TREMOR ny version


1 år, 4 dage siden 0 kommentarer Noveller

2Du kunne ikke andet, vel far?
Mine øjne var tørre · Mit hjerte som sten · Dengang jeg tilgav dig · Me... [...]
Digte · mennesket, krise, fortid
22 dage siden
3Vodka
40% kalder de mig · Jeg flyder ud · Blandt mange mennesker · Bølger fre... [...]
Digte · vodka, fodømmelse
2 måneder, 7 dage siden
5Engle kamp
Flyvende hvide vinger · I himlen de daler · Med tidsløst hastighed · Ra... [...]
Digte · engle, kamp, himm
2 måneder, 12 dage siden
3Hypovolæmisk chok
Kulden mig gennemsyrer, blå som døden · Mit blod flygter, men Dit f... [...]
Digte · tro, chok, død
2 måneder, 21 dage siden
4Familie briller
I ved det ikke · Jeg døber mig i mudder · For at komme til festen med... [...]
Digte · familie, selvskade, hemmelighed
2 måneder, 28 dage siden
3Selv voldtægt
Jeg rører ikke løsesummen mellem overførslen · Du giver hende blot ... [...]
Digte · selvmord
3 måneder, 5 dage siden
5Blodtransfusion
I mit stille, mørke indre · Lægger jeg på siden og mærker · Min skyld... [...]
Digte · tvivl, oprør, tårer
3 måneder, 5 dage siden
7Tæsk mit hjerte langsommere
Sorte tanker, farver mit sind · Fører mine hænder, drager mig ind · T... [...]
Digte · konflikt, kamp, selvmord
3 måneder, 7 dage siden
5Skaber af røde blodlegemer
Dødens forrådnelse · Lazarus undslap · Hvad med mig, Gud! · Så du væk, ... [...]
Digte · begravelse, jesus, smerte
3 måneder, 15 dage siden
2Ude af kontrol
Verdens kemi styrer vores vej · Ukontrollerede tankespor · Flygter fr... [...]
Digte · eksistens, kemi, ateisme
3 måneder, 25 dage siden
2Livets død
Jeg eksisterer ikke i den her verden · Vil dog gerne forsvinde fra ... [...]
Digte · overgivelse, død
4 måneder, 9 dage siden
4Punktering
Arrene er mit vidne på bevidstløse besættelser · En kampplads melle... [...]
Digte · blod, selvskade, livet
4 måneder, 9 dage siden
3Jul
Drikke mig i live · Drikke mig tilstrækkelig · Drikke tomheden fuld · Ø... [...]
Digte · alkohol, jul
11 måneder, 29 dage siden
4Sindets fængsel
Nøgler der slår mod hinanden · Banken på · Overvåget pille indtagen · B... [...]
Digte · livsrefleksion
1 år, 4 dage siden
0TREMOR ny version
Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Afsat... [...]
Noveller
1 år, 4 dage siden
4Frelsende blod
Jeg jager mit blod på flugt · Kaos i mit indre skriger dødens suk · B... [...]
Digte · sidste farvel, himmel, krise
1 år, 3 måneder siden
2På flugt
Flygt blod, flygt · For den her krop er ved at dø · Jeg hjælper dig p... [...]
Digte · vanvid, livets vej, dystopi
1 år, 3 måneder siden
3Sommerfugle støv
Jeg er på flugt · lagt i håndjern · falder mit ansigt ned i cementen · ... [...]
Digte · sommerfugl, fængsel, mennesker
1 år, 8 måneder siden
2Tremors stilstand
Og nu viste hun tænder til livets meningsløshed mens hun antændte... [...]
Kortprosa · magtesløshed, døden, frihed
1 år, 8 måneder siden
2Fatamorgana
Som sne dalende ned mod dig · i et sekund forvandler de sig · når de ... [...]
Digte
1 år, 10 måneder siden
2Hvem er jeg
Hvem er jeg, når jeg intet kan · Kan jeg lede andre, uden mig selv · ... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
4Tavshedspligt
Kærlighed uden fri vilje · er som hingstens grime · Se blot, hvordan ... [...]
Digte · selvrefleksion, eftertanke, himmel
1 år, 11 måneder siden
4Du var her før mig
Alene i den golde ørken · hvert skridt jeg tager tror jeg er det si... [...]
Digte · eksistentielt, tillid, livets vej
2 år siden
1I ly med lyset
Jeg sidder apatisk og stirrer på et slukket stearinly, brændt ned... [...]
Digte · himmel, fortvivlelse, jesus
2 år siden
3Juni
Solen stoppede med at stå op · og jeg mistede mine smil og brune fr... [...]
Digte · selvindsigt, tid, skygge
2 år siden
5Intet
Intet er for svært, intet er for sent · for Gud graver dig op fra j... [...]
Digte · ægte kærlighed, hjertevarme, engle
2 år siden
4Engel
cykler mod søen under blå himmel · med varmt hjerte og endnu et min... [...]
Digte · liv, hjerte, lyst
2 år siden
4Jeg ber' om et nyt liv
Tiden står næsten stille mens jeg venter på min pille virker mod ... [...]
Digte · følelser, livets gang, sindstilstand
2 år siden
13Spist levende
Jeg blev opslugt af verden · og så slugte verden mig
Aforismer og gruk · livsrefleksion, magtkamp, livsanskuelse
2 år siden
3Udbrændt
Solen blev brændende · Blændende · Sommer blev til ørken · Min krop udt... [...]
Digte · træthed, afsked, overgivelse
2 år siden
2Rovfuglen på jagt efter håb
hvad hvis jeg mister evnen til at flyve, midt i en landing · og sty... [...]
Digte · livsanskuelse, liv, krisehåndtering
2 år siden
3Jeg lærer at vente..
... · Vente på søvnens drømme mig vækker · Vente på mareridtet efter ... [...]
Digte · livets gang, tid, eftertænksomhed
2 år siden
5Dna
I et armstræk er mit hoved adskilt fra min krop · i et kvælertag · kv... [...]
Digte · fortabt, krop, selvværd
2 år siden
2Lufthul
Nogle gange svømmer jeg ud i håbets bølger · langt ude på havet, hv... [...]
Digte · håbløshed, bevidsthed, lykkelig
2 år siden
4ELEKTRO-konfusions BEFRIELSE
Jeg genkender den · strømmens vandring gennem hemisfærerne · sovende ... [...]
Digte · psykisk smerte, magtesløshed, brud
2 år siden
2Ødemark
Fuglen sad på hegnets firkants-mønstret, skarpe sammenslutninger ... [...]
Kortprosa · livet, dyr, vandring
2 år siden
3Aliens
Dansker! Hvordan kan du klage og sende klagen ud! · "Jeg ved det, s... [...]
Digte · selverkendelse, fortvivlelse, dystopi
2 år siden
3Tremor - version 5
Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Opsat... [...]
Noveller · håb, virkelighedsflugt, familierelationer
2 år siden
1Lugero lwa pæretræets navn
Dyb hindbær farvet facade gemt hen bag pære træer, gamle zebra st... [...]
Noveller · gåde, livets gang, eftertænksomhed
2 år siden
1Me-teor
Indeni · som brændende kometer brændt op i atmosfæren · brændemærket · ... [...]
Digte · livsrefleksion
2 år siden
1Selvportræt
Tusinde malerpensel-katapult eksplosioner · plantet sporadisk som s... [...]
Digte · fregner, oprør, livsrefleksion
2 år siden
1Landegrænse
Ensomhedens dybe dale · skabes under adskilt fane · jeg hører ingen s... [...]
Digte · identitet, panikangst, ensom
2 år siden
1Himlens musiske poesi
Den den den den · d-den den den den · den den den den · d-den den den d... [...]
Digte · sang, frihed, tankefængsel
2 år siden
6Fader vor, du som er i himlen
Mørklægningsgardinet garderer mig mod mørket, der skinner udefra ... [...]
Digte · erkendelse, håbløshed, desperation
2 år siden
2Amputation
Jeg råber og tigger: · Amputer mine tanker! · Nekrose · sepsis · hypoxi · b... [...]
Digte · eftertanke
2 år siden
2Blindskrift
Min smerte er synlig · men du kan ikke se den · som blindskrift · som d... [...]
Digte · lytte
2 år siden
2Co2 Narkose
Når vi vænner os · til at miste pusten · kæmpende · i oxygen fattige lu... [...]
Digte · opgivelse, angst
2 år siden
1(Tavs)
Hvisker · Snakker · Skriger · Råber! · (...) · Klaverets vægtede, dybe tone... [...]
Digte · tavshed, flugt, musikoplevelse
2 år siden
1Bjergbestigersken og Lammet
Hun havde lært at blive ved · sætte en fod foran den anden · Bestiger... [...]
Digte · mening med livet, egoisme, næste kærlighed
2 år siden
3Kongens have
Jeg kvæles af mine tårer · hjertet flyder over af grådkvalte ord · mi... [...]
Digte · hjælp, fortvivlelse, overlevelse
2 år siden
1Køkken katastrofe
Jeg kan egentlig godt lide at lave mad · alle mulige retter · du lave... [...]
Digte · skænderi, familie, tilgivelse
2 år siden
3Fejlkode / Blue screen of death
Forulykker · fuld på fortov, forlegen · frontallap fraktur · farver for... [...]
Digte · udvikling, lyset, frihed
2 år siden
2Misbrug
Du er afhængig af min eksistens · og jeg af din lykke · Jeg lever i d... [...]
Digte · samvittighed, familierelationer, kærlighed
2 år siden
1Menneske jagt
Angst, stress, ængstelig, årvågen · kvalificeret til et marathon i ... [...]
Digte · overlevelse, moderne samfund, angst
2 år siden
2Dømt til frihed
På knæ knæler jeg ned foran Dig · for at dø af dommen · blive støv af... [...]
Digte · tilgivelse, nåde, dåb
2 år siden
2Nåde gave
Kærligheden · Så ubegribelig, fantastisk, smittelig · det jeg troede ... [...]
Digte · skam, håbløshed, gudstro
2 år siden
2Fakkel
Du må ikke se det · derfor gemmer jeg det på min hud · som hieroglyff... [...]
Digte · forståelse, tydning, pårørende
2 år siden
0Den to-delte kvinde
Håb og håbløsheden river i mig, som endeløse krige · Så hvilken vir... [...]
Digte · sindstilstand, psykisk sygdom, erkendelse
2 år siden

Puls: 33,5

Publiceret: 8
Afgivet: 5
Modtaget: 31
Ileme Rosenberg (f. 1994)
Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Afsatser i en bestigning gennem minder. Opsat til at udstille gammelt sølvtøj, hængeplanter og gamle billeder af dem tre, som et vindue af minder, fra loft til gulv, gulv til loft. Alt altid iscenesat som et stiliseret billede i boligmagasiner.
   "Dér stod jeg, da mor forsvandt.. Det var dér jeg faldt for alvor," tænkte hun. Faldende ud af sin dagdrømmeri i nattens kamuflage ude foran huset, kiggende op på taget. Hun fortsætter dansen langs ydervæggen og lader sine fingre slikke murstenens ru belægning. "Jeg er elsket, ligesom når løvindens kærtegnende, hornede/ru tunge, vasker ungen ren." Siger hun til sig selv efterfulgt af en sorgfuld, hviskende latter, mens hun skælvende nynner orkestret i hendes hoved gang igen. Musikken i hendes øre; søde, varme ord og toner. Kærlige ord, som en gartner eller pottemager ville synge til sine skabninger. Ligesom hun synger sin tak, til murstenshuset - cementen, der holdte dem sammen dengang.
   Sidst Eva selv havde følt sådan en varme, var dengang hun hånd i hånd med sin søster, drejede rundt med ansigtet mod himlen. En følelse så ens som angsten, der kunne gøre hende så rundtosset. Vinden i hende kunne blæse op til stormvejr og kaste hende ud i en tornado af manisk panik eller hun kunne blive opslugt af et slugende dyb og forsvinde ind i sig selv. Men her med sin søster, cirkulerende sammen, grinende, hånd i hånd - dét var en anden følelse. De havde faldet ned i det høje græs og været desorienteret, begge to. Når de så kunne fokusere klart igen blev hun ofte liggende, kiggende. Nogle gange i smertefuld forblindelse af solen. Men tankerne piskede stadig hendes krop og gentog den lille families største frygt, om adskillelse.
   Hendes søster ville afbryde og skubbe blidt til hendes skulder når tårerne begyndte at kravle ned ad hendes kind og febrilsk råbe: "Du!"
   Hun ville vende ansigtet mod søsteren i et smil og modtage en afspændt varme i et nysgerrigt spørgsmål:
   "Hvad er det du smiler af, Eva?!"
   Og hun ville kaste sig over søsteren.
   I murstenshuset, var det eneste hun huskede fra fortiden, glimt og siden ro. Glimt og blindende lys, der fik hende til at græde. Hendes mors sorte, krøllede hår, kastet frem og tilbage. Frem og tilbage, ned. Helt stille. Og så stilhed. Hun kiggede ud af klædeskabet og ind i stuen, stirrende, indtil søsteren skubbede og i stilhed sagde: "Du!"
   Hun blev ved med at kigge, til klædeskabet blev åbnet af blodige klør, der afbrudte hendes drømmen og uddelte dem løgne. "Han kan ikke gøre for det, det er okay mine små roser, i er okay." Hendes mor ville så bruge lange timer på at gøre huset udstillingsværdigt igen, hvorefter de ville sidde sammen, alle tre ved klædeskabets åbning i trance, stirrende ud til deres fælles løgn. Virkeligheden vendt på vrangen. Ugenkendeligt, men nødvendigt. Søsteren ville afbryde trancen og skælvende spørge:
   "men, mor, hvorfor?"
   Jeg tænkte så tit over, hvor rart det må have været at blive berørt, som den faldne stol, knuste tallerkener og væggene af mursten. Ligesom krukken af pottemageren og ligesom de blå blomster, åh. Gartneren vidste sikkert end ikke, hvor ualmindelig smukke de blomster ville vokse sig til - han vidste det ikke, men plantede dem alligevel. Og han vidste ikke at det var ukrudt, det han havde sået. Men den havde et smukt navn, det havde den. Asperugo procumbens. Nogen måtte have valgt det navn, for at kunne kalde den for sin. Den havde tilhørt nogen og nu svang den sig op ad alting, mellem fine frugttræer, der blev tættrimmet og, hvis frugter var manipuleret til at være storslåede. Imens forsøgte den blå blomst at nærme sig andre planter. Dansende langs jorden i ensomhed, men uskyldigt kvælende mod sine omgivelser. De blå blomsterkroner blomstrede og blev mangfoldige, og jo mere forladt murstenshuset blev, desto oftere blev træernes frugt fortæret og rådne druknet i det dybe blå hav. Hvor ensomt.
   Hvor ensomt det er nu.

Hendes fingre farver fortsat murstensfladerne røde og hun glædes over at være budt op til dans langs væggene af huset. Afbrudt af hendes tanker og minder og mareridt.
   "Vil I ikke snart se det," tænker hun i spontan forhåbning mens hun kort standser op, med knugede hænder, kiggende mod morgensolens frembrud mellem skyerne. Blodet samles på fingerspidserne og hun slukker hendes selvforskyldte bål i munden. Overvåget føler hun sig, overvåget. Hun kan høre blodhundene derude, der venter på at få fært af stanken af hendes mentale indvolde.
   Hendes dans bliver gang på gang afbrudt af hendes skælven, som får hende ud af takt. Orkestret spiller forkerte tonearter, filtret ind i hinanden og hun vender tilbage til minderne om taget; udsigten over verden mens hun fløj ned derfra. En nedstigning. Hun havde sagt farvel til sin mor og søster, og var brudt i tusinde stykker.
   Afbrudt af sine tanker, ser hun de blå og røde blink komme nærmere de himmelblå blomster og den orange horisont og de blodrøde malerier på murstenshuset. "Et fuldendt rorschach billede," tænkte hun. Med ryggen til væggen stak hendes sorte hår ud i kontrast til de blege ufarvede dele af muren og den genopstået sol. De ville skyde hende, hvis de vidste hvad hun havde gjort tænkte hun - som om hun forventede dem så fordømmende som hendes eget farveløse syn på sig selv. Andre menneskers øjne var smukke, lyse og farvestrålende. Som insekterne, der lever i skidt og lort, men som stolt bærer sin smukke oldtidskappe. Skønheden i andre var for hende let at se, men umulig at se i hende, mente hun.
   Hun mindedes de bølgende bakker, der gav et sus når hendes søster og hende i løb rejste ud i friheden. De løb så stærkt de kunne, med svingende arme pendulerende frem og tilbage, drevet af deres kærligheds kinetiske energi. Hun huskede den hypnotiske rus af liv når de lige inden bakketoppen kiggede smilende og stønnende mod hinanden i farten, og hoppede over toppen ind i en vægtløshed. Den gode vægtløshed, hvor vægten på ens skuldre ikke eksisterer. Vægtløshed kunne føre andet med sig. Hun havde set den opstå hun sin mor, gradvist - som en vægtløshed, der opstod ved udslettelse af hendes fornuft, empati og menneskelighed. Tomheden i hendes mors øjne opslugte deres lille murstenshus sjæl, indtil de blev efterladt alene i hylsteret, i klædeskabet, i et forsøg på at beskytte sine døtre. Nu var hun i sin vægtløshed, svævet op til himmels.
   Lige så vægtløs som hendes mor, blev hun nu trukket op fra sin sammenfaldne krop, der ikke længere kunne læne sig op ad murstenshuset. Bilen med de røde og blå blink stoppede. Hun blev kigget ind i sine sjælsløse, tomme øjne, dækket af et varmt tæppe, ledt ind i den blinkende bil, stadig i en blodig dans bag øjenlågene.


-

Gammel bil, gammel kvinde tænkte hun om sig selv, da hun drejede nøglen om og synkront med bilen udstødte et host. I en bevægelse greb hun rygsækken på bagsædet og åbnede døren. De havde lige fejret hendes tiende år som hjemmehjælper. "Tillykke Karen!" havde der stået på banneret.
   Hun gik ud af bilen. Hendes sanser blev ramt af dufte af roser siddende sammen, afventende i et farve sammensurium.
   Hun må tage en dyb indånding inden hun bevæger sig nærmere Borgeren i huset. Med ipaden under armen og brøndby-blå plastic overtræks sko i hånden, traver hun ind ad døren timet med den frie hånds manipulation af låsen. En sød, men bitter lugt af tændte cigaretter rammer hende, da hun går ind ad døren. Der sidder den gamle krage med en cigaret vuggende i hånden for at dulme endnu en dags uro. Hun sidder derinde i lænestolen og udånder endnu en røgsky, der som en trojansk hest lokkes ind i hendes mund i et gidseltag. "God dag!" siger hun. "Nej" siger borgeren, indforstået med at kampen er begyndt.

Hun kigger ind i lidelsens øjne og må sande at hun væmmes af synet. Manifestationen af dødelighed, iklædt et forfaldent hylster, der skriger på at kendes.
   "Så skal vi op" siger hun mens hun trækker Borgeren op fra stolen. Kom nu, jeg ødelægger min ryg. Stop med at skrige, så ondt gør det ikke, du har jo selv gået hen til lænestolen. Siger hun stikkende. Hvor er det irriterende som hun har lagt det tæppe på gulvet, jeg næsten falder over det og Borgeren ligeså, tænker hun. Borgeren føres ud i badet, placeret på en badestol. Afklædt.
   Hun tager brusehovedet ned og forsøger at pege det ud til siden. Men der er ikke meget plads snerrer hun og de kolde vandstråler rammer som patroner mod Borgeren, efterladt hul og i klukkende utryg klage.
   Næsten melodisk jamren, tænker hun mens hun i effektivitetens tegn både har Borgeren i bad og finder noget tøj frem. Ledelsen ville være stolte, smiler hun for sig selv.

Nøgen og tør føres Borgeren ind i stuen igen, hen til tronen. I en automatiseret dans iklæder hun Borgeren, der stirrer ud ad vinduet. Hun glemte at vende trøjen, nu er den altså på vrangen, men hvad betyder det også for Borgeren altså. "Godt, det var det." Siger hun opløftet, mens hun stadig er i gang med at give Borgerens sko på. Hun trækker sig op fra gulvet med armene i spænd på knæene. "Vi ses i morgen." Siger hun og vender sig om for at komme videre og når lige at se Borgeren smile ud ad vinduet med blikket stirrende fremad.
   Hvad smiler hun for? tænker hun.

-

Siddende i en aflåst blinkende bil. Kiggende på de forbigående billeder af virkeligheden udenfor politibilens vindue, der danner sammenfiltrede farveklatter. Hun kan mærke betjentenes nedstirren. Hun trykker sig længere ind mod sig selv, som i et forsøg på at holde fast om de brudte stykker, der er tilbage af hende. Hendes krop havde lyst til at skrige sin skrifte til nogen; en præst, en betjent, en tilfælde person - i et håb om at blive dømt til døden. "Hvor er min søster?" Spørger hun nærmest hviskende. Hun får intet svar, kan blot se betjentenes blik mødes i bakspejlet.
   De drejer ind til psykiatrisk afdeling, hvor hun bliver fulgt ind gennem aflåste døre og lagt i dyb søvn.
   Dagene fløj afsted, sådan føltes det. Hun var her stadig på afdelingen, det var uforklarligt for hende at hun kunne være i live. Hun sad med krydsede ben ude i haven, igen. Og igen så hun fuglen.
   Fuglen sad på hegnets firkants-mønstret sammenslutninger. Hægtet sammen, så det udgjorde et tyndt grønligt loft af net, der svajede let henover himlen. Som et bølgende vandspejl, der gav forvrængede synsindtryk af skov og hav i kollision. Fuglens fjerdragt var en smule busket og dets enkelte fjer gabende let mellem sig, efter dets morgenbad. Fuglen blev afbrudt af en sagte hvisken nede mod jordfladen. Ikke melodisk sang, der gav en dansende rus og opdrift og neddrift, som flokkenes dans på himlen. Nærmere en u-rytmisk, uorganisk, ugenkendelig lyd. Fuglen fløj ned til bunden og kunne nu se gennem hegnet, op mod den blå himmel, misfarvet af det grønne dække.
   "Jeg ville ønske jeg havde vinger som en fugl, så jeg kunne flygte og finde fred. Jeg ville flyve langt bort, slå mig ned i ødemarken og blive der." Gentog hun for sig selv, citerende bibelen.
   Fuglen lod tonerne genklange i dets hoved, igen og igen. I en dans af søgen efter tonernes budskab kradsede den jorden op, der skød mod himlen i opdrift af fuglens frustration efter forståelse. Den betragtede de mørke millioner af sandkorn, der krampagtigt hang sammen i et gribende kram, indtil det ramte jorden og eksploderede, som et barn revet væk fra sin moder. For et kort øjeblik syntes jordstykket så ukendt, forvrænget, ødelagt. Fuglen drejede hovedet og hoppede ganske let omkring i forvirring over sig selv. Næsten spjættende og fordrejet var hovedet, hurtigere og hurtigere i en nedadgående spiral mod jorden, som var dets hoved en tornado søgende efter jordforbindelse i kollision mod jorden, dansen blev ved og ved indtil den til sidst lå krampende på jordstykket. "Det var som at se sig selv," tænkte hun.

-

20 år efter

Eva låste døren og forlod sin lejlighed. Trin for trin gik hun ned fra 5. sal.
   Ved hver opstigning og nedstigning, til og fra lejligheden, hilste hun på det lille "nabolag". Hun kom forbi den enlige indiske far Raj og hans datter Dhatri i stueetagen, overfor en ældre dame, man aldrig stødte på i entréen, men altid kunne ses kiggende ud fra sin stue - ud på sin klassiske forhave fyldt med forskelligfarvede roser og hvide rhodondendrom. På 1. sal boede der et ungt par med deres lille nyfødte, der ofte kunne ses nede foran lejligheden i gentagen gyngende bevægelse, prøvende at få barnet til at sove. Overfor dem lød rygtet på, at der boede fem eller seks fyre lige flyttet hjemmefra. Det var i hvert fald det, som blev sladret om af det anlæg de torturerede hver eneste weekend. På 2. sal boede der endnu et ungt par, Mbusa og Sùnhild - et modsætningsfyldt par, manden fra Congo og kvinden fra Færøerne, de havde et ret afslappet forhold til hinanden og til lejlighedskomplekset. Der var tit fællesspisning på deres regning, og jeg havde i hvert fald se Mbusa hjælpe Lazarus på 4. sal med at hænge nogle hylder op eller reparere gardinet 8-9 gange. 3. sal var bosat af det middelaldrende ægtepar Abdul-Karim, og Israa. De havde en stor familie, hvor af Israas bror boede på den anden side med deres mor. Israa og Abdul-Karim havde taget mig under deres vinger, ligeså havde deres små hjemmeboende børn Enok og Aaeshaa. I starten hilste vi bare kort når vi passerede hinanden på gangen. Efterhånden blev jeg grebet af det liv på deres etage og man kunne ikke undgå at falde ind i en eller sammenhæng med deres familieliv. Børnenes mormor, Maha, boede overfor og var en energisk kristen kvinde, vokset op i mørke, men nu levende i lyset, som hun sagde. Hun var som sagt energisk, dog kun i ånden - hendes helbred var blevet gradvist dårligere de seneste år og hun var nu næsten helt afhængig af hendes søn Naboth, der var flyttet ind med hende, og bestyrede en grønthandler ved siden af lejlighedskomplekset. Det var mormoren, Maha, der havde foreslået Naboth, om hun ikke skulle ansætte hende i butikken, og snart var hun en fast bestanddel af Bahira-Mutima familien.
   Maha kom ned hver fredag og satte sig på en lille skammel udenfor butikken. Så kunne vi sludre og jeg lytte til hendes mange historier. Jeg stod lænende over skranken, placeret til venstre for midten af butikkens front. Med den ene hånd støttende til kæben slugte jeg både min kaffe og hendes iransk-afrikanske slægtshistorier ned. Hun sad med en brandvarm te kop, der først blev drukket i de sidste timer, kold. Hun havde altid tid til en snak, og når teen var drukket og kulden faldt på, så gik vi arm i arm op på 3. sal. Videre op på 4. etage boede junkien Lars. Han blev nu oftest omtalt Lazarus på grund af de efterhånden mange gange politiet måtte komme forbi, efterfulgt af en ambulance. Han vendte altid tilbage, han skulle jo hjem og fodre sin hund, som han sagde. Han låste aldrig døren, så jeg havde tit forsigtigt åbnet døren, mødt af en lang våd snude, der i uvidenhed og glæde luntede hen til døråbningen. Lige så sort som en skygge var den. Så fik den lidt mad indtil jeg var sikker på Lazarus var genopstået. Ved siden af boede en fyr, der holdte sig meget for sig selv. Han havde af og til taget en smøg med Lazarus og den ældre dame i stuen. De havde stået foran den ældre dames have, hvor hun var parkeret i en kørestol, så de kunne sludre over hækken.
   Fra sin lejlighed af kunne hun høre melankolske strøg af cello fra ham, der holdte sig for sig selv. Hans toner havde løsnet hendes filtrende tanker, når hun skælvende sad op af væggen i lejligheden, igen, i mørket. Hun havde følt sig som de træer udenfor, ligesom det dér træ ved vejen dernede. Rystende af skræk og så sårbart mistende af sine nåle. Hun havde ønsket nogen kunne kravle derop og omfavne det. Måske skravere håb ind i stammen. Det rystede og dansede, åh, hvor det kunne danse, dér midt i skrækken, midt i stormen. Efterladt alene til vinden, der klaskede lussinger ud, kun til hende. Men så drev stormen over, når de dybe cello strøg strejfede himlen og kolliderede med de varme og kolde vind-strømme, der før jagede hinanden i en tornado, men nu dansede, sammen. Hun var ham evigt taknemmelig, og hun kendte ikke engang hans navn.
   Når hun nåede ud af entréen kiggede hun sig altid over skulderen, op til vinduet - bare lige for at se om hendes søster nu var der til at vinke farvel. Hun kunne nærmest forestille sig hende kigge på hende, smilende med et blink, som en intern joke om hendes evige følgesvend. Hun kunne godt lide at se op på lejlighedskomplekset, der var omringet af de fineste fyrretræer og små forsamlinger af en blanding af lyseblå lupiner og mørke lilla lavendler. Så ville hun stirre ind i solen og i forblindelse lunte taknemlig videre, i vished om at hendes søster, i et blink, havde sendt hende afsted. Det gjorde hun hver morgen inden hun skulle afsted til arbejde.
   Hun ville først smutte til højre forbi den lille multi-talent-kiosk, der solgte aviser og kaffe om dagen og friturestegte samosaer og hjemmelavede pomfritter om aftenen. Her drak hun sin første kop kaffe om morgenen og vækkede sine tanker mens hun nød byens langsomme vækkelse ved at lukke øjnene og opleve den stigende volumen af cyklister, der ringer af bilerne, der tilsvarende dytter af alt og alle omkring sig. Hun blev hurtig omringet af travle mennesker, der lige skulle nå at læse verdens undergang i avisen inden de drog på arbejde i den anden ende af byen. Så bestilte hun endnu en kop kaffe to go mens hun drog til venstre, hen mod grønthandleren. Hun blev altid sat til at starte med at opfylde kasserne med nye grøntsager. Hun mærkede, hvordan larmen fra menneskeheden kom som en tsunami henover hendes hoved. Først fortrængningen af vand, der hastigt trak al overskud med sig, for at vende tilbage med bølger af larmen, larmen, der druknede hende med millioner af tanker og flashback. Hendes sanser pendulerede mellem lammende forblindelse og kraftfuldt bombardement af alle hendes sanser."Bika, Bika, Bika", kaldte hun hviskende på sin søster med lukkede øjne, som hun vidste ikke ville komme. Men det havde altid givet hende en ro at tro. Hun fandt sig selv siddende på gulvet, støttende med en hånd på gulvet. Hun stønnede sit sammenbidte kvælning af gråd og tog fat i citronen, der var gået med ned i sammenfaldet, og så, efter nogle minutter, fortsatte hun sit arbejde. Efter en times indre tortur med opfyldning gik hun videre til kasse arbejdet. Det var den rutine Naboth og hende havde formet efter års samarbejde. Naboth havde hørt mange historier om Bika, men aldrig mødt hende.
   Hen ad aftenen vendte Eva tilbage til Kiosken og tog nogle enkelte samosa med sig, inden hun fulgtes med Naboth og Maha op til deres lejlighed for at dele lidt aftensmad. De sad ved spisebordet i køkkenet i stilhed under skæret af forskellig-mønstret lampeskærme, der var placeret sporadisk, i adskillige størrelser, rundt i lejligheden. Lyset fra lamperne oplyste de rød-brune ægte tæpper hun havde liggende i stuen og som dækkede stueområdet, der i en rundkreds af sorte læder skamler dannede en hule af hygge omkring stuebordet. Efter de havde spist tog Naboth ud af bordet og Maha og Eva drog videre ind til stuebordet. Der var altid citrongræs-te på kanden med en skefuld honning i koppen, efter aftensmad. Hun drog op til sin egen lejlighed efterfølgende fandt en bog fra reolen og satte sig i hjørnet af lejligheden som hun nød, mens hun læste fra endnu en ukendt forfatter med stille baggrundsmusik fra cello-manden på 4. sal. Hun var ofte nede i genbrugsbutikken og liste rundt. Hun kunne dårligt undgå at tage derfra uden endnu en gammel bog under armen.
   Nogle dage efter så hun cello-manden i genbrugsbutikken. Der havde de stødt ind i hinanden. Han stod henne ved bøgerne og havde fundet en gammel nodebog med grønligt bogomslag og guld indgravering. Så stod de der side om side og han hilste og spurgte om hun ikke var den travle kvinde fra 5. sal, der altid galoperede ned af trappen. Og hun kunne dokumentere at jo, og om han ikke var den cello-spillende mand fra 4. sal. De gav et fast håndtryk, "Eva" sagde hun. "Og jeg hedder Jasper" sagde han. Der stod de med "Sisyfos" i hendes hånd og "Chopin" i den anden og gik derefter hen til den multi-talent-kiosken og fik en kop kaffe og en pap-spand samosa'er, på en bænk længere hen ad vejen. De snakkede sammen på den smalle bænk og hun grinede af hans vittigheder, mens hun trak et stykke friturestegt dej fra samosaen og tog den i munden. "Hvad laver du ud over at spille cello natten lang?" havde hun spurgt og kiggede igen op fra samosaen. Han tog en kop kaffe og kiggede ud på gaden. "Jamen, jeg er portør og ellers spiller jeg klaver og enkelte gange cello på diverse plejehjem i min fritid." Han fortalte, hvordan han oplevede de levende døde pludselig blev forvandlet til unge sjæle og dansede og sang med på sange. Han fortalte at han var til vin og ferrero rocher, og jeg var til te og mørk chokolade. Hun havde da enkelte gange drukket en øl, men minderne om alkohol blandet dans med slag, var for hende som en skygge, der klamrende fast til hende og slæbte mørketider med sig. Det fortalte hun ikke, men det gjorde ikke noget for han var tålmodig og snagede ikke. Det begyndte at blive mørkt og de fulgtes hjem til opgangen, hvorefter de skiltes. Det blev blot én af mange gange.

Tilbage i lejligheden igen, tilbage i en stormfuld tornado, der løsrev hende fra sin forstand. På gulvet. Igen siddende med over-krydsede ben, i tomgang stirrende på den lille seddel hun havde haft i så lang tid. De få minder tilbage af hendes dyrebareste. Det sidste fysiske minde fra hendes søster: "Jeg elsker dig, du", stod der. Hun kunne se det for sig. Søsterens alvorlige mine, afsluttende med et peg og en kærlig latter. Nu sad hun i febrilsk tung stønnende sorg, kiggende og tænkende tiggende op i loftet. "Hvis bare hun stadig var her," tænkte hun. "Hvis bare de her vægge i det mindste ville kollapse ned på mig, og brække mine knogler, presse livet ud af mig, dryppende med blod ned igennem revnerne, gennem alle etager, som en ofring mod at blive befriet fra sorgen. Tænk at blive forløst fra denne verden." Der sad hun, igen i et brændende ønske om at være tæt på sin søster, hvor end det måtte være.

Hun var endelig på vej det sted hen, hun i så lang tid havde drømt om, haft mareridt om - havde prøvet at forestille sig. Nu tog hun endelig selv afsted. Hun gik med hastige skridt og våde øjne ned fra lejligheden, forbi alle de mennesker hun havde kommet til at holde af, ud gennem entreen og ned på gaden. Hun gik ind mellem de få mennesker, der stadig var ude eller ikke havde et sted at tage hen, men blot lå hen på gaden. Hun kunne med medlidenhed se på det menneske, fanget i sin egen sorgfulde verden, og dog i samme åndedrag længes efter at leve i den persons verden, hvis blot den føltes mere blid end hendes.
   Hun var nu så tæt på afslutningen, som hun så længe havde længtes efter og som var det eneste virkeligt betydningsfulde og den eneste håndgribelige virkelighed tilbage. Døden var så mere tiltrækkende lige nu end den nogensinde havde været før. Døden virkede ikke længere som en smertelig eksplosion af ensomhed. Det var ikke længere vigtigt for hende om det ville gå ud over de mennesker omkring hende - om dødsfaldet ville kaste en bølge af elendighed omkring sig. Det var noget mere håndgribeligt og nødvendigt nu.
   Hun mærkede sit selvhad, had og sorg over ikke at kunnet overleve livet. Hun sitrede. Hånden rystede. Ryggen og nakken anspændtes. Hendes tænder klaprede forsigtigt under det sammenbidte kæbebid. Ligesom de utallige gange hun havde siddet i en stol, halvanden meters afstand fra psykologen og for første gang mærket ambivalensen, længslen efter livet - og døden. Livet var ikke længere skuffende, det var blevet opgivet - og drømme var blevet til forestillinger og forestillinger til tro og tro blev til håb og til sidst blev håbet mindet om det evigt eksisterende løfte, givet fra fødsel; Døden. Men det var egentlig blevet det smukkeste løfte, der nogensinde var blevet givet hende. Det var smukkere end de smukkeste drømme hun havde haft. Hvad er i sandhed smukkere, end løftet om en himmel, som huser Bika, hendes søster. Det ville være så ubegribeligt godt et sted at være, og at være der, sammen med hendes søster. "Det måtte være så ubegribeligt godt," tænkte hun.
   Det var de tankestrømme, der katalyserede hendes længsel hen imod skinnerne. En jagt på en slutning, der begyndte her på de metalliske togspor. Hun kunne se det sorte tog, som frieser-heste nærme sig hende i kraftfuldt blindt galop. Sadlet op med skyklap og transe. Tunge hove, der febrilsk fremdrev luftens dødsstød mod hendes systoliske hjerte. Nærmende hende, blev al luft skubbet foran hestenes massive bryst. Luften nærmest synligt, dragende mod hende. Et luftigt skub så slagkraftigt som en dømmende lussing -eller som en bristet arterie i hendes kranie, hvis pulserende strømning af blod gradvist ville forøge trykket i hjernen/ i takt med/ubevægelig, og føre til en sidste lammende dans og dødelig konfrontation. Som en viljeløs marionet-dukke sprunget i luften. Dette vidste hun ville ske. Og det gik op for hende at hendes eneste begær på jorden nærmede sig.
   Jaspar så hende forvilde sig ud på det blodige spor. Dansende mod det ustoppelige tog.
   Hun lukker øjnene og beder til at ingen andre måtte ønske sig at opleve dette øjeblik. Regnen trommede på hendes krop, som utallige engles ansporing til at kaste sig fra skinnerne. Men det var for sent.
   Et brag gav det. Som stød mod hendes allerede døde hjerte. Hendes sidste ord var skrig fra det menneske, der havde huset hendes krop. Ord af uforståelig karakter, men ord fra en sjæl. Og toget galopererede ind i hende, efterladende hendes blodige krop, mens de kørte videre som skygger ind i nattens mørke.
   Han løber hen til hende..

-

Hun havde sat sig ud i bilen igen. Kiggede ud ad side-vinduet på bilen mens hun drejede bilens tændingsnøglen. Hun trængte til at tage et dybt åndedrag, som var hun endelig nået overfladen efter at have holdt vejret på vej op fra et dybt dyk i havet. Hun måtte holde vejret, stramme brystet hver gang hun skulle ind til borgeren. Ikke fordi hun skulle i kamp mod Borgeren, men fordi hun drog i kamp mod sig selv. Hvor hun hadede at være derinde, hvor hun hadede lidelsen. Bilen startede og hun satte hjulene i gang, mens hendes hjerte brændte inde med et lydløst smertende skrig. Femten minutters kørsel under sorte skyer kørte hun videre til næste borger. Hun kiggede i sidespejlet og kunne lige ane de grønne pile flyve ned, langsomt ned fra træerne. Det så fredfyldt ud. Det lignede i et kort øjeblik at tiden var stoppet og pilene stod stille, hængende i luften. Hun drejede til højre og ned ad indkørslen.
   Inden hun gik ud af bilen kiggede hun på hendes datters hjemmelavet perle halskæde, der hang fra bak spejlets hals. Hendes datter var det smukkeste hun havde præsteret og det dyrebareste guld. Hun prøvede altid at tænke hendes borgere som de børn de havde været, og at de var nogens datter eller søn. De var nogens dyrebareste.
   Hun åbnede bil døren og slæbte sig ud. Påbegyndte bestigningen af, hvad der føltes, som den højeste bygning hun havde gået op af. Der var altid en særlig lugt i trappeopgangen og ofte nogen, der sad lige udenfor deres dør. Hun havde synes det var meget besynderligt. Prustende nåede hun døren. To bløde bank og så låste hun sig ind. "Hej hej, det er hjemmeplejen." Sagde hun og gik ind i stuen. Hun mødte et ansigt tavst af tomhed. "Nå, har du sovet okay? Lad os få dig ud i bad." Hun gjorde kørestolen klar og afventede hende. "Godt, så kører vi ud, hvordan ser sårene ud? Har de gjort særlig ondt?" Pigen drejede hovedet mod hende, lukkede sine øjne mens hun prøvede at formulere sig. "De holder mig vågen hele natten" sagde hun. "Sårene? Jeg skriver det i systemet, så kommer sygeplejersken ud og ordner det." svarede hjemmehjælperen. Pigen sukkede håbløst, mens tårene samlede sig i øjenkrogen. De kunne ikke ses i badet, hvis vand omkransede hendes fordømte krop. Hun hadede den og hvad den fejlede at gøre. Hun skulle have været død nu og ikke sidde her, i badet, på en badestol. Hun lukkede øjnene i, mens hjemmehjælperen skærmede hendes ansigt fra vandet.

-

Han løber hen til de blodrøde skinner og stirrer ned. "Eva" hvisker han. Bag ham løber folk i slowmotion og ringer efter ambulancen. Han sætter sig ned med rystende hænder og aer hende blidt på håret. Hurtig træder en læge og brandmand til og Jasper trækker sig grædende. "Hun er i live" proklamerer lægen og hurtig kører de afsted med blinkende lygter. Jasper lukker sine øjne og skælvende går han imod hospitalet. Han mærker en sammenhørighed og kærlighed strømme ind over ham. "Hun er i live" hvisker han og går.
   Med tunge skridt nærmest flyder han gennem menneskemængden. Han mærker en følelsesløs skælvende varme omfavnende ham. Han tænker på hendes sorte flyvende hår, et sorthul hvor al tvivl og smerte forsvinder. Dér hvor hans hænder ønskede at falde ned i. Hun var sin egen og alligevel bar hun på en smerte, der invaderede hendes krop.
   Hun havde i fortrolighed fortalt om hendes stedfar. En mand, der kastede lussinger over på andre. Han havde sparket livet ud af deres mor, hun var dog besat af deres kærlighed. Eva og Bika havde, som altid, gemt sig i klædeskabet og gang på gang set hans vrede. Men denne gang ændrede alt sig. Hele hendes verden summede mens de sad inde på klædeskabet. Hans vrede var dybere og stærkere den dag. Hans blik truede med at slå ihjel. Hyænerne ventede på hans sidste ord. Klar til at ofre tre andres verdener.
   "Hvad skete der med din stedfar, Eva?" Havde han spurgt
   "Jeg.. Han.. Hans vrede.." Græd hun.
   Mens hun famlede med ordene og blev opslugt af sporadiske flashback, blev hullerne større og virkeligheden uvirkelig. Hun kæmpede med at få vejret og udsendte støn, mens tårerne vaskede hendes ansigt rent. Hun følte sig beskidt, som om blodet stadig omsluttede hendes hænder. Som om ligene blev kastet ind i sin bevidsthed, mens hun så selv sig udefra, som et spejlbillede. Hun borede hænder ind i håret og krummede øjnene, hænderne og fødderne i håb om at presse minderne ud af kroppen. Hun havde sukket.
   "Han døde. Det samme gjorde Bika. Bika havde rejst sig fra klædeskabets trygge rammer og drog ud af mørket. "Bika" hviskede jeg, mens hun rejste sig. Bikas eksistens blev hurtigt opdaget af vores stedfar.
   Han vendte sig om, trådte næsten på min mors forslået krop. Han kastede hende ned på gulvet. Jeg kunne se Bika fik øjenkontakt med min mor. Min mor rakte hånden ud inden vores stedfar sparkede til armene. De blev skilt fra hinanden der. Der var ikke plads til omsorg og ikke plads til kærlighed. Bika var minimeret til endnu et offer for vores mors kærlighed til vores stedfar. Vi blev ofret den dag. Af vores mor.
   Bika rejste sig, mens mor blev sparket, mors hænder drev mod mig. Bika rejste sig og greb køkkenkniven. Pludselig vendte hun sig om, og stak vores stedfar i maven. Hun kiggede i hans øjne, da det gik op for hende hvad hun havde gjort. "Nej!" råbte mor. Bika stirrende mod hendes mor kravlende mod sted-faderen. Han krøb sammen og trak kniven ud. Han faldt næsten, men han ramte Bika. Han ramte.
   Eva standsede. Hun sad med tåre flydende ud, mens hun med åben mund stirrede bag Jaspar. Jaspar rørte hende og hun sitrede og kiggede ham i øjnene. Min eksistens blev meningsløs. Jeg kollapsede. Jeg kunne ikke mere. Jeg kastede mig ud fra taget. Som et håb om at en engel ville udspringe fra himlen og gribe mig. At verden ville åbenbare sig i medlidenhed og tage imod mig. Så jeg kunne flygte fra jorden, fra denne verden af smerte. Derefter husker jeg intet udover at politiet kom." Han aede hende og krammede hendes sammen-krybende krop. "Jeg elsker dig". Havde han sagt. "Jeg elsker dig".

-

Hun gik ud på trappen, nedad mod bilen. Hun var træt af dette arbejde, træt af at skulle bruge hendes sidste kræfter af hendes krop på at pleje andre. Hun havde kunne mærke motivationen og ilden forgå. Den brændende flamme hun havde haft da hun var ung, var pludseligt forsvunden.
   Hun åbnede bilens bagagerum og smed sine ting derned. Hun sad i bilen et øjeblik og sukkede. Den her stilhed var rungende og ensomheden stikkede i hendes krop. Hun knugede sig sammen. Hun stak nøglen i bilen og frøs. Tårerne begyndte at falde ud som små flygtende, der flygtede fra virkeligheden. De varme tårer fyldte hendes ansigt i en våd overraskelse. Hun kunne ikke styre det, hun var en fangen af sin egen lidelse. Der sad hun. kiggede frem og lagde mærke til bilerne og menneskerne der drog forbi hende. Deres færden førte til en trance. Hun så menneskets stier. Stressede gik de hurtigt forbi hinanden, som en gentagelse på gentagelse. Alle var på vej et sted hen, både ved disse vandre ture gennem byen, men også mod deres sidste dage. De dage vi alle frygter og som skal gennemleves. Døden er den eneste vandresti vi ikke kan undgå. Men der, på en stille vej vandrede de i takt med livets rytme. Hvis man ikke fulgte rytmen måtte man løbe. Løbe og løbe. Det var der hun var. En sølle, løbende sjæl uden retning. Dog på en ukendt vandre sti. Hun gled ud af trancen og åndede ud. "Kan jeg klare mere?" tænkte hun. Hun tændte bilen og begyndte at køre hen til den næste borger.
   Hun var i en parallel tankestrøm. Hun tænkte på hendes 4-årig datter, som i hendes sjæls umiddelbarhed havde kastet sig over hende og ville ride på hendes ryg. Det bragte et smil på læben. Samtidig kørte mørke tanker rundt i hovedet. Et mørke, der kvæler lyset, mørket der langsomt dræner åndens bæger af kærlighed, et sort uendeligt hul. Hun havde lyst til at købe en flaske snaps og drikke sig til live.
   Pludselig dyttede en bil og hun skynde sig at køre igen efter trafiklyset viste grønt. Den næste borger var en ung mand med rektal-kræft. Personalet havde et samarbejde med palliativt team, men det var personalet der stod for medicin og tryksårs forbinding. "Hej Thomas, har du sovet godt?" "Ja, det har jeg faktisk, jeg har også været dopet på morfin, haha." Grinte han med et afslappende udtryk i ansigtet. "Ingen smerte?" "Tjo, nu og end ikke tv'et kunne distrahere." "Jeg trækker noget op." Thomas var en ildsjæl. På trods af hans uhelbredelige kræft, var han positiv og havde overskud til nogle snakke om alt muligt, men også om de dybe emner. Han havde dybe tryksår på halebenet. Tryksår. Døden, der prøver at grave sig ud indefra. Fraværet af fyldige fedtlagre forstærker tryksårets angreb, hvor de nøgne knogler udbryder fra legemets fængsel og bevidner om hans dødelighed. Efter at have givet morfin og renset tryksårene lænede hun sig tilbage på stolen og så over på Thomas. Thomas lå på siden og prøvede at gøre sig selv tilpas.
   "Thomas, hvordan går det." Thomas tog et åndedrag. "Jeg er jo glad. Men samtidig mærker jeg et tryk på mine lunger. Et dybt tryk, der giver mig overfladisk vejrtrækning. Det som om mine følelser lægger sig over mig, og bliver flere jo mere positiv jeg er. Det giver ingen mening, men der er følelser som jeg ikke har adgang til. Tror det er frygten. Frygten for om der er et liv efter døden. En evighed, der venter på mig og er så ukendt, men samtidig så trygt at tænke på." Hun kiggede ham i øjnene, mens de begge var stille. Så lagde hun sin hånd på hans.
   "Jeg beundrer dig sådan for din tro, din redning fra døden, hvis man kan sige det sådan. Hvorfor er der et liv efter døden?" Thomas hostede og rykkede rundt på sig for at dulme smerterne fra ligge såret. "Fordi vi skal være sammen med Jesus. Han venter i et land langt borte, hvor der ingen tårer er, ingen smerte, ingen synd. Han gør det fordi han elsker os."
   "Det lyder smukt, og fredfyldende." "Jeg skal afsted igen, Thomas, men vi ses i morgen igen." Hun så at hans kors på bordet. "Vil du have korset på din hals?"
   "Tak, det vil jeg meget gerne."
   Hun tog sin jakke og blå-plastic sko af og drog udenfor. Det regnede, så hun bestemte sig for lige at stå udenfor døren, under læ, og vente. Hun følte sig altid både så opfyldt og efterladt med et dybt hul, der længedes efter noget. når hun besøgte Thomas. Regnede dalede ned. "Hvis bare dråberne ville rense min sjæl og omfavne min døde krop", tænkte hun. Hvis de bare være dalende redningsmænd, der sprang ned fra himlen og ville redde hende.
   Regnen var stoppet og hun havde ikke flere borgere, så hun smed sig ind i bilen. Tiden stod stille mens hun stirrede ud i luften. Hun kunne pludselig ikke få vejret og det strammede om hendes bryst. Panisk lagde hun hendes hænder på brystet og prøvede at trække vejret normalt. Hun følte døden trænge sig igennem hendes mund, løbende ned af hendes luftrør, hvor den bredte sig, som en røgsky fra en aktiv cigaret. Pludselig følte hun det lette sig og hun gevandt langsomt kontrollen. Hun brød grædende sammen. Hun følte hendes legeme brækkede sig af, stivnet i skræk for hendes sorte sjæl. Uden lemmer var hun forsvarsløs, alene, alene med sin sjæl.

-

Eva vågnede. Hendes øjne lukkede. Hun hørte bippende lyde. Hun var ikke klar til at se, hvor hun var havnet. Hun var skuffet. Skuffet over hendes eksistens, hendes tilstedeværelse, at hun var som genopstået fra de døde, fra døden, som opslugte hendes tanker og sjæl og som havde tvunget hende til at springe ud foran toget. Hun lå med lukkede øjne og så for sig det tog, der nærmede sig hende. Som frieser heste galoperende hen imod hende. Smukke sorte heste, som hun ville ofre sig selv på at mærke.
   Hun slog tilbage til virkeligheden og mærkede en enorm smerte og hurtigt åbnede hun øjnene. I et skrig rakte hun ud efter hendes ben. Hun mærkede lagnet, mens hun panisk ledte efter noget at holde fast i. Hun skreg og hurtigt kom der personale og gav hende morfin.
   Eva lagde sig ned igen drivende ind og ud af søvn.
   Hun drømte tilbage til dengang, på de græsmarker, hvor Bika og hende havde leget på, hvor de løb om kamp og fangede hinanden i et forløsende knus. De fandt bellis blomster og lavede blomster kranse. De lagde sin ned i græsset og studerede de mange dyr, der fulgte deres instinktive adfærd. Hun huskede også, når de på vej hjem løb mod huset, med huset i sigte. Når de kom tæt på stoppede de altid op for at se om mor blev smidt ud af huset eller ej. Om der blev kastet med tallerkener udenfor. Om hun lå på jorden på det blå blomster dække. Hun havde altid følt at de blå blomster skjulte noget. Alt sank ned i det oversvømmende blå hav. Minder, tanker, kroppe. Mors krop. De blå blomster blev nogle gange malet røde. Dog ville de sorte skyer dale ned over og igen skjule de blode-røde dråber. De ville absorberes af jorden, hvor de blå blomsters brune rødder ville opsuge blodet og blomstre.
   De ville stoppe op og afvente. Ofte gik de ud mod græsmarkerne igen og satte sig selvom det regnede. De ville holde om hinanden og være stille. Nogle gange overvejede de at stikke af. At løbe væk fra det murstenshus, der husede så mange minder. Det husede en vrede, en smerte, et liv af frygt. De overvejede det stærkt, men de ville ikke forlade deres mor.
   Hun huskede den skælsættende dag. Den dag, hvor hun kollapsede, drog ned fra taget, fandt fodfæstne og, hvor hun dansende langs murstenshusets hud. Den var ru og hendes hænder blødte fra faldet. Hun huskede hendes tanker og hendes uvirkelige tilstedeværelse. "De er alle døde" Tænkte hun. Hun var bevidst om sine omgivelser, men samtidig kørte et orkestres stemme sideløbende. Hun dansede og dansede, alene.
   Så kom de blå blink tættere på og samlede hende op. De røde og blå lygter gav et skær i mørket sammen med dets flakkende lygter, der lød i takt med musikken. De blå blink fragtede hende. I bakspejlet anede hun endnu flere blå blink samle sig ved huset. Hun vendte sig om og lagde hovedet i skødet. Hendes arme stadig farvet af blod. Der var en svag metallisk lugt og hun havde lyst til at kaste op. "Hvor er min søster?" Spørger hun. Men får intet svar, kan blot se betjentenes blik mødes i bakspejlet.

Hun faldt halvt i søvn i politibilen. Hun mærkede for første gang en tryghed, en freds-følelse og et håb. Bilen drejede og kørte ind til hospitalet. De samlede hende op, stadig med dansende orkestre og blodige spor på muren bag øjenlågene. Hun følte sig stadig vægtløs og mindedes, hvad der var sket. Hendes mors livløse krop, dækket med blålige afmærkninger og blodigt hår, der nærmest var skjult fra det sorte hår. Hun mindes stedfaderens sorte krop liggende på gulvet med et aktivt blødende stiksår. Og så Bikas krop. Blodet flydende, som om det ville vare en uendelighed for kroppen at blive tømt. Det blev ved og ved og blodet synes at krybe sig over til hende og samle sig ved hendes hænder, på hendes fingre og på hendes arme. Hun kunne ikke tørre det af. Det sad fast på hende og hun følte sig fanget, dømt og skreget ind i hovedet, "Vil i ikke snart se det!"
   Eva vågnede med et sæt. Hun mærkede at hendes krop spændte og rystede. Alle minderne borerede sig ind i hendes hoved og gav hende hovedpine, en hovedpine, der stak hende i hovedet, hvor kraniet synes at krakelere.
   Det gik langsomt over og hun åbnede for første gang øjnene, stirrende på loftet, på tremmerne bag himlen. Hun løftede sin hånd og så hvordan den var bundet ind med en nål i armen. Det gjorde ondt ved halsen og bemærkede endnu en nål. Hun mærkede efter alle de steder, der gjorde ondt. Kroppen fyldt med blåmærker. En usagt historie over hvad der var sket. Hun trak sig selv op til siddende stilling og trykkede på sengens "løft, hovedgærdet" knap. Hun troede ikke sine egne øjne. Hendes ben var væk. "Hvad fanden foregår der!" råbte hun, "Nej, nej!" Stønnede hun og tårene gled ned ad hendes kinder. Hun råbte af uforståelighed, af vrede af smerte. Til sidst kom personalet og lagde armen om hende, mens Eva krammede sygeplejersken stadig råbende. Det varede ved og ved og til sidst gik hun med til at få noget beroligende. Hun faldt hen i en varm rus og lukkede øjnene.
   Hun drømte igen.
   Væk fra politibilen til et hospital, så hvide som væggene. Hun blev fulgt ind, hånd i hånd med en sygeplejerske. Endnu hvidere rum, hvor der stod en læge klar. Hun lagde sig op på briksen og overgav sig. Overgav hvert eneste af hendes celler, til denne fremmede. Hun kunne ikke længere være i sig selv, hun kunne ikke overleve sig selv, denne sjæl var død. Hun havde selvmordstanler og ville bare forlade det hele. Hun kiggede stadig på de blodige hænder. Og kvalmen fortsatte. Huden blev renset, og de forstuvede ben blev forbandt. Hun havde snitsår på armene og hænderne som blødte og smertede nu da adrenalinet fortog sig. Hun nåede at hvile sig et par timer, og så stod politiet der.
   "Hej, jeg hedder Morten og er politibetjent. Må jeg tage nogle billeder af dine sår og bagefter snakke lidt med dig?" "Okay..." sagde Eva svagt. Den ene betjent begyndte at tage billeder, mens Eva viste armene frem. "Så, vi er interesseret i, hvad der skete. Er du okay med at vi snakker om det. Vi stopper, hvis det bliver for svært." "Okay.." svarede Eva.
   "Kan du starte fra at din mor og stedfar begyndte at skændes?"
   "Jeg ved ikke, hvad de skændtes over, men de begyndte at råbe højt og da begyndte vi at gemme os."
   "Vi?"
   "Min søster og jeg."
   "Din søster?"
   "Ja."
   Han var forvirret og skrev det ned i notatet.
   "Okay, skete der så?"
   De gennemgik minutiøst situationen og fokuserede meget på selve knivstikkeriet. Eva var træt da de var færdige og prøvede at falde i søvn i drømmen. Hun blev herefter ført til et andet sted. Til psykiatrisk afdeling.
   Eva vågnede med et spjæt.

-

Karen lagde øjnene i skødet og råbte i bilen: "Gud, hvis du er derude, så dræb mig, lad mig dø!"
   Hun blev forskrækket af sine egne ord og følelser. Hun følte sig magtesløs, hendes verden var sort og hun følte ikke hun havde mere at give af. Hun levede på automatik og verden var meningsløs. Hum græd og slog hånden på rattet. "Jasmin, jeg elsker dig jo, mit dyrebareste guld, min eneste grund til at leve, men jeg er intet mere, jeg er allerede død!" Hun havde ikke flere tårer tilbage og sad og trak vejret tungt. Hun var træt, hele hendes krop var som bly. Hun løftede hovedet fra skødet. Kiggede ud af vinduet og drejede nøglen. Bilen startede og således hendes krop.
   Hun kørte forbi en vinhandel, en til, og en til. Hun følte det var et tegn fra Gud. "Bare et glas vin, bare ét glas." Tænkte hun. Hun var bange for sig selv og kørte videre hjem.
   Jasmin ventede sin mor, hun kom springende og krammede al luft ud af sin mor. Mormor kom med ud. "Vi har haft en skøn dag i dag. Vi har leget med modellervoks og spist figenstange." Mormoren krydsedesine arme og lænede sig op af dør karmen. "Er du okay?" spurgte mormoreren. "Tak mor, det var bare en travl dag, alt er vel." Efter mormorens afgang tog hun Jasmin op og krammede hende. "Jeg elsker dig, din lille bandit." "Elsker dig mor" Svarede Jasmin.
Forfatterbemærkninger
Kan man fornemme noget mystisk, noget besynderligt - skriv gerne bud!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/12-2021 17:18 af Ileme Rosenberg (Emeli) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 7847 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.