Elizabeths hævn


1 måned, 17 dage siden 3 kommentarer Noveller spøgelser

3Elizabeths hævn
"Okay," sukkede Jasmin og så fra Kasper til det forfaldne palæ fo... [...]
Noveller · spøgelser
1 måned, 17 dage siden
11Tarot
Tre skarpslebne sværd i et bristefærdigt hjerte · Fortæller forandr... [...]
Digte
9 år siden
18Intermezzo med Dæmon
Han dukker som altid op uden varsel. · Pludselig er han der bare. · S... [...]
Kortprosa
11 år siden
20Uglen i Kirketårnet
En våd og stormfuld nat for længe siden fik en ugle forvildet sig... [...]
Eventyr og fabler
13 år siden
52Hold kæft, kælling!
"Det hele er bare så uoverskueligt," siger hun, og jeg kan se tår... [...]
Blandede tekster
14 år siden
11Klokkehåb
For mange tusinde år siden kom et lille land til verden. Det lå h... [...]
Eventyr og fabler
14 år siden
23Du bad mig ...
Med skinnende øjne bad du mig om lys. · Jeg gav dig min lighter, så... [...]
Digte
16 år siden
18Dæmoner
Vi har dem alle, siger de kloge. Dæmoner altså. Nogle har mange, ... [...]
Essays
16 år siden
14Nordstjernen
"Det er de sidste øl." · Ole sagde det i et henkastet tonefald, der... [...]
Kortprosa
16 år siden
12Return to Sender
Johnny was a hitman, the good old fashioned kind · The things, he h... [...]
Digte
17 år siden
23Dysten
Det var juleaftensdag. · Strid sad på kirkegårdsmuren og betragtede... [...]
Noveller
17 år siden
8Et juleeventyr
Det var først på aftenen den 3. december. Lea sad på sin gynge og... [...]
Eventyr og fabler
17 år siden
12Vrede
Den åbne plads imellem borgen og skoven ligger øde hen i fuldmåne... [...]
Blandede tekster
17 år siden
15Lille Lavinia - Del 2
Solen var på vej ned bag de højeste huse og vinterens tidlige mør... [...]
Noveller
17 år siden
7Lille Lavinia - Del 1
Mit liv er ikke en køn fortælling, men heller ikke anderledes end... [...]
Noveller
17 år siden
7Lille Lavinia - Forord
Jeg finder det sært, at folk ynker mig for min død. · De samme menn... [...]
Noveller
17 år siden
14Uden herre
Kæmpede · For et liv uden herre · Men endte med at være · Herreløs
Digte
17 år siden
26To minutters stilhed
"Mor, hvad er klokken nu?" · Annemette sukkede dybt. · "Den er syv m... [...]
Kortprosa
17 år siden

Puls: 15,8

Publiceret: 1
Afgivet: 8
Modtaget: 3
Daniella Helvant (f. 1971)
"Okay," sukkede Jasmin og så fra Kasper til det forfaldne palæ for enden af indkørslen og tilbage, "så det her er din forlovers idé om en bryllupsgave?"
   "Mhm," sagde han bare, men hun kunne se spændingen lyse ud af hans øjne.
   Det var så typisk!
   Kasper havde garanteret selv nævnt det skide hus når de talte om uhyggelige ting - hvilket Kasper og hans venner gjorde alt for meget efter hendes mening - og så havde Tobias bestilt en overnatning til dem og lagt natten i forbindelse med hendes og Kaspers bryllupsrejse til Frankrig, så Kasper kunne opleve stedet.
   Jasmin var stadig sur over det, for ingen havde spurgt hende om hun havde lyst til at skulle sove i et åndssvagt spøgelseshus. Det var endda pisseutæt så vidt hun kunne se, for der stak et halvt træ ud gennem det øverste vindue, og det var næppe bare blevet for stort til sin urtepotte.
   Og så troede hun slet ikke på spøgelser, og det gjorde Kasper så vidt hun vidste, heller ikke. Ikke sådan rigtigt, i hvert fald.
   "Tag det nu roligt," sagde Kasper. "Vi har lige boet en uge på et slot, ikke? Så kan du vel overleve én eneste nat her i palæet?"
   Jasmin trak luft ind for at fortælle at ja, de havde lige boet en uge på et slot, men det var sgu da meningen de skulle tænke tilbage på deres bryllupsrejse med glæde og romantiske følelser, ikke på den sidste nat de tilbragte i et dødssygt palæ!
   Inden hun nåede at forme ordene, lavede han hundeøjne og tiggede:
   "For min skyld?"
   Hun rullede med øjnene, men kunne ikke lade være at smile.
   "Jah jah," sukkede hun, "men jeg håber sateme at Tobias har sørget for en gourmetoplevelse, varmt vand og en fantastisk seng til os."
   Og et fjernsyn med en amerikansk film jeg kan se når du drøner rundt og forfølger hver eneste 'underlige' lyd eller et 'mystisk' koldt pust. Hallo, Sherlock! Vi er i oktober, og der er hul i det fucking tag!
   Kasper kyssede hende lidenskabeligt. Faktisk mere lidenskabeligt end han havde gjort på det vidunderlige slot de havde efterladt om formiddagen, og Jasmins hjerne blev næsten blank idet hun gengældte det.
   Hvis nu hun kunne lokke ham med i seng efter mad og bad, glemte han måske omgivelserne, og så kunne hun gøre det samme.

De gik ind ad åbningen til lågen. Den havde tidligere været beregnet til biler - eller hestevogne? Var det så længe siden palæet blev forladt at biler endnu ikke var hvermandseje? - men nu kunne de knap slippe igennem for vildtvoksende træer.
   Lågerne stod, næsten pulveriserede af rust, i buskadset. Jasmin kunne dog se at de var kunstfærdigt smedet med alskens krummelurer. Ved venstre låges håndtag var halvdelen af et monogram, og det samme var tilfældet på højre side. Der stod vist JB. Eller IB?
   "Vent! Jeg er nødt til lige at tage et par billeder," udbrød Kasper.
   Han slap både hende og den kuffert han trak rundt med, for at hale telefonen op af lommen.
   Jasmin skuttede sig i den kolde vind og gik længere frem for at slippe ud af blæsten.
   Et glimt af noget rødt og gyldent fangede hendes blik, og hun trådte et halvt skridt tilbage for at se hvad det var.
   Intet!
   Hendes øjne løb over fyrretræer og en eller anden stedsegrøn plante. Det var sent på eftermiddagen, og himlen var overtrukket med skyer. Pludselig virkede dunkelheden i buskadset næsten truende.
   "Kasper," kaldte Jasmin, "kom nu. Jeg tror snart det bliver regnvejr."
   "Regnvejr?" spurgte Kasper, løftede hovedet mod himlen og missede med øjnene. "Ja ja, jeg kommer nu. Jeg skulle bare lige have et par billeder af lågerne. Du ved, Tobias vil aldrig tro på os hvis jeg ikke kan dokumentere ..."
   Jasmin greb kuffertens håndtag og trak den hurtigt efter sig ud af buskadset.
   Følelsen af at blive beluret af noget fjendtligt forsvandt, og hun stirrede mod palæet.
   Solen blinkede i det glaserede tegltag og lyste på hullet det enorme træ havde efterladt i det inden det ramte første salen og blev liggende.
   Men solen ...
   Den var ved at gå ned bag palæet, men den skinnede nu fra en næsten skyfri himmel!
   Jasmin så tilbage mod buskadset, men i det samme trådte Kasper ind i hendes synsfelt.
   "Jeg skal lige ..." undskyldte han uden at bemærke hendes forvirring.
   Han gav sig til at fotografere palæet og omgivelserne, og Jasmin så rundt. Alt voksede vildt selv her hvor der engang havde været græsplæne. Eller det gik hun i hvert fald ud fra at der havde været. Nu voksede græsset knæhøjt fyldt med blomster hvoraf de fleste var afblomstret, og hist og her voksede mindre træer.
   Ved siden af palæet lå noget hun formodede var et lysthus eller noget i den stil.
   Det løb Jasmin koldt ned ad ryggen da hun et øjeblik troede hun så en skikkelse i en af vinduesåbningerne. Ruderne var for længst smadret. Et par steder hang dog stadig glassplinter i rammerne. Det måtte være solen der havde skabt en illusion om at der stod nogen.
   Alligevel kunne hun ikke helt ryste kulden af sig da Kasper tog hendes hånd, snuppede rullekufferten fra hende og fortsatte videre mod huset.
   Jasmin faldt i trit med ham og følte sig virkelig dum over at være ski... en smule! ... forskrækket. Hun formodede at der ville komme overraskelser nok inde i huset. Det havde trods alt ry for at være et spøgelseshus, og netop det slog udlejerne på i deres annonce, så mon ikke de havde uhyggelige lyde og andet godt i ærmet?
   Hun havde bare ikke forventet at opleve noget skræmmende herude.
   Eller ... hun havde vel ikke oplevet noget ualmindeligt indtil nu. Det var sikkert bare hendes fantasi der løb af med hende. Hun troede ikke på spøgelser, men hendes fantasi fejlede sgu ikke noget.
   Palæet tårnede sig op over dem idet Kasper rodede efter nøglen. Den forsømte facade på de tre etager - det ene var et loftrum, havde Kasper fortalt - syntes at skule til hende, og hist og her lå stumper af tegl og brød glinsende det høje græs.
   Utroligt egentlig. Godt nok var teglene glaseret, men burde de ikke på nuværende tidspunkt være overgroet af mos eller belagt med et tyndt lag muld fra visne blade?
   Måske pudsede udlejerne dem?
   Kasper fandt nøglen, låste døren op og trak hende med indenfor.

"Åhr, hvor fedt!" udbrød Kasper flere gange på vej op til deres værelse på anden sal.
   Hver gang rullede Jasmin med øjnene bag hans ryg.
   Palæet var forfaldent som annoncen lovede, men at løftet blev overholdt, var så også det eneste pæne hun kunne sige om det. Efter hendes mening var det bare slidt og beskidt, ikke en skid andet.
   Kasper gloede ind i alle rum de passerede på vejen, og faldt i svime over de underligste ting. Et sted var det dagligstuen der - efter sigende - stod som den blev efterladt for så mange år siden. Hun måtte få Kasper til at fortælle historien senere. Når de havde spist.
   Hun var ved at være godt sulten og gik efterhånden ikke så meget op i den gourmetmad Tobias havde lovet hende. Et par rugbrødsskiver med pålæg uden støv var fint med hende. Hun kunne endda tilgive Tobias at der ikke var varmt vand til et karbad så længe der bare var vand at børste tænder i senere.
   Men Kasper drønede ivrigt fra det ene dårligt oplyste rum til det næste. I den 'fede' dagligstue stod to krus på bordet dækket af et lag støv og indtørret kaffe. Sofapuderne fortalte hende at palæet blev forladt engang i tresserne. Hun havde i hvert fald set noget lignende på Arbejdermuseet i København.
   Det var næsten mørkt da de endelig nåede deres værelse. Jasmin havde overvejet at tænde lommelygten i sin mobiltelefon, men kunne ikke lade være at elske Kasper for hans begejstring, og den ville nok dø hen hvis hun mindede ham om moderne teknologi.
   Fra under døren strømmede lyset ud fra deres værelse. Godt! Så var der i det mindste elektricitet endnu.
   Kasper låste døren op, og igen udbrød han:
   "Åhr, hvor fedt." Denne gang fulgte han dog op med at træde til side og lade hende gå først ind. "Se så!" sagde han. "Jeg vidste at Tobias havde fundet på noget."
   Jasmin stirrede ind i værelset.
   Som hun havde set udefra, var det badet i dæmpet, elektrisk lys. Det var stort, og så var det rent. Et gammelt spisebord stod som det første inden for døren. En prismelysekrone skinnede ned over adskillige små retter, og da Jasmin lagde hånden mod en skål, var den stadig varm. Vedkommende der havde anrettet det, måtte lige være gået ...
   Eller havde de passeret ham/hende på vej op? Hvis det var en som var vant til at komme i huset, var der mange nicher at gemme sig i i skumringen.
   Jasmin rystede sig ved tanken.
   En flaske champagne stod i en spand fuld af is for enden af bordet. Endnu en indikation på at vedkommende lige havde været her.
   Hendes blik gled videre rundt i værelset. Midtvejs stod et gammeldags sofasæt, et sofabord og et gammeldags fjernsyn. Hun overvejede kort om det var sort-hvid og måske kun med stueantenne, men så fik hun øje på himmelsengen for enden af værelset og glemte alt om fjernsynet.
   Hun gik helt hen til den og rørte forsigtigt ved de gamle gardiner der hang fra sengehimlen. Gamle, men ikke slidte. Strejfede sengetæppet med fingerspidserne og var ikke sikker på om det var gammelt eller bare lavet så det så gammelt ud. Hovedgærdet syntes skåret i ét stykke og detaljeret udskåret. Så smukt.

Bag hende rømmede Kasper sig.
   "Du faldt vist i staver," sagde han. "Skal vi spise?"
   Hun nikkede og fulgte med ham hen til bordet. Uden for var det blevet mørkere end hun havde forventet, og ...
   Og Kasper havde skiftet tøj, og hans hår var fugtigt.
   Hvordan fanden ...
   "Sig mig, har du været i bad?" spurgte hun forsigtigt.
   "Ja, jeg siger jo at du åbenbart faldt i staver," lo han, "så jeg lod dig stå at glane og smuttede hurtigt i bad." Han lod champagneproppen fare ud i rummet og skænkede i deres glas. "For os," sagde han kærligt. "Må vi overleve natten."
   Et gys af rædsel skyllede over hende, så løftede hun sit glas med en rystende hånd, skålede med ham og drak en mundfuld.
   Det var åbenbart for længe siden hun sidst havde spist. Hun genkendte hændernes rysten og gyset fra de andre gange hvor hun havde glemt at spise. Gyset plejede dog ikke at føles som angst.
   Kasper rakte hende en skål kold suppe.
   "Den hedder ..." Han læste på menuen der var vedlagt, "vic... Vichys... Et eller andet på fransk."
   Hun lo, og de gav sig til at spise.

"Okay," sagde Kasper da de var nået igennem tredje ret og havde besluttet at holde en pause før de kastede sig over den næste. "Du bad mig om palæets historie. Nu skal du høre. Palæet her tilhørte oprindelig en rigmand ved navn Jacques Barbel. Han giftede sig med den 23årige Elizabeth Duvré da han var 57."
   Jasmin skar en grimasse.
   "Købte han hende via postordre?"
   Kasper klukkede.
   "Det melder historien ikke noget om, og jeg er ikke sikker på hvor normalt det var før internettet. Det her skete i 1963, så ... Men Elizabeth var temmelig fattig og lige kommet til Frankrig fra New Orleans i jagten på lykken, så hun har sikkert følt sig temmelig heldig ved at få Jacques opmærksomhed og senere blive gift med ham."
   "Ih ja," knurrede Jasmin. "Alle unge kvinder drømmer da om at blive gift med en der kunne være deres far!"
   Kasper trykkede hende ind til sig et øjeblik. Han var 28 og tømrer, og Jasmin var 25 og havde lige afsluttet ingeniøruddannelsen, så dér var ingen grund til at tro at en af dem havde taget den anden for pengenes skyld.
   "Jacques Barbel havde været gift ikke mindre end fire gange før," fortsatte Kasper, "og hans hustruer døde alle ved at begå selvmord." Jasmin ville afbryde, men Kasper trak på skuldrene og fortsatte. "Eller det var i hvert fald hvad pressen skrev. Hvis de virkelig begik selvmord, må Jacques have været en ret kedelig mand eller hustrumishandler."
   Ud af øjenkrogen fik Jasmin set en refleksion i et af de ophængte billeders glas. Hun vendte sig, pludselig fyldt med en uhåndgribelig følelse af angst, og stirrede på et sort-hvidt billede af en lille pige og et par der sikkert var hendes forældre. Familien var klædt i spraglet tøj, og pigen havde rottehaler. Ingen af dem smilede, og ... vigtigere ... ingen af dem bevægede sig.
   Jasmin drejede tilbage mod det billede der netop havde vist refleksionen, men nu var der intet at se. Hun så tilbage over skulderen, men der var intet at se.
   Hun virrede med hovedet, men kunne ikke ryste uroen af sig.
   "Jasmin? Er du okay?" lød Kaspers stemme. Den syntes at stamme langvejs fra.
   Hun fokuserede på ham, og han rakte over bordet og gav hendes hånd et klem.
   "Du er ikke bange, vel?" spurgte han. "For så taler vi bare om noget andet." Han betragtede hende bekymret. "Vi kan jo skåle, for eksempel?"
   Hun smilede og skålede med ham.
   "Jeg er ikke bange for spøgelser," påmindede hun ham bagefter. Hendes nakkehår havde endnu ikke lagt sig, men det behøvede han jo ikke vide. Ligesom han heller ikke behøvede vide at det kriblede i hende for at vende sig igen. "Og du er ikke engang kommet til det ... måske uhyggelige i historien." Hun smilede atter. "Men kan vi ikke sætte os hen i sofaen mens du fortæller?"
   De satte sig i sofaen, og hendes nakkehår lagde sig. Noget helt andet var uroen, for hvis nakkehårene rejste og lagde sig alt efter om hun satte sig et andet sted ...
   Jasmin skuttede sig, men nikkede så til Kasper for at få ham til at fortælle videre.
   "Jacques og Elizabeth var ... ifølge Jacques venner ... lykkelige, og stor var glæden da Elizabeth blev gravid. Jaques havde drømt om at hans kone ... og her minder jeg dig lige om at Elizabeth var hans femte kone ... at hun blev gravid og kunne producere en arving både til palæet her, men også til hans forretningsimperie. Jeg har glemt hvad han arbejdede med."
   "Vent!" indskød Jasmin. "Det her lyder lidt som eventyret om Blåskæg og hans koner?"
   "Jeg ved det," sukkede Kasper, "og jeg aner ikke hvordan hans koner begik selvmord eller blev myrdet. Du kan prøve at spørge Tobias om det når vi kommer hjem ..." Hans ansigt formørkedes, og da han talte igen, var hans stemme dyb og dyster. "Hvis vi kommer hjem."
   Det krøb op ad Jasmins rygrad og bragte gåsehuden frem på hendes ryg og arme. Hun vidste selvfølgelig godt at han bare jokede, og hun var ikke bange for spøgelser. Selv hvis den slags væsner eksisterede, kunne de jo ikke gøre hende noget.
   På trods af erkendelsen kunne hun dog godt mærke at Kaspers joke ikke var så pissesjov som han selv mente. Ikke i et faldefærdigt palæ efter mørkets frembrud!
   En lyd uden for døren fik det til at gibbe i dem begge.
   Så lo hun.
   "Du må hellere se hvad det er," klukkede hun.
   Kasper sendte hende et smil fuld af spænding og sprang på benene.
   "Vi er ikke engang færdige med at spise," råbte han på engelsk, åbnede brat døren og så hen ad gangen til begge sider.
   "De er sikkert franske," sagde Jasmin. "De nægter at forstå hvad du siger hvis du ikke taler fransk, ved du godt."
   Kasper vendte sig i døråbningen. Bag ham var kun mørke.
   "Spøgelserne?" spurgte han. "Forstår de ikke alle sprog?"
   Jasmin rullede med øjnene uden at svare og rykkede tilbage til spisebordet. Kasper lukkede døren og satte sig over for hende.
   "Der var i hvert fald ikke nogen nu," sagde han og fandt næste ret.

Mens de spiste, lød flere bump ude fra gangen og oppe på loftet, men ingen af dem nævnte det. På et tidspunkt hørtes en kvindes klageskrig oppefra, og Jasmin spjættede, men Kasper spiste bare videre.
   De stammer garanteret fra en højtaler, tænkte Jasmin og spiste videre selv om hendes hjerte fræsede af sted.
   Da de lige var begyndt på desserten, skingrede et skrig - så isnende at også Jasmin skreg - gennem huset.
   Kasper var henne hos hende i tre skridt og lagde armen om hende.
   "Hvad sker der dog?" spurgte han på samme tid opskræmt og beroligende.
   Jasmin rystede på hovedet. Hun havde tårer i øjnene, og hænderne rystede så meget at hun måtte lægge sin ske i tallerkenen.
   "Jeg er stadig ikke bange for spøgelser," hulkede hun. "Jeg blev bare forskrækket."
   "Forskrækket?" gentog Kasper. "Over hvad?"
   Hun stirrede vantro på ham. Havde han ikke hørt skriget?
   Så sukkede hun ad sig selv. Så Kasper var med i det hele? Han og Tobias havde garanteret selv sammensat lydprogrammet, for så upåvirket kunne ingen være medmindre de kendte lydene.
   "Jeg skrider," knurrede hun og prøvede at rejse sig, men Kaspers greb om hende blev pludselig hårdere.
   "Forbandede luder!" udbrød han. "Du går ingen steder!"
   Hun drejede hovedet mod ham, forarget over tonen. Hun ville smække ham en lussing, men gik i stå midt i bevægelsen. Hans ansigtstræk var fuldstændig forandret, og i hans øjne lurede vanviddet.
   "Kasper?" hviskede hun.
   Han greb hende så hårdt i armen at hun klynkede.
   "Så det er dét han hedder?" snerrede han. "Tak, så ved jeg da det, men du og din horeunge slipper ikke."
   Han viftede med hånden ad en smuk barnevogn der havde materialiseret sig mellem hende og sofagruppen. Vognen så lidt gammeldags ud med store hjul uden gummi, og styret var krummet væk fra vognen og lignede lidt en telefonpæl eller måske et stødhegn? Det havde i hvert fald den slags klokker.
   "Kasper?" gentog hun, og en afskyelig tanke faldt hende ind. "Eller er du Jacques?"
   Hun prøvede at holde fast i tanken om at hun ikke troede på spøgelser, men den smuldrede da Kasper - eller Jacques - hev hende på benene og hen til barnevognen.
   "Hvad har du at sige til din undskyldning?" råbte manden.
   Jasmin prøvede at trække sig baglæns og fri af hans greb, men han tog hende om nakken og halede hende hen til barnevognen hvor han pressede hendes hoved ned mod barnet i den.
   Det var en dreng, så mørk at han næsten var sort. Navlestrengen var klippet, men bortset fra det så drengen ud som om han lige var trukket ud fra sin mors liv. Nøgen, blodig og tårevædet. Han græd dog ikke længere.
   "Hvad ... hvad mener du?" spurgte Jasmin og ville løfte hovedet, men manden trykkede kun hendes hoved længere ned i barnevognen. Som en vanvittig mand der masede en hvalp eller en killing ned mod dens egen lort i den tro at den ville forstå den havde gjort noget forkert.
   "Ungen er sort," snerrede manden. "Han er ikke mit barn, så hvem er denne Kasper?" Jasmin svarede ikke, og manden trak hendes hoved op mod sig med et tag i hendes nakkehår der fik hende til at jamre af smerte. "Svar mig, Elizabeth! Han skal få jeres horeunge i en tilnaglet kasse så han kan lære at man ikke upåagtet slipper af sted med at hore med min hustru."
   "Jeg ... Det er ikke mit barn," hviskede Jasmin.
   Hun kunne godt høre at det i Jacques ører måtte lyde som en Jeg-ved-ikke-hvad-den-amfetamin-laver-i-min-lomme-jeg-har-lige-købt-bukserne-i-en-genbrugsbutik-undskyldning, men ...
   "Sært," knurrede manden da også. "Det er ellers lige kommet ud af dit underliv, men det må så være en skifting, og så betyder det vel ikke noget hvis jeg slår ham ihjel?"
   Han greb barnet om et ben og hævede ham i luften. Drengen skreg, og Jasmin kæmpede for at nå ham.
   Jacques holdt hende på afstand af barnet, smed hende derefter hen på sengen og trak en kniv frem.
   "NEJ!"
   Skriget - hendes skrig - skar gennem luften så hurtigt og voldsomt som Jacques kniv.
   Jasmins lunger tømtes for luft mens Jacques kniv skar dybt i barnets mave og op til brystbenet. Jasmin gispede luft ind til endnu et skrig mens den lille krop blev slap.
   "Og nu kommer du med mig," proklamerede Jacques der holdt det døde barn ud fra sig som ville han undgå at få blod på sit jakkesæt.
   Han snuppede atter fat i Jasmins hår, og hun skreg igen, denne gang af smerte idet han halede hende med ud af rummet, hen ad gangen og ned ad trapperne. Omkring dem strålede lyset fra utallige lysekroner og lamper over blanke, polerede overflader, kunst på væggene og gammeldags, men pæne møbler.
   Barnet dinglede fortsat i benet fra Jacques hånd, og Jasmin kunne knap tage øjnene fra det mens han hev hende gennem huset, ud ad hoveddøren og over en flisebelagt gang uden for huset.
   Det lykkedes hende at vriste blikket fra barnet da de nåede lysthuset. Også dét var helt forandret og fremstod i månens skær fuldstændig uden smadrede ruder og med vedbend voksende op ad det.
   Jacques åbnede døren og smed barnet ind på gulvet før han kylede Jasmin efter det.
   Hun klynkede idet hun ramte et staffeli der væltede ned over hende, og da hun fik bokset sig fri af det, var Jacques trådt ud, havde lukket døren og låste den.
   "Se så om du kan hekse dig ud nu!" råbte han. "Jeg vender tilbage."
   Og med de ord forlod han hende.
   Jasmin kom op på knæ og kravlede hastigt hen mod barneliget der lå i en stadig voksende pøl af blod.
   Hun var godt halvvejs da luften omkring drengen flimrede, og en skikkelse langsomt dukkede frem liggende på knæ ved barnet.
   Jasmin standsede brat. Kvinden var lidt yngre end hun selv, mørkhåret og klædt i en blodig underkjole der vist havde været gylden fra begyndelsen. Hendes knælende stilling afslørede at hun ikke havde noget på indenunder.
   Jasmin ville gerne gentage over for sig selv at hun ikke troede på spøgelser, men Kasper havde forandret sig fuldstændig. Han havde kylet rundt med hende, myrdet et barn og hevet ...
   Det gik op for hende at hendes hjerne troede på historien om det nu døde barn, og det måtte betyde at det ikke var Kasper der havde gjort de frygtelige ting.
   "Elizabeth?" hviskede hun og fortrød straks at hun havde påkaldt sig opmærksomhed idet kvinden drejede hovedet mod hende. "Undskyld," sagde hun stadig hviskende, men nu var der ingen vej tilbage. "Jeg er virkelig ked af at han slog dit barn ihjel."
   Elizabeth nikkede med et lydeligt suk.
   "Tak," sagde hun, og noget i hendes stemme fik Jasmin til at gyse, "men jeg skal nok få hævn!"
   Hun rodede med hænderne over drengens mave, og da Jasmin kravlede et par skridt frem, opdagede hun at Elizabeth havde hånden inde i hans mave. Jasmin gylpede da Elizabeth trak hånden til sig, frembragte drengens lever og bed den fri fra kroppen.
   "Hvad ... hvad skal du med ... den?" spurgte Jasmin.
   Hendes stemme rystede af hysteri, men hun prøvede at holde det tilbage ved at hviske.
   Elizabeth så atter på hende. Hun havde blod om munden, men syntes ikke at bemærke det.
   "Hævne vores barn, siger jeg jo." Jasmin så uforstående på hende, og Elizabeth sukkede igen. "Drengen var også Jacques. Min oldemor var sort, min bedstemor væsentligt lysere, og min mor var hvid nok til at gå for at være netop det. Hun giftede sig med en hvid mand og fik mig der også ser hvid ud, men jeg er jo stadig halvt neger på mødrene side og ..."
   Jasmin ville sige at det var politisk ukorrekt at bruge ordet 'neger', men kom i tanke om at det hed det jo tilbage i tresserne, og nu forstod hun bedre.
   "Så du var aldrig Jacques utro?"
   "Nej," knurrede Elizabeth, "tværtimod. Han var steril indtil jeg mødte ham, og jeg måtte bruge næsten alt hvad jeg har lært om voodoo fra min mor, for ikke at ende som hans fire døde hustruer før mig."
   "Voodoo?" spurgte Jasmin uden egentlig at ville høre svaret.
   "Ja, voodoo," sagde Elizabeth. "Jeg måtte smøre hans sædstreng ind i blod fra en ... fra starten ... levende hane. Jacques anede selvfølgelig ikke hvorfor jeg gjorde det. Han troede bare det var en fræk sengeleg."
   Hun smed drengens lever i en ildfast skål og tændte ild midt på gulvet ved at bruge staffeliet som brændsel. Hun satte skålen ind i ilden og mumlede ord Jasmin ikke vidste hvad betød.
   Røgen blev hurtigt tykkere og mørkere.
   Jasmin stirrede på både den og flammerne idet de snart dannede billeder. Af Jacques der hængte en kvinde fra en bjælke i loftet. Af Jacques der skar pulsåren på en anden kvinde op mens hun var i bad. Af Jacques der smed en tredje kvinde ud fra et loftvindue. Af Jacques ...
   Jasmin trak blikket fra bålet og stirrede vantro på Elizabeth.
   "Han er ved at klargøre en løkke på loftet nu," oplyste Elizabeth. "Til mig ... eller ... han tror jo at du er mig, så ..."
   Jasmins blod syntes at fryse til is i hendes årer, hun kom på benene og så sig om efter en udvej. Vinduerne ...
   "Du kan lige så godt opgive," sagde Elizabeth roligt. "Han holder øje med lysthuset mens han rigger til. Se bare i ilden."
   Jasmin så, uden egentlig at ville det, ind i flammerne der nu vred sig vildere og vildere. I dem så hun en kvinde i lysthuset der slog et vindue i stykker og skar sig til blods idet hun kravlede ud. Det gav et sæt i Jasmin idet et skud bragede, og mundingsild lyste op fra loftetagen. Kvinden faldt til jorden og rørte sig ikke mere.
   "Hvad skal vi gøre?" hviskede Jasmin. "Han sagde at han ville komme igen."
   Stemmen bævede, men Elizabeth ikke så meget som sendte hende et blik idet hun hævede stemmen til et brøl, og flammerne brændte højere.
   Udenfor blev vinden til en storm, og snart knagede og bragede det både i lysthuset og træerne derude.
   Elizabeth lo højt og vanvittigt, og hendes hånd fór frem mod ilden. Nej, ind i ilden.
   "Jacques Barbel," messede hun, og for første gang genkendte Jasmin ordene. "Du skal falde for et træ for mordet på vores søn. Lad vægten af dine gerninger knuse dig og lad ingen savne dig. Lad dit palæ og dit navn gå i glemmebogen og kun optræde i spøgelseshistorier."
   Elizabeth rev hånden til sig og knugede den hårdt.
   Et knitrende lyn skar over himlen, og Jasmin vendte hovedet mod vinduerne netop som lynet slog ned. Der lød et vanvittig højt brag, fulgt af en trykbølge som slog alle ruder ind.
   Jasmin skreg, men skårene undgik hende selv om hun kunne have svoret at en del af dem gik direkte igennem hende.
   Udenfor blev himlen oplyst af flammer, og en splintren af ved hørtes. En enorm gran drejede om sin egen akse og væltede så ned gennem palæets tag hvor det faldt til ro med et suk.
   Den hylende storm lagde sig så brat som havde nogen slukket på en kontakt.
   Jasmin drejede hovedet tilbage mod Elizabeth og gispede.
   De skarpe glassplinter sad over alt i kvindens ansigt og overkrop, men hun syntes knap at bemærke det. Hun kom blødende og svajende på benene og samlede barneliget op med en nænsomhed Jasmin ikke havde set hos hende tidligere.
   "Det er gjort," sagde hun.
   Hun nikkede til Jasmin og syntes derefter ikke at se hende mere. Uden at tøve greb hun med den ene hånd fat i en vinduesramme og løftede sig op i den, stadig med den anden hånd om spædbarnet. Blod strømmede ned over hendes arm og videre ned på den gyldne underkjole.
   Hun svingede benene ud gennem åbningen, sprang ned og forsvandt hurtigt i natten.
   I næste nu blev døren flået op, og Kasper skyndte sig ind. Jasmin trak sig baglæns væk fra ham, bange for at Jacques måske alligevel havde undgået Elizabeths hævn, men Kaspers mørke øjne var ikke hævngerrige, men bekymrede.
   Jasmin udstødte et hulk, gik frem mod ham og faldt ind i hans arme.

En times tid senere da de sad på et hotelværelse i den nærliggende by, Jasmin havde været i bad og nu puttede sig ind til Kasper, stadig med en rest af rædsel i kroppen, spurgte hun:
   "Hvad skete der bagefter?"
   "Bagefter?" gentog Kasper. "Du mener efter du forsvandt?"
   Hun rystede på hovedet.
   "Nej, jeg mener, hvad skete der med Jacques, Elizabeth og palæet? Hvorfor er der ingen som har taget sig af det, og ... hvordan ... døde Elisabeth?"
   Elizabeth måtte jo være død eftersom hun nu var et spøgelse, og lige nu troede Jasmin hundrede procent på spøgelser.
   "Ah," sagde Kasper. "Elizabeth blev fundet død næste morgen. Hun havde et lige så dødt barn i sine arme. Barnet og Jacques var åbenbart blevet dræbt da træet væltede ned i huset, og Elizabeth var ... ifølge de informationer jeg har hørt ... død af blodtab. Hun må have været på vej efter hjælp eller sådan noget. Måske var hun så forvirret at hun ikke anede barnet var dødt. Det lidt underlige er at ingen vedkendte sig barnet. Han var sort, så han må have haft bekymrede forældre."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/08-2022 22:47 af Daniella Helvant (Eddie) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4840 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.