Det var ikke varmt i Botanisk Have den mandag eftermiddag, men alligevel sad en ung kvinde på en af bænkene i havens yderkant. Det var ikke et sted, man ofte kom forbi, for normalt ville man, når man gik i Botanisk Have, bevæge sig mere i de centrale dele af haven.
   Men på denne beskedne sti, lige hvor den drejede forbi et stort piletræ, sad denne unge kvinde, iført en sort halvlang frakke med kraven slået op omkring håret, som var langt og sort, men glansløst, ligesom hendes øjne, der for det meste var fikseret på et punkt lige nedenfor, måske bare på en almindelig sten.
   Da hun havde siddet en times tid, og det begyndte at mørkne, hoppede en frø hen over stien og dermed lige ind i hendes synsfelt. Den stoppede midt på stien, og med et lille akavet hop vendte den sig om mod hende.
   Og der blev den siddende.
   "Kvæk" sagde frøen omsider og pigen fór sammen.
   "Hej" sagde hun uvilkårligt, og det var det første ord, hun havde sagt den dag.
   "Hvorfor sidder du der så alene?" spurgte frøen og stirrede vedholdende på hende.
   "Hvorfor?" sagde hun, "vil du gerne vide det?"
   "Jo, for jeg vil gerne vide hvad folk laver i min park, især når de har siddet her så længe som du."
   Der varede noget før hun svarede, og da hun gjorde det, måtte hun først rømme sig, som om hendes stemme slet ikke var noget hun havde tænkt sig at skulle bruge.
   "Jeg har ikke nogen at være sammen med. Derfor."
   "Hvorfor har du ikke det?" spurgte frøen.
   "Der er ikke nogen, der kan forstå hvordan jeg har det", sagde hun, "mine veninder findes ikke mere og fyrene - det er så vanskeligt"
   Frøen kiggede bedrøvet på hende.
   "Er du tit så ked af det?"
   "Ja."
   "Du er ellers en køn pige, det kan jeg se, selvom jeg er en frø - er der slet ikke nogen, der er interesseret i dig?"
   "Jo, fyrene - men de siger mig ikke noget, de tror at de bare kan få mig i seng og sådan noget."
   Frøen åbnede munden, og lukkede den så igen.
   "Jeg kan godt lide dig", sagde den så.
   Der var tavshed længe, så sagde pigen omsider:
   "Tak."
   "Ingen årsag."
   "Ja, jeg elsker dig ligefrem" fortsatte frøen,
   "Nå? " sagde pigen og kunne ikke undertrykke et smil. Det første smil i den uge.
   "Ikke bare forsøger drengene at få mig i seng, men nu også frøerne? Hvad skal det dog blive til?"
   Frøen sad urolig og lagde skiftevis vægten på det ene ben og på det andet, og det så ud som om den kæmpede for ikke at smile.
   "Jeg er en fortryllet prins," sagde den så højtideligt.
   "Det siger de alle sammen," sagde pigen og grinede, for første gang den måned.
   Frøen så fornærmet ud, men fordi pigen grinede, gjorde den det også, sådan lidt skævt.
   "Du skal ikke være fornærmet, for det var pænt sagt, tak skal du have."
   "Jamen jeg mener det!" og frøen fortsatte hurtigt: "Dine øjne er som brune, våde strandsten, og dit hår er dejligt som havfruernes. Og ..
   Men pigen afbrød med et "Pas på, der kommer nogen."
   Frøen nåede lige med to hop at gemme sig i mælkebøtterne ved siden af stien, inden en mor og hendes to drenge gik forbi, medens den ene råbte:
   "See mor, en frø, skal vi ikke fange den?"
   "Bvadr, nej Egon, den er ulækker og slimet."
   Moderen trak drengen i armen, medens frøen puslede i mælkebøtterne. Lidt efter sagde pigen:
   "Nu kan du godt komme frem igen, de er væk."
   Frøen hoppede ud igen og kiggede ned ad stien.
   "Slimet! Hørte du hvad hun sagde! Slimet." Frøen skuttede sig, men pigen sagde trøstende:
   "Du er da ikke slimet. Lidt våd måske men ikke ulækker!"
   "Kvæk - undskyld tak, " rettede frøen det til, "Det er jeg glad for at høre, så bliver det måske ikke så slemt at kysse mig."
   "Kysse dig, du må da være gal, jeg kan ikke kysse en frø."
   Frøen dukkede hovedet og rystede det fra side til side, men sagde så med knækket stemme:
   "Det skal du jo for at jeg kan blive en prins."
   "Fortsætter du nu med det igen, " sagde pigen "jeg tror simpelthen ikke på hvad du siger, men du er sjov at tale med."
   "Sjov at tale med - bare at tale med" sagde frøen skuffet, "sådan siger de alle, de vil gerne være gode venner, men rigtige kærester... nej det vil de ikke."
   "Jamen jeg kan da ikke være kæreste med en frø! Sådan en har man i et terrarium på et bord i stuen med grønne planter og sådan noget, ikke som kæreste."
   "Jamen forstår du ikke, at jeg bliver til en rigtig menneskeprins?"
   "En prins er noget fra eventyrene eller måske en af de kongelige, jeg vil bare gerne have en ganske almindelig kæreste."
   "Så vil jeg gerne abdicere for din skyld - give afkald på det kongerige, der ellers venter mig!"
   Pigen lo, sådan rigtig "ha, ha, ha" så det kunne høres - for første gang det år.
   "Det er rart at høre at du ler, men må jeg ikke hoppe op på dit knæ?"
   Pigen lænede sig tilbage og sagde:
   "Det ved jeg nu ikke..."
   Men hun klemte benene sammen og strammede den sorte frakke over dem, så der blev en lille platform lige over knæene. Så gjorde frøen først et lille hop for at komme tættere på og så et stort hop lige op på hendes knæ, og pigen undertrykte et hvin så det kun blev til et gisp.
   Nu kunne hun se, at frøen sad og smilede, og den kiggede med sine grønne øjne lige op på hende.
   "Det er godt du er en frø og ikke en tudse" sagde pigen.
   "Ja, jeg er en lille venlig grøn løvfrø" sagde frøen, "en paddus springus"
   "Virkelig?" sagde pigen, sådan én har jeg aldrig hørt om før."
   "Nu har du", sagde frøen, stadig stolt smilende, "Må jeg ikke kravle op i din hånd?"
   Pigen holdt sin hule hånd ned til den, og frøen kravlede med sære lange ben op i den og samlede dem sammen under sig. Hun lagde den anden hule hånd over og løftede hænderne op og kiggede ind til frøen, der sad derinde i mørket, gennem et lille hul, hun lavede mellem tommelfingrene.
   "Dine ben er så kolde."
   "Jeg skal bare lige have varmen, og så begyndte den at hoppe rundt inde mellem hendes hænder.
   "Det er ikke fordi jeg vil ud" sagde frøen mellem to hop, "men vi frøer kan ikke lade være med at hoppe rundt, når vi er fanget mellem folks hænder."
   "Det kilder" sagde pigen og kæmpede for ikke at smide frøen fra sig.
   "Hvis jeg lige stikker snuden ud, så er det at du kan komme til at kysse mig," sagde frøen, da den igen sad lidt stille. Læg mærke til at jeg slet ikke er våd eller slimet, men helt tør."
   "Det er rigtig at du er tør" sagde pigen, "men jeg veeed ikke rigtig..."
   Men pigen satte forsigtigt munden helt ned til kighullet mellem hænderne, og så mærkede hun en ganske lille snude mod sine læber, og så kyssede hun frøen, og det var første gang, hun kyssede i mange år, ja måske var det i virkeligheden første gang overhovedet, at hun kyssede nogen.
   Hun ventede nogle sekunder og kiggede så smilende ind til frøen.
   "Der skete jo ikke noget, vel!"
   "Nej naturligvis ikke! - det går ikke så hurtigt, det tager tid at forvandle sig, der er flere ting, der skal ordnes, og jeg skal have fortalt, at jeg ikke vil have noget kongerige og sådan. Sæt mig nu ned på stien, så hopper jeg lidt væk, og vent så."
   Pigen holdt hænderne ned til stien, og frøen forlod hende med et bump, og uden at kigge sig tilbage forsvandt den med lange fjedrende hop ind i det tætte løv.
   Pigen lænede sig tilbage og betragtede stien og træerne, og det var som om det var første gang hun egentlig lagde mærke til, at hun var i Botanisk Have, denne mærkelige have med de mange spændende vækster og stier og kroge, og hun fik lyst til at gå på opdagelse.
   Men netop som hun ville rejse sig, kom en ung fyr iført alt for store, slaskede cowboybukser og stor trøje med et langt halstørklæde, gående rundt om hjørnet ved det store piletræ.
   Hun kiggede op og mødte hans blik og så direkte ind i hans lysende grønne øjne.
   "Hej," sagde han.