lå også de fleste møder. De nåede som regel at være færdige til middag, hvor beboerne kom hjem til den varme mad. En særlig udfordring var Poul-Børge der bl.a. gik rundt og spyttede snus og havde en del uheld på badeværelset, så her skulle de ofte i gang med den ekstra rengøring. Poul-Børge var en meget kraftig mand med spade store hænder. Før Uffes tid gik han næsten daglig en tur med sin trillebør den km. der var op til Byen. Ofte gjorde han mindre indkøb. Her var han meget kendt blandt de næringsdrivende og andre borgere. De fleste kunne godt lide ham. Men nu orkede han ikke den bytur længere.
Herman, Poul-Børge og Niels var på Minibo, de øvrige fire på Birkebo. Personalet sad med ved alle måltider på Minibo, for der var ofte en del uro. Herman, som ikke kunne tale, sad og spildte mad ned på tøjet, hvilket Poul-Børge brokkede sig højlydt over og kaldte Herman et pattebarn. Det var forstærket af at han altid bar hagesmæk, som var indført på hans tidligere afdeling. Poul-Børges brok gjorde Herman endnu mere nervøs, så hans hænder rystede en del mere når han spiste, med mere madspild til følge. Selv om Herman ikke kunne tale, var han let at læse. Hans gestik og lyde fortalte tydeligt om han var glad og tilfreds, eller det modsatte. De to var en del på kant med hinanden i øvrigt. Niels sagde ikke så meget. Uffe ville ikke vente med at drøfte problemet på personalemødet eller vente på det årlige handleplansmøde. Ruth og Uffe aftalte at de pillede hagesmækken af Herman og fremover ville styre måltiderne. De satte sig altid ved siden af Hermann og beroligede ham med ord og blide berøringer. Når der kom brok fra Poul-Børge, fik han besked på at tie stille eller få maden ind på sit værelse. Efter nogle få uger var der meget mindre madspild. Vi havde dog orienteret lederen om den nye praksis.
Niels var et mere stille gemyt, der mest kiggede ned i gulvet. Han fik Se og Hør hver uge og så hørte han radiogudstjenesten fra Domkirken i København hver søndag. Han kommenterede hvad præsten sagde og mumlede ellers en del om de høje herrer med de høje hatte. Dem skulle man passe på. Her kunne måske gøres en ny indsats, tænkte Uffe og foreslog ham at komme til Gudstjeneste oppe i Åkirkeby. Der blev arrangeret kirkebus og tilbud at følge med ham den første gang. Han sagde ja og bagefter kunne han jo se om det var noget for ham. Søndagen oprandt og alt var klar, men Niels ville høre domprovsten i radioen kl. 10, som han havde læst i Se og Hør skulle prædike fra Roskilde Domkirke. Punktum.
Inde på Birkebo gik det normalt mere fredeligt til. De gik bare hver til sit, hvis der var optræk til uro i spisestuen. August havde det største værelse, men han samlede jo også store mængder af alt lige fra servietter til nips, bøger og hæfter. Christian valgte en mere enkel indretning, som han dog havde svært ved at overskue. Esther styrede en hel del, men hun havde jo også de bedste evner. Hun vaskede op hver aften og satte Holger til at tørre. Hun hentede personale, hvis der opstod konflikter. Hun var guld værd når der oftest kun var en på vagt til begge afsnit. Men en dag var det nær gået helt galt. Uffe var mødt ind på dagvagt en søndag morgen. Han havde lidt tømmermænd og var kommet for sent. Efter Minibo går han på Birkebo for lige at sige god morgen. Da han stikker hovedet ind hos Holger, sidder han fuldt påklædt i varmt arbejdstøj og skælder ud over den helvedes varme. Alle radiatorer er skruet helt op og solen skinner. Det er sommer, det er sol og det er søndag. Esther tripper lidt rundt og ser rådvild ud. Uffe stiller sig op i bredstående stilling med hænderne i siden og siger irriteret, at han ikke skal på arbejde i dag. Holger rejser sig fra sin lænestol og bokser Uffe med hele sin kraft, så han ryger ind i væggen. Hvad nu? Vold mod tjenestemand - politi - indberetning? Han valgte at sove på det. Et par dage efter fik han mødt den kære Holger og striden blev bilagt. Dette lærte Uffe meget af. Han vendte episoden med lederen og fik reflekteret over sin egen del i konflikten. Han ville også blive vred, hvis en person stillede sig op i hans stue og irettesatte ham. Holgers sprog var jo ikke til samtale, han havde kun sit fysiske sprog.
Men der var også meget fest og farver - også for beboerne. Der blev holdt nogle vilde julefrokoster, sommerfester og ferierejser med beboerne. Når beboerne var puttet, kunne personalet rigtig slå sig løs. Det var godt "mee too" ikke var opfundet dengang. Uffe fik da også sin del af knald ude i kopirummet. Lederne holdt sig heller ikke tilbage. Det var let for personalet at motivere hvorfor en beboer havde behov for en ferie syd på, hvor beboeren betalte alt. Beboeren skulle jo have ekstra personale med grundet hans særligt tunge handicap. Så kunne pædagogerne rigtig boltre sig i mad, vin og sex, mens de på skift holdt vagten. Skidefedt. Det gav jo også ekstra tillæg i lønposen at være på rejse i 7 døgn.
Men alt i alt var det et nedslidende arbejde med megen støj for det meste og uagtet at der var mange dejlige beboere og frynsegoder, blev det i længden temmelig belastende. De skiftende arbejdstider mellem dagvagter, aftenvagter og weekends, kunne Uffe ikke forene med det privatliv, han ønskede. Derfor stoppede han, efter 3½ år, og fik et nyt job som hjemmevejleder for lidt lettere udviklingshæmmede kl. 8-16. Det viste sig at blive kortvarigt. Nu måtte han altså helt skifte spor og komme tilbage til normale mennesker.