Indeni
som brændende kometer brændt op i atmosfæren
brændemærket
mit indre smeltet sammen til en masse
støbt til ukendte molekyler
sammensatte komplekser
evigt søgende atomer
oktet-opfyldte-ioner
bindes sammen som ét sind
bagbundet
filtret ind i hinanden
i mig selv
i vægtløs tilstand
fortiden, nutiden og fremtiden
fanget i kredsløb mod lyset
ude af stand til at flygte
dog kredsende om det eneste livgivende
Gud, hvor jeg nærmer mig Dig
jeg river mig ud af mig selv
brudt ud af kroppen som lavasten
engang så brændende
glødende
passioneret
nu iskold
men jeg ser det klarere for oven
kredsende i universet
vulkanens vredesudbrud
angreb
selvangreb
stormende fra jordens indre
udbruddets overtryk
som et glas kastet fra hånden
glasskår regnende over hovedet
splintrende på jorden
vulkanjord
kan jeg bruges på vor Jord?
samles jeg igen?
eller kastes tusinde skærende skår ud i universet?
spredt på stjernebilledet
for evigt i kollision med sig selv
i kamp mod gravitationskrafter
udbrændt, dykkende mod Jorden
I håb om at splintes
igen
og kastes tilbage i kredsløb
tættere på Lyset
forenet med
Gud