Fugle flyver højt 4


10 dage siden 1 kommentar Noveller

1Fugle flyver højt 4
Han fløj ingen steder nu, hans kone spærrede udgangen med nærhed.... [...]
Noveller
10 dage siden
7Fugle flyver højt 3
Bibliotekaren sagde altid pænt goddag, når han passerede, og han ... [...]
Kortprosa
1 måned, 12 dage siden
5Livslyst
Dagene er små oaser · de har lygter · på spring · i klare farver. · Somme... [...]
Digte
2 måneder, 3 dage siden
7Angsten er min søster
Hun er · en evig forfølger, · gemt under fødderne, · i væggen · på loftet... [...]
Digte
2 måneder, 14 dage siden
2Ordløs
Ords dråber · i sætningers kærtegn · med øret beriget · omringet opslug... [...]
Digte
2 måneder, 18 dage siden
2Mine aber
Han sidder i vindueskarmen og stirrer, alt er småt oppefra, biler... [...]
Kortprosa
2 måneder, 28 dage siden
3Live TV - Reality
Nu tæller jeg tanker · maler ord · blå by · min sky · indenicirkler · flyve... [...]
Digte
3 måneder, 3 dage siden
2Fugle flyver højt 2
Mon hun vidste, hvad det betød. Mon hun vidste, at hans knæ var e... [...]
Kortprosa
3 måneder, 23 dage siden
6Fugle flyver højt
Toget var en rød slange, der åd sig gennem landet. Han elskede fa... [...]
Kortprosa
4 måneder siden
3Klarhed
Det er muligt. · Jeg ser det ikke · det er muligt jeg går forbi. · Alti... [...]
Digte
4 måneder, 5 dage siden
4Sommersummersol
At sætte sig, · sætte sig stille under et træ. · Smuldre jordklumper,... [...]
Digte
4 måneder, 8 dage siden
6Hæmninger
Grimme grå grene grænser · halve host · hæst forblæst · krænget ud. · And... [...]
Digte
4 måneder, 15 dage siden

Puls: 49,1

Publiceret: 7
Afgivet: 45
Modtaget: 32
Ulla Hexibru (f. 1956)
Han fløj ingen steder nu, hans kone spærrede udgangen med nærhed.

"Hvorfor siger du aldrig noget", spurgte hun.

Hvad skulle han svare?

"Det ved jeg ikke", sagde han og så ned i bordet. Hun havde lavet god mad, nu var han færdig med at spise den: "Jeg er træt", han så på hende. Hun spiste stadig med omhyggelige bevægelser. Hans kønne kone. Hun havde en dejlig krop, han elskede at røre ved den. Det gav energi. Men når hun åbnede munden, forstod han stort set ingenting, hun kunne lige så godt have talt russisk. Volapyk tænkte han gerne, når hun begyndte, hun var en gåde. Han nævnte det aldrig for han var glad for, hun var der. På grund af hende var han en almindelig mand med en almindelig kone.

Han sagde det tit på arbejdet: "Nu skal jeg hjem til konen". De tidlig mødte kontorfolk nikkede, det var jo helt naturligt.

Naturligvis.

Naturligvis tænkte han og betragtede de store hænder. Hænder der kunne arbejde, praktiske hænder. Hvis det ikke var for benet ville han have elsket natten. Han arbejdede når andre sov, han havde kontorerne for sig selv. Ja ja det skulle gå stærkt, men stadig bestemte han farten. Bare han sørgede for alt var pænt. Rene flader og tomme papirkurve. Smukke gulve, ja de var smukke, vaskede kunne de faktisk skinne som solen. Stor var glæden, når han en tidlig morgen stod støttet til rengøringsvognen og skuede henover sit værk. Men benet drillede, det gjorde så helvedes ondt, at han overvejede at gå til lægen. Så bremsede tankerne ham. Læger er aldrig til at stole på. Nej op på hesten og videre. Biblioteket blev hans pille, han masserede det der gjorde ondt, læste i avisen. Og betragtede hende den søde bibliotekar. Så glemte han både avis ben og sin almindelige kone. Han ville så gerne lægge en hånd i det krøllede hår og ae det. Mærke hendes bløde kurver. Hun så op fra skrivebordet når der kom kunder. Det var sjældent hun så på ham. Han ville ønske hun ville kigge mere. Løfte blikket og fange hans.

Han var i forvejen ramt af noget han ikke vidste hvad var. En mærkelig rumlen. Et lille gys i maven når han åbnede biblioteksdøren, når han gik ind og så hun var der. Et brus, et sus for ørerne. Han blev der gerne en halv time, hvorefter han rejste sig, rettede stolen og lagde avisen på plads. Han passerede hende langsomt, nikkede gerne, og hvis han var heldig sagde hun farvel. Helt neutralt. Kun en enkelt gang havde hun smilet. Det var den aften han var der alene.

Smilet var en gave. Hun vidste det ikke, men han tog det til sig, og anbragte det. Hun flød med ham, og hun varmede.

Hjemme i stuen betragter han tavst sin kone. Hænderne og kaffekoppens stille dans på bordet. Dampen fra termokanden. Han lytter, hun drikker og taler. Hun er en glad blomst, aksen han drejer om. Kvinden i hans liv? Nej. Hun siger han er langt væk.

"Jeg er jo her", svarer han.

Det er mærkeligt. Han har ikke mødt det før. Små dryp, stik nærmest. Og vinden, vinden der skubber ham i ryggen. Alting falder i hak, når han går sin aftentur, men han skriver den med usynligt blæk.

De sidste par dage har han købt druer, han stiller bakken i køleskabet sammen med madkassen, og tænker på bibliotekaren. Der er mange svar i bøgerne hun bevogter, så meget ved han, men det er en ukendt verden. Han tøver mens han kører svaberen over de store gulvflader. Der bliver rent, når natten er gået, og det er ham der har skabt det. Duften af sæbe og udsyn. Men han er begyndt at spekulere? Begyndt at tvivle på om det gør en forskel.

Jeg vågnede i nat af mit eget skrig. Jeg tørrede panden og lukkede øjnene, men filmen kørte. Skabet er en kasse der lugter af støv. Hun drejer nøglen mens jeg kryber længere ind mellem frakker og sko. Der er en sprække i højre hjørne der vil jeg hen, et par små streger af lys og lidt luft. Jeg sagde bare, faktisk nåede jeg ikke at sige noget, før hun greb min arm og slæbte mig herhen. Jeg må vente, jeg ved aldrig hvor længe. For det meste går hun ind og sover. Så fortryder hun og lukker op. Så er hun alt det en mor skal være. Jeg forstår ingenting, når hun er vred, for jeg har ikke gjort noget. Hun råber og kaster med ting, kopper glas bestik. Nogen gange låser hun skabet, andre gange forlader hun lejligheden.

Det er bedst når hun går. Så rydder jeg op, og har det hele for mig selv. Jeg smører selv madpakke, og går i skole som jeg plejer. Jeg ser fjernsyn til langt ud på aftenen, for der er ingen til at sige jeg skal i seng. Jeg bliver meget træt, og jeg savner hende. Det er alligevel bedst når hun er her.

Jeg kan sagtens være alene. Nogen gange går jeg ud på altanen og stiller mig på kanten, jeg bliver stående og holder balancen. Går roligt frem og tilbage højt oppe næsten som en fugl. Hvis jeg var en fugl ville jeg flyve. Op bare op. Jeg kan se langt herfra, huse og længere ude i horisonten skoven togskinnerne og af og til det lille røde tog, der kører.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/09-2021 12:54 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 901 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.