Kun duggen rimer på græsset.
Solen kaster lange skygger
over svuppende skovbund
nålene stritter overalt og drysser
stammerne knager lidt en stund
klamrer sig med sine lange tæer
dybt i den sorte mørke muld
Her findes skovens dybe stille ro
Her dvæler tanker i mit sind
Der er dog håb i mine drømme
som måske blot er en illusion
lyset finder atter vej
og det kan stå til diskussion
hvad jeg både tror og fatter
men hvem vover på at dømme
Som træerne i skoven
kan jeg miste alle nåle
men knækker ikke - falder ikke
hverken nedenfor heller ej foroven
så længe jeg har dybe rødder
kan jeg både svaje lidt og vrikke