Stik


6 måneder, 15 dage siden 2 kommentarer Noveller

0So-Me
Vi er alle skabt af stjerner · og verden selv · spreder sine velforme... [...]
Digte · vansin
5 måneder, 1 dag siden
2Storm i et...
øjeblikket er · bevæbnet · og jeg dukker mig · mod det svage dum-dum · or... [...]
Digte · vansin
5 måneder, 10 dage siden
1En gange engang
De bevæger sig væk fra mig, og deres mælketændergrin rasler i den... [...]
Blandede tekster · tidens gang
5 måneder, 25 dage siden
3Og der er ingen sandhed
Du kaster terningerne · som anekdoter fra · dengang da · Jeg hvisker di... [...]
Digte · vansin
6 måneder, 1 dag siden
1Voldtægt
Som mejslede i sten · fordrejede · ses ansigter på kåde killinger · spi... [...]
Digte · vansin
6 måneder, 1 dag siden
2Stik
Det startede med prikket fra en knappenål, da far begyndte at dri... [...]
Noveller
6 måneder, 15 dage siden
2Online dating i skyen og himlen selv
Du klikker på mig, kan jeg se · og der måles og vejes, · vurderes og ... [...]
Digte
6 måneder, 22 dage siden
2Brændbar
i en byge af bølger, · ruller vi gennem minutterne, · og jeg bevæger ... [...]
Digte
7 måneder siden

Puls: 2,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Svea Ingolfsdottir (f. 1968)
Det startede med prikket fra en knappenål, da far begyndte at drikke.
   Et lillebitte hul, som jeg kunne se han sivede ud ad, og efterhånden blev hullet så stort, at jeg kunne kravle ind i det. Det gjorde jeg sommetider, når jeg syntes det var rart at komme ind, i stedet for at stå udenfor og kigge på.

Far havde en masse grimme ting indeni. Jeg var kun elleve år dengang, men jeg kunne se, at det var alt det grimme, der gjorde hullet større.

Til gengæld var det også det der gjorde, at jeg kunne komme ind i ham, og selvom det ikke altid var så godt for mig - det kunne jeg mærke allerede dengang - så føltes det ikke KUN dårligt.
   Der var en hel masse kærlighed inde i den hule. Kærlighed til mig og mor, men også kærlighed til mange andre mennesker. Og ting.
   Far elskede mange ting. Hullet var fyldt med minder, der lugtede af barndom, rustne søm og flag der blafrede over en søndagsfrokost.

Jeg så engang en lille rødhåret pige i ham, og min søster kom faktisk til at se sådan ud, da hun var en seks-syv år. Måske så jeg bare fremtiden i hans hul, eller også var hun en rest af hans fortid, der ikke var færdig. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg elskede hans hul, for det var det eneste sted jeg kunne være sammen med ham. Jeg ved, at han elskede mig. Men ikke nok til at blive.

Min mor siger stadig, at det ikke handlede om kærlighed.
   Men hvad skal man tænke? Jeg fik et års tid med min far og hans mærkelige hul, og så lukkede det da jeg var tolv.

Jeg kom hjem fra skole, og så ham hænge ude i køkkenet. Jeg begyndte at grine. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har fået en masse forklaringer siden hen på, hvorfor man kan komme til at grine i sådan en situation. Og jeg tror det er rigtigt, at jeg grinede fordi jeg bare ikke kunne finde ud af at reagere på nogen som helst måde.
   Krogen han havde hængt sig i, havde han selv skruet i loftet et par år før. Han sagde dengang, at den krog var sat så godt i loftet, at den ville kunne bære mindst hundrede kilo. Jeg ved ikke om den kunne, for min far vejede ikke over de firs, men de firs kilo holdt krogen fint til.
   Han brugte et slips; jeg kan ikke huske hvilket slips, selvom han kun havde to.

Jeg græd slet ikke den dag. Jeg grinede, og jeg tror også mine øjne var opspærrede i afsky, da lugten af pis og lort fra min døde far nåede mine næsebor.
   Det er grotesk at tænke sig, at noget så privat bliver fuldstændig udstillet når man dør. Det at man, når man dør, igen afgiver den kontrol, som man tilkæmpede sig som to-treårig for at slippe for bleen.
   Det dryppede ned på køkkengulvet. Fars strømper var ganske vist sorte, men jeg kunne sagtens se på køkkengulvet, hvilken farve hans tarmindhold havde. Det var i virkeligheden det største chok. Ikke at far var død, men at hans død var så... udstillende.
   Min far med den skæve fortand, de flotte blodårer ovenpå hænderne, og lugten af rød Orlik i sit tøj.

Mor blev lidt stille da far døde. Hun fortalte mig, at jeg skulle være storesøster, men at hun ikke havde nået at fortælle far det. Efter jeg er blevet voksen har hun fortalt mig, at hun følte sig skyldig. Hun havde fået det at vide hos lægen et par dage før far døde, og hun havde så dårlig samvittighed, fordi hun ikke havde fået fortalt ham det. Hvis han havde vidst det, ville han måske ikke have hængt sig. Men han var hele tiden fuld, og hun ville gerne fortælle ham det, når han lyttede i ædru tilstand.

Samtidig var hun rasende over, at han havde hængt sig midt i vores køkken. Pisseegoistiske skid, kaldte hun ham. Men kun én gang. Det er det eneste negative jeg nogensinde har hørt hende sige om far.

Men hun gav ham ansvaret for mange ting. Det ved jeg.

Da jeg var fjorten, for eksempel. Jeg holdt mig hele dagen i skolen, gik slet ikke på toilettet hele dagen, og da jeg kom hjem, bandt jeg en tørresnor i krogen over spisebordet for at hænge mig.
   Jeg ville ikke hænge mig for alvor, og Niels fra min klasse havde fortalt mig, at hvis min far bare havde taget hænderne indenfor rebet, ville han ikke være død. Jeg kan huske at jeg sagde til Niels, at det vidste min far sikkert godt, for han ville jo dø.
   Jeg ville ikke dø, jeg ville bare prøve at være min far, sådan som jeg forestillede mig, at han var lige i det øjeblik. Hvad tænkte han mon? Hvad følte han?

Jeg kunne ikke finde ud af at lave en løkke, så jeg stillede mig op på stolen, og bandt tørresnoren om min hals med tre kællingeknuder. Jeg vidste krogen ville holde, for jeg vejede ikke engang halvtreds kilo.
   Jeg havde arrangeret køkkenet som jeg huskede det så ud, da jeg kom hjem til min døde far. Spisebordet var skubbet hen foran køkkendøren, og to af stolene stod ved bordet, mens den tredje lå på gulvet under ham.
   Jeg huskede at tage hænderne ind under rebet, da jeg sparkede stolen væk.

Jeg kan huske, at det overraskede mig, at jeg var så tung. Da jeg sparkede stolen væk, rykkede det helt vildt i min nakke, og det gjorde ondt i mine hænder og hals. Jeg fik arrangeret mine hænder, så jeg igen kunne trække vejret, og så hang jeg dér. Jeg kiggede op i loftet og stak tungen ud af munden.
   Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg hang sådan før jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at tage mine sko af. Jeg besluttede mig for at glemme det hele, for når jeg havde sko på, var det alligevel ikke helt rigtigt. Jeg ville gøre det dagen efter i stedet for, men det gik jo op for mig, at jeg ikke kunne komme ned, fordi jeg ikke kunne flytte hænderne uden at hænge mig, og det virkede som om jeg havde været heldig med mine knuder.
   Jeg begyndte at græde. Jeg skulle både tisse og skide, men det var jo FORKERT. Jeg havde sko på. Jeg hulkede voldsomt, og jeg kan huske fornemmelsen af den totale fiasko.

Jeg kunne ikke holde mig. Jeg prøvede virkelig. Jeg tænkte på lektier. Jeg tænkte på drillerierne i skolen. Jeg prøvede virkelig.
   Men jeg kunne ikke holde mig. Jeg mente, at jeg måske kunne nøjes med at tisse, så jeg koncentrerede mig om KUN at tisse. Ikke andet. Bare tisse. Hvis jeg bare tissede, så kunne jeg godt vente med resten.

Det var vidunderligt at slippe. For jeg skulle virkelig tisse. Så det gjorde jeg. Også. Eller rettere: Det startede jeg med. For da jeg først slap kontrollen over min blære, var det som om jeg slap kontrollen over alt. Det var ydmygende. Det var ulækkert. Og det var sjovt og grænseoverskridende.

Jeg hang midt i køkkenet i en alder af fjorten år, mens jeg pissede og sked ned ad mig selv. Jeg kunne ikke se det, men jeg kunne høre lyden på linoleumsgulvet. Det var ikke sådan et stort SLASK eller noget. Det var mere sådan en dryppende lyd med lidt plump ind i mellem. Jeg havde ikke bukser på, så jeg fik den fulde glæde af oplevelsen.

Pis og lort rendte ned ad benene på mig, og jeg havde ingen problemer med at forestille mig, hvordan mine hvide Kawasaki-gummisko så ud.
   Jeg var lettet bagefter. Det lugtede absolut ubehageligt, og jeg begyndte at blive kold på benene.

Så kom mor hjem.

Lejligheden havde ikke nogen egentlig entré. Det var egentlig bare et rum med plads til at døren kunne lukkes op, og når man kom indenfor så man direkte ud i køkkenet.
   Synet der mødte min mor fik hende til at skrige omgående.

Hendes fjortenårige datter hang fra krogen i loftet med pis og lort dryppende fra sine gummitåspidser, og hun kunne ikke se, at jeg havde hænderne indenfor den blå nylonsnor.
   Hun skreg bare. Højt.
   Jeg begyndte at sparke med benene, mens jeg råbte MOR MOR MOR MOR.

Mor siger hun har tilgivet mig. Men jeg er ikke helt sikker. Hun siger også, at hun har tilgivet far. Det er jeg heller ikke helt sikker på.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 19/03-2022 10:47 af Svea Ingolfsdottir og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1423 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.