Ensomhedens dybe dale
skabes under adskilt fane
jeg hører ingen steder henne
jeg har fået nyt sprog og liv, må jeg erkende
min silhuet er min landegrænse
brydes loven straffes jeg af egen lanse
her straffes fejltrin i livslang længde
jeg er min egen fjende
Landet habiteres af tusinde individer
lever med en længsel for andre at imitere
de drømmer sig væk til andre lande
for her er ørken, tørke og håbløst, må de sande
der er dog en rebelsk skare derinde
der gemmer sig i en mørk og gådefuld klippe
slukker tørsten fra Klippens kilde
skælvende, rystende, håbefuld bøn i hvile
Er min krop et tempel eller blot dødeligt kød?
må jeg væmmes ved stanken af min kødelig død?
kan sjælen så søge asyl hos mine kære?
eller blot en bekendt, bare et sted jeg kan være
kan du mægle mellem mine tanker
eller måske dele landegrænser?
måske er det rigtige sted jeg bor
slet ikke på denne jord