Min fordom


14 dage siden 2 kommentarer Livshistorier danmark samfundskritik

0Stopper op
På sin første tur hen ad gaden, nærmede han sig den lille rundkør... [...]
Livshistorier · forandring, gudstro, virkelighed
17 timer siden
1Opture og nedture
Appelsinen der faldt ned i Uffes turban, viste sig i '88, at bliv... [...]
Livshistorier · stress, udvikling, livshistorie
1 dag, 19 timer siden
3Er du åndsvag
Måske havde han gjort noget helt tosset. Den ene råber hele tiden... [...]
Livshistorier · livshistorie, mennesker, hverdagslivet
2 dage, 18 timer siden
1Helt i fisk
En dag kommer Uffes bror Holger på besøg og havde som sædvanlig e... [...]
Livshistorier · selvbedrag, mangfoldighed, selvironi
5 dage siden
1Fred, frihed, fængsel
Flugten · D. 26/3 '99 sælger de huset i Arnager med stort overskud ... [...]
Livshistorier · tvivl, had, længsel
6 dage siden
1En rigtig familie
Med sit store talent for en god handel, havde Lene forhandlet sig... [...]
Livshistorier · dæmoner, psykisk smerte, reflektion
6 dage siden
4Fejlerier
Glad for at dumme mig · Tog chancer uden omtanke · Det blev måske en ... [...]
Aforismer og gruk · humor, livet, perfekt
6 dage siden
1Ridser i lakken
Lene viser at hun har rigtig god økonomisk sans og har allerede i... [...]
Livshistorier · lyst, sårbarhed, ansvar
7 dage siden
5Dødsfald
Søndag aften kl. 22:30. Uffes telefon ringer. Han var lige ved at... [...]
Blandede tekster · virkelighedsflugt, afsked, sorg
8 dage siden
1Drømme på vej
Der var engang for en evighed siden. Han bor til leje på 1. sal m... [...]
Livshistorier · drømme, parforhold, spænding
9 dage siden
2Caminoen
Caminoen · Jeg kan ikke fransk. Er i vildrede. Henne ved en bænk st... [...]
Livshistorier · selverkendelse, rejse, eventyr
10 dage siden
2Min fordom
Jemmeværnet · Jeg ser dem for mig stå der og svinge myndigt med sta... [...]
Livshistorier · danmark, samfundskritik
14 dage siden
0Misbrug
Afhængig af misbrug · Det er jo ikke forbudt at være misbruger til ... [...]
Livshistorier · dumhed
15 dage siden
1Til evig tid
For tiden er jeg sur · og genstand for mit begær · der gav gammel gæl... [...]
Digte · tiden
17 dage siden
2Mor og far
Uffes mor går bort i 2005 efter flere år med bl.a. Parkinson. Sel... [...]
Digte · familierelationer
23 dage siden
1Alvor nedbrydes
Krigen var i gang. Han krøb sammen oppe i et træ med sin bøsse og... [...]
Blandede tekster
24 dage siden

Puls: 64,6

Publiceret: 16
Afgivet: 66
Modtaget: 26
Uffe Markmann (f. 1954)
Jemmeværnet

Jeg ser dem for mig stå der og svinge myndigt med staven. Kom-bar-do siger de, mens de vinker den næste bil ind på rette P-plads. Sådan et stort dyrskue, kræver mange forberedelser og ikke mindst en masse frivillige til at dirigere trafikken. Og det er her Jemmeværnet træder til med refleksveste, stave og ikke mindst radioer. Der skal hurtigt kunne tilkaldes assistance, såfremt en bilist ikke straks, uden opsætning, følger P-vagtens anvisninger. Jo tak disse brave folk træder til her og ved andre samfundskritiske situationer i Dronningens tjeneste.
   Fordomme?
   Det er let at fremstille Hjemmeværnet i et komisk lys. Det er ofte set i vores revyer. Nogle af dem fremstår da også med stor selvhævdelse, grænsende til magtbegær. Men kan det virkelig passe at Hjemmeværnet blot er en stor legeplads for folk med en IQ i den lavere ende? Det var hvad mange i min omgangskreds og kolleger mente. Ved en tilfældighed møder jeg en dag en mand, der arbejder for Hjemmeværnet på fuld tid. Han inviterede mig til et infomøde. Her kunne jeg få mange svar og fakta på plads og bekræftet mine antagelser eller det modsatte. Udsigten til at blive del af et større fællesskab, og måske få nogen venner, trak også. Ved mødet fik vi alle mulighed for netop at lufte vores meninger og stille alle slags spørgsmål. Og der blev ikke svaret uden om. Kun ganske få emner var tavshedsbelagt. Herefter gennemgik han den uddannelsesplan, der var obligatorisk efter ansøgeren, var godkendt hos PET. Jeg var særlig interesseret i at vide mere om marinehjemmeværnet. Her så jeg en mulighed for at lære noget, som kunne bruges i det civile liv. Der lå en lang række muligheder efter grundkurserne var gennemført og bestået.

De blå
   Os på havet bar blå uniformer. Landkrabberne var de grønne. Der gik kun få uger før jeg var godkendt og fået udleveret beklædning og standardudstyr. Allerede et par dage herefter, blev jeg inviteret med som gæst på et af vores fartøjer, der lå i et afspærret havneområde. Vi hyggede os med morgenmad. Da hele besætningen havde mønstret, lagde vi fra for at tage på en mindre øvelsestur nordpå. Allerede her blev jeg inviteret op på broen for at styre skibet ud af havnen. Den erfarne skibsfører skulle nok stå ved min side og guide mig med det lille joystick. Vi kom uskadt på åbent hav. Her overtog skibsføreren. Jeg oplevede at komme med på en hel del ture som gæst. Dog ikke i skarpe situationer.
   Kasernen
   Du har ikke aftjent din værnepligt i forsvaret. Derfor kræves det, at du begynder med et grundkursus på Skive kaserne. Okay javel så. Men jeg har aftjent civil værnepligt fordi jeg var militærnægter dengang i 70'erne. Måske er jeg det nok stadig lidt. Men jeg vil gerne hjælpe til ved skibsforlis og redning af mennesker, samt eftersøgninger. Det ville alt sammen komme i den efterfølgende uddannelse. Vi var en hel del på dette grundkursus, som ikke havde været soldater. 10 dage kl. 07:00 - 22.00. I teorimodulerne var indlagt pauser a' 12 min. til at knappe jakken, sætte huen korrekt tisse, ryge og snakke med de andre. Programmet havde alt hvad en "landkrabbe" kan få brug for, men intet maritimt. Så selv om jeg blev trænet i march, eksercits, røgdykning, bevogtning, ligge musestille og følge en ordre, kunne jeg ikke se anvendelsen i marinehjemmeværnet.

Jeg har ham lige på kornet, trækker vejret dybt og roligt, har afsikret før jeg blidt trykker af. 3x5 skud. Vi går tæt på målet og tæller point. Bestået. Jeg blev sgu ret god til at ramme skiven i Skive. Fed oplevelse, men så kom det sure med at skille geværet ad - rense, smøre og samle det igen. En grund til, at jeg blev militærnægter var, at jeg aldrig ville lære at skyde for at dræbe et andet menneske. Det der faldt mig mest vanskeligt, var ikke at udfordre den ellers så flinke oversergent på hans egne ord. Tjae sagde han bagefter. Alt har jo en konsekvens - og det er ikke altid positivt - svarede den begavede mand. Hans "underhøvding" satte mig til at rense gulv med en tandbørste kort før vi skulle med bus retur til samfundet. Men det var rart at se hvor rummelige og tålmodige alle var, og hvor lave krav der var til vores fatteevne. Der var altid en plads til os alle. Selv sådan en halvgammel småfed karl som mig. På kasernen blev en del, af mine fordomme bekræftet, og andre afkræftet. den gamle kadaverdisciplin var erstattet med mere moderne pædagogiske metoder. En officer med mange striber og en stjerne på skulderen, overrakte os alle, personligt, diplomet med et fast håndtryk for en bestået veludført duelighedsprøve. Så nu var jeg godt på vej til at blive fuldgyldigt medlem og en dag få rygmærket. Eller bare en enkelt stribe på skulderen.
   Hjemme igen
   Endelig kunne jeg være blandt søens folk og lære at blive matros på et skib. Som frivillig i Hjemmeværnet forventes det, at man kan rykke ud med meget kort varsel når der står liv på spil. Derfor skulle en hel besætning kunne være klar på under 30 min. døgnet rundt. Det krævede bl.a. at min chef på arbejdet, var indstillet på at lade mig smide alt når alarmen lød. Det var min ellers så flinke leder ikke meget for. Rent praktisk kunne vi godt finde løsninger i forhold til mine opgaver. Jeg mærkede en vis modstand, når det kom til Hjemmeværnet. Hvad nu hvis jeg var brandmand? Det er jo noget helt andet mente hun. Nå? Blandt mine kolleger var der delte holdninger, lige fra at det var noget pjat at spilde sin tid med, til mere aggressive meninger om at staten slet ikke burde bekoste et nytteløst "fritidshjem" for voksne. Tænk på hvor meget de mange millioner kunne gavne de svage i vores samfund i stedet for at bruge pengene på alt det dyre "legetøj". Nej der var heller ikke meget opbakning at hente. Kun en enkelt kollega, som selv var med i Hjemmeværnet, gav mig et skulderklap når ingen så det. Han talte aldrig højt om sit engagement blandt de grønne.
   Søens folk

Jeg holdt dog ved trods andres negative holdninger og så frem til mit næste kursusforløb, som skulle foregå ved en afsides lille havn nær Nyborg. Endelig skulle jeg ud på vandet og opleve fællesskab, sammenhold og lære en masse praktiske færdigheder, samt en del teori.
   Med den skarpe forårsluft lige i ansigtet, hoppede vi for fuld skrue hen over bølgen blå. Det var noget andet end at ligge der inde ved kaj og høre om alle de regler der gjaldt ved sejlads med speedbåd. Da vi er kommet ud i mere åbent farvand, råber instruktøren: MAND OVER BORD. Nu gælder det om at gribe med begge hænder om stropperne, læne sig frem og bare holde helt fast. Straks laver styrmanden en U-vending, sænker farten og fører båden op på siden af den forulykkede. Du har under 1 minut. De to andre griber fat i manden og hiver ham op i båden. Godt det bare var en "dukke", for det krævede flere forsøg fra os alle tre, før øvelsen kunne afsluttes og godkendes. Efter flere andre godkendte øvelser, kunne vi få et speedbådscertifikat. Og alle hjalp alle igennem.
   Her i Marinehjemmeværnet var programmet knap så presset og underviserne gik ikke så meget op i om huen nu sad korrekt. Til gengæld herskede der benhårde regler og krav om disciplin på de større skibe. Her kunne jeg se formålet, da reglerne først og fremmest tjente til besætningens egen sikkerhed. Samtidig var kravet til god kommunikation og et stærkt fællesskab med til at sikre trivsel og den bedst mulige løsning af en given opgave. Noget af det havde jeg erfaret vigtigheden af for år tilbage, hvor jeg havde hyre på en torsketrawler. Efter en øvelse sluttede vi ofte af med et godt måltid på skibet. Her evaluerede vi og fik skibsførernes observationer og hvad vi især behøvede at arbejde med.
   Det store spring
   I havnen skulle vi først gå planken ud, svømme hen til en redningsbåd og få alle mand ombord. Reglerne var klare. Spring eller tag hjem. Vi blev alle udstyret med en termodragt, da vandet var skidekoldt. Opstillet på dækket i en række, blev vi kaldt frem og fik ordren: SPRING. Når alle var nede, skulle vi svømme i en kæde ved at holde fast i makkeren foran. På den, for mig, lange svømmetur mistede jeg både pusten og kræfterne. Min termodragt havde fået en del luft ind, så jeg konstant tippede om på ryggen og lå som en skildpadde med benene i vejret. To af mine makkere så det og fik mig bugseret hen til redningsbåden, hvor flere var klar til at trække mig op mens de to i vandet skubbede på mine godt 100 kg. Stor ros fra skibsførerne for stærkt samarbejde og jeg fik lov til at blive.
   Den lange tur.
   Vi var 12 elever, 2 skibsførere og en kok, der skulle på en sejlads i 3 døgn. Turen gik ned gennem det sydfynske øhav. Her skulle vi alle skiftevis stå på broen og styre skibet ned gennem et temmelig vanskeligt farvand. Her blev vi testet på kendskabet til søfartsregler, sømærker og hvilke flag og lys der skulle anvendes hvornår. Da det blev min tur, skulle jeg bare styre skibet under en bro og sigtbarheden var fin. Så jeg satte autopiloten til og slappede af. Lidt efter prikkede skibsføreren mig på skulderen og bad mig se til om vi kom imellem to store bropiller. Jamen, nej. Vi var ude af kurs. Hvad er der i vejen med skibet? Ingenting, vi har stærk strøm her, så afdriften er stor. Du er nødt til at korrigere kursen jævnligt, sagde han og slog autopiloten fra mens han instruerede i fart og kurs. Det blev nogle intense døgn. Når vi anløb en havn, blev der lagt vægt på korrekt påklædning og vise glæde og stolthed. Alle mand på dæk, når folk stod på havnen og så os ankomme. Vi var jo Hjemmeværnets ansigt. Men ude på søen igen, stod på mange strabadser og prøvelser. Vi skulle bl.a. sætte speedbåden ud med bemanding, som skulle foretage forskellige manøvrer. Af sikkerhedsgrunde måtte vi ikke foretage skydeøvelser. Men næsten alle mulige scenarier blev afprøvet. Den mindste fejl skulle rettes straks. Lige fra forkert anlagt tovværk til manglende kontrol af sikkerhedsudstyr.
   Ikke nok med at være på en af de farligste arbejdspladser, skulle vi jo også kunne omgås hinanden på meget lidt plads. Vi var en flok med meget forskellige opfattelser af orden og oprydning. At stå op til sure sokker og en makkers ting der bare flød overalt, var noget der krævede stor tolerance. For ikke at nævne de elever, der mente at have en helt særlig status og konstant ville øse af deres store viden. Det kunne være en prøvelse i sig selv at skulle spise sammen. Heldigvis udviste skibsførerne dygtigt lederskab for at undgå konflikt optrapning. De mest bedrevidende fik ofte særlige opgaver, så de kunne vise deres store dygtigheder. De andre fik deres nattesøvn ødelagt af min snorken, så vi forsøgte at flytte mig hen til den fjerneste køje. Det hjalp en smule.
   Brand ombord
   Ved enhver situation, var der et alarmsystem med en lydkode. Således vidste vi alle hver især hvor vi skulle være på skibet og hvilken opgave der fulgte med. En nat lød alarmen for brand ombord. Fuldt påklædt skulle jeg på 1 minut stå på min post og være klar. Den hurtigste vej, var gennem en smal stige op til dækket. Jeg var noget langsom og sinkede dermed de andre, som skulle samme vej. Endnu en gang var jeg en klods om benet på mine makkere. Vi fik dog alle udført vores opgaver og konstaterede, at alt udstyret til brandslukning ikke virkede. Følgerne ville være katastrofale, hvis dette ikke blot var en øvelse. Tilbage i køjen kunne jeg ikke falde i søvn, men lå og frøs. Jeg fik hovedpine og kvalme og næste morgen lå jeg badet i sved. Det værkede i hele kroppen og jeg havde høj feber. Det var ikke muligt at fortsætte. Selv om jeg fik tilbudt lægetilsyn og fritaget for deltagelse de næste dage, valgte jeg at afbryde uddannelsen før tid. Ledelsen udviste stor omsorg og forståelse for min beslutning, selv om jeg kun manglede få ting at gennemføre. Jeg blev kørt hen til toget, da jeg godt mente at kunne rejse på egen hånd.
   Så tæt på
   Hjemme igen kom jeg mig snart og blev frisk igen. Jeg fik tilbud om at afslutte grunduddannelsen på næste kursus, men valgte dog at aflevere alt mit grej og træde ud af Hjemmeværnet. Men så fik jeg prøvet det og lært en masse. Tak til alle jer der hjalp og bar.
Forfatterbemærkninger
skide barsk men også givende rejse

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/09-2021 14:23 af Uffe Markmann (ny skriverkarl) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2132 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.